Så kom selve løbsdagen, som vi havde ventet på! For mig personligt, havde dagene før ikke været helt perfekte, sådan rent cykelmæssigt. Grundet trætte kroppe – efter 20 timer i bussen – fik vi ikke kørt mere end små 3 timer onsdag.  Torsdag blev dagen ganske kort, da vi cyklede ind i en tordensky efter små 20 minutter, og derfor vendte om og kørte hjem. Henrik kørte så, sej som han er, ned i bunden af Aple d’Huez, selvom han var gennemblødt af regn, mens jeg tog tilbage på hotellet – kylling som jeg er – og vaskede cykel. Fredag blev det til en lille rulletur, og så ellers bare afslapning.

Af: Jeppe Tolbøll

Vækkeuret ringede allerede kl. 5.30, så det var ikke de friskeste udgaver af os selv der gjorde os klar til turen ned i bunden af Alpe d’Huez, til byen Bourg, som er startby. Men vi kom ned, og havde faktisk så god tid, at vi endte med at stå og vente i en halvtimes tid. Det var tydeligt at mærke at alle var spændte, og nervøsiteten hang tungt i luften. Selv var jeg også ret nervøs. Benene føltes gode, mavefornemmelsen var god, men man ved aldrig hvordan kroppen reagerer når man skal bruge så mange timer i sadlen.

Klar

Da vores startgruppe blev kaldt frem, som sidste startgruppe, skulle jeg lige af med det ”sidste”, men mens jeg trådte af på naturens vegne, blev Henrik væk fra mig. Det var nok sidste gang jeg så ham i dag, tænkte jeg. Jeg trillede over startmåtten, og min tid  gik i gang. Jeg fandt hurtigt en gruppe på 4-5 mand, hvoraf 2 af dem havde mega travlt. I hvert fald lå de og blæste afsted på den gode side af 40 km/t, og jeg holdt bare hjul uden jeg følte jeg brugte voldsomt mange kræfter, så det var rigtigt fint. Sådan gik det ellers bare der ud af indtil vi ramte Col du Glandon! NU startede løbet sådan rigtigt, syntes jeg, og jeg var klar.

Jeg var før blevet advaret om at der kunne opstå ”trafikale” problemer op af Glandon, fordi der var mange der ikke havde så meget fart i cyklerne, og det måtte jeg sande var rigtigt. Flere gange røg min fart nærmest ud af cyklen, mens jeg høfligt råbte ”left!” (venstre), fordi jeg gerne ville forbi. Men bjerget var faktisk ikke så slemt som jeg frygtede, eller også var benene bare gode, jeg lå samtidig lidt under de planlagte watt, da jeg alligevel ikke kunne holde den oppe på grund af trafikken.

3 kilometer fra toppen stod Ruby, med vores depot. Tiden på Glandon-nedkørslen var neutraliseret, da den var for farlig, men først fra toppen af. Så derfor tog jeg hurtigt det energi jeg skulle bruge, og efterlod endda lidt i posen, da jeg følte jeg havde nok til at klare mig. Hurtigt på cyklen igen, og så skulle jeg bare nå op i den neutraliserede zone – der kunne jeg spise og drikke i ro. På de sidste to kilometer fangede jeg Molteni-drengene på deres jernheste, og fik da lige sagt tak til dem, for når man nu så dem, så fik man lidt mindre ondt af sig selv!

Blid start

– men så indtraf katastrofen

På toppen fik jeg spist hvad jeg havde i lommerne, og så var jeg ellers klar til nedkørslen. Jeg havde ingen plan om at brage ned af, for man kunne lige så godt for hvilet benene, når tiden alligevel ikke talte. Derfor lagde jeg mig bare i strømmen, og cruisede.


Pludselig ud af det blå indtraf katastrofen! Efter 3 kilometer på vej ned, på et langt lige stykke springer min slange i forhjulet med 60 km/t, og mens jeg panisk laver en nedbremsning, kan jeg se at dækket er ved at rulle af fælgen, og der står små gnister da aluminiumskanten rammer asfalten. Heldigvis holder jeg mig oprejst og får cyklen i stilstand på venstre side af vejen hvor der er mest plads til at holde stille. Okay, ny slange i, tænker jeg, men opdager hurtigt til min rædsel, at den er helt gal. Fælgen har hakker over alt, mens dækket er flænset flere steder, og ikke nok med det, så var slangen røget ud og havde viklet sig rundt om mit nav på forhjulet, og ventilen var knækket og sat sig fast på tværs i ventilindgangen på fælgen!

13533118_10153947390084006_1992733091001575028_n

Her sluttede mit La Marmotte! Jeg ved ikke hvorfor mine blogindlæg altid skal rumme en undskyldning, eller anden form for dramatik, men jeg sad virkelig, der i vejkanten, med tanken om at jeg ikke gad cykle mere! Jeg magtede ikke flere uheld. Jeg er vel nærmest udgået af flere cykelløb i år, end jeg har gennemført grundet defekter. Nå, men der var ikke andet, end at ringe til Rubys vagttelefon. Det prøvede jeg en 2-3 gange, men den blev ikke taget! Så valgte jeg at bruge deres hovednummer, hvor jeg fik fat en sød dame, som dog ikke kunne hjælpe mig ret meget. Hun ville dog se om hun kunne få fat i den person, der sad med vagttelefonen, og så ville hun ringe tilbage.

Når alt håb er ude

– så er det altså fantastisk at der findes mennesker som Flemming Bach

Lige efter, at jeg havde lagt på kom Henrik susende ned af bjerget, og han så mig. Han bremsede men stoppede først 50 meter længere nede, grundet den høje hastighed. Det blev kun lige en hurtig ”Har du brug for hjælp?”, til ”Nej, mit løb det er slut, afsted med dig”-snak. På det her tidspunkt var jeg så skuffet og frustreret, at mest havde lyst til at kyle cyklen ud over Glandon!

Et par minutter efter ringede damen fra Ruby igen. Hun kunne heller ikke få fat i vagten, så hendes forslag var, at jeg gik tilbage til depotet, og spurgte om de kunne give mig et lift hjem. Jeg fik lagt på, og først her gik det op for mig, at jeg skulle 3 kilometer op af, og 3 kilometer ned af. I cykelsko! Det ville tage timer! Ok det endte så ikke helt med at tage timer, men det føltes virkeligt som lang tid, jeg kunne heldigvis rulle lidt opad på min flade fælg ude i rabatten, den var færdig alligevel, det gik lidt hurtigere end at gå.

Jeg nåede toppen, og herfra kunne jeg rulle ned til depotet, det gik ikke stærkt, og det føltes som en evighed, men det gik! Der begyndte at blive længere og længere mellem rytterne der var på vej op, og jeg vidste at jeg var ved at ramme enden af feltet. Til sidst nåede jeg depotet, og hørte om jeg kunne få et lift hjem. Desværre var bilen fuld da de allerede havde et par stykker der skulle med hjem, så der var ikke andet at gøre end at vente på lukkevognen, som de ikke præcis vidste hvornår ville komme, på det her tidspunkt var jeg virkeligt alvorligt i dårligt humør.

Mens jeg står der og verden jævnt trist ud, så tager historien dog en rigtig dejlig drejning. For i det sorteste mentale hul, kom en mand ved navn Flemming Bach hen til os. Han skulle ikke køre videre, af grunde jeg slet ikke fik spurgt til, og han havde et forhjul som han jo alligevel ikke skulle bruge. Han boede endda på samme hotel som Henrik og jeg, det var oplagt. Flemming, hvis du læser dette, så igen 1000 tak! Du er virkelig min helt, hernede, og du reddede mit La Marmotte!

Nu  skulle Marmotte fandme besejres

– jeg var håbløst bagud, men alternativet var nederlag og at stå og vente på en lukkevogn, som ingen anede hvornår kom.

Så på med det nye hjul, og så ellers bare afsted igen. Der var nu gået ca. 1,5 time fra min defekt indtraf til at jeg kom afsted igen, og så lige med 6 kilometer ekstra der skulle passeres igen, hvoraf de 3 gik op ad. Jeg var helt alene, og kunne hverken se folk bagved mig eller foran, da jeg nåede det officielle depot på toppen igen var de begyndt at lukke ned, så har man prøvet dét også.

Turen ned af Glandon forløb denne gang fint. Stille og roligt nede ved bunden begyndte jeg at ane folk ude i horisonten. Det gav lidt moral igen! Jeg fik hentet et par stykker, men de kunne, ”ikke træde en skid”, som en licensrytter ville sige, så jeg kunne ikke udnytte læ bag dem, og de kunne heller ikke holde hjul. Sådan gik det faktisk helt ind til opkørslen af Col du Télegraph.

Her begyndte jeg at hente store grupper op ad, og jeg kørte i ganske fornuftigt fart forbi dem. Desværre var det kun mig der overhalede, der var ingen andre “hurtige” der var kommet bagud og kom op, så selvom der igen var mange mennesker, følte jeg alligevel jeg kørte solo.

Uden mad og drikke

– Macgyver havde nok skudt en kanin med sin cykelpumpe, jeg samlede en gel op fra vejen. 

Jeg havde dog et problem, for jeg havde spist min mad, og var også ved at løbe tør for vand. Alt den energi jeg brugte på den 1,5 time på Glandon, var ikke medregnet i min madplan, og næste depot var først på toppen af Galibier! Heldigvis var der vand i bunden, så fik tanket det på, og så var der ellers ingen anden udvej, end at komme så hurtigt til toppen af Galibier så muligt, hvor Rubys næste depot var – ”kun” cirka 35 kilometer i bjergrigt terræn!

Halvvejs oppe af Télegraph ramte jeg muren. Jeg havde intet energi tilbage i kroppen, og jeg følte et stort hul i maven – jeg manglede desperat mad! Det endte (og jeg lyver desværre ikke) med at jeg kørte og kiggede efter bars og gels som folk kunne have tabt, og jeg jeg fandt gels, som var uåbnede. Begge gange fik jeg diskret standset cyklen, og samlet gels op… det var lidt usselt, men hey, what to do!?

Den første gav momentær energi. Den næste ville jeg gemme lidt. Da jeg nåede toppen af Télegraph kunne jeg huske, at der var vanddepot, men da jeg kom derop var de løbet tør! Jeg havde heldigvis ikke drukket det sidste i mine flasker, så der var ikke andet at gøre end at tage den korte nedkørsel med inden vi skulle op ad Galibier. Her nappede jeg den sidste gel, og hamrede ellers bare ned af. Jo hurtigere jeg kom toppen af Galibier, jo hurtigere fik jeg mad, tænkte jeg!

Lige inden jeg skulle starte på at køre op af igen var der et sted hvor der var vand! Yes! Jeg fik fyldt begge tomme dunke, hvor af den ene blev drukket med det samme, og så genfyldt, og så var det op af igen. Kort tid efter fandt jeg en Etixx-bar som var uåbnet – og det var en af dem som smagte af tør kage, men alt var velkommen på nuværende tidspunkt!

Galibier

Col du Galibier

– du er en led fanden og du var sgu lige ved at knække mig! 

Col du Galibier er en rigtig satan! En møgbeskidt gave, som bare bliver ved med at give og give! Den stopper aldrig. For mig personligt, var det den værste kamp under La Marmotte 2016. Jeg var tom for energi, og kørte konstant på grænsen mellem at gå helt kold, og holde mig oven på via små bider af Etixx-baren!

Langt om længe, efter 1 time og 15 minutters opkørsel, begyndte man at fornemme toppen! Eller sådan da! Skilte sagde nemlig ”kun” 5 kilometer. Det var først der, at det slog mig, med jeg pt. skød en fart på omkring 10-14 km/t, alt efter stigningsprocenterne! Fuck mand, det kommer jo til at tage 20-30 minutter endnu! Moralen knækkede, og mine watt faldt. Jeg kunne ikke overskue mere.

Min mave vred sig af sult, benene var trætte, og ikke nok med det, da vi manglede 3 kilometer begyndte det at øsregne. Jeg stoppede op og tog regnjakken på, og så satte jeg i gang igen. Jeg endte bag en gut i noget Team Sky-tøj, og kunne se at han var lige ved at tabe en bar! Grådig af slut, var min eneste tanke, at hvis han tabte den, så tog jeg den. Desværre, skete det ikke det, og da han samtidig kørte for langsomt, endte det med at jeg kørte forbi ham og det lykkedes at komme til toppen med næste Rubydepot, det var ren vilje.  Her var rejseguiderne intet mindre end fantastiske! De kom løbende med vores poser, spurgte om vi skulle have hjælp til at have åbnet noget, skiftet noget, eller bare finde tøj i poserne. Jeg er, som de fleste ved, ikke kuldskær, men jeg frøs! Nøj, jeg frøs, men stolt som jeg var, frasagde jeg mig hjælp, for at de kunne hjælpe andre der havde det værre end jeg. For det var der mange der havde, mange havde det rigtig, rigtig koldt.

GalibierJeppe

Jeg tog alt den mad der var i posen, skiftede mine flasker, og drak den cola jeg også havde medbragt. Jeg syntes det var for koldt på toppen til at stå i 2 grader og regn og spise maden. Derfor hoppede jeg på cyklen, og rullede ned i en fandens fart. Vejene var så våde, at jeg ikke turde give den mere gas, end hvad tyngdekraften kunne sørge for, men det var lidt farligt. For uden ret meget energi, og med frysende krop blev cyklen hurtig lidt for ”livlig” til min smag. Derfor stoppede jeg ved en restaurant. Lige da jeg klikkede ud krampede begge forlår. Det var kulden der gjorde det, for jeg kunne se at mange andre, som også stod der, havde samme kvaler. Kramperne fik jeg dog hurtigt styr på.

Jeg satte mig ned, og fik spist alt min mad, på nær en bar og drukket en hel energiholdig dunk vand. Jeg tog lige 15 minutter, mens jeg ventede på at kroppen tog energien til sig. Jeg turde ikke andet, for ned af uden energi kunne give koncentrationssvigt, og med et styrt som var undgået i dag, så var ham der holdt hånden over mig nok færdig.

Nu skulle jeg bare i mål

– nu var der energi i maven og regnen var stoppet!

Nu skulle de sidste 30 kilometer ned af bare overstås. Jeg kom på cyklen og begyndte nu en hidsig nedkørsel. Jeg var fyldt med energi, fornyet moral, og det gik bare stærkt! Jeg fandt sammen med en britisk gut, som kørte lige så stærkt som jeg, og sammen hamrede vi forbi alle på vores vej! Samtidig var varmen igen begyndt at komme, men min krop var stadig kold, så jeg beholdt alt mit tøj på, selvom flere var begyndt at tage deres af igen. Jeg var igen begyndt at føle mig tom i kroppen, så ville ikke bruge unødig energi på at skulle holde kroppen varm. Garmin kan godt være upræcis på hurtige nedkørsler, men max hastighed viste 109 km/t – så det gik stærkt!

Før jeg vidste det var jeg pludselig i Bourg igen! Fedt, så manglede jeg kun Alpe d’Huez. Jeg fandt Ruby, som stod i bunden med vores sidste depot. Her fik jeg smidt alt tøj, indtil jeg kun stod i kort/kort. Jeg fik skiftet dunke, og brugte lige lidt tid på at spise min mad. Det betød så at jeg kun havde 2 gels og en cola på mig da jeg begyndte at kravle op ad, men taget i betragtning af lidelser jeg havde gennemført på næsten tom mave, så var det jo nærmest en overflødighedshorn af energi jeg nu havde med mig.

Lige da jeg drejede ind på Alpen ville jeg give den lidt gas. Bum, krampe i baglåret! Jeg rejste mig op, sænkede wattene og prøvede at rulle den ud af benene igen. Det gik heldigvis. Jeg brugte lige et par minutter på at sunde mig, før jeg igen fandt ind i en jævn rytme, kunne dog ikke ramme helt så høje watt som jeg mente jeg burde! Hver gang jeg prøvede at øge, kunne jeg mærke kramperne tage til. Cirka ved sving 10 slap jeg gassen, og lod watt være watt – nu var det benfornemmelsen der fik lov til at styre, det kostede på hastigheden, men i stedet nød jeg faktisk den ikoniske opkørsel, det var nok første gang jeg rigtigt nød noget til Marmotte, efter min defekt.

Jeppe001

Om det var træthed eller hvad det var ved jeg ikke, men jeg syntes ikke Alpe d’Huez var så slem. Jovist, den tog virkelig lang tid, når man nu lå og talte hårnåle sving. Men jeg kom da op til byen på en 1 time og 2 minutter, mens tiden op til mål endte på 1 time og 14 minutter. Det var jeg faktisk ret tilfreds med. Jeg kom i mål og havde ingen ide om min tid på grund af de ekstra kilometer op af Glandon igen, og jeg vidste heller ikke hvor længe jeg havde kørt ned af på den neutraliserede nedkørsel.

Det var LANGT hårdere end forventet

– særligt mentalt, og det havde været fornuftigt med ekstra energi i depoterne hvis nu uheldet skulle opstå. 

Jeg kørte stort set tilbage til hotellet med det samme, sammen med Henrik, efter jeg var nået i mål. Jeg havde mistet min madbillet og skulle bare have mad indenbords hurtigt. På værelset fik jeg spist lidt müsli, lidt energibars, proteinbars, Henriks mad, som han ikke kunne have selv, ja faktisk alt den mad vi havde. Det hjalp en smule på kroppens uro. 

Efter vi begge havde været i bad, gik vi ned til mål hvor jeg fik hentet mit diplom. Og det gav sgu en guldtid i tiden 7t:49m. Okay, der var langt fra det oprindelig mål op 7t:15 men alt i alt en præstation jeg er glad for, løbets udvikling taget i betragtning, og uden uheld tror jeg faktisk jeg kunne have kørt på omkring tæt på 7 timer, lige nu har jeg det dog sådan at det aldrig nogensinde bliver afprøvet om det er realistisk. 

La Marmotte er en hård nyser! Jeg tror dog at mange vil kunne komme igennem den, men man skal være klar oppe i hovedet på den mentale udfordring løbet er. Når jeg tænker tilbage på løbet så er der nærmest 5-6 faser som kunne have været et cykelløb i sig selv. Jeg var klar mentalt til plan A, men da den slog fejl efter 40 kilometer, så manglede jeg plan B, den havde jeg ikke og jeg havde også været for konservativ med min energi i depoterne, hvor jeg på ingen måde havde taget højde for at man kunne komme ud for uheld / forsinkelse. Mit råd er – pak lidt flere gels end du har tænkt dig at bruge, I alle depoter, just in case (og hav lidt ekstra med på cyklen, det kan blive en lang dag at stå og vente på fejeblad!). 

Tak for turen Ruby

– ud over vagttelefonen der ikke var bemandet, så fungerede alt bare til UG+

Jeg er superglad for den depotservice fra Ruby. Det i sig selv gør hele rejsen det værd! Om man er til kør-selv-ferie, fly eller bus er naturligvis et temperaments spørgsmål, men depotservicen var for mig uundværlig. Alene det, at man kan have ekstra tøj og slanger liggende er fedt. De officiele depoter var ikke just noget at råbe hurra for, hvad angik mad, så der var jeg glad for at kunne få det jeg var vant til. 

Skal jeg køre La Marmotte igen? Nej det skal jeg fandeme ikke! Eller… Måske… Men så gider jeg ikke vædde med Henrik (jeg havde væddet jeg ville slå ham med en time, jeg slog ham med 12 minutter…).

Tak for denne gang Marmotte :)

Sendt fra min iPhone

13559210_10154294006892402_6656793942493075566_o

AoC rejser til Marmotte med Ruby Rejser

AltomCykling.dk har været så heldige at få lov at sende 2 ryttere med Ruby Rejser til Frankrig for at prøve kræfter med motionsklassikeren La Marmotte. Det bliver to modsætninger vi sender afsted, i form af Henrik “Valde” Nielsen – den tynde motionist – og Jeppe Tolbøll den knap så tynde B-rytter. Her er deres forventninger, og naturligvis er der også lidt konkurrence, Jeppe har givet sig selv et handicap, men er han overmodig? Læs optakten til turen HER.