I morgen drager redaktøren til Calpe sammen med Team TREFOR for at hjælpe dem med lidt pressebilleder til 2016 sæsonen, og samtidig få luftet cyklen. Det bliver godt, selvom formen absolut ikke er særligt god! AoCs egen raket har lige været dernede, og hvad er mere oplagt end at starte en tur til Calpe, med en optakt fra Calpe… vi giver ordet til Kasper.

Af: Kasper “Raketten” Sørensen AKA skribenten der altid omtaler sig selv i 3. person #likeaboss.

De professionelle gør det, så Raketten gør det også: Tager til Calpe i vintermånederne for at træne. Calpe er et særledes yndet sted for cykelturister på alle niveauer. Han var sammen med Jens-Villum (Haderslev) taget til Calpe i 10 dage i vinterferien for at besøge Jacob Kruse og Thomas Gjødsbøl, der har været dernede siden jul.

Allerede inden de rigtigt var kommet derned viste der sig problemer for dem. Hvor f***** boede Jacob og Thomas?? I en spansk taxi tulrede de rundt på nogle meget stejle spanske veje, der lignede alt andet end et behageligt sted, inden de omsider fandt frem til det rigtige sted, da vi fik spottet adressen på en lille sidevej og SÅ kunne træningslejren starte.

Calpe eller bare Calp, som de lokale staver det, er efter sigende et meget populært område for cykelryttere, og vi så da også både Lotto, BMC, Riwal, Odder CK, CK Århus og mange andre dernede i de 10 dage, så på den front lever Calpe op til sit ry. Området byder på masser af højdemeter, solskin og caféer. Det sidste kom de fire til at se en del til på deres tur.

AltomCykling.dks Kasper Raket Sørensen direkte fra Calpe © Foto: Privat

Restitution og træning

– Iskold pool og lækre stigninger.

Huset, hvori de fire knejte boede var et stort et af slagen, med fem badeværelser og fem værelse, flere stuer, et kæmpe køkken og ikke mindst; en pool! Poolens temperatur var et sted mellem meget kold og sindssyg kold, men dette satte ikke en stopper for hverken Raketten, der er vandt til at vinterbade eller Jens. Hver dag var de lige en tur i poolen, for at få renset ud i de døde hudceller, og hvad man nu ellers sige at sådan noget skulle være godt for… det er også noget med at det skulle være godt for restitutionen.

Trænes skulle der også, for det er de færreste der kommer i cykelform på sofaen, og området byder på masser af gode træningsmuligheder. Vuelta’en var bl.a. på besøg i 2015, hvor der var mål på toppen af ”Cumbre del Sol” på 9. etape. En barsk og led stigning, der bedst kan beskrives som Kiddesvej bare 4 km lang. Man tror ikke, at det kan gå så meget op ad, men jo, det kan det altså.

Med en gennemsnitlig stigningsprocent på 12% og op til 20% på det stejleste, er dette ikke ligefrem en stigning man har lyst til at køre to gange, som de gjorde i Vuelta’en, men når man ikke kan finde den rigtige vej op første gang, var Jens og Kasper nødt til at køre hele vejen ned igen og op, ellers talte den jo ikke på Strava… En barsk stigning, men absolut et besøg værd, hvis man lide bjerge og udfordringer.

Kaffe

– Den største udfordring raketten endnu har stået overfor…

En anden og meget populær stigning er Col d’ Rates. Lige inden man kører op ad den, hvis man kører den fra Parcent-siden, kommer man til en café, som er meget brugt af cykelturister. Her kan man få sig en kop cappuccino, hvilket Raketten fik her for første gang i sit liv. Med masser af sukker i smagte den nogenlunde.

Dette var samtidig begyndelsen på Rakettens store mål: At kunne lide kaffe. Generelt er kulturen på cykel når man er i udlandet på træningslejr (i hvert fald for de fire knejte), at et caféstop på en hård tur går lige i ben’ern. Det kører man stærkt på, så det prøvede jeg også, dog med flødeskum på… en blid start for rakettens sarte mave. Efter de havde siddet og drukket cappuccino, skulle teamet af sted op ad Col d’ Rates.

Raketten005

Den ”rigtige” stigning stiger med 5-6% i 6,5 kilometer, og er således en forholdsvis ”let” stigning, MEN på toppen kan man køre op ad en lille grusvej på 300 m, og så begynder helvede ellers lige. En lille asfalteret vej på størrelse med en cykelsti snor sig videre op ad bjerget i 3 km med en gennemsnitlig stigningsprocent der er meget høj.

Udsigten på vej op er utrolig flot, men den er der ikke meget tid til at nyde, når man kører og kigger på sin Garmin, der tæller kilometerne alt, alt for langsomt i forhold til, hvor langt man nu selv synes, man har kørt. Og bedst som man tror man har nået toppen, drejer vejen, og så er der gudhjælpemig atter 300 meter med en stigningsprocent på en god snes stykker, sådan føles det i hvert fald.

Når man er kommet op, kan man så sidde på en sten og nyde udsigten inden man skal den samme vej ned igen, for der er ikke rigtig noget på toppen ud over et lille tårn. En ubehagelig nedkørsel med skarpe sving, smal ”sti”, dårlig asfalt og meget stejle passager. Hvis man i stedet fortætter over Col d’ Rates er der et plateau på ca. 5 km, hvor det både går op og ned, inden den rigtige nedkørsel kommer.

Det der med at spise

– man kan ikke træne uden at spise, sådan er det bare. 

Efter sådan en hård stigning, kan man godt været godt træt i ben’ern. Men heldigvis for de fire drenge, var der både mel, æg, mælk og lidt vaniljepulver i køkkenet, og når det kombineres med en bøtte is i fryseren og en bøtte Nutella i ” emergency” – skabet, så tager det kun en halv time, så er det ligesom at være på besøg hos Rasmus Klupp. Pandekager er ALTID et hit på en træningslejr, og de fire knejte havde sågar lavet så mange, at der blev fire til overs til den næste dag, så der kunne de jo roligt tage ud at træne igen.

Raketten003

Næste dag gik turen op over det højeste bjerg i området. Port d’ Tudons. Et bjerg der var omkring 17 km langt og med en forholdsvis ”middel” stigningsprocent, men det gør det absolut ikke mindre hårdt, længden tager kræfter. Solen skinnede den dag, ligesom den faktisk gjorde alle dage dernede. Hen mod toppen bliver man ”snydt” psykisk. I Vuelta’en kører de nemlig helt op til toppen af militærbasen, som ligger yderligere et par kilometer længere op.

Man kan se hele vejen op, men lige pludselig, ud af den blå luft dukker skiltet med Port d’ Tudons op, og så bliver man glad – rigtig glad, med mindre man som Jens-Villum vælger at smide sine løse ærmer i et sving 2 km fra toppen i den tro, at vi skulle samme vej ned igen, for bjerget er ikke slut her. En 5 km lang nedkørsel bugter sig i landskabet inden endnu 5 km tager fat, og de er dæleme hårde, når man lige har kørt 17 km opad… SÅ er det vist tid til en cappuccino og en sandwich med jamón (serrano skinke – smager i øvrigt tip top).

Der er selvfølgelig masser af andre bjerge, og Raketten og Jens-Villum fik trænet HVER dag, det kan man jo lige så godt, når man er af sted! En anden vigtig ting, der er værd at bemærke er den spanske bilkultur. En lidt anderledes tolkning af bl.a. rødt lys og diverse andre færdselsregler får trafikken til at glide lidt ”friskt”, men alligevel er man meget mere tryg som cykelrytter i Spanien, end man er i Danmark. Bilisterne tager meget mere hensyn til cykelryttere (nok heller ikke så underligt, når man tænker på alle de penge de tjener på cykelturisme).

Raketten002

Fantastisk sted

– Gid man kunne træne her altid

Men lektier og skole kaldte, desværre, og så var Raketten og Jens-Villum nødsaget til at forlade det spanske og drage mod køligere himmelstrøg i Danmark. Først skal der her lige lyde en anbefaling om at undgå multitools med låsefunktion allernederst i håndbagagen, det er ikke noget de spanske sikkerhedsfolk er allergladest for.

Da de landede i Hamburg Flughafen, troede de, alt var lutter lagkage, for Jens’ morfar, Leif Herløv (Ridder af Dannebrog) hentede dem i lufthavnen. MEN, MEN, MEN, noget var ragruskende galt. Cyklerne var stadig i Spanien… På en måde var det spændende at prøve noget ”anderledes”, så Raketten måtte PÅ TYSK forklare, at ”Rakettens Fahrräder sind nicht angekommen… hallo!?” – men det hjalp desværre ikke… de måtte køre hjem… uden cykler.