Jeg vandt fanme en gang 2 måneders cykelcoaching i en konkurrence på Instaen.  Coach ved ikke, at jeg skriver, men jeg tænkte, at dette var en god mulighed for uinviede (mig selv incl) at finde ud af, hvad kan sådan en gang struktureret træning gøre ved en gennemsnitlig motionist.  Over de næste to måneder, vil jeg beskrive oplevelserne og ikke mindst udbyttet af præmien. 

Af: Mand. 40 år. 189cm/105kg

Det uundgåelige forfald

Cykling er som alderdommen. Hvis man altså med cyklingen mener, at udstyret bliver dyrere og dyrere og mere og mere omfangsrigt, på samme måde alderdommen uungåeligt fodrer kroppens forfald og panderynkers fremkomst. Og ja du kan kæmpe imod, men når alt kommer til alt er der blot tale om en udsættelse af det uundgåelige. Og med det in mente købte jeg mig en wattmåler 4iii. De folk der siger, at du godt kan træne struktureret og præcist uden en wattmåler lyver. Jeg var selv indtil for nyligt en del af flokken, men må bare sande, at tallene på en wattmåler sjældent lyver. Det gør din hjerne til gengæld, når den fortæller dig hvor hårdt du har kørt. Min gør i hvert fald. Så ind på nettet og med Jeppe K i tankerne ”Nyt nyt nyt, a har har har!”, svingede jeg Dankort med et rungende: ”Ligemeget!” der gav ekko langt ind i insular cortex i hjernen, der hvor dopaminen lystigt skvulper rundt. Således løjet lykkelig. Således klar. Således motiveret.

Liige indtil 1. møde med maven.

BS Chrtistiansen har engang sagt, at første gang han mødte uforberedt op til noget (Jægerkorpset), var også sidste gang han mødte uforberedt op til noget. Så med tankerne fyldt med BS valgte jeg at teste udstyret inden træningen skulle i gang. Jeg havde smugkigget i min træners papirer, og søreme om der ikke lå en 8 min test og ventede i kalenderen. 8 min. Holdakæftmand. 8 min! Hvor svært kan det lige være? tænkte jeg. Den snupper jeg skudda. En lille tur på flyvestationen (Værløse), lidt opvarmning, en lille hyggetest og så en kaffe på turen hjem. Så med 7 dage til start på træningsprogrammet ville jeg lige give den test et skud. Og ja. Helt ærligt. Hvor svært kan det være, sådan at fyre kanonen af i 8 min?  

Struktureret opvarming. Det er sku ret fedt det her.

Coach har sendt træningsprogrammer til mig. Så jeg skal bare tænde min Garmin 520 + og trykke kør, så fortæller den  hvor mange watt og hvor længe jeg skal køre. Jeg skal ikke tænke. Bare køre. Og det er egentligt ret cool. Så da testen skulle fyres af var der et 28 minutters opvarmingsprogram, der blev fulgt  relativt slavisk. For første gang nogensinde varmede jeg op til en cykeltur. Og varm det var jeg. Brandvarm. Jeg følte mig klar. Satme klar du ved. Klar som Bjarne ved enkelstarten i Lørdag den 26. Juli TdF 1997. En enkeltstart hvor Bjarne gav den gas. Måske lidt for meget endda, og det hele endte som bekendt med, at han kastede sin cykel i grøften. Sådan gik mine 8 minutter også. Altså hvis man lige udskifter cykel og grøft med morgenmad og landingsbane. Hele morgenmaden. Holdakæft hvor jeg brækkede mig.

Egentligt gik de første 4 minutter af testen helt fint. Jeg lå på den gode side af 320 Watt. Men så begyndte den der ubehagelige iltgældsfornemmelse at forplante sig i kroppen. Startende som en usammenlignelig følelse af kvalme, der langsomt spreder sig fra fingerspidserne og så bevæger sig op gennem hånden, albuerne, skuldrene, for til sidst at indtage lunger og hjerte og hoved. Med 3 minutter tilbage sad jeg med den følelse over hele kroppen. Lige dér var jeg lidt træt af det hele og kunne give dette træningsforløb den midterste og længste finger. Skråtop til coach! Skråtop til wattmåler! Skråtop til det hele!

Men så kom stædigheden. Og indestængtheden. Bjarnes vrede. Og pludseligt var der nu 2 minutter tilbage. Stadigvæk lang tid, men så på den anden side, så er tiden jo relativ. Min hjerne var nu i så stor iltgæld, at fornuftige og rationelle tanker var væk. Helt væk. Tankeflugt. Ole Birk Olesens transportministerium for helvede! Ingenting. Og så, mens jeg sad der, der så jeg pludseligt Jesus stå sammen med Pantani med armene kammeratligt lagt om hinandens taljer. Fanme så. Og lige der – lige midt på landingsbanen- stod Tue, Geo og Blæs og crewet fra Ramajetterne. Og Cityboiz. Og Sash! Ham fra halvfemserne du ved.

De heppede alle på mig, og jeg besluttede, at køre dette mareridtsrit til ende.

”Dame tu mano
y venga conmigo
Vamonos al viaje para buscarlos sonidos magicos
?de Ecuador!”

Nedtælling: 10 – 09 – 08 … 03 og mine ben stoppede med at pedallere. Eller det troede jeg. For lidt ligesom når man ser en bokser, der er sendt til tælling sådan nogen gange ligger og slår frem for sig mod en imaginær modstander, mens der bliver talt for dem, sådan kørte mine ben videre rundt. Mærkelige spjæt uden energi eller kraft. Og da farten var gået helt af cyklen, klikkede jeg mig ud af pedalerne og stod lidt og tænkte over, hvad det lige var for en ud af kroppen oplevelse, jeg havde haft.

Det fik jeg så lov til at stå og tænke over i ca 20 sek indtil min krop kom med sit fysiske manifestation på hvilken oplevelse, jeg havde haft. Jeg kastede op. Meget forpustet kastede jeg op. Først en smule. Derefter hele mavesækken. Som Bjarne i 97 kastede jeg det hele. Ud mæssa! Pinareeeeeeeelo! En ”sjov” ting her er, at man kan se det på pulsmålingen på garmin, der hvor der normalt er nedkøling og normalisering af puls, fortsætter slagene med at være i middelhøjt niveau. GAINS og vægttab. Whats not to like?

Coach roste min indsats med testen med ordene: ”Normalt siger jeg, at der er lidt mere i posen. Men i dette tilfælde er der ikke mere”.

Nå. Men således en oplevelse rigere. Træningen går for alvor i gang i næste uge.

Fakta:
Køn: Mand

Alder: 40 år
Højde/Vægt: 189cm/105kg
Wattmåler: 4iiii 105 leftbased Crank Arm
Cykel: BMC Roadmachine -105
Cyklet siden: 2011 (kun motion)