Belgien 29. Marts. 2020. 154km på de flamske belgierveje: sving, brosten, hellinger, vind, sol og regn. Det hele venter søndag. I dag er det lørdag. Mine to følgesvende og jeg selv, er efter 125km hårdt ridt til Kuurne-Brussels-Kuurne og en ordentlig gang fedtstifter med creme, kørt 40 minutter østpå, til den mindre by Gerardsbergen. 

Af Søren Kuipers | Foto © AltomCykling.dk

Lørdag kl. 16.14: Muur van Gerardsbergen

Det er med en vis ærefrygt, at vi står på toppen af den ikoniske Muur van Gerardsbergen oppe ved kapellet. Jasper Suyven og Lampaert knokler sig hastigt forbi. I deres baghjul kæmper min navnebror, Søren – med efternavnet Kragh Andersen – en kamp for at holde trit. Han lider, men han giver ikke op, han er sej, en hård hund. Det er hårrejsende at stå lige der; pro-ryttere indsmurt i mudder, støv og sved med cykelkæder klagende efter adskillelige kilometer uden ordentlig smørelse. Trentin rækker tungen ud af udmattelse i fjerde position.

Philippe Gilbert kommer rundt i svinget. Man ser det med det samme: Alderen! Som jeg står der, og ser det ene idol efter det andet okse sig forbi mig, går det op for mig. Muuren udstiller rytterens alder. Stuyven er 27 år, han ser stadig godt ud. Trentin er 30 år, kæmper med det, men ser rimelig ud. Gilbert er 37år, han ser slidt ud. Han ender med at blive 8er, bæst.

Jeg synker og mærker min egen 37 årige krop, som endnu værker, her 3 timer efter målgang, i motionsudgaven af Kuurne-Brussels-Kuurne. ‘Hvordan mon jeg vil se ud i morgen, når jeg skal bestige dette monster, med knap 100km i benene allerede?’ Bakken en kun godt 1km og stiger omkring 7% i snit, men med 20% ramper og hulter-til-bulter-brosten? Jeg kommer nok også nærmere til at ligne Gilbert, end Stuyven i morgen. 37 år = slidt.

Søndag kl. 06.33: Gent

Vi sidder alle tre og spiser havregryn med rosiner og mandler. Den tredje kop kaffe er hældt op. ‘Hvad siger vejrudsigten?’, spørger jeg for 9. gang. ‘Hvor mange lag tager I på?’ Jeg sidder og fedter med mit nye skoovertræk fra Gripgrab. Det går så langt op ad skinnebenet, så selv den gode Tom Domulin ville blive misundelig, men hvad gør det, når det holder ens fødder totalt tørre – selv i dette føre.

Vi kommer frem til startområdet. Vi bor knap 3km fra start, så i dag når vi at rulle lidt inden vi går i gang. Kort inden start driller mine gear. Jeg panikker lidt, som vanligt, også selvom der ikke er fælles start. Hvorfor? Jeg er spændt og lidt nervøs.

Det kan de i Belgien: arrangere store fællesskabsdannende motionscykelløb uden tidstagning. Det fungerer. Vi tre døber det Gran Fondo-stemning; forstået således, at distancen og terænnet er så udfordrende, at det at gennemføre og opleve landet, kulturen og naturen er rigeligt i sig selv. Der er konkurrence nok i at kæmpe med og mod sig selv. Som det ses er starten ikke ligefrem stressende.

Vi kommer af sted. ‘Hvad siger vejrudsigten?’ Det kan jeg sgu ikke huske, men lige nu pisser det ned! Vi finder heldigvis ind i en fin gruppe, mens vi bliver ledt syd på ud af den industrielle del af Gent. Gråt i gråt. Men solen titter frem, vi ruller langs en større flod og benenes ømhed forsvinder, mens varmen og glæden tiltager. Vi er i gang med Omloop Het Niewsblad. 154km med en 14-16 stigninger, flere lange brostensstykker og endnu en masse ukendt terræn. Det er lykken for os motionscykelryttere.

Søndag kl. 09.07: Oudenaarde

Jonas og jeg sidder i feltet og sludrer, da store dele af vores homogene gruppe går i depot. Vi bliver enige om at køre videre; vi kigger efter redaktøren. Men vi kan ikke se ham, nå, han må være kørt med i depotet, bliver vi enige om, og kører videre efter godt og vel 40km, som har været uden de store udfordringer.  (I virkeligheden er redaktøren styrtet, og ligger og roder rundt på noget Belgisk beton, ca.10km før depotet… det skriver han selv om i en særskilt artikel…)

Stigningerne kommer nu som perler på en snor. Måske ringer der en klokke ved navne som Molenberg, Wolvenberg, Leberg, Berendries og Elverenberg. De fleste af de flamske stigninger er lige tanden længere end de østjyske hjemmevante bakker, de er også lige en tand stejlere og de har lige tusindvis flere tænder – som i dette tilfælde er brosten. Det er skrap kost, men når man først lige har fået taget på dem, så er det megafedt at bestige dem.

Jonas kører hårdt på og proklamerer diamanter i benene. Han afkræver mig svar på mine ben. Jeg afventer lidt (på vanlig vestjysk): ‘Ah, jeg kan bedre sige det, når jeg har kørt et par stigninger mere.’ Men ærligt, jeg har bedre ben end dagen før. Efter knap 75km forcerer vi Valkenberg, en knap 1km lang stigning med snit på 6%. Jeg skruer helt op, og tester benene. Der er hul igennem, og jeg har hul til mine 4-5 følgesvende. Jonas er én af dem, men nu er jeg halvvejs i løbet, og jeg har kuldegysninger, adrenalinen bruser i mine årer, solen er brudt igennem, jeg er fyldt med energi, føler hverken tørst, sult eller smerte, så jeg beslutter mig for at gå på togt.

Det gode ved den åbne start er, at man konstant kan finde nye følgesvende, og jeg fanger hurtigt en stærk belgier kørende med bare hænder i kort/kort. Sådan. Han kører i depot efter 80km, så jeg fortsætter ufortrødent. Stadig med stjerneben. (Redaktøren henter Jonas i depotet v. 80km, men som sagt, det skriver han selv om).

Søndag kl. 10.59: Gerardsbergen

Kort inden Gerardsbergen stopper jeg kort for at tisse, spise lidt vingummi, velvidende at der nu er få minutter til dagens største udfordring Muur van Gerardsbergen. Jeg fortsætter, endnu solo, da jeg rammer foden at stigningen. Der er et større tivoli i bunden, og jeg får associationer til bydelen Mont Martre i Paris – en slags mystisk anlagt forlystelsesby beliggende nært et helligt sted. Det hellige Sacre Couer er selvfølgelig her byttet ud med kapellet øverst oppe på Gerardsbergen, og jeg kører med stor iver ind på stigningen.

Jeg er alene. Solen skinner. Alt er godt. Og nej, det går ikke galt. Det ændrer sig ikke. Jeg kører stigningen nøjagtigt så disponeret og hårdt som håbet. Med gearingen 34-28 kører jeg 20%-stykket uden problemer og klatrer det sidste stykke op i solen, mens der står et par håndfulde publikum og klapper. Wauw. Søren=37år, ung og skarp.

Næsten 100km forceret, og jeg føler stadig ikke at noget kan gå galt. Endnu en stærk belgier kan anes i det fjerne, og jeg sætter efter. Da jeg har 100meter op, kører vi ind på endnu en stigning. Bosberg; hvordan var det nu? Nå ja, 4 km efter Muuren venter Bosberg: 1,4km stigning med 5% i snit. Den sidste halvdel på brosten er ikke under 10%, og jeg lukker hullet på toppen.

Men hov, hvad er nu det? Jeg har da kørt 1.250km træning siden nytår – og også én tur på +100km – så hvordan kan jeg få kramper nu? Hmm… træerne gror ikke ind i himlen. Jeg smider mig selv på dæk, og fortæller at jeg har kramper. Min nye følgesvend accepterer, og da jeg først går frem 14km senere, giver han endda et anerkendende blik. Den var ikke gået i Danmark. Der havde man fået sandheden at vide.

120km: Jeg går i depot. Smører kæden. Fylder min ene 550ml dunk op (den anden røg et sted derude på brostenene), spiser lidt sandkage og ser frem til den næste time på cykel i Belgien.

130km: Efter at have besteget de to sidste bakker omkring Rekelberg rammes det sidste brostensstykke. Padestraat. 2,3km på toppede brosten. Med mere end 4 timer i sadlen, da er der kun én ting at gøre. Transformation af alder. Søren=37år forvandles til Søren=13år. Fantasien transformerer mig til Tom, Tom Boonen, og jeg smider den på 50-11 og moser derudaf. Kramperne er væk. Jeg hamrer (i mit eget univers) forbi alle andre ryttere og ser mig ikke tilbage før jeg når Gent.

Søndag kl. 13.13: Gent

5 timer og 5 minutter for 154km. Jeg holder mere end 30km/t i snit. Det samme gjorde jeg lørdag. Det er ikke væddeløb. Men jeg har kæmpet med og mod mig selv, og jeg har vundet. Glæden er enorm, og en weekend i Belgien kunne næsten ikke forestilles bedre. 37 år=slidt.

Så skulle det da lige være en 3timer senere, da vi pakker det sidste grej og ser en vis K. Asgreen smadre alt og alle i Kuurne.

AoC-effekten må siges at være tilstede i Belgien i denne weekend.