DCU går sammen med FDM om at skabe en kampagne der skal sætte fokus på trafikkultur

Pisse godt initiativ, andet er der vist ikke at sige om den sag!

Af: Uggi Kaldan 

I går sendte DCU en pressemeddelse ud som kan læses her nedenfor, og det er godt nyt til alle os cyklister og bilister der har oplevet sammenstød af forskellig karakter på landevejen. Tonen er blevet skærpet bare i de 3 år jeg har cyklet, så der er i den grad brug for noget fornuftig kommunikation mellem de to grupper, det er fantastisk at det nu er på vej!

Herunder er pressemeddelelsen som DCU sendte ud:

Nyt parløb skal sikre bedre trafikkultur på vejene

Det går ikke altid lige stille for sig, når bløde og hårde trafikanter mødes på de danske landeveje. Derfor har Danmark Cykle Union og FDM (Forenede Danske Motorejere) taget initiativ til et samarbejde, der skal sikre bedre trafikkultur mellem bilister og cyklister på de danske veje. Planen er en stor fælles kampagne til foråret.

Motionscykling er i stor vækst, men desværre er antallet af konflikter mellem billister og motionscyklister også stigende. På initiativ af Danmarks Cykle Union og FDM, er der derfor dannet en ny ERFA-gruppe (erfaringsudveksling gruppe), der skal arbejde for bedre samspil på vejen mellem bilister og cyklister.
Den nye gruppes første opgave bliver i første omgang at få afdækket, hvordan cyklister og bilister oplever hinanden på vejene, og hvorfor konflikter opstår. Denne viden vil efterfølgende blive brugt, når der til foråret lanceres en trafikkulturkampagne målrettet de to grupper.

“Vi er meget bevidste om, at vi står overfor en udfordring for at få samspillet mellem cykelryttere og billister optimeret. Derfor er vi rigtig glade for, at det er lykkedes at få dannet en ERFA-gruppe med bred opbakning fra de vigtigste interessenter. Vi ser frem til konstruktivt samarbejde, og at få søsat en informationskampagne til foråret”, lyder det fra Brian Samuelsson, projektleder hos Danmarks Cykle Union.

”Det er positivt, at stadig flere danskere bruger cyklen til både pendling og i sportssammenhænge, men hurtige cyklister og grupper af cykelryttere kan være en udfordring for bilisternes opmærksomhed og tålmodighed. Derfor er FDM glade for, at cyklisternes interesseorganisationer vil være med til at sætte fokus på samspillet og kulturen i trafikken, hvor målet er, at der skal være plads til alle”, siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.
Udover af Danmarks Cykle Union og FDM består ERFA gruppen af Rådet for Sikker Trafik, Cyklistforbundet, DGI samt Dansk Triatlon Forbund. Målet er i første omgang at iværksætte en trafikkulturkampagne rettet mod såvel bilister som cyklister.