Endnu en licenssæson er afsluttet og nogle løb forløb bedre end forventet, mens andre ikke helt havde det outcome som var forventet. Jeg vil hermed komme på et tilbageblik på mine løb, og måske er min opfattelse i dag en anden, end da jeg lavede min løbsrapport.
Sæsonen bød på mange gode oplevelser, men også skuffelser, og efter min gennemgang vil jeg prøve at komme med en samlet vurdering af sæsonen.

AF JEPPE TOLBØLL:

Mine målsætninger i år var egentlig ret ukonkrete, med kun ét løb som jeg lidt meldte ud, at jeg gerne ville vinde, nemlig Tønder, mens jeg også gerne ville vinde 1 løb mere. Ellers var målsætningen at køre mig i præmierækken i 7 til 10 gange, og faktisk så lykkedes den sidste målsætning, da jeg kørte mig i præmierækken 8 gange. Det blev desværre ikke til nogle sejre i år, hvilket jeg selvfølgelig ikke var helt tilfreds med, da det nu er 2. licenssæson uden sejre.

UGE 16: RANDERS:

Årets første licensløb, for mit vedkommende, startede i Randers. Ruten var ret kuperet, havde jeg hørt, men jeg husker også at vinden var rigtig vild samme dag. Og allerede efter 3-4 kilometer blev der kørt sidevind og de første rytter blev sat der. Jeg havde egentlig godt med overskud der, og troede egentlig på at der kunne komme et eller andet med hjem. Dog blev løbet hurtigt ødelagt, da jeg på en nedkørsel overså et skilt, og derved mistede kontakten til feltet inden løbets værste bakke! Og selvom jeg hurtigt fik sprintet op til bagenden af feltet, ramte jeg så samtidigt muren og blev sat.

Bagefter var jeg faktisk irriteret, da jeg var ret sikker på, at jeg kunne have klemt røven med over bakken, men tænker jeg lidt over det i dag, så var det nok lige optimistisk nok, i forhold til de problemer jeg havde på lignende bakker gennem sæsonen. Jeg gennemførte ikke Randers.

 

UGE 18: RY OG HOBRO:

RY:
En weekend med dobbeltløb. Ry havde jeg ikke de store forventninger til da jeg havde haft nogle problemer med hoste og vejrtrækningsproblemer og der var da også en rigtig led bakke med 1,5 kilometer fra mål som kunne ødelægge det hele. Og selvom jeg prøvede mit bedste for at slippe væk i et udbrud før bakken, så endte det med at feltet kørte samlet ind på den, og da feltet var ovre bakken, manglede jeg stadig lidt for meget til at jeg kunne lukke hullet bagefter. Så det gik som forventet, desværre, men jeg gennemførste løbet, med knap 100 kilometer alene, sammen med de felter der nu fangede mig, hvor jeg kunne ligge lidt på hjul.

Sat af i Ry’s bakker

HOBRO:
Ruten i Hobro havde jeg gode erfaringer med, med point alle de gange jeg havde kørt der. I 2015 vandt jeg i C, mens jeg måske kørte 2016’s bedste løb der i B, selvom det kun blev til en 10. plads. Jeg havde rimelig gode forventninger til løbet, men vidste at jeg nok skulle væk før løbets slemmeste bakke. Faktisk lykkedes det også da jeg slap væk med Asbjørn Ravn, Hammel CK, Anders Banke, Middelfart, og en tredje rytter jeg ikke lige husker, men da vi ramte bakken begyndte jeg at syre til med det samme, og faldt af udbruddet, mens feltet fangede, og passerede mig, mens jeg på toppen måtte af cyklen for at få vejret.

Her efter måtte jeg så et tur forbi lægen, og efter lidt undersøgelser fandt de kloge hoveder frem til at jeg led af astma, og uden medicin havde en lungekapacitet på mellem 18-22 % lavere. Altså en ret stor ulempe! Heldigvis kom der styr på det, og jeg oplevede igen problemer resten af sæsonen.

 

UGE 20: SKIVE

Et løb jeg så rigtig meget frem til, da det var årets første rigtige flade rute. Faktisk ramte jeg også det afgørende udbrud, men et øjebliks arrogance, hvor jeg kort før sidevinden satte mig bagerst for at spise, blev afgørende da Mads Østergaard, Herning CK, åbnede op for fulde gardiner i sidevinden, og derfra havde jeg ikke benene til at lukke hullet. Faktisk splittede hele udbruddet op i flere fraktioner med 7 mand i front, Nikolaj Friis, Esbjerg, alene efter, og så mig, mens de sidste 3 mand lå efter mig. Jeg kørte solo de sidste 38 kilometer, og kørte mig ind på en 8. plads. Havde jeg sat længere fremme da Østergaard kørte, kunne jeg måske have holdt lidt længere, men kigger man på resultatlisten så var der kun én af de første 7, som ikke nåede i A i år, så jeg havde næppe slået mange af dem.

38 kilometer solo, efter at være blevet skivet fra udbruddet

 

UGE 22: HERNING

Et af sæsonen større mål, men også en af de svære. Jeg følte egentlig at jeg havde ramt formen ganske glimrende, men jeg frygtede også at Herning kunne gå hen og blive en taktisk affære. Hele dagen var præget af angreb der konstant blev neutraliseret og desværre var der ikke rigtig vind nok til at man kunne knække feltet der. Hele dagen kørte jeg faktisk med godt overskud, men pludselig slap der en gruppe væk med 7 mand og de lavede åbenbart hullet med 1,5 omgang igen. Jeg husker at jeg var virkelig frustreret, og på grænsen til rasende over at have misset udbruddet. Men kort tid efter slap jeg væk sammen med 4 andre, og da vi ikke havde noget at miste så trak vi alle så godt i gennem som der var kræfter til, og med små 15 kilometer igen fangede vi sgu fronten, og chancen for at køre med i finalen var genoprettet. Herfra var det egentlig meget finalekørsel, og man fornemmede at folk var trætte. Jeg var også selv mærket, men prøvede et par gange, for jo mindre gruppe jeg kunne komme hjem med jo bedre. Min spurt er ikke helt hvad den har været. Med 5 kilometer slap Mathias Matz, ABC, væk i et kongeryk, som ingen overvejede at følge. Han kørte så stærkt at vi andre nu kunne få lov til at køre om 2. pladsen. Med 400 meter igen blev spurten åbnet og selvom jeg fik Jorn Oerlemans’ (Odder CK) hjul – han blev 3’er – så krampede jeg og måtte trille i mål som nummer 10, ud af 11 i udbruddet. Selve spurten var jeg ikke stolt over, og resultatet var lidt blaaaah, men formen var hvor den skulle være. Men at lukket hullet til de første tog bare for mange kræfter ud af mine stænger.

Sprinten om 2. pladsen

 

UGE 24: SØNDERBORG

Det jeg husker bedst fra dagen, var at det måske var årets varmeste løbsdag med +25 grader og en bagende sol, samt mere eller mindre totalt vindstille. Samtidig er Sønderborgs rute en rigtig killer med sine 8,5 km per omgang, der rigtig byder op til væddeløb, med en del sving og en lille bakke, der som regel kører folk møre.

Selvom jeg skabte det afgørende udbrud ret tidligt i løbet, og følte super ben, så blev jeg med 30 kilometer ramt af varmen, og faldt af udbruddet som første mand, og måtte køre solo i mål for at sikre mig en 9. plads. Jeg husker jeg var ret træt af det hele bagefter, da jeg vidste at formen var rigtig god, men at jeg bare sutter til at køre i varmt vejr.

Jeg bliver sgu nok aldrig rigtig venner med den rute, så en 9. plads var godkendt.

 

UGE  26: MIDDELFART OG FREDERICIA

MIDDELFART:
Den suverænt fedeste rute i år! Med en profil der passede mig ret godt, samt 1800 meter grusvej, så var der lagt rigtig op til et fedt race! Taktikken var at smadre igennem på grusvejsstykket (som jeg havde lavet recon af) på første omgang, og så se hvad der var tilbage bagefter. Jeg vidste formen var god. Da vi ramte stykket blev der virkelig hævlet igennem, og da vi kom ud på den anden sidde var hele feltet sprængt i atomer! Dog var vi 6 mand der hurtigt fik samlet os i front, og sidenhen så vi aldrig de andre. Jeg syntes dog ikke gruppen var optimal med de 3 CK Aarhus-ryttere Rasmus Søgaard, Nis Johan Holleufer og Rasmus Hestbek i gruppen. Jeg fik dog aftalt lidt med Aalborgs Michael Hou og Odenses Rasmus Rauch, at vi blev nødt til at køre lidt sammen for ellers ville vi få smæk!

Dog gik det stort set bare i lort herfra. Lidt over halvvejs i løbet punkterede min stærkeste allierede Michael Hou, og omgangen efter begyndte angrebene fra Aarhus-drengene, hvilket fik sat Rasmus Rauch, og pludselig sad jeg alene med 3 CK Aarhus-ryttere med 3 omgange igen. Jeg ved ikke om det var den rigtige beslutning jeg traf, men herfra sad jeg rent på dæk. Jeg vidste jo, at de ville angribe mig på et eller andet tidspunkt, så jeg ville ikke bruge kræfterne på at hjælpe dem. Det fik jeg så lov til ca. 1 omgang, før de skiftevis begyndte at angribe, og i starten fik jeg egentlig svaret ret godt igen, men langsomt slap mine kræfter også op, og til sidst slap Holleufer væk. Jeg besluttede modvilligt, at jeg måtte lade ham køre, og så se om jeg kunne kæmpe mig til en 2. plads. At trække de to andre op til ham ville være selvmord. Men pludselig slap Hestbek også væk, og her prøvede jeg at lukkede med Søgaard på hjul, men Hestbek fik kontakt til Holleufer, og så vidste jeg godt at den mission var mislykket for mig. Så blev planen at jeg måtte se om jeg kunne få 3. pladsen.

Da vi ramte grusvejen fik jeg dog en røvfuld – vi havde her 15 sekunder op til de 2 i front, blev der råbt. Jeg vidste ikke rigtig at Søgaard var en sej MTB-rytter, men det fik jeg så sandelig at mærke. Jeg lå og holdt, hvad jeg ville mene var et godt pres, men pludselig kører han bare udenom i nærmest dobbeltfart, og jeg kunne slet ikke svare igen! Hurtigt fik han øget til mig, og inden grusvejen var færdigkørt havde han sågar lukket til sine to klubkammerater! Herfra prøvede jeg at lukke dem over knap en halv omgang, men jeg kom aldrig tættere på, og med 1,5 omgang igen erkendte jeg nederlaget, og kørte resten af vejen uden at gå vildt dybt, da jeg ville være klar til løbet dagen efter.

En godkendt 4. plads, der dog nemt kunne være blevet til mere, hvis ikke Hou var punkteret. Han var lidt nøglen til mit løb. Jeg skal selvfølgelig ikke tage noget fra Søgaard, Hestbek og Holleufer der alle var superstærke, og også endte med at rykke i A inden sæsonen var omme.

Mens alt stadig så ret lovende ud!

 

FREDERICA:

En modbydelig rute! Jeg vidste godt, at der skulle ske noget særligt, hvis jeg skulle gøre mig gældende på sådan en rute her. Derfor var min ide, at jeg bare skulle give den fuld smadder, da vi startede direkte i sidevind. Som sagt, så gjort, og jeg tror jeg fik mærket folk godt, men kun Christian Vaaben Team Enzo, og Rasmus Hestbek, CK Aarhus slap væk.

Kort før første omgang sluttede kom jeg væk før opløbsbakken, og fik senere følgeskab af Nis Johan Holleufer, før Lasse Eland og Rasmus Søgaard, begge CK Aarhus fik kontakt sammen med min klubkammerat Michael Damm Kohberg. Faktisk troede jeg at vi havde sikret os et afgørende hul, og bare skulle fange de to foran, men efter et par omgange fik feltet kontakt. Jeg hørte (og skrev i min beretning) at B-feltet skulle have haft lagt på hjul af U19, der hentede os, men Flemming Nielsen, Vejle CK skrev i Facebook-kommentarerne (som Anders Hørslev, Odder likede) at det ikke var tilfældet. Begge ryttere virker som reelle guttere, så jeg vælger at tro, at de ikke sad på hjul.

Nå, men efter sammensmeltningen blev jeg presset ret voldsomt på opløbsbakken, faldt af, men fik kørt feltet ind igen, kun for at falde af igen omgangen efter, og derved var mit løb slut. Ruten var for hård for en tyk Haderslev-rytter. Jeg stod af. Jeg var egentlig godt tilfreds med løbet. Ruten var meget imod mig, og jeg havde kørt mig helt ud, for at se om jeg kunne ryste posen, men da det ikke skete var det i det mindst sjov, god træning.

Her efter var der sommerferie.

 

UGE 33: KOLDING OG AARHUS

KOLDING:
Efter en god sommerferie skulle der igen køres løb, og her stod Kolding klar med sidste sæsonhalvdels første løb. Jeg vidste at formen havde fået en lille nyk op af, og allerede på første omgang fik vi 7 mand vristet os fri, og herfra var det ellers over stok og sten. Stille og roligt blev folk mere og mere mærket, og jeg havde selv egentlig kun problemer på løbets ene farlige bakke 1,5 kilometer fra mål, men en god nedkørsel gjorde, at jeg tit fik et lille forspring da tyndekræften var min ven her!

Med 2 omgange igen var det tydeligt at Mads Schelde Berg, Team Georg-Berg, og Anders Banke, Middelfart CC, var trætte, og jeg angreb, men uden held. Der blev så rykket kontra, og det hele splittede og jeg måtte æde mig selv ret meget, for at få kontakt til de første. Berg og Banke røg af. Det gjorde at jeg så herfra kom i krise, og da vi ramte nedkørslen hvor jeg kunne slå hul satsede jeg på at det igen ville lykkedes. Desværre var de andre vågne, og jeg fik ikke hullet og på bakken øgede Christian Vaaben, Team Enzo, farten så meget, at jeg ikke kom med over. På toppen kunne jeg høre “Han er sat, kør!” fra hvem jeg tror var Holleufer! Tak for det, forresten! ;)

Jeg fandt benene relativt hurtigt igen, og måtte nu køre 2 omgange solo for at få en 5. plads, mens jeg havde Berg og Banke et eller andet sted bagude. Sidste omgang var modbydelig, men jeg slækkede lidt på farten da jeg kunne se langt bagud, at der ikke var fare på færde. Og jeg ville gerne spare mig frem mod Aarhus, som eftersigende havde lavet en virkelig led rute til os.

AARHUS:
Da vi kom til Aarhus blev vi rigtig nok mødt med kommentarerne om, at ruten var rigtig led. Vi skulle blandt andet en tur hen over Stjær Bakker, som jeg havde stødt på i et eller andet motionsløb for mange år siden. En rigtig lortebakke!

Så da løbet blev skudt i gang kørte Simon Knudsen, Hammel CK, væk, og få hundrede meter senere angreb jeg sammen med Andreas Handberg, Herning CK. Vi fik bare lov til at køre væk, og fandt hurtigt ind i et godt samarbejde, uden at vi dog alle gik for dybt. Desværre punkterede Handberg lige inden vi var færdig med første omgang, men Simon og jeg besluttede, at vi ville holde kæden nogenlunde stram, men samtidig var vi også begge klar over, at der nok ville komme nogen op bagfra. Og rigtigt nok så blev vi hentet af den større gruppe på en 10-12 mand, men samarbejdet var ikke skide godt. Derfor frygtede jeg et kæmpe angreb på Stjær Bakker, men da det ikke kom (heldigvis), så angreb jeg på den tekniske del af nedkørslen, og det kostede åbenbart for nogen, for da der igen kom samling var vi kun 7 mand tilbage.

Herfra gik samarbejdet okay, men ikke super. Jeg følte egentlig at benene var gode, men samtidig skulle jeg passe på mig selv på grund af mine manglende kompetencer på bakkerne. Og rigtigt nok, så blev jeg sat på Stjær Bakker, efter et mislykket angreb på at komme den i forekøbet. Efter en hidsig jagt fik jeg dog kontakt til gruppen igen efter 4-5 intense kilometer, men da vi nåede til målstregen, stod der en kommisær med rødt flag. Løbet var blevet lukket på grund af manglende sikkerhed!

Selvfølgelig var det surt at løbet blev lukket, men set ud fra et egoistisk synspunkt, så var det egentlig okay. Når man faldt af på 4. ud af 6 omgange, så var det næsten sikkert, at jeg ikke ville overleve resten af dagen, og så kunne jeg se frem til an ny omgang solokørsel, blot for at sikre mig de sidste par point der var at kæmpe om. Samtidig – og ironisk nok – åbnede himlen sig også, og det slaskregnede i knap 10-20 minutter.

 

SOMMERPERIODE: GADELØB I AGERSKOV OG ESBJERG:

AGERSKOV:
Agerskov gadeløb er altid et af sæsonens højdepunkter. Et blandet licensfelt helt fra kontinentalryttere, til D-ryttere. Alle har det sjovt, men løbet tages selvfølgelig også ret seriøst, når finalen spidser til.

Jeg tror at I år var det år hvor flest kontinental-ryttere havde fundet vej til startstregen. Nicolai Brøchner, Riwal Platform Cycling Team, Rasmus Byriel Iversen, Team Giant-Castelli, Steffen Munk Christiansen og Alexander Salby, BHS-Almeborg Bornholm, havde alle skrevet sig ind, mens Post Danmark Rundt deltageren Frederik Muff, Team AURA-Energi, og Jonas Nordal, begge A-ryttere, også stod klar.

Løbet forløb faktisk ret meget som det plejer, en masse udbrudsforsøg der sjælendt fik lang snor, og en konstant høj fart.

Dog faktisk var der pludselig et tidspunkt hvor jeg ramte et udbrud med Frederik Muff og U19-talentet Oliver Boel (tidligere Haderslev-dreng, bosat i Agerskov). Og vi havde faktisk pludselig opbygget et pænt hul, hvor der på et tidspunkt blev råbt 25 sekunder til feltet, hvilket er meget i løb som Agerskov gadeløb.

Men pludselig begyndte Muff at køre finale med knap 10 kilometer igen af løbet! Jeg siger ikke at Muff havde glemt at tælle omgange, men jeg skriver det! ;) Det ødelagde lidt samarbejdet i gruppen, da Oliver blev sat på manøvre, og min lyst til at samarbejde blev også mindre da der to gange blev kørt kontra på mine føringer. Så desværre blev vi hentet med 4 omgange igen, 8 kilometer til mål.

Herfra forblev det samlet indtil 500 meter fra mål, da vi ramte rutens eneste lille bette knold, hvor Salby fra BHS-Almeborg kom med et superryk for sejren. Alle kiggede på konti-rytterne, og forventede at de åbnede op, men der blev tøvet lidt for længe og så holdt Salby til stregen foran Byriel og Brøchner. Jeg blev 6’er som bedste ikke-A-rytter. Det var egentlig okay.

ESBJERG:
Rundt om Vandtårnet som løbet kaldes passer mig normalt rigtig skidt. Ruten er på 1,3 kilometer med en træls knold på, som jeg før altid er blevet sat på, på et eller andet tidspunkt. Så det var også med en smule skepsis at jeg stillede op i det kombinerede B- og U19-felt.

Lidt tilfældigt ramte jeg efter 1,5 omgang udbruddet, da jeg rykkede kontra på et udbrud, som samtidig var for at få en fornuftig placering inden bakken. Men pludselig var vi sluppet afsted i et udbrud med Christian Vaaben, Team Enzo Cycling, Anders Banke, Middelfart CC, Anders Hørslev, Odder CK og Oliver Boel, Team Hechmann Cycling (eneste U19-rytter i udbruddet).

Lidt senere fandt vi ud af at U19-landsholdsrytteren Jacob Hindsgaul, Team Herning CK, havde været med i det første udbrud og åbenbart sat dem alle.

Det korte og det lange er, at vi jagtede ham indtil ca. 20 minutter før løbet var slut, uden held, og så angreb Vaaben et par gange på bakken, hvor jeg lige fik den tykke krop med over med nødt og næppe, og Hørslev faldt af, som den eneste. Herfra brød samarbejdet i gang, og på sidste omgang satsede jeg alt på det flade stykke inden bakken og rykkede med alt hvad jeg havde. Faktisk var det lige ved at lykkedes med 2. pladsen, men Vaaben (den tynde dreng) fik lige klemt cyklen forbi med 15-20 meter til stregen, efter at have lukket et godt hul på bakken. Men en 3. plads i løbet var mere end godkendt!

 

UGE 34: VEJLE

Ruten i Vejle passede heller ikke mig sindssyg godt, men kunne jeg ramme udbruddet tidligt, så var der måske muligheder for et mere moderat tempo på de bakker der var. Derfor kørte jeg løbet aggressivt fra starten, men kom ikke med da 2 mand slap væk. Jeg angreb senere fra feltet, og kørte en hård jagt op til dem, hvilket gjorde ondt. Lidt efter var der en gruppe på vej op bagfra, men lige da de fik kontakt skulle vi køre et skarpt venstresving, og jeg er stadig forvirret over hvordan, men pludselig smutter cyklen væk under mig, og så fik jeg en tur i asfalten. Ud over smerterne, så fik cyklen også lidt skrald, og derfor kom jeg ikke med, da feltet passerede os, og så var løbet slut.

Set i bagspejlet var det helt fint, for hoften havde virkelig taget et skrald, og der gik faktisk knap 1,5 uge før det begyndte at gro ordentlig sammen.

Asfalt-tjek i Vejle. Ja, den var hård nok!

 

UGE 35: HEDENSTED

Hedensted var placeret om lørdagen, og mens konkurrenterne så kørte løb om lørdagen i Give, så sad jeg i stedet på arbejde på en vagt der var startet om fredagen allerede. Så da jeg fik fri kl. 9.00 søndag morgen, havde jeg således været på job i 39 timer i streg. Godt nok et job hvor man kan sove en smule, men både og hoved og ben føltes ret tunge.

Da løbet blev sat i gang var det med de mange ryk, som næsten altid prægede B-klassen. Jeg kunne allerede fra starten mærke, at benene ikke var hvor de skulle være. Så da kort før første omgangs afslutning slap en 10 mand væk, hvor både Michael Damm og Christian Wilkens (begge Haderslev Starup CK) var med, så var det intet mindre perfekt, for så kunne jeg egentlig bare slappe af, og undskyldningen om et manglende resultat kunne forsvares med, at jeg var blevet taktisk låst! ;)

Desværre endte det ikke sådan, da de igen blev kørt ind, og feltet var samlet. Cirka halvvejs på 2. omgang slap der så en gruppe væk med Asbjørn Dalgaard, Vejle, Anders Banke, Middelfart CC, Anders Bruun, Herning og Christian Wilkens, Haderslev. Det var perfekt. Da vi ramte en mindre nedkørsel trillede jeg dog pludselig ganske stærkt forbi feltet, og så gav jeg den et skud. Rimelig hurtigt fik jeg lukket hullet, og sad nu i udbrud. Ganske hurtigt gik det dog op for mig, at det ikke var det fedeste, fordi mine ben ville altså ikke som jeg ville!

Faktisk var vi tæt på at blive 3 mand fra Haderslev i udbruddet, da Michael Damm prøvede at lukke solo, og selvom jeg beordrede Wilkens til at vi ikke førte med så længe Damm var på vej op, og kunne vi også til sidst se, at han ikke kom tættere på, mens feltet pludselig var ganske tæt på ham. Vi vurderede at 2/5 i udbruddet var mere end acceptabelt og begyndte igen at føre med.

Herfra gik det egentlig ganske godt fremad, men på de lange stykker kunne vi konstant se feltet. Mine ben blev dog ikke bedre, og en hurtig chat med Wilkens afstedkom desværre en ret træls meddelelse. Han var også helt færdig. Det var trods alt hans andet B-løb efter oprykning fra C.

Lidt sjovt til fotografen!

Det gik desværre også helt i fisk til sidst. Med blot 9 kilometer igen var der udsolgt for mig, og jeg måtte på en lille bakke slippe udbruddet. Og gudhjælpemig om der ikke blot skulle gå knap 30-40 sekunder før jeg kunne se Wilkens slippe også. Jeg lod mig falde tilbage i feltet, som lå lige bagved. Damm sad måske dernede, og jeg ville se om jeg kunne hjælpe ham hvis resten af udbruddet blev fanget, men da jeg kom derned fik jeg den trælse nyhed, om at han vist var styrtet. Ganske enkelt en rigtig lorte dag for Haderslev!

På løbets sidste bakke måtte jeg slippe feltet. De 3 andre fra udbruddet hold hjem og Dalgaard vandt foran Banke og Bruun.

 

UGE 36: BRÆDSTRUP OG HORSENS

BRÆDSTRUP:
Måske årets mest stressende start på et cykelløb. Cirka 25 minutter efter jeg var kørt hjemmefra, i egentlig relativ, god tid, fandt jeg ud af at jeg havde glemt min hjelm derhjemme. Ikke nok med det, så var det faktisk sket 2 gange før i løbet af sommeren, dog til 2 motionsløb, men jeg havde åbenbart ikke lært af fejlen!

Bilen blev vendt rundt, og jeg fik hentet hjelmen, og nåede til løbet med 15 minutter til start. Og her skulle jeg altså nå at klæde om, indskrive mig (okay, det fik jeg faktisk Wilkens til at gøre), og varme op.

Løbet blev sat i gang, og mit mål var at prøve at komme væk i udbrud inden Sdr. Vissing-bakken, som jeg frygtede ret meget. Så jeg kørte pænt aggressivt og det kostede mange kræfter. Desværre, da jeg jo kom for sent til start, fik jeg ikke kørt recon, og det blev dyrt, da bakken pludselig kom ca. 3 kilometer før jeg regnede med, og efter et hårdt angreb. Jeg var derfor allerede i rødt, og da bakken først tog fat, faldt jeg som en anker gennem feltet. Løbet var overstået allerede efter 20-25 minutters kørsel, og så kunne jeg ellers køre en runde alene for at få benene rullet igennem, før jeg pakkede sammen og kørte hjem igen. Dagen efter stod den på Horsens, som på papiret ville været årets ledeste rute!

HORSENS:
Denne gang nåede jeg at få kørt recon. Ikke en specielt opløftende en af slagsen, da der ud over Yding Skovhøj (lorte bakke i øvrigt!) kun var kuperede veje, og en strid vind. Okay, vinden kunne måske udnyttes, hvis jeg ikke var for mør efter bakkerne. Min gameplan var ret simpel. Spare kræfter, da løbet var langt med 140 kilometer.

Efter blot 2 kilometer befandt jeg må så i solo-udbrud, hvilket viser lidt om hvor ringe jeg kan være til at følge mine egne planer, men hullet opstod lidt tilfældigt på en nedkørsel, og så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne komme først over Yding Skovhøj. Jeg kom dog ikke først over, da en gruppe fangede mig næsten inden toppen, og jeg kun lige fik klemt mig med over. Faktisk var jeg nu endt i et udbrud med 12-15 mand. Jeg fik hurtigt vendt tilbage til min oprindelige plan, og satte mig på hjul af gruppen. Jeg var en rigtig fedtspiller, men jeg vidste også at hvis jeg gravede mig dybt ned i føringsarbejdet, så ville jeg holde blot halvdelen af løbet, og jeg var vist ikke den eneste der havde det sådan.

Soloudbrud på en dag hvor man egentlig ville spare kræfter

Derfor var samarbejdet ikke så skide godt, og det var jeg da nok en del af skylden af, indrømmet, men da vi næsten var færdig med 1. omgang trillede jeg åbenbart væk fra udbruddet på en nedkørsel, og da jeg endelig orienterede mig bagud var der slået et godt hul. Min plan blev nu bare at give den så meget gas som jeg nu kunne indtil jeg havde rundet toppen af Yding Skovvej som lå 5-6 kilometer fremme. Kort før toppen fik jeg tilslutning af en anden rytter, og lige inden toppen kom der en gruppe blæsende forbi, hvor jeg ikke kom med, men endte i en forfølger gruppe med 3 andre. Vi blev dog hentet inden 2. omgang var slut, mens udbruddet foran sejlede væk. Herefter tog jeg en hel omgang på smækken af feltet og sparede kræfter og prøvede at finde en vej væk fra feltet inden 4. gang over Yding, da jeg var tæt på at blive sat 3. gang.

Kort før 4. gang over rykkede jeg væk, og fik hullet. På toppen fik jeg kontakt til Jan Oxlund, Odense, som var rykket et par kilometer før mig. Herfra stod den så på 65 kilometers parløb til mål, hvor Oxlund dog var så flink at vente på toppen af Yding hver gang, og på sidste omgang var der udsolgt fra mine ben, og jeg måtte nøjes med at tage 30 % af føringsarbejdet. Derfor undlod jeg også at angribe eller spurte om 5. pladsen. Faktisk troede jeg vi skulle spurte om en 8-9. plads, så det var ret overraskende med en 6. plads.

Uden tvivl et af de resultater som jeg er mest stolt af i år, da det kom så uventet. Når man samtidig kunne se hvordan B-ryttere nærmest fald sammen i græsset efter stregen da de kom i mål fortalte noget om hvor hårdt et løb det havde været, hvilket jo var dejligt for form-bekræftelsen!

 

UGE 37: ODDER

Et af de løb som egentlig hurtigt røg i glemmebogen. Jeg husker kun løbet sporadisk, som et løb hvor jeg intet præg fik sat på løbet. Jeg var i krise stort set hver gang på Pederstrup-bakken, og måtte bruge det meste af dagen på at gemme mig, da løbet ligesom Horsens var cirka 140 kilometer langt. Desværre blev det dog aldrig til en gennemførelse da jeg efter halvvejs stod af, efter at være blevet sat på bakken.

Bagefter kunne man ikke lade være med at tænke, at man havde grebet løbet forkert an, ved at køre så defensivt, men det er jo altid nemt være bagklog. Klart sæsonens mest “ligegyldige” løb for mit vedkommende.

UGE 38: ESBJERG

Et af sæsonens store mål var (igen) i år Esbjerg, som er en rute som passer mig rigtig, rigtig godt. Formen var præcis hvor den skulle være, og jeg var fokuseret og rigtig tændt inden starten. Jeg havde besluttet mig at holde mig 100 % til Anders Banke, Middelfart, da han havde ramt finalerne de sidste mange løb, og også var i fremragende form.

Faktisk endte jeg også i det helt rigtige udbrud, med 5 andre, tidligt i løbet, men desværre fik vi et par ryttere med der ikke ville/kunne bidrage til samarbejdet, hvilket var rigtig frustrerende da der jo kun var kørt 10-15 kilometer, og til sidst måtte vi lade feltet hente os, da vi kun var 3 mand der kørte rundt konstant.

Med det samme blev der kørt kontra af 3 andre hvor Christian Wilkens kom med. Jeg følte at mange sad og kiggede på blandt andet Banke og jeg, men vi kunne og ville ikke lukke hullet efter at vi lige havde været ude selv. Derfor blev der angrebet fra et par stykker mere, og pludselig var bare 7 mand der fik lov til at sejle væk, hvilket var frusterende da jeg ikke rigtig kunne tillade mig at arbejde for at få dem kørt ind, med Christian ude foran. Herefter følte jeg at vi kørte i sneglefart.

Da vi kørte ud på 3. omgang blev der råbt at vi havde over 1 minut op til udbruddet. Her troede jeg faktisk at løbet var kørt, men pludselig begyndte folk at køre rundt, og omgangen efter var hullet pludselig kørt helt ned til 20 sekunder! Og allerede få kilometer efter var udbruddet kørt ind. Pludselig var et potentielt lorteløb vendt til et skidegodt løb, da det var meget begrænset hvad jeg havde arbejdet i løbet.

Og pludselig slap Banke væk sammen med Simon Knudsen, Hammel CK, og jeg rykkede op til dem. Kort tid efter kom Flemming Nielsen, Vejle CK, også op til os, og vi 4 begyndte at køre godt rundt. Efter et par kilometer kunne vi se at feltet bag os var sprængt i atomer og en gruppe på 7 mand var på vej op til os. Vi holdt den stadig stram, men til sidst smeltede grupperne sammen, og stort set alle gav den nu gas. Vi kørte nu ud på sidste omgang.

Med 5 kilometer slap 3 mand væk. Det var Andreas Handberg, Herning CK, Jan Oxlund, Odense CK, og Simon Knudsen, Hammel CK. Ingen i udbruddet reagerede. Jeg angreb med alt hvad jeg havde, i et angreb som jeg måske husker som det bedste/klogeste jeg har lavet i år. Jeg fik lukket hullet til dem, mens det stadig så ud til at udbruddet stod stille! Jeg vurderede hurtigt, at jeg ville være den hurtigste i en spurt af os 4. Derfor prøvede jeg med alt hvad jeg havde, at holde farten oppe, men pludselig ville Handberg ikke køre med rundt. Han vidste nok at jeg var hurtigere i spurten, som han ville naturligvis ikke hjælpe mig med hjem til stregen. Den uro plantede sig i Knudsen og Oxlund, der pludselig heller ikke ville føre igennem. I situationen følte jeg mig ret frustreret, men kunne jo godt se logikken fra deres side.

Så med blot 1,5 kilometer igen var udbruddet samlet igen, og farten gik nu helt ud. Så kom Banke med et hårdt angreb med 1000 meter igen, og fik Flemming Nielsen med sig. Alle kiggede bare på hinanden, men ingen ville tage ansvar. I 2016 var situationen næsten ens da Nikolaj Friis rykkede samme sted. Der var jeg bare ikke kold nok, og endte med at prøve ene mand at køre ham ind, og derved krampe i spurten. Det ville jeg ikke lade ske i år. Så måtte jeg i stedet blot køre om 3. pladsen, selvom det slet ikke var målet i første omgang.

Der kom lidt mere fart på vores gruppe, med vi var aldrig i nærheden af de første to. Rundt i sidste sving tog jeg Lasse Eland, CK Aarhus, som var første mand rundt. Og herfra gik det så ikke så godt. På de glatte veje mistede jeg vej vejgreb og røg på røven igen. Jeg husker at jeg gled med stor fart hen mod en kantsten og jeg vidste at den nok kunne gøre rimelig nas på en hofte hvis jeg ramte den. Rent i refleks fik jeg sat mine hænder i jorden og løftet kroppen op så jeg præcis ikke ramte kantstenen med hoften, men desværre fik nogle grimme sår på hånden. Heldigvis fik jeg mirakuløst ikke revet andre med ned i styrtet, selvom jeg nok fik ødelagt de andres lidt :)

Plads til smil. Inden under dog enormt skuffelse!

Anders Banke endte med at vinde løbet, hvilket var kronen på værket efter en flot 2. sæsonhalvdel.

Jeg var rigtig skuffet efter løbet. Jeg følte at jeg havde styrken til at vinde løbet, og var rigtig ærgerlig over at de 3 jeg endte med til sidste var koldblodige/kloge nok til ikke at ville samarbejde med mig. Set i bagklogskabets klare lys, så var min fejl i finalen at jeg lagde mig for langt frem, og mistede overblikket da Banke og Nielsen rykkede. Der skulle jeg have lagt længere tilbage, så jeg kunne have reageret, men det er selvfølgelig nemt at sige. Jeg kunne lige så nemt være skvattet i sidste sving alligevel.

Før Esbjerg var alle mine sår lige groet sammen efter mit Vejle-styrt, og nu kunne jeg starte forfra. Min hånd som jeg havde sat i jorden for at undgå kantstenen var slemt medtaget, og jeg frygtede rigtig meget Tønders brosten ugen efter.

UGE 39: TØNDER OG BOV

TØNDER:
Uden sammenligning årets skuffelse – igen i år. Sidste år brugte jeg mine kræfter helt forkert, og kørte mig selv i hegnet. Det ville jeg ikke lade ske i år, og jeg havde en ganske god fornemmelse da løbet først blev sat i gang. Desværre var der ingen vind som man rigtig kunne bruge til noget, men jeg endte alligevel med at ramme udbruddet kort før brostenene, som Tønder er berygtet for. Desværre holdt det kun til vi ramte ca. 250 meter fra målstregen på 1. omgang, før jeg mærkede en siver på mit baghjul, og derved var løbet slut.

Tønder er og vil altid være det løb jeg ville elske højst at vinde. Det er lidt svært at forklare, men det er nok den kombination af normalt hård sidevind ude ved Højer dige, som passer mig rigtig godt, sammen med brostenene, som dog er slemt overvurderet, men stadig alligevel lidt mytiske i forhold til andre danske licensløb. Og så er løbet altid godt besøgt med et kæmpe felt, og mange folk der kan nuppe sejren.

Som sagt, så var jeg så skuffet, arrig og indebrændt, at jeg rent faktisk kom til at kaste med cyklen (heldigvis i vådt græs, så ingen skader). Det var nok lidt en kombination af at have set sæsonens 2 store mål i Esbjerg og Tønder gå op i ingenting (ja, okay jeg fik 2 point i Esbjerg, men det var jo langt fra målsætningen).

Jeg drog hjem, og glædede mig ikke til at køre i Bov.

 

BOV:
Grunden til at jeg ikke glædede mig til Bov var en kombi af mange ting. Motivationen var der stadig, men den nye rute, som blev introduceret sidste år, passer mig åbenbart ikke. Masser af sving hvor man bliver tvunget ned i fart, og en masse små stigninger, som godt nok ikke burde kun mærkes, men rytmeskiftene passer bare ikke mig. Og så skulle vi køre langt igen med 140 kilometer.

Allerede fra starten blev der kørt hidsig til. Jeg havde besluttet mig at sidde hårdt på Rasmus Fjordside, Frederikshøj CC. Den taktik var der så åbenbart 20 andre der også havde, for allerede slap der en 11 mand væk, hvor Michael Damm slap med. Det var jo egentlig ikke så skidt for mig, for så kunne jeg slappe af, men godt halvvejs på omgangen blev jeg alligevel utålmodig da 5-6 mand kørte væk, og der kørte jeg med, og selvom vi havde godt fart på, og jeg flere gange troede på at vi ville komme op til udbruddet, så holdt det kun 10-15 kilometer før feltet havde fanget os igen, og herfra gik løbet mere eller mindre i stå. Ingen ville tage ansvar for at køre udbruddet ind.

Lidt over halvvejs i løbet slap jeg dog væk med Fjordside, men han kørte så stærkt, at jeg måtte slippe ham, og da feltet hentede mig rykkede Lasse Eland, CK Aarhus, frem til Fjordside som kun havde 15 meter til feltet og så gik den igen i stå. Jeg brugte et par sekunder på at finde et hul og rykkede efter, og jeg var ikke mere end 10-15 meter fra at lukke, men da benene ikke var kommet sig over at blive sat direkte fra Fjordsides hjul få minutter forinden, så fik jeg aldrig kontakt og de 2 ryttere kørte væk fra feltet. Jeg blev nu rigtig pigesur og skuffet, og målsætningen blev bare at gennemføre og køre om de sidste point. Jeg indså at vi aldrig ville se fronten igen.

Følelsen gik hurtigt over dog, og med 2 omgange igen splittede feltet i 2 grupper og jeg fik lige klemt røven med de første 10-12 mand. De sidste omgange blev folk sat bagfra, og jeg mener vi var 8-9 mand der skulle hjem og spurte om 12. pladsen. Her trak jeg det længste strå med 5-10 centimeter foran Hammels comeback kid, Mikkel Dreyer. Jeg ramte opløbssvinget som første mand, hvilket man skal i Bov hvis man vil vinde, har jeg fundet ud af.

Michael Damm blev 4’er, og det var han lidt bitter over. En 3. plads havde ikke alene udløst en flot podieplads, men også samtidig sikret ham årets pointpokal i klubben, som jo har en vanvittig prestige! :)

 

Konklusion på sæsonen?

Set over hele sæsonen så har der været nogle resultater som er kommet lidt ud af det blå. Her tænker jeg jeg nok Kolding, Rundt om Vandtårnet og Horsens, som stikker mest ud. Samtidig har der også været skuffelser som fx Herning, Esbjerg og Tønder. Nogle ting har man ikke haft den store indflydelse på, men jeg føler ikke rigtig jeg har truffet mange dårlige beslutninger i år.

Der mangler dog lidt, en sejr eller en podieplads, og uden den så må jeg kalde sæsonen “jævn.” De løb jeg er skuffet over som fx Herning, hvor jeg missede udbruddet, men fik kørt mig tilbage til finalen, Esbjerg hvor jeg styrtede i opløbet, og Tønder hvor jeg punkterede var jo alle ting, som med lidt held kunne være endt anderledes. Der var ikke styrken der manglede i disse løb. Og Middelfart hvor jeg efter konkurrenters punktering og døde ben gjorde at jeg endte i en 3-dobbelt sandwich med 3 CK Aarhus-ryttere så var det bare svært.

Men der er ingen andre at bebrejde end mig selv. Manglende held kan man sjælendt bruge til noget, og det kan heller ikke ligefrem trænes. Derfor er mit overordnede mål, at få smidt en del kilo til 2018-sæsonen, så jeg ville kunne hente lidt flere point på kuperet ruter, hvor jeg tit bliver kørt flad eller decideret sat af.

 

SIDST MEN IKKE MINDST, vil jeg gerne takke Torben Søggard Bonnichsen og Black Inc. for et fantastisk samarbejde de seneste 2 sæsoner, hvor jeg har fået stille hjul til rådighed, med efterfølgende super-service. Hjulene har dog kun været til service 2 gange, nemlig efter mit styrt i Silkeborg, hvor alt på min gamle Cervelo mere eller mindre knækkede, mens hjulene dog kun slog et par millimeter bagefter, og senest til et almindelig servicetjek før sæsonen 2017 startede.

Jeg har været mere end glad for hjulene, og har vist også rost dem til alle jeg kender, og det var været helt reelt. Jeg ville ikke anbefale et produkt, som jeg i bund og grund kun talte godt om, fordi de var gratis at køre på!

Samarbejdet stopper i 2018, men jeg kommer stadig til at køre på Black Inc, da jeg har været så heldig, at konen har givet lov (jaja, man er jo tøffelhelt!) til at købe et sæt Black Inc!

Se mere på: https://blackinc.cc

Black Inc Eighty på brosten. Når de kan holde til 100 kilo Jeppe, plus cykel på dette underlag, kan de holde til alt!