Altomcykling.dk har i år lavet et samarbejde med Nils Bradtberg fra Team ABC elite om at skrive hjem fra Indien, hvor han deltager i Tour of Nilgiris. Hver etape af Tour of Nilgiris har et TT segment, hvor der konkurreres men her udover er etaperne mere hygge, det er faktisk ikke dårligt sat sammen, ud fra et vintertræningsperspektiv. Men naturligvis er det mest for oplevelsens skyld, at man drager til Indien som dansk licensrytter, med cyklen under armen. Læs Nils´ beretning fra sidste del af løbet herunder, nye læsere kan starte HER

Af: Nils Bradtberg

End of story (næsten…)

Cykelløbet er slut. Jeg kan gøre status og vurdere sværhedsgrad.

Retrospektivt ændrede løbet karakter efter hviledagen. Herefter fulgte tre udmarvende bjergetaper i Nilgiris bjergene, med både tåge, vind, varme og kulde. På den første af slagsen, var der efter 80 kilometer indlagt en 12 kilometers bjergenkeltstart. På de to foregående relativt flade enkeltstarter havde jeg opbygget et forspring på 3 minutter og 30 sekunder, til et firkløver bestående af de 3 hollændere og triatleten. Alle disse fire ryttere lå internt tæt i klassementet, og lillebror Dijkshoorn havde den pågældende dag – i en tør vending – budt storebror Geert op til dans. Han havde angiveligt set den lille vinterdunk på storebrors mave som en hindring på Kalhatti stigningen, hvilket havde givet fornyet håb. Disse to ryttere skulle starte efter hinanden, med ét minuts mellemrum, og storebror forrest. Bag brødrene befandt licensvennen Walter sig. Walter havde flere etape- og bjergløb på CV’et, og det skulle nu vise sig, om de første træthedstegn og mere kuperede terræn kom Walter tilgode. Triatleten, Depankar, underspillede under morgenmaden egne chancer. Trods hans kun 64 kilo, så havde han – ifølge egne udsagn – normalt svært ved at genere ret meget power opad. Desuden skulle han også sikre sig, at hans kone kom nogenlunde helskindet igennem etapen. Undskyldningerne stod i kø.

Ankommende til startpunktet for TT. Vi sidder ved support stationen og sendes enkeltvis frem mod selve startpunktet for enkeltstarten. Hollænderne bliver vanlig tro sendt først af sted. Inden start skimter jeg rutens forløb. Først 2,5 kilometer let stigende, hvorefter de efterfølgende godt 10 km lyder på 6,6 % i snit, med cirka 20 hårnålesving. Det er min tur. Jeg triller frem mod start, vel vidende, at forude venter godt 30-35 minutters lidelse, så er det overstået. Der bliver talt ned fra ti. Der gøres fingertegn. Til sidst hører jeg bare et rungende ”go!”. Jeg prøver at skubbe cyklen i gang. Rejser mig op i sadlen, accelererer. Farten kommer opad, men det bider ikke endnu, jeg har stadig overskud. Jeg rejser mig igen, skubber farten yderligere op. Sætter mig ned, er ikke tilfreds. Hiver i styret, spænder i mavemusklerne, vil mærke, at jeg gør det rigtigt, at jeg gør en forskel. Jeg rammer den egentlige stigning.

Nils Bradtberg kører tour of Nilgiris 2014 © Photo: R.A.Y. Photography

Der var hul igennem! Det føltes godt.

Pulsen banker derop ad. Jeg er fokuseret, vil ikke give efter for ubehagen, men arbejder mig ind i den. Et par aber agerer tilskuere i vejkanten. Jeg noterer det, men holder fokus på mig selv. Mærker en let nervøsitet – kan jeg nu holde presset? Få hundrede meter efter giver det hele sig selv. Jeg har sat en scene, som jeg ikke kan slippe ud af. Jeg lytter til kroppen, letter gearingen, pulsen holdes stabil. Jeg syrer ikke til og kan genere et højt power output. Jeg angriber hvert sving, rejser mig op og øger farten. Jeg er halvvejs. I mit hoved ved jeg, at jeg maksimalt kan have et kvarter igen. De hvidkalkede kilometer markeringer dukker op ”5 km to go”. Nedtællingen er begyndt. Jeg ser først den tunge hollænder (badebilletten), Tejs, foran mig. Jeg passerer ham let. Forude er der to mere. Den ene er storebror Geert, den samlede nummer to. Jeg skruer farten op, idet jeg passerer ham.

Den næste er Walter, som har et helt andet tråd, nærmest dansende. Han har lagt hårdt ud, og har nu mistet lidt af pusten. Det ses tydeligt. Han prøver at finde en balancegang, men mister gradvist moment. Forude er kun brormand, Wouter, der har overhalet storebror. Han ser mig i et hårnålesving. Han kigger en ekstra gang. Han holder pace, vil holde mig bag sig. Der resterer blot 3 kilometer, jeg maser fortsat på. Rejser mig og øger farten, holder presset siddende. Stiller mig ikke tilfreds. Jeg passerer Wouter, men ikke let, jeg er mere besværet. Som en fisk der har tabt kampen mod snøren, giver han lidt efter da jeg passerer ham. Forude er cirka 1,5 kilometer mod mig selv og uret.

Det er kun for sjov, men selvfølgelig føles det godt at komme først over stregen.

Jeg kommer i mål som førstemand. Jeg kæmper, men er ikke udmarvet. Jeg ligger mig i græsset for mig selv – bruger 5 minutter på at registrere verden omkring mig. Min astma var tydelig i dag, jeg er presset, men benene havde mere i sig. Jeg er presset, men det i sig selv er ikke udtryk for en god præstation.

Bag mig kommer lillebror Wouter sprintende, efterfulgt af Walter godt 15 sekunder efter. Senere på dagen skulle det vise sig, at triatleten havde kørt en rigtig fornuftig tid og indtog den samlede 2 plads. Walter forviste brødrene til 4 og 5 pladsen. Mit forspring lød samlet set på knap 10 minutter, og stod ikke til at røre. Hollænderne er skuffede over den tabte andenplads, men tager nederlaget med oprejst pande.

I Master og kvinde kategorien blev der heller ikke pillet ved den samlede stilling. Vivek og Vicky stod distancen og kørte begge flotte tider. Lokale rygter forlød, at Vivek endelig indfriede hans potentiale. Han endte også to’er overall. Ligeledes endte hans kone som samlet to’er i kvindernes kategori.

Nils Bradtberg kører tour of Nilgiris 2014 © Photo: R.A.Y. Photography

TTen overstået, men der var et stykke til mål endnu.

Selvom racesegmenterne var overstået allerede den 3 sidste dag, ventede løbets hårdeste dag forude. Det er et krav fra arrangørernes side, at alle etaper gennemføres indenfor tidsgrænsen (inden det bliver mørkt kl. 18.00), hvis man skal indgå i det samlede klassement. Forude ventede 172 kilometer med 40 kilometers nedkørsel, 40 kilometers modvind, og derfra, én lang opkørsel – hvoraf de sidste 40 kilometer var kontinuerligt stigende. Det resulterede i godt 3000 højdemeter – og for nogle – 10-12 timer i sadlen, eller opsamling af fejebladet.

Den hårde del bestod i den lange opkørsel, der begyndte efter 90 kilometer med 45 grader i dalen, og godt 15 grader på toppen efter 140 kilometer. Stigningen havde ikke høje procenter – korte passager af 9-10 %, men ellers ’bare’ lang og udmarvende. For nogle er de indlagte enkeltstarter derfor sekundære – og eksempelvis i kvindernes kategori, handlede det om at komme igennem denne hårde etape. Lykkedes det, var en top 3 placering. For størstedelen af feltet handlede det om at komme gennem løbet. Selv var jeg i sadlen fra 8.00 morgen til 15.15 eftermiddag (med én times indlagt pause).

Da jeg ankom i mål sendte jeg tanker til de andre ryttere, der pt. var i gang med lidelserne på stigningen – nogle af disse ville komme frem inden mørkets frembrud. Andre kom jeg først ankommende til hotellet ved 19.30 tiden, efter at være blevet opsamlet. Det fortæller ikke kun om niveauforskellene, men også om, at det for rigtig mange af deltagerne er stort at gennemføre – dvs. at komme frem inden mørkets frembrud og derved undgå fejebladets opsamling.

Finalen, næsten ren parade.

Dagen efter stod vi foran de sidste 57 kilometers paradekørsel. Et loop omkring bjerglandsbyen, Munnar. En vanvittig nedkørsel med 15-20% på flere passager betyder blokerede bremser, for meget varme fra friktion og sprængte slanger. Opkørslen var 25 kilometer og bød på 1650 højdemeter – så helt paradekørsel var der ikke tale om. Vi kommer dog i mål, og herefter stod pressen klar til spørgsmål. Fotografer og papirblokke indfinder sig i lokalet. Jeg er inviteret sammen med løbets leder.

Der bliver stillet spørgsmål af seriøs karakter – så som ”hvordan jeg oplevede årets rute sammenlignet med året forinden”, men også spørgsmål som ”hvilken slags cykel jeg cyklede på – og hvor mange gear den havde”, som jeg i øjeblikket kom til at trække på smilebåndet af. Da jeg svarer ”21” noterer de ivrigt. Dette viser, at indiske journalister og pressen generelt ikke er bange for at vise deres uvidenhed omkring sporten, men omvendt også er villige til at dække den.

Jeg rækker hænderne op, modtager to plancher, som symbol på den samlede sejr og ’King of Kalhatti’. Præmiens indhold er to racercykler og en højtryksspuler. Jeg donerer cyklerne til folk i det indiske cykelmiljø. Måske kan dette lille bidrag skabe grobund for ét nyt talent. Få dage efter løbets afslutning læser jeg, at vinderen fra 2012, Naaven John, netop har vundet det indiske mesterskab i enkeltstart 2014. Arrangørerne bag TfN poster stolt denne nyhed. De yder et væsentligt bidrag til den indiske cykelscene. Jeg smiler ved tanken.

Nils Bradtberg kører tour of Nilgiris 2014 © Photo: R.A.Y. Photography

Cykling i Indien er voksende, om end stadig meget lille. Jeg glæder mig til at følge med og se rammerne for TfN 2015.

Nils vil komme med et lille skriv om den mere personlige oplevelse af det at rejse til Indien for at cykle, og hvad det kræver at tage afsted, rent praktisk, at tage afsted.