Weekenden bød på sjovt løbskoncept i Vejle, meget sjovere vi troede på forhånd!

Munkebjerg Classic er, som navnet nok antyder, et løb der foregår i Vejle, og går over den legendariske Munkebjerg stigning, 2 gange. Vi har ikke rigtige bjerge i Danmark, men på Munkebjerg får man faktisk fornemmelsen af “et rigtigt bjerg”, lang, sej, og med forskellig stigningsprocent.

Selve ruten er på 100 kilometer og de første ca.65 kilometer køres samlet med ca. 30 km/t i snit, tempoet sørger en masterbil i front for, og trafikken var derudover fint reguleret af en politi MC i front. Det gør en stor forskel når politiet vil stille op, og på den måde legitimere et motionscykelløb, mere af det!

For at de første kilometer ikke bare skal blive ren rulletur, er der indlagt 5 spurter, 3 bakkespurter (selvom den første bakkespurt godt nok er noget flad) og 2 flade spurter. Hvis man vandt en spurt ville man, udover æren, vinde en spurttrøje, og redaktøren af bloggen tog afsted med den klare målsætning at vinde en af dem!

Det er rigtigt svært at lave interessante konkurrencer i motionscykling, men det lykkedes til Munkebjerg Classic

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er konkurrencemenneske af natur, så jeg er stor tilhænger af koncepter hvor man kan konkurrere, særligt hvis det så også foregår under sikre forhold, og hvor man har mulighed for at være med. Det sidste kan være svært i cykelsporten. Spredningen af niveauet i et klassisk dansk motionist felt kan være stor, og “de gamle garvede” kan noget med at sidde på hjul og lave de afgørende ryk, på det helt rigtige tidspunkt – og når de så er kommet afsted, så kører de måske ikke hurtigere rundt, men de har bare lige fået de 30 sekunder / 1 minut, der gør at de vinder.

Det ville selvsagt gøre det lidt kedeligt med spurter, hvis de allesammen VAR afgjort når man nåede frem til dem, men med konceptet til Munkebjerg Classic, så har selv os, der ikke er helt så gode taktikere, og måske også mangler lidt i benene til at lave 5 hårde ryk i streg, en mulighed for at nå med frem og køre med. Det havde jeg det rigtigt sjovt med!

Nogen mente efter løbet at spurterne burde gøres lidt længere, måske fordi der i lørdags desværre opstod et styrt i den første spurt. Da jeg selv var millimeter fra at ryge med, havde jeg et meget godt udsyn til hvad der skete, og det kunne være sket i enhver form for spurt, kort eller lang. Rytter på hjul snittede baghjulet på rytteren foran, hvilket på uheldigvis skubbede cyklen væk under ham. Det er en del af cykelløb at styrt sker. Jeg mener ikke der var noget i konceptet i går, betød at det var mere farligt at deltage i spurterne end det normalt er.

Det er frivilligt at deltage i spurterne, og man kan jo lade være hvis man synes det er for voldsomt. Hvis spurterne blev gjort længere mener jeg ikke det ville gøre noget for sikkertheden, men det ville være en klar fordel for de mere rutinerede ryttere, måske skulle man gøre 2 af spurterne lidt længere? Det kunne måske skabe den variation som nogen måske synes manglede.

I forhold til sikkerheden virkede arrangørerne til at have en klar handleplan for hvad der skulle ske i tilfælde af et styrt, og så var det også rart at det ikke bagefter blev “gemt væk”, men der var stor fokus på fra arrangørernes side at informere om hvad der var sket med de to uheldige ryttere.
Det var bare i orden.

Redaktøren prøvede, og prøvede, og prøvede… og så…

Redaktøren tog som nævnt afsted med den klare målsætning at der skulle vindes en trøje, og da jeg stod inden start og kiggede på feltet, der blandt andet bestod af Mr. skinny AKA Janus Lautrup fra Team Frederikshøj Kro, så vidste jeg godt, at jeg nok ikke ville komme til at vinde spurten på Munkebjerg eller det samlede løb for den sags skyld, hvor man skal to gange op over bakken.

Det var altså i de andre spurter at slaget skulle stå, og jeg følte mig faktisk rigtigt frisk til at starte med, havde fået spist godt, sovet godt, og trænet godt i ugen op til, så der var ingen undskyldninger, andet end at andre altså evt. skulle være i bedre form / køre smartere.

Største chance på dagens 1. spurt, og så… styrt, æv!

Rutens første spurt var kategoriseret som en bakkespurt, men reelt var den mere flad end bakket, perfekt terræn for mig, og det hele startede også perfekt. Jeg fik i starten af løbet lov til at sidde uforstyrret forrest lige bag pacebilen, og vi måtte køre rimeligt tæt på, så her sad man faktisk helt fint i læ, og kunne jo så også nogenlunde styre tempoet… så da vi nåede til første spurt var jeg perfekt opvarmet og følte mig faktisk rigtigt godt kørende.

Allerede fra første meter stak en af de unge drenge i feltet, og jeg lagde mig på hjul af ham, han ville selvfølgelig aldrig nå til mål, men det var fint han kunne trække mig lidt på vej, herefter blev jeg overhalet indenom af min gode ven Martin Wang og en rytter fra Team Frederikshøj, de var også startet for tidligt ud, og jeg tænkte her at jeg havde det perfekte leadout, i 3. position, uden at arbejde, og med gode ben, den skulle faktisk bare køres hjem.

Desværre sker der det at Frederikshøj rytteren snitter Martins forhjul, hvilket betyder at hans cykel skrider ud under ham, jeg ligger præcis 2 centimeter fra hans baghjul, men formår på mirakuløs vist at få løftet mit forhjul og semi køre / bunny jumpe over hans cykel, men spurten var tabt, en Børkop rytter kørte det lange seje træk bagfra, og kom blæsende forbi ude til venstre uden chance for at jeg kunne nå over til ham og komme med.

Hvis og hvis og hvis, der er ingen garantier for jeg havde vundet, men det ville have været fedt at have kørt mand mod mand med ham fra Børkop og se om ikke benene havde kørt den hjem… det havde været tæt!

Selve styrtet resulterede i en god omgang hudafskrabninger til Frederikshøjrytteren, der desværre også rev en rytter bag ved mig med, som uheldigvis brækkede kravebenet. God bedring til jer begge to.

Lidt nepotisme på dagens 2. spurt… men det er ok.

Dagens anden spurt nåede jeg slet ikke med til, her lå en stor flok Børkop ryttere i front, og uden noget videre varsel var spurten pludselig igang, vi var vist en del der ikke rigtigt nåede at opfatte hvad der skete der. Børkop landede en trøje, og nej, jeg tror faktisk ikke det var aftalt spil, jeg tror faktisk bare de sad og sov lidt i Masterbilen, og derfor fik sat spurten lidt sent igang. Lidt ærgeligt at jeg ikke kom med, da jeg gerne ville have kørt alle 4 indlagte spurter.

Dagens 3. spurt tabt… men trøjen vundet!, det betaler sig at være med fremme!

Dagens 3. spurt var opad Sønderskovvej, en bakke der også er en del af Grejsdalsløbet, så den kunne jeg huske, det er jo altid en fordel. Det er faktisk en reel bakke, men igen klart en spurt der tilgodeser os “punchers” – der er en god lang nedkørsel lige inden, og hvis man er hurtigt inde gennem første sving, så kan man virkelig få fart på opad. Min tid på de 400 meter, med 6.9%s stigning taler sit eget tydelige sprog om muligheden for at udnytte tilløbet – bakken blev ædt med 36,4 kilometer i timen i snit.

Men desværre kom jeg først ind på bakken som nummer 10, og måtte derfor zig zagge lidt for at få overhalet de 8 andre opad, den sidste 9. mand var jeg dog aldrig i nærheden af, og jeg tror faktisk heller ikke jeg havde haft mange chancer selvom jeg så var kommet med i forreste geled fra starten – ca.100 meter foran mig kørte Thomas Hald.

I dag ligner Thomas ikke en klassisk cykelrytter med sine store overarme og velvoksne bryst, men det skal man ikke tage fejl af, Thomas var da han var yngre, et af danmarks store talenter i cykelsport. I lørdags sneg han sig under raderen og fik lov at sidde og putte sig blandt de forreste, lige indtil han satte alle til vægs på Munkebjerg til sidst. Det blev mit held, for da reglerne er sådan at man kun kan vinde en trøje, blev min andenplads på Sønderskovvej opgraderet til at være en trøje værdig, tak for det Thomas, og godt kørt!

Til dagens 4. spurt vidste jeg ikke jeg havde en trøje i hus… så der skulle også køres!

Dagens sidste 2 spurter lå lige efter hinanden, en flad spurt og så umiddelbart efter Munkebjerg, hvor løbet i øvrigt også blev givet frit, og herefter var der ca.35 kilometer til mål – Med mindre man er i topform, kan man ikke køre begge dele, så man må vælge, den flade eller den stejle spurt… let valg for mig, jeg vidste godt jeg ikke ville have en chance opad Munkebjerg, men jeg vidste også at det nok ville koste en plads i forreste gruppe, at køre om den flade spurt lige inden.

Anyway – på en flad spurt handler det om at slå til på det rette tidspunkt, og hvis du ikke er meget stærkere end alle andre, hvilket jeg ikke er, så handler det også om at vælge det rigtige hjul, jeg valgte desværre det forkerte. Jeg troede faktisk jeg sad godt, men da 2 unge gutter rykkede ude til højre, kunne jeg godt se at jeg sad forkert – her skulle jeg helt sikkert bare have slækket på gassen og så gemt krudtet og set om der var noget at skyde med op over Munken, og så komme med frontgruppen. Men jeg valgte at køre spurten og kom ind som en ligegyldig nummer 3. Jeg var ingengang tæt på, så det var lidt dumt.

Umiddelbart efter spurten blev jeg så overhalet af dagens senere vindergruppe, der satte et drabeligt tempo frem til Munkebjerg. Jeg tror faktisk ikke jeg var kommet med op over, selv uden at have kørt spurten, men det “rigtige” valg havde været at gemme krudtet.  Jeg kørte alt hvad jeg kunne efter spurten og slog personlig rekord opad Munkebjerg, men det var bare ikke godt nok, væk var frontgruppen (der senere blev splittet i 2).

Dagens store sejr!

Herefter gjorde jeg til gengæld alt det rigtige for en gangs skyld, og det var fedt at mærke, at der er sket en udvikling. Jeg kom alene op over Munkebjerg et stykke efter frontgruppen, men i stedet for at begynde at jagte alene, ventede jeg stille og roligt på at blive indhentet af de motorer jeg vidste lå bag mig, og ganske rigtigt – ikke lang tid efter kom toget, bl.a. også de to unge drenge der havde slået mig i spurten.

Vi fik et ok samarbejde i gang, selvom det ikke var alle der var fremme og arbejde, men særligt en høj fyr i hvidt tøj lavede virkelig et godt stykke arbejde. Efter ca. 10 kilometer var de to unge knægte restituerede og da de kørte fra gruppen, havde jeg heldigvis gemt energi til at komme med, vi fik en 4. mand på hjul, men ham var der nu ikke meget energi i.

Vi fik etableret et rulleskift, som 4. manden ikke deltog, og det blev jeg sgu lidt træt af. Jeg ved at jeg sætte et godt tempo på en kortere distance, så efter 4. manden på et tidspunkt havde råbt “kør nu forhelvede” uden selv at ville tage føringer, fik jeg nok, så jeg tog fronten og da jeg kørte forbi drengene fik jeg lige sagt, “hæng på!” – og så var det ellers ned i bøjlerne og så 90%… det kunne 4. manden ikke holde til.

Herefter kørte rulleskiftet perfekt, og vi fik hente gruppe 2, jeg hang dog lidt de sidste 50 meter inden vi var oppe, så jeg skulle virkelig grave dybt for at lukke hullet, efter de to drenge var spurtet de sidste meter op… det lykkedes da vi ramte et par sving, hvor jeg virkelig satsede ind igennem, pludselig var der kontakt… jeg bliver stadig imponeret over den store forskel der er på at ligge bagerst i et felt, og så ligge alene, det KAN virkelig betale sig at ofre alt for at komme op.

Det føltes virkelig godt at få kørt den gruppe op, endelig føler jeg, at jeg begynder at forstå lidt af hvad det vil sige at køre et cykelløb.

Da vi nåede Munkebjerg for anden gang blev jeg dog lidt snydt på en stejl nedkørsel lige inden, og kom derfor ind på Munkebjerg næsten som sidste mand i gruppen, jeg kunne MÅSKE havde vundet et par placeringer hvis jeg havde givet den gas opad, men ærlig talt så var der ved at være lidt udsolgt i benene. Det blev til en 24. plads, som jeg er super tilfreds med, og så var det jo også kanon at få en trøje med hjem, selvom det var for en 2. plads.

Munkebjerg Classic et overraskende godt koncept – vi ses næste år!

Er totalt overrasket over hvor sjovt det faktisk var at køre løbet, og de 4 spurter var for mig super god træning i at få mig placeret i feltet og komme afsted på det rigtige tidspunkt, skide være med om det så ikke 100% lykkedes, erfaringen er helt uvurderlig, og faktisk svær at få i almindelige motionsløb. Hatten af for det, super sjovt.

Ruten var sjov og varierende, og efter løbet blev givet frit var der virkelig arbejdet på god afmærkning og frivillige i alle farlige sving, det er rigtigt godt.

Munkebjerg Classic siger de har plads til 150 ryttere, i lørdags var vi 81 til start, det virkede meget passende, jeg tror faktisk ikke 50 deltagere mere ville gøre noget godt for konceptet, så måske er 100 faktisk bare det magiske tal?

I mål var der gratis sodavand og sandwich, det kombineret med Mastercar og MC, masser af frivillige og god markering, og så til en pris på kun 125 kroner! Andre motionskoncepter med Master car og MC tager en noget højere pris, Børkop Motions Cyklister beviser, at man sagtens kan lave et rigtigt godt koncept, med lidt mere af det fede, uden at det skal koste en formue!

Det var oprigtigt hyggeligt at være med til Munkebjerg Classic, arrangørerne virkede glade og “in control” – ligesom de virkelig tog hånd om, og ansvar for, at der var nogen der var styrtet til deres løb – igen kan jeg kun sige, sådan skal det bare være.

Vi giver Munkebjerg Classic 5 C’er, bloggens topkarakter, som gives når kombinationen af sjov rute, sikkerhed, pris, og organisation går op i en højere enhed, og det gjorde det til Børkop Motions Cyklisters arrangement i søndags. Tak for denne gang.

AltomCykling giver løbet 5 Cer