Så er der endelig fundet overskud, lyst og tid til at skrive lidt igen. Denne gang er det den “obligatoriske” opsummering hvor jeg havde håbet at kunne sætte en del flueben ud fra de ting jeg havde sat mig for.

Har man læst min blog, så ved de fleste, at sæsonen jo på mange niveauer, ikke udviklede sig i nærheden af hvad jeg havde håbet på.
Efter en 2 opturssæsoner hvor jeg overgik forventningerne i 2012 og 2013, så tænkte jeg, at jeg ville hæve overlæggeren og sætte lidt pres på mig selv.

For at opsummere så var forventninger til 2014 således;

  • Slutte i Top 15 på pointstatistikken, med ca. 25 point.
  • 2. sejre.
  • Lave et god resultat til H30 DM, og køre ind i Top 3.
  • Måske få ét enkelt løb i A, hvis jeg kunne få dispentation.

Efter et mislykket forår, hvor der ikke var kommet ét eneste point ind, blev målene kraftigt revuderet, dog stadig sat ret høje;

  • 16 point.
  • 1 sejr.

Dog lykkedes det heller ikke. Faktisk langt fra.

Sæsonen sluttede med 2 point på kontoen. Mit bedste løb, set ud fra eget perspektiv, blev i Odder, hvor jeg sluttede 2 placeringer fra point. Og så Tønder, hvor jeg dog hentede point, men blev sat på et sted hvor jeg burde have kunne sidde med.
Sæsonen:
Normalt ville jeg lave en kort gennemgang af hvert løb, men da mønsteret har været det samme stort set hele foråret giver det ingen mening at om hvert løb.
“Jeg sad i feltet og led, og efter X (et sted mellem 20 og 45 min) blev jeg sat på en bakke/vind” – sådan var hele foråret faktisk. Med undtagelse af Herning, hvor jeg sad med feltet hjem, men efter et udbrud på 15-something mand.I sidste sæson halvdel ramte jeg noget form, der gjorde at jeg ret faktisk kunne begynde at konkurrere, men jeg var aldrig god nok at til at lave andet en de sekundære point, og kom aldrig på noget tidspunkt til at køre en finale, hvor der blev spurtet om sejren.Da jeg kørte sidste løb i Bov, stod jeg af fordi jeg ikke gad mere, i denne sæson. Men i virkeligheden var det nok en kombi af ikke at gide mere, og en massiv skuffelse over hvordan sæsonen havde udviklet sig.

Inden sæsonen var jeg fuld af selvtillid – nok så meget, at det i mit eget hoved havde sat sig som noget semi-arrogant. Jeg havde ikke troet at jeg kunne køre med om sejren i starten af sæsonen, men jeg kunne da godt lave point – selvfølgelig kunne jeg det! Sådan havde jeg det lige indtil der var kørt 20 minutter oppe i Hjørring og jeg blev blæst af! Hvad fanden skete der lige der?

Set i bagklogskabens ufattelige klare lys, så er konklussionen ganske enkelt. Jeg trænede ikke godt nok i marts, og jeg undervurderede B-klassen.
Om det er B-klassen der i år kørte stærkere end 2013, eller om det var 2013-udgaven af mig der var stærkere det ved jeg ikke.

De eneste data jeg har er, at jeg har ca. trænet det samme antal kilometer i start oktober som jeg trænede hele sidste sæson, og min tid pr. km er blev mindre (altså højere fart). Men det siger bare ikke forfærdelig meget. Faktisk ingen ting, sådan rigtig. Jeg har ingen watt-data til at regne tider i zonerne, eller TSS, til at sige at jeg rent faktisk har kørt hårdere.
Det eneste jeg har er min egen fornemmelse, og jeg føler at formen har været bedre generelt bedre i år. Dog har jeg ikke haft “følelsen” af at kunne gå 100 % dybt eller at benene bare spillede og man nærmest var uovervindelig. Det skete faktisk kun én gang, og det var i Agerskov gadeløb, som ikke havde noget med licens at gøre, som sådan :)

Men hvad skal der så ske forud for 2015-sæsonen?
Jeg kan ikke løbe fra at jeg allerede nu tænker meget på 2015.

En ting er sikkert – jeg kommer nok til at ligge min træning om. Knap så mange VO2-maks-intervaller i november og december (jaja, Emil Bak, Kasper Kalhøj, Martin Hjørngaard og andre som jeg var lidt smart overfor i december – I fik ret ;) – og jeg hader det!) og skal i stedet have bygget noget mere generel styrke på. Så den kommer nok til at stå på en del mere AT, end hvad jeg har været vant til.

Jeg er dog slet ikke motiveret til at træne intervaller, og kommer helt sikkert ikke til at være så fokuseret som jeg var sidste vinter. Hvor fedt at det at være konge om vinteren, og elendig i sæsonen. :)

Jeg har jo løbende snakket med en del af “konkurrenter”, og flere mener jo at jeg bør starte i B igen næste sæson. Jeg ville faktisk også gerne, hvis jeg vidste med sikkerhed at denne sæson her kun var en engangsforstilling, og jeg med garanti kunne sige; næste år bliver bedre.
Men det kan jeg ikke bare ikke, og derfor bliver de grønne plader skiftet ud med de røde. Og det giver helt sig selv. Hvis jeg er for god til C, jamen så vender jeg jo hurtigt tilbage i B. Og har jeg ikke kvaliteterne til at komme i B igen, så er C bare klassen for mig.

Jeg kører cykelløb for at have det sjovt, og for mig er det ikke sjovt at blive sat konstant, og når man endelig rammer dagen, så kæmper man om en 10. plads. Jeg vil køre finaler, jeg vil køre for podiepladser, og jeg vil køre med den følelse om at jeg kan vinde løbet! Og så er jeg faktisk ligeglad med om det er i B-, C- eller sågar D-klassen! Det havde været noget andet hvis jeg var 20 år, og stadig havde ambitioner om A-klassen og teams.

Lige nu vil jeg ikke tale om målsætninger – der til er der slet ikke røget nok alkohol gennem blodet, og inden de mange drukture er overstået gider jeg slet ikke tænke på det.
Det eneste jeg vil love mig selv, er at komme til startstregen 2015 i en lettere udgave. Til 2014-sæsonen ville jeg gerne have startet på 95 kilo, men jeg slap simpelthen tøjlerne indtil midten af december hvor jeg stillede mig på vægten og chokeret måtte konstatere at jeg vejede 107 kilo. Altså 11 kilo fra den vægt jeg havde drømt om. Jeg fik dog vægten ned på omkring de 100 kilo.
Jeg lader ikke vægten løbe lømsk denne vinter! Jeg vil ramme sæsonen godt trimmet. Jeg vil for engang skyld tage kosten seriøs. Det skylder jeg mig selv, føler jeg.

Til sidst vil jeg dog takke for en god sæson, trods alt. Selvom resultaterne ikke har flasket sig, så er det altid rart at være ude til løbene og snakke med alle konkurrenter, og tidligere konkurrenter.

Jeg ser frem til 2015. Det gør jeg virkelig.