Jeg er ny til kliksko, krank og kadence, bruger ikke engang pulsmåler. Hvad driver min nyfødte cykelfascination? Hvorfor cykler jeg? Hvordan startede fascinationen? Hvor fører den mig hen? 

Af Sebastian Stokkebo Sørensen | Foto Sebastian Stokkebo Sørensen 

Min fascination for acceleration og fart er medfødt. Jeg har været fartglad lige så længe, jeg kan huske. Som barn var jeg glad for at cykle, men jeg nød ikke den selvtortur, det på sin vis er at dyrke motionscykling. Til gengæld kørte jeg gladelig op og ned ad den samme, stejle skovbakke nær mit hjem, igen og igen.

Forsøgte at ramme en så høj topfart nedad som muligt. Jeg ramte – så vidt jeg husker – maksimalt 40 km/t på min lille Fuji-mountainbike. Det føltes halsbrækkende hurtigt. I teenageårene kastede jeg min kærlighed på lugten af benzin. Først knallerter, siden biler, cyklerne røg i baggrunden.

Den økonomiske MBK Mirage til 149,- kroner, alt inklusive! 

Efter nogle år med bundgas i min Honda Civic fra 1991 fandt jeg ud af hvor dyr sådan en egentlig er i benzin og forsikring (jeg har aldrig været helt hurtig i optrækket…). Så bilen blev solgt og kiggede mig om efter en en cykel.

Jeg føler mig nærmest nyforelsket. Den hede romance står på i tre uger, så bliver det vinter. 

I en genbrugsforretning finder jeg en møgtung landevejscykel fra start 90’erne – en MBK Mirage med skrårørsskiftere og en fræk lakering, der fluorescerer mellem lys grøn, dyb blå og dristig lilla. Den kostede mig 149,-. 

Det var min første landevejscykel med tynde dæk og gedebukkestyr. Og jeg var vild med den!

Fuldstændig fascineret af hvor let det var at træde den op i (for mig) høj fart. Cyklen blev brugt til daglig transport.

Retroreportage fører til hed romance

Spol frem til efteråret 2017, og jeg befinder mig til retroløbet ”Trofeo Molteni”, arrangeret af blandt andet retrorytterne fra Squadra Molteni. Jeg er netop begyndt at studere journalistik, og har fået til opgave at skrive en reportage.

Jeg vender hjem fra løbet med meget mere end reportagenoter. For jeg er vild med de flotte stålcykler, og kan levende forestille mig hvor fedt det må føles, at blæse ud ad de snoede landeveje på dem, mens uret tikker (konkurrenceformen var en tidskørsel for par).

Min MBK var blevet stjålet i mellemtiden, så da jeg kommer hjem begynder jeg at se mig om efter en stålracer. Jeg overvejer også at købe en mere “moderne” aluminiumscykel, carbon er ikke mig, men vil gerne have muligheden for at stille op til de retroløb, der oprindeligt tændte min gnist for sporten. Derudover tænker jeg, at jeg som helt spæd nybegynder ikke kan nyde meget af de fordele, der er ved at have en super let og mere responsiv cykel.

At sige, jeg er blevet bidt af at cykle, er en stærk underdrivelse. Jeg er blevet slugt rå!

Jeg finder en flot, italiensk stålcykel til en overkommelig pris. En Olmo La Biciclissima, vist nok fra 1983. Jeg er vild med den, og begiver mig ud på længere ture end jeg nogensinde har før har kørt. Jeg føler mig nærmest nyforelsket. Den hede romance står på i tre uger, så bliver det vinter. Kommunen begynder at salte vejene, og de forhold kan jeg ikke byde den gamle dame at køre under.

Jeg køber i stedet en vintercykel. Det bliver endnu en italiener – en billig, brugt Guerciotti Cross Force, som jeg har kørt både asfalt og grus på siden. Nu må det dog gerne snart blive sommer, så den røde dame kan blive luftet igen. 

Cyklen giver mig indhold i livet, som jeg savnede!

At sige, jeg er blevet bidt af at cykle, er en stærk underdrivelse. Jeg er blevet slugt rå. Men hvad er det, der tænder mig? Som mange andre byboere har jeg følt mig underernæret på naturoplevelser og indtryk. Cykling får mig ud i naturen, og jeg ser steder, jeg ellers aldrig ville have set. Jeg føler, at jeg har opdaget mit lokalområde på ny. Og tilmed i et tempo, der passer til mit temperament. Det tilbyder en Civic ikke, eller en dyr bil for den sags skyld… måske en convertible?

Faktisk har min fascination for cykling fået mig til at indlede et rygestop, jeg næppe ville have nosset mig sammen til uden cykling

Jeg elsker sanseindtrykkene på cykelturene. Den monotone lyd af dækkene mod asfalten, resonansen fra betonvæggene når du blæser under en tunnel. Synet af snoede landeveje, der bugter sig igennem flotte (for mit vedkommende primært fynske) landskaber. Tiden til refleksion, som jeg ikke finder andetsteds. Det monotone tråd sender mig ind i en meditationslignende trance.

Og så er det sundt. Det spiller selvfølgelig også ind. Faktisk har min fascination for cykling fået mig til at indlede et rygestop, jeg næppe ville have nosset mig sammen til uden cykling som motivationsfaktor. Nu har jeg sat mig andre mål. Jeg vil cykle 100km med +30km/t. Jeg vil cykle 200 km, og jeg vil se nogle bjerge, og besejre dem. Jeg vil cykle Fyn Rundt 180, uden at ende sidst, jeg vil ting jeg slet ikke ved jeg vil endnu! 

Jeg har i skrivende stund dyrket motionscykling i 4 måneder. Indtil for 1 måned siden i helt almindelige kondisko, har faktisk først lige anskaffet mig et par kliksko. Det er vel hvad man vil kalde indbegrebet af nybegynder – aldeles uerfaren, med masser af førstegangsoplevelser til gode, og vigtige lektioner at lære. Alt sammen vil jeg dele med dig, her på bloggen.