Vinden bider i kinderne. Farten er høj. De brede dæk er klistrede til den stærkt nedadgående grusvej. Pulsslagene føles som kraftige bongotrommer og adrenalinen er på vej ud af ørerene. Høj på endorfiner bringes cyklen til stop efter 6-7 km uafbrudt nedkørsel, hvor ruten førte mig over klippestykker, igennem en å, skovstier, single tracks og ned ad en græsklædt skibakke… Man skulle tro, at den beskrivelse var starten på en stor oplevelse, men faktisk var det den afsluttende tur efter tre fantastiske dage i Harzen.
Harzen – et MTB-område for konger

Af: Jeppe Udby // Foto: Jeppe Udby

Harzen, jamen er det ikke noget for pensionister!?! Fordomme er der nok af, men efter at have besøgt området må jeg sige, at pensionisternes beslutninger om at valfarte til området, må være baseret på den livserfaring og klogskab, som kun de ældste i flokken kan bryste sig af. For hold nu op, hvor var det tre fede dage i det nordtyske område. I det følgende vil jeg prøve at sammenfatte, hvorfor en MTB-tur til Harzen er en kongeidé.

Harzen har alt

– hverken mere eller mindre

Selve området har alt, hvad en glad mand med en mountainbike kan ønske sig. Der er stier, grusveje og singletracks i alle sværhedsgrader. Der er lange opkørsler, der vil gøre det onde ved din puls. Der er ligeså lange nedkørsler, der vil få dig til at storproducere adrenalin og endorfiner. Jeg er selv glad for skiløb og havde meget nemt ved at drage paralleller til nogle af mine bedste dage i hvidt pulversne på en bjergside i alperne. Der er så meget fart, koncentration og spænding, at man kun tænker på næste sving, rod eller sten der skal forceres eller undgås – nærmest et magisk flow (i mangel af bedre beskrivende ord). Man er så meget tilstede i nuet, at det må gøre enhver yoga- og mindfullness instruktør grøn af misundelse.

Der er bike parks med konstruerede forhindringer, kurvede sving, hop og vilde down hill baner. Der er udsigtspots, smukke vandløb og skovsøer, klipper, træer, dyr og stilhed i lange baner. Der er landsbyer med charme og atmosfære, gode restauranter, smil og kolde øl til de trætte MTB-krigere. Kort sagt, noget for enhver smag og mulighed for at få tilfredsstillet mange behov på én gang.

Den gode rejse var egentlig planlagt af to af mine gode træningskammerater fra saunaklubben, som er mit eget navn til den lokale triathlonklub, hvor både op- og nedvarmning ofte foregår i et varmt rum af træ med heftig påhældning af vand på ovnen. Jeg skylder de to en kæmpe tak for den uovertrufne planlægning, som jeg kunne få lov til at free ride lidt på. Jeg sørgede sådan set bare for a have styr på mit pas. Min cykel og taske blev hentet hjemme, mens jeg var på arbejde. Forplejningen til turen var lagt i køletasken i bagagerummet. Hotellet bestilt. Grænsekiosken var aftalt hjemmefra. Og da vi skulle ud på cyklerne, havde de også styr på ruterne i det kæmpe område, hvor kort og Garmin havde været nærstuderet i dagene op til turen. Det betød, at jeg sådan set bare skulle sætte mig på cyklen og holde trit med gruppen. Dejligt nemt og bekymringsfrit. Mange tak, Ruben og Tonny.

Its not all about the bike…

– troede jeg

It’s not about the bike. For det meste er jeg egentlig enig med Lance’s bogtitel, men I forbindelse med turen til Harzen havde jeg dog en oplevelse, der rykkede lidt ved min opfattelse. Jeg var nærmest urimeligt heldig, da jeg havde fået lov til at teste en Specialized high-end cykler – en Camber med alt udstyret fra øverste hylde.

Harzen_009

Min oplevelse på camberen var ekstraordinær. Jeg er normalt mere til landeveje end MTB, og turene i skoven har mest været brugt som et afbræk i vintertræningen. Jeg har kørt på den samme hardtail i mange år. Skiftet fra en gammel slidt MTB til en state-of-the-art-full-suspension Camber var som at skifte en smadret Citroën Xsara Picasso fyldt med børnesæder ud med chefens Tesla – (den oplevelse har i øvrigt til gode…).

Full suspension var nyt for mig, men det skulle vise sig at være det helt rigtige terræn at teste affjedringen. På de lange, ujævne down hills var full suspension uovertruffen. Jeg slap nærmest bare bremserne og lod støddæmperne absorbere underlaget, mens jeg kunne koncentrere mig om retningen. Det gav et hav af et helt fantastiske nedkørsler, hvor jeg med mine 75 kg ingen problemer havde med at følge min kammerat på omkring 100 kg – og det var ikke fordi, han kørte på noget billigt udstyr, tværtimod.

Camberen fra Specialized var også en stor oplevelse up hill. Hjulpet af affjedringen bed cyklen sig fast i alt. Som rytter handlede det om at finde det rette gear, og med kun en klinge foran og 11 speed bagtil var dette også gjort nemmere. Jeg kom op af stejlere passager end tidligere på trods af, at jeg har trænet mindre end sædvanligt hen over vinteren. Der var kun enkelte gange undervejs, hvor det blev for stejlt og rødderne for ujævne, så jeg måtte klikke ud. Jeg er dog overbevist om, at det mere skyldes rytteren end cyklen… Måske skulle citatet ændres til ”It’s all about the rider”? :)

Dagbog – dag 1

– iskold med varm kakao ovenpå

Dag 1 stod på ca. 60 km og små 1.500 højdemeter, hvor spidsen af Harzen, Brocken, blev turens højdepunkt i mere end én forstand. Det blev en dag fuld af kontraster. Første kontrast var at træde ud af det komfortable hotel og ud på parkeringspladsen, hvor regnen silede ned. Det skulle lige overvindes, da jeg normalt ikke er meget for regnsvejrstræning. Næste store kontrast var, da vi efter at have kæmpet os op ad de tågede veje mod toppen af Brocken igen skulle vende cyklerne ned ad.

På trods af regnen, tågen og blæsten på toppen, kunne vi ikke undgå at få varmen på den lange opkørsel, men det betød desværre også, at vi var gennemblødte fra inderst til yderst, hvilket passede ekstremt dårligt til den vilde nedkørsel, der lå foran os. Vi valgte nedfarten af en vej med navnet Panzerweg. Jeg vil ikke påstå, at jeg har lavet research, men jeg gætter på, at den har fået navnet, da betonvejen formentligt har været brugt til at køre militære transporter til toppen af bjerget.

Harzen_008

Selve vejen består af betonplader med huller. Svingene har man sparet væk, da de nok ikke har været nødvendige for bæltekøretøjerne. Dermed har man fået et nogenlunde lige betonspor med en hældning på 10-15%… som var vådt… Det var en vild nedkørsel, hvor vi måtte tage et stop ca. halvvejs, da en af mine rejsekammeraters bremser begyndte at lugte brændt.

Da vi nærmede os bunden, var vi iskolde, men til alt held og temmelig usandsynligt lå der midt i skoven en hytte, hvor de serverede varm kakao (og andet, men det var den varme kakao, der trak). Jeg har 3 børn så Hans og Grete eventyret er i rimelig frisk erindring, så jeg var lidt nervøs for at træde ind i pandekagehytten. Det virkede for godt til at være sandt. Midt i ingenting. Der var nærmest ikke en reel vej derop, hvilket fik mig til at undre mig over, hvordan varer og personale blev bragt derop… men vi var kolde og vågede pelsen. Alle mistanker og eventyrreferencer blev gjort til skamme. Hytten blev betjent af en tysk ranger-type, der på trods af sin meget outdooragtige fremtoning fremstillede tre kopper himmelsk, dampende varm kakao til de kolde MTB-krigere. Jeg gætter faktisk at manden bar varerne op i en rygsæk, det virkede ikke usansynligt.

Harzen_007

Efter kakaoen havde vi fået varmen og sluttede dagen med 25-30 km mere i sporene mellem Brocken og Braunlage, hvor vi var indkvarteret på Hotel Maritim. Hotellet var måske ikke verdens mest MTB-venlige. Da vi spurgte efter en vandslange til cykelvask, fik vi udleveret en gammel ketchupspand og en lille svamp. Med den mængde mudder, vi havde akkumuleret, ville det svare til at vaske bil med en tandbørste. Vi valgte derfor at vaske cykler ved den lokale bilvask i stedet. Men på trods af manglende vaskefaciliteter viste hotellet sig som et godt valg, da her både var svømmebassin på ca. 20 m. samt to saunaer og et isbad. Perfekt til kolde, velfortjente Tuborg og max. restitution.

Harzen_001

Dagbog – dag 2

– nu skulle der højdemeter på drengen

Dag 2 var kongeetapen og dagen, hvor jeg blev imponeret af nymodens GPS-udstyr. Vi tog omkring 90 km. og ca. 2.500 højdemeter. Vi kom vidt omkring på stier, veje og bakker mellem Braunlager, Bad Lauterberg og St. Andreasberg, men vi havde aldrig fundet ruten uden hjælp fra den medbragte Garmin, som stort set uden problemer guidede os rundt på selv de mindste stier. I så stort et område som Harzen, kan det varmt anbefales at medbringe en Garmin eller lignende… eller alternativt, som jeg, medbringe en kammerat med Garmin.

Højdepunktet på dag 2 (for mig) kom efter ca. 75 km, hvor vi skulle op af en relativt lang og stejl stigning, der om vinteren tjener som skibakker. Bakken var en led satan, hvor pulsen var høj, og der var ingen sektioner, som tillod normal vejrtrækning. Torturen var i sig selv ingen nydelse, men fornemmelsen man har i kroppen, når man når toppen og kan klikke ud og nyde udsigten og forventningen om den lange nedkørsel, der venter foran, er svær at sætte ord på. Det er nu engang min overbevisning, at nedkørsler, man selv har kørt sig til, er mere velfortjente og smager bedre.

Harzen_006

I øvrigt var dagen en succes på vejrfronten, da det stort set ikke regnede, og vi i glimt faktisk så solen. Får du nogensinde får mulighed for at holde frokoststop i Bad Lauterberg, skal du besøge den italienske restaurant Taranto, der ligger lige, når man kommer ud af skoven fra spor BL4. Fantastisk restaurant til fair penge… Hvilket egentlig er generelt for mine oplevelser med restauranter i Harzen, nu jeg tænker over det.

Efter frokosten gik turen hjem af over stigningen ved Bismarkturm samt en 20-25% stigning i byen St. Andreasberg, hvor vi havde svært ved at overhale fodgængerne. Tilbage på hotellet gentog vi vores sauna-isbad-Tuborg ritual, som allerede var ophøjet til tradition.

Harzen_005

Dagbog – dag 3

– MTB Harzen gav fornyet energi

Vi smadrede – hashtag færdige, på dag 3. Det var svært at få gang i kæppene, men heldigvis var vi blevet sat i stævne af Martin Nørris fra MTB Harzen, der arrangerer forskellige ture til Harzen – weekendture, firmature, drengeture, etc. Martin har lavet en aftale med et hyggeligt Hotel i byen Altenau, hvor han har monteret vandslanger og vaskeudstyr samt indrettet et værksted i kælderen. Der er tænkt på det hele.

De to foregående dage havde vi hovedsagligt benyttet de brede stier og grusveje, da det havde handlet om at få kilometer og højdemeter under vesten. Dag 3 ville Martin det anderledes,  han ville gerne vise os de fede singletracks, der ikke er på kortet, og som man ikke kan forberede sig på hjemmefra.
Sikke en oplevelse. Området omkring Altenau, som er MTB Harzens hjemmebane, viste sig som et super område til singletracks. Dagens højdepunkt var igen rutens højdepunkt.

Harzen_002

Vi forlod på Martins anvisning, de brede stier og kørte ind i mellem en flok tæt stående grantræer på et smalt stykke singletrack belagt med klippestykker. Efter en kort, men temmelig udfordrende opkørsel på de løse klippestykker, åbnede skoven sig. Vi stod pludselig i en lysning på toppen af bakken, Wolfwarte, med udsigt over hele området ved Altenau – skovene, skibakken, stierne, byen og Brocken i baggrunden. Pludselig kunne vi se den radarstation på toppen af Brocken, som vi på grund tåge ikke så, da vi rent faktisk stod på toppen af Brocken to dage tidligere. Foran ventede kun den sidste nedkørsel mod Altenau. 6-7 km ned over klippestykkerne, igennem åen, skovstien, singletrackene og den græsklædte skibakke.
Tak for turen Martin.

Afslutningsvis

Vi havde en fantastisk tur, det er nemt at tage til Harzen og området byder på fantastisk cykelterræn. Som beskrivelsen viser kan man sagtens (særligt med en GPS) køre rundt på en egen hånd og få super oplevelser, men man kan også hyre en guide, eller simpelthen købe en pakkerejse, så skal man ikke planlægge noget selv men bare tage ned at cykle.

Det vil være forskelligt om man er til det ene eller det andet – det passede mit temperament perfekt at få lidt af begge verdener, uanset hvad man vælger er det svært at blive skuffet i Harzen på MTB, også selvom vejret er dårligt, det er simpelthen bare for lækkert et sted at cykle, til at bruge tid på at surmule.

AoC anbefaler alle et smut til Harzen – god tur!

Harzen_004