Først vil jeg gerne lige “undskylde” at der ikke er kommet forventninger til Silkeborg, Herning og H30 DM. Jeg har simpelthen ikke gidet.

Men jeg kan da hurtigt komme med en lille update. Silkeborg gik ganske fint, men jeg måtte dog opgive at sidde med på løbets anden sidste bakke med ca. 20 kilometer igen. Men det var egentlig okay, da ruten i Silkeborg var ret hård, og tempoet på dagen var latterlig høj. Vi kørte den første omgang med 46 i snit, mindes jeg.

I Herning kørte jeg med god overskud hele dagen, men det virkede ret meget som et rent lotteri, hvem der skulle slippe væk. Da der så slap 14 mand væk, indeholdende Eskil Vammen (Aarhus), Thomas Edemann Jensen (Jutlander) og Rasmus Hvarre (Randers), så var det svært da de samtidig var mange man i feltet, som gjorde meget for at ødelægge og sabotere samarbejdet. Det var virkelig træls, og selvom jeg flere gange har sagt, at jeg ikke helt synes teamkørsel hører hjemme i B-klassen, så kan jeg nok alligevel ikke sige, at jeg ville gøre anderledes selv, hvis jeg havde haft en klubkammerat ude foran. Den forbandede dobbeltmoral ;)

H30 DM havde fra starten været sæsonens mål. Nu hvor det er overstået kan jeg da lige så godt indrømme, at da jeg så at ruten skulle holdes på Lolland-Falster, som er kendt for at være pivflad, og samtidig granskede konkurrencen, så var målet faktisk at vinde løbet.
Men vi var kun 19 mand til start, og først fuckede jeg det op for mig selv rent taktisk, ved at ikke at gå med i første hug, da jeg mente det var for tidligt. Og samtidig var der 2 A-ryttere fra Team Vivelo til start, så jeg mente de måtte tage ansvar. Det skete ikke, og pludselig slap endnu en gruppe væk hvor den ene A-rytter kom med, og vi fik skabt en gruppe bagved som jagtede. Feltet var splittet i atomer efter 20 kilometer. Da vi har kørt ca. 30 kilometer lavede jeg en kørefejl, hvilket gjorde at jeg måtte helt ned i fart, og mistede kontakt til gruppen lige inden et sidevindsstykke. Og selvom jeg jagtede med 45-50 km/t over flere minutter så kom jeg ikke tættere på og eksploderede til sidst. Og da der var 8 foran, og 10 bagved, som var sprængt i atomer (og ikke stærke ryttere nok til at lukke hullet) gav jeg op. Det var en gigantisk skuffelse! En skuffelse oven i mange andre!

Nå, men tilbage til opsummeringen!

Jeg kommer ikke til at gå i detaljer om hvert enkelt løb, for det bliver sgu nok lidt for meget af det samme :)
Men lad mig slå en ting fast med det sammen. Sæsonen har slet ikke artet sig som jeg havde håbet og forventet. Men jeg synes også jeg har haft mine uheld i år. 4 styrt er det blevet til, hvor 2 har betydet pauser på en 3-5 dage hver gang. Og så har jeg været ramt af noget sygdom.

Og ovenstående, kombineret med en lidt for dårlig træningsplanlægning, og et meget højere niveau end forventet må i sidste ende bare ende med skuffelser.

Specielt niveauet i B er her i år er meget højt. Flere af de, som jeg snakker med, i B-klassen siger alle er niveauet er meget højere i år end sidste år. Og når man ser hvordan Kasper Asgreen, og Kasper Würtz Schmidt “bare” drøner op i A og laver point, så tænker man jo samtidig at når de ikke vandt hver gang, så viser det bare at toppen af B-klassen er ufattelig gode.

Jeg vidste godt da jeg startede sæsonen at formen ikke var helt okay. Så at jeg blev smidt i Hjørring og Aalborg var næsten forventet, men havde dog håbet at jeg kunne have blandet mig lidt mere end hvad det blev til.
Derefter tog jeg på træningslejr i påskeferien til Alsace. Og så skulle den bare have gas da jeg kom hjem! Desværre blev jeg ramt af lidt sygdom, som kostede en uge, men selv da jeg kom tilbage var jeg bare slet ikke godt nok.

Jeg begyndte dog lige så stille at føle fremgang, og i Holstebro fik jeg for første gang følelsen af at den snart var der! Jeg ramte det rigtige udbrud, og troede faktisk at det ville kaste point af sig. Sådan blev det dog ikke, men hele oplevelsen om endelig at køre cykelløb gav et ret stort moral-boost.

Men det eneste løb jeg faktisk formåede at sidde med hjem i blev Herning, som beskrevet ovenfor. Og det er super utilfredsstillende. Målet var at jeg skulle have hentet en 5-6 point på nuværende tidspunkt.

Faktisk var sæsonmålene, skrevet i marts, således:

Og de skal vist revurderes nu.

Med hensyn pointstatistikken så bliver det meget svært 25 point i sæsonen sidste 12 løb (det som jeg lige umiddelbart kan se jeg kan køre på terminen). Jeg håber jeg når at hente en 16 point, så kan jeg vist ikke forlange mere.

Jeg vil stadig gå efter en sejr. Det er derfor jeg cykler. For at vinde. Sidste år gav det 2 vidunderlige sejre, og følelsen af fx en 3. plads, er bare knap så fed. Der kommer en del flade løb i sidste sæsonhalvdel og der VIL jeg være fremme og kæmpe om sejren.

Nu har jeg fået at vide mange steder fra, at jeg virker skuffet over ALT med hensyn til min cykling. Og skuffelserne er da til at tage at føle på. MEN skuffelserne sidder umiddelbart kun efter de løb hvor det kikser, og måske dagen efter. Og det har nok i mange tilfælde skinnet igennem i mine blogindlæg. Og det gør ikke noget, for det er lidt det jeg vil have frem. Min umiddelbare følelse. Det gælder både det negative og det positive.
Men når ovenstående er skrevet, så nyder jeg stadig min cykling i hverdagen. At tage ud og køre med gutterne, eller bare alene, er noget jeg ikke kan eller vil undvære. Så alt er ikke så negativt, trods alt :)

Nu står den på sommertræning – og det bliver pisse godt.

About The Author

Skribent - Licens

Jeppe Tolbøll, AoCs - Licensredaktør. Jeppe Tolbøll er AltomCykling.dks - "licens mand", han skriver hudløst ærligt om sine oplevelser i dansk licens. Han har en stabil fanskare, læs et par artikler og find ud af hvorfor.

Related Posts