** JEPPE TOLBØLL ARKIV **

Jeg plejer normalt ikke at fryse, men alligevel føler jeg simpelthen at kulden river min lyst i stykker.

Men det er måske min egen skyld, for jeg kører stadig kun med almindelige shorts, og løse ben.

Dog har kulden det med at gøre, at efter kun 1,5 til 2 timer, så er kroppen helt død, da energien går på at holde hele maskineriet varmt. Specielt når vejret er vådt.

Jeg har desværre ikke råd til en MTB eller cross-cykel så kan kun køre på min racer.

I skrivende stund, er min kone og jeg i gang med at flytte i ny lejlighed så har ikke cyklet i næsten en uge. Men det kunne også være det samme da min vinterracer er til “doktor” – der skulle helt nye kabler til gear og bremser, samt ny kæde og kassette. Det er dyrt at være cykelrytter :)

Jeg er samtidig droppet ud af skolen, da jeg ikke følte at uddannelsen og den efterfølgende branche var noget jeg ville resten af mit liv. Og så er der også en ret stor arbejdsløshed efter uddannelsen. Men det skal egentlig ikke handle om skole, men mere om at jeg nu har fået en hel del mere fritid, indtil jeg får et arbejde igen.

Så der er i hvert fald ingen undskyldning for at ikke at kunne træne lige nu.

Jeg bruger meget tid i fitnesscenter, hvor jeg er ca. 3 gange i ugen. Og min benstyrke bliver forbedret fra gang til gang. Det er faktisk ret fedt.

Det med at smide kilo er tilgengæld gået helt til hest :) Den her flytning har været ret hård, da vi mere eller mindre kun har været 2 til det, bortset fra en lørdag, hvor jeg fik hjælp til sofa, og 2 borde. Ellers har vi flyttet alt selv.

Det har tilgengæld også betydet, at der er røget en hel del hurtigt mad (læs: junkfood og cola) ind, og de 3 kilo der var røget af, er sikkert kommet igen – jeg har ikke vejet mig så jeg ved det ikke. Men det må de have gjort.

Så planen er klar fra i morgen eller onsdag. Op på hesten igen, med den strukturerede træning. Og med den gode kost. Jeg stresser (næsten) ikke. Det skal nok gå! :)