Der er noget skønt over at stå op klokken 05, på en dansk sommermorgen, med skyfri himmel, og den der helt særlige stilhed, som kun en tidlig søndag morgen kan byde på, når vores travle land, ligger næsten stille. Solen hænger lavt og skaber smukke kontraster i landskabet. Fuglene er naturligvis stået op, men ellers er det eneste liv jeg møder, på vej indtil Aarhus for at hente min makker til dagens motionsudfordring, et par dovne harer, og et enkelt ungt menneske, der stavrer hjemad, fra aften i byen. 

Tekst & Foto Uggi Kaldan (Foto Nordjylland Rundt © Lars Rasmussen & Erik Andreassen). 

Fredagsbar, og full gas… en anderledes optakt


Det er ikke mange år siden at jeg stillede op til motionsløb med det klare mål, at køre så hurtigt så muligt, jeg skulle helst være med i front, “der hvor det er sjovt”. Jeg vil stadig gerne være med i front, og stadig gerne køre hurtigt… men, jeg gider altså ikke gå i seng klokken 21 på en fredag, og sige nej tak til et hyggeligt glas vin med hustruen, bare fordi jeg skal ud og deltage i et motionsløb, dagen efter.

Nu kombinerer jeg tingene. Så fredag stod den på et par glas hyggelig hvidvin, i solen med hustruen, og bagefter om aftenen, 45km full gas på rammen for lige at få benene blæst godt igennem. Måske lige i overkanten, i forhold til 200km fra morgenstunden dagen efter, men jeg skulle jo bare ud og sidde i et felt og hygge mig, og benene føltes gode, så hvorfor ikke fyre den af?

Et fantastisk startområde på Aalborg kaserne

Nordjylland Rundt 2019 AltomCykling.dk

Når man bor i Aarhus, kan det godt virke som om der er lidt langt til Nordjylland, men starten i Nørresundby, nord for Aalborg, ligger lige ved motorvejen, så det tager faktisk kun en smule over en time, at komme til start. Der er glimrende parkeringsmuligheder, på kasernen hvor løbet starter, og kompetent betjening fra løbets medhjælpere, der var gode til at sørge for at pladserne blev fyldt op, på fornuftig vis, det spillede.

AoCs nye mand Jonas Jensen, var med til start, og vi har begge trænet rimeligt stabilt i år, uden rigtigt at føle at vi er i super form, men dog heller ikke i dårlig form. Vi aftalte at følges ad, og egentlig bare forsøge at hænge på feltet. Så måtte vi prøve at komme med når der skete udskilning, og så se hvad det kunne blive til. Jeg havde absolut ingen forventninger, ud over at jeg glædede mig til en sjov dag på cyklen, og det blev det!

Nordjylland Rundt 2019 AltomCykling.dk

 

Inde i hallen i målområdet var der opstillet borde man kunne sidde og slappe af ved, der var fine toiletforhold  og mulighed for at få et bad efter løbet hvis man skulle ønske det. Derudover var der gratis kaffe og rundstykker til den nette sum af en 10er. Stemningen var hyggelig og afslappet. Nummerudleveringen fungerede perfekt, i det hele taget intet af klage over!

Lusepustere og slingrefise…

Nordjylland Rundt 2019 AltomCykling.dk

Alle planer om at ligge og hygge sig et felt blev dog saboteret inden start af ærgerrige motionsbanditter. Åbenbart var der en del deltagere, der var så bange for at ikke at få en god placering, at de luskede sig med i startgruppe 1, som burde have været på 50 ryttere, men som i stedet endte med at tælle 64. Det betød så omvendt at gruppe 2 blev meget lille, faktisk stod vi kun 12 mand til start. Det havde været noget sjovere at være 26. Synes egentlig godt dem der sniger sig med i gruppen foran, lige kan huske på, at det kan have stor betydning for oplevelsen hos dem der skal starte i gruppen efter.

Nå, men det gad Jonas og jeg ikke at lade os slå ud af, så vi besluttede at den sgu bare skulle have én over nakken, og det fik den så. Jeg kørte med lidt tempo direkte fra start, og det gjorde at vi var 5 mand, der efter 5 km var kommet afsted. Alle gad at arbejde og vi fik kørt de første par timer med omkring 38km/t, i modvind, det kostede lidt kræfter.

Derfor var det meget fedt at vi faktisk fik indhentet en god gruppe der var startet i gruppe 1, og som kørte rigtig fint rundt. De kørte noget langsommere end vi havde lagt ud, men det var rart at få lidt flere at dele føringerne med. Ingen i vores lille 5 mands gruppe havde alligevel benene til at fortsætte tempoet fra vores hårde udlæg til mål, så det var fint at få lidt læ.

Ved første depot omkring 90km gik gruppen lidt i opløsning, nogle ryttere kørte forbi (bl.a 2 ryttere fra vores oprindelige 5 mands gruppe) – mens Jonas og jeg stoppede ind og fik fyldt på. Ikke et prangende depot, men der var alt hvad man havde brug for, vand, energidrik, bananer, kage, og  ikke mindst rugbrødsmadder med Nutella, en ekstremt undervurderet spise, når man cykler lange distancer, synes jeg.

Nordjylland Rundt 2019 AltomCykling.dk

Jeg kan faktisk ikke helt præcis huske hvordan løbet lige forløb herefter, men jeg havde gode ben, så jeg satte tempo på i de grupper vi kørte i, hvilket  også kostede lidt for nogle af dem vi kørte sammen med. Da vi ramte depot 2 var vi i hvert fald ikke så mange tilbage. Jeg valgte at køre direkte forbi depotet. Her BURDE jeg nok have været stoppet, for at fylde den ene dunk på 750ml jeg havde med på dagen, men det gjorde jeg ikke.

Til gengæld var jeg fornuftig og fik kigget bagud og så at der lå en gruppe, som så ud til at køre ok, så i stedet for at ligge at munke i nogle kilometer og bruge en masse kræfter (og sandsynligvis alligevel blive indhentet) – så ventede jeg på gruppen, og kom på dæk, sammen med Jonas i øvrigt.

Fornuftigt disponeret løb, men havde for lidt vand med.

På et tidspunkt går den gruppe dog også lidt i opløsning, og så kører jeg væk, Jonas brænder en tændstik af for at komme med, og trækker Matthias Jensen, som ses på billedet herover med den funky hjelm, med op til mig. Desværre lige inden en lidt længere bakke, hvor Jonas ender med at ryge af. Herefter er det mig og Matthias der følges til mål. Vi fik indhentet de 2 der var kørt i forvejen ved 90km depotet, og sat dem af, så nu var vi de forreste i gruppe 2. Det var jo næsten en slags finale.

Det blev dog aldrig rigtig noget kapløb, for med omkring 15 km til mål, løb jeg helt og aldeles tør for vand, og måtte sige til Matthias at det var game over for mig. Jeg kunne simpelthen ikke tage min del af arbejdet mere, så enten måtte vi lige hurtigt stoppe et sted, og fylde lidt vand på mig, eller også kunne han trække mig til mål, hvis jeg kunne holde hans hjul.

Matthias ville hellere trække mig til stregen end at stoppe (passede mig fint, da et stop så sent i et løb godt kan give stive ben), så det gjorde han, og jeg lod ham naturligvis køre først over stregen uden kamp, som lovet. Sammenlagt drak jeg 1,5 liter vand på de 200km som vi kørte på 5 timer og 52 minutter, det var sgu for lidt. Må erkende at det alligevel var for dovent, kun at have én 750ml flaske på cyklen, fordi jeg ikke gad flytte værktøjet fra min grejdunk over i baglommen inden start, det gør jeg næste gang.

Nordjylland Rundt er et super løb, hvor der er styr på det hele. Nummerudlevering spiller, kaffen er varm, starten er velorganiseret, ruten er god, der er fine markeringer, og afslutningen foregår på en lukket løbebane, hvor man helt uhindret kan køre en spurt, det er mit indtryk at det fungerede godt.

Jonas kom i øvrigt ind 10 minutter efter Matthias og jeg, efter også at have haft en rigtig fin og sjov dag på cyklen også, men han var lidt træt af at han ikke havde kunne sidde med på bakken.

Et godt løb, som vi klart anbefaler

I mål var der pastasalat og cola man kunne købe for en 20er, man kan måske godt diskutere om ikke der i budgettet var plads til en enkelt sodavand til deltagere der kommer i mål også, men det er en lille detalje i et løb der ellers var super velorganiseret.

Nordjylland Rundt 2019 AltomCykling.dk
Skiltningen på ruten var god, nogle steder var det dog helt tydeligt at der var fjernet nogle skilte, hvilket desværre er noget mange danske motionscykelløb kæmper med. Jeg har gjort til til en vane at have ruten på min GPS, så jeg havde ingen problemer. I øvrigt havde arrangørerne sat 2 – 3 skilte op, alle kritiske steder, så selvom der nogle steder tydeligvis manglede et skilt, så skulle man heldigvis ikke kigge sig alt for meget omkring, for at se hvor man skulle hen. Tilsynelande kan de fleste vandaler kun finde ud af at fjerne ét skilt, så det er en stor fordel at Nordjylland Rundt opererer med rigeligt skilte.

Arrangøren beretter dog også om en stædig lokal, der 4 gange, flyttede et skilt, så det ledte rytterne forkert. Det er mig en gåde hvorfor man på den måde forsøger at sabotere andre folks oplevelser. Men til arrangørerne ude i landet kan jeg blot give videre at mere end ét enkelt skilt i svingene tilsyneladende virker, og så i øvrigt opfordre alle deltagere, der har muligheden, for at køre med ruten på GPS, du hjælper ikke kun dig selv, men faktisk også andre der kører uden og arrangøren.

Nordjylland Rundt er et super sjovt løb, på en en rigtig fin rute, der ikke byder på ret mange højdemeter, og de bakker der er, er lange og bløde. Går man og overvejer at komme ud på lidt længere distancer, 140, eller endda 200km, så er løbet bestemt et godt sted at debutere. Jeg kan ikke udtale mig om de kortere ruter, men tænker at oplevelsen her er mindst ligeså god, som den vi havde.

I øvrigt tilbyder Nordjylland Rundt faste grupper på de kortere distancer, hvor man ruller rundt i et fastlagt tempo, således at der ikke køres nogen form for ræs overhovedet. Det tilbud tænker jeg der er mange der synes er tiltalende, så de slipper for den uro det kan være i et felt, hvor folk gerne vil ud og vise hvor hurtigt de kan køre.

Tak for i år, vi ses helt sikkert igen.

Læs mere om Nordjylland Rundt: HER – smid da også lige et like efter deres FB side, og se billeder fra i år HER

Nordjylland Rundt 2019 AltomCykling.dk