Så er dagen endelig kommet, og Jeppe og jeg er stået op i go tid – for vi skal jo lige ned af Alpe d’ huez før end starten går. En lille hurtig tur med de berømte 21 sving. Vi har start som nogen af de sidste – helt præcist kl 7.50.

Af: Henrik Valde Nielsen

Vi får indtaget vores havregryn med chokolade mysli og vanille mælk – købmanden var løbet tør for rigtig mælk. Egentlig en ok kombination, når nu det skulle være. Vi stikker et par bananer i baglommen, og begiver os ned af Alpen.

20160702_055223

Der er allerede tæt pakket af folk, som bare venter på at komme afsted. Vi snupper lige en banan hver, bare lige for at være helt klar til start. Det er begyndt at små dryppe, og vi bliver enige om, at det bliver fandme en lang dag på kontoret, hvis det skal regne hele dagen. Heldigvis kan vi smide vores regnjakke lige inden starten, da solen overvinder skydækket.

Starten er gået, og der bliver givet go gas. Jeg når lige at se ryggen af Jeppe i en gruppe længere fremme, men beslutter mig på et nanosekund, om ikke at begive mig ud i et helvedes ridt – for at nå op til ham. Der skal disponeres med kræfterne, og vi kører alligevel med 45 km/t på nogle tidspunkter mod dagens første stigning – Glandon.

20160702_073739

Jeg ruller stille ind på stigningen og følger egentlig bare strømmen – i den yderste hurtige linje. Jeg føler mig fantastisk godt kørende, og får overhalet en masse folk. Selv de lidt selvfede Italienere, som kørte rundt med høj musik på deres små højtalere?? – og førte sig frem som om de var de eneste på bjerget. Det var de absolut ikke, og flere gange var jeg tæt på at måtte klikke ud af pedalerne. Især i skovstykket var det storslemt, men det blev bedre da vi kom op over trægrænsen.

En perfekt start

– benene var gode, men så, katastrofen…

Nu begyndte jeg at kunne ane dagens første depot ved Ruby Rejser, og glædede mig til at skulle ha min smurte sandwich og cola. Havde på forhånd besluttet mig for, ikke at bruge de officielle depoter – kun i yderste nødstilfælde. Depotet fra Ruby var placeret ca 2 km før toppen, hvor tiden ville blive stoppet – pga den farlige nedkørsel hvor der tidligere har været utroligt mange styrt, og endda flere dødsfald. Jeg snuppede bare det mest nødvendige fra min pose, og kørte hurtigt op til måtten, hvor tiden blev stoppet. Der var ikke rigtigt mulighed for at placere depot på toppen eller på nedkørslen, men det fungerer også fint at fylde lommerne og så køre op i neutral zone.

20160702_192751(0)

Ca 2-3 km nede står Jeppe med sit forhjul i hånden – neeeej……!!! Stopper op, og løber op til ham. Det er slut – hans fælg er fuldstændig færdig. Jeppe siger jeg bare skal køre videre – det gør jeg, fuck hvor surt, men det hjælper jo ikke at jeg står og surmuler sammen med ham. I bunden stopper jeg for at indtage min lækre sandwich og cola, og nåh ja – lige en smøg. jeg er jo kun motionist. Jeg når lige at hilse på gutterne fra Squadra Molteni i bunden af Glandon.

Ruller over måtten, og tiden er igen aktiveret. Jeg kører op til gutterne fra Molteni og sludrer lidt med Kasper – synes det er mega sejt at de gør det på stålrammer – og så sætter de sig i front og trækker de næste mange kilometer på det flade stykke før opstigningen til Telegraphe og Galibier, tak for det drenge, men pludselig holder de ind, måske en defekt – eller en af deres mange tisse pauser.

20160702_103927

Jeg har stadig diamanter i benene, og giver den go gas op af Télegraphe. Jeg har endda overskud til at ta en selfie på toppen. Hele vejen op, er jeg ikke blevet overhalet en eneste gang. Er der mon nogen som ved mere end jeg?

Galibier, din satan!

– manglende opmærksomhed bliver straffet i højderne

Det er der! Hold nu kæft Galibier er en led satan. Ikke voldsomme stigningsprocenter, men bare konstant – med lige lange, og helt golde stræk. Kan godt begynde at fornemme, at vi er ved at komme op i højderne. Det bliver koldere og koldere, vinden er taget til og luften er tyndere. Jeg er dog ikke ene om at lide, og ser flere der smider sig i udmattelse – gad vide om de kom op på cyklen igen? Jeg smider den på det helt lave gear 36/28, og fortsætter med ca 9 km i timen mod toppen, hvor Ruby igen vil stå med et depot. Nøj, hvor jeg kæmper lige nu, men med Finn og resten af gutterne fra Ruby Rejser inden for rækkevidde – gir jeg den lige det sidste op mod toppen.

6MDA4975

Klasse service på toppen, Finn snupper min cykel og udleverer min pose med mad, og noget tørt tøj. Det blæser en del på toppen, og det er koldt at sidde stille. Så beslutter mig for, at jeg bare lige skal have min sandwich og cola, og så må resten komme i baglommen. I min iver efter at komme videre glemmer jeg, at få mine lange handsker med. Det skulle jeg komme til at fortryde.

Ca 4-5 km nede af Galibier begynder det at regne, og jeg holder ind for at få min regnjakke på. Men hvor er mine lange handsker? Agrh for helv….. Det bliver koldere og koldere, og til sidst bliver jeg simpelthen nød til at sætte farten ned, for ikke at styrte. Min fingre er fuldstændig følelsesløse. Det er en kold, og regnfuld nedkørsel som er lige knap 40-45 km, og jeg kan næsten ikke se en hånd foran mig. I tunnelerne er det helt galt, og jeg køre nærmest i blinde. Følger egentlig bare de foran kørende – kan lige ane de røde diode lygter som vi har fået udleveret fra officiel side, det var godt tænkt!

Finalen, styrt… 

– men benene er gode, jeg har fået disponeret godt! 

Regnen er heldigvis aftagende og vi nærmer os Bourg, hvor det sidste depot på dagens ridt vil være – før dagens sidste opstigning – den klassiske Alpe ď huez. Jeg er ved at være tør igen, og føler mig egentlig ok kørende, så tager et hurtig tjek af væske, bar og gels – og drøner forbi depotet. Nu gælder det! Kan jeg nå op i tide til at få en guldtid?

Indleder Alpen i en ok fart, og føler mig godt kørende. Ingen presserende kramper, men varmen presser på. Solen er brudt frem, og her sidder jeg med kort/kort, vindvest, lang jersey og regnjakke. Jeg sveder som et svin, men er lige kommet ind i en go rytme, så vil nødig stoppe op. Der ligger jo en guldmedalje og venter – måske? Men så indtræffer dagens styrt – jeg taber mine solbriller, og i min iver over ikke at køre over dem. “Styrter” jeg med 8-10 km i timen.

Hverken jeg eller udstyr kommer noget til, og nu jeg holder stille, kan jeg lige så godt smide noget af al det tøj. Det bliver smidt inder maven, og resten af turen op forløber uden det store drama. Har endda tid til at smile til alle de støjende, smilende, hujende og opmuntrende tilskuere som står hele vejen op. Mit løb er forbi, og jeg ender med en sluttid som siger 8:01:17 tidsnok til en guldmedalje. Jeg er pavestolt, og her taler vi altså om en knægt som aldrig har kørt cykel syd for grænsen før. Første, men nok ikke sidste gang.

20160702_173817

Jeg vil godt have lov til at sige 1000 tak til Ruby Rejser for at invitere mig med. Jeg er blevet en kæmpe oplevelse rigere, og er næsten sikker på, at jeg vil gøre det igen. (Lige efter løbet skulle jeg aldrig…) Til Jesper Bjerring og hans bror vil jeg gerne sige tak for lån af hjulsættet – de spandt som en mis. Den regnjakke jeg lånte af Jesper viste sig at være guld værd – tak Jesper!! Den her oplevelse har været en stor drøm siden jeg begyndte at cykle, og er sikker på andre vil mene det samme. Det er altså bare noget helt specielt.

Tak for en fed uge Jeppe Tolbøll – det var sgu hygge. Selvom jeg måtte lege bankmand – du må selv berette om dine udfordringer på Alpen.

Ses på landevejen.

Valde

13528503_10154294007777402_1380627992591720254_o

AoC rejser til Marmotte med Ruby Rejser

AltomCykling.dk har været så heldige at få lov at sende 2 ryttere med Ruby Rejser til Frankrig for at prøve kræfter med motionsklassikeren La Marmotte. Det bliver to modsætninger vi sender afsted, i form af Henrik “Valde” Nielsen – den tynde motionist – og Jeppe Tolbøll den knap så tynde B-rytter. Her er deres forventninger, og naturligvis er der også lidt konkurrence, Jeppe har givet sig selv et handicap, men er han overmodig? Læs optakten til turen HER.