Efter et par ugers off-season og med træningen igang igen er det nu på tide at kaste et tilbageblik på sæsonen. Det blev det en helt fantastisk sæson, som bød på enkelte nedture, og mange opture. 40 point, fordelt på 26 i C, og 14 i B, samt 4 sejre, 3 i C og 1 i B, blev det til i licenssammenhæng, og derved ligger snittet 1,75 sejre pr. sæson, for de seneste 4 års licensløb.

Af: Jeppe Tolbøll

C-klassen – her skulle jeg finde glæden igen!

Da jeg startede i C var det overordnede mål at komme op i B-klassen igen, efter en mager B-sæson, året før, og jeg skulle med lidt held helst også vinde minst ét løb.

Allerede i første weekend blev den første sejr hentet. I Aalborg spurtede jeg mig til en sejr i en gruppe på 8 mand, der havde kørt i udbrud sammen det meste af dagen. Det var ret overraskende, indrømmer jeg, og også en kombi af rent held, da Thomas Albertsen, fra Holstebro, trak en aggressivt kørende Nicklas Runliden (Horsens) ind, da han var rykket væk inden på den sidste kilometer. Jeg skar samtidig opløbssvinget perfekt, kom som første mand rundt i det, og en spurt har jeg næsten altid kræfter til. Det blev derfor en sikker sejr på en 2-3 cykellænger.

Dagen før var jeg blevet 6’er i Hjørring og havde så på første licensweekend sikret mig 10 point.

01

Sikker sejr i Aalborg – 10 point i C i 2 løb – god start!

Da vi ugen efter skulle køre løb i Hobro, var der pludselig noget mere pres på. Flere ryttere holdt tydeligvis øje med mig, og det blev et superhårdt løb, da Horsens og Frederikshøj endte i overtal i udbruddet, og vi andre derfor alle måtte knokle vanvittigt for at hive det ene angreb ind efter det andet. Jeg havde 21 gange hvor jeg måtte presse den over 1000 watt, hvoraf 14 af dem kom på de sidste 25 kilometer. Men igen kom vi 8 mand samlet til mål, og min spurt i Hobro er muligvis den bedste jeg nogensinde har kørt.

Hvis ikke den bedste nogensinde, så i hvert fald i år! 

Opløbet er 700-800 meter langt, og da vi ramte det stak Jonas Rernböck (Holstebro) og slog et ganske pænt hul, og der var ingen reaktion fra nogen. Da vi til sidst åbnede spurten lå jeg bagerst og tænkte “Det her går ikke stærkt nok, hvis vi skal nå at hente ham!” – så jeg åbnede min spurt, og bankede den op på næsten 70 km/t på flad vej. Jeg nåede at tænke at de andre ikke spurtede da jeg passerede dem, men det gjorde de, bare ikke hurtigt nok.

Det blev ikke en lige så sikker sejr som Aalborg, men da jeg drønede forbi Jonas var jeg heller ikke bange for at jeg ikke ville få den, det var rent overskud. Derved var der faktisk sikret oprykning til B-klassen, men jeg besluttede mig for at køre C-klassen dagen efter i Næstved fordi jeg følte mig helt brugt efter et hårdt løb, og jeg ville gerne have min B-debut med friske ben.

06

Bedste sprint nogensinde? Sådan føltes det i Hobro

Benene endte dog med at være rigtig gode i Næstved også, på første omgang kørte vi 6 mand væk, og så os aldrig tilbage. Jeg havde overskud hele dagen, og det endte med at jeg kørte 16,5 kilometer solo tilsidst og distancerede de andre fem med 1 minut, og nuppede derved en solosejr, som bare er SÅ meget federe end en sprintsejr!

Derved rykkede jeg allerede i B efter 2 licensweekender. Det var over alt forventning, og havde faktisk regnet med at skulle køre C-klassen helt ind til pinseløbene, retrospektivt var jeg for stærkt til at starte i C, men omvendt havde jeg fået så meget køretur i B året før at det altså inden sæsonstart virkede som det rigtige valg, i år starter jeg i B.

B-klassen blev noget værre!

Min B-debut blev i Skive på en rute som passede mig ganske godt, og da der samtidig var vind på ruten, så gik der faktisk ikke mere end 10 kilometer eller sådan noget før vi kun sad 12 i front. 2 mand faldt af halvvejs, mens Jesper Laustsen og jeg måtte slippe med lidt over en omgang igen. Det endte med at give et enkelt point, og så var vi ligesom i gang… troede jeg.

For herfra blev jeg faktisk sat i hvert løb i ca. en måned, før jeg blev vandt til det ekstra gear rytterne havde i B, specielt når stigningsprocenterne blev slemme. Faktisk var det faktisk lidt af et antiklimaks at niveauforskellen var SÅ stor. Samtidig med det begyndte ryttere som Nicklas Runliden (Horsens) og Jonas Vingegaard (Odder), at lave en god slat point, og det var ryttere som jeg følte jeg havde matchet i flere løb i C-klassen, var det min form den var gal med?

Det gav en del opløftning at jeg stillede op i Copenhagen Gran Fondo, og blev 2’er i min aldersklasse efter 170 kilometers ræs, det var faktisk et superfedt løb, og selv om det ikke er et licensløb, så var niveauet højt, så jeg var glad bagefter. Samtidig blev billetten til Amatør VM i Aalborg sikret! Det gav i hvert fald et moralsk boost, så jeg bagefter tænkte at det nok bare var et spørgsmål om at finde mig til rette i B.

Et af de resultater jeg er rigtig stolt af, 2'er til Copenhagen Gran Fondo

Et af de resultater jeg er rigtig stolt af, 2’er til Copenhagen Gran Fondo! Foto © Kristina Møller

Det var en rigtig fornemmelse, for så kom der point! 

Det næste point kom i Holstebro, hvor jeg ramte det rigtige udbrud med 8 andre, men led rigtig meget, og klart var svageste mand i udbruddet. Det kom senere til udtryk, da jeg måtte slippe med lidt over en omgang tilbage, og derfor måtte kæmpe næsten 30 kilometer alene til mål, mens min kammerat, Jannik Hansen (Tønder, og senere Team IBT Isolering-Ridley i A) vandt løbet.

Dagen efter kom der igen point da vi kørte i Grenaa, hvor jeg faktisk blev sat allerede efter 2-3 kilometer, da jeg brændte mig selv af tidligt, og lige før en bakke. Det var muligvis den største taktiske bommert jeg har lavet i en del år. Dog kom jeg tilbage da der var styrt i frontgruppen, og pludselig var os der lå i forfølgergruppen inde i kampen om point igen, vi røg dog af igen. Med 10 kilometer tilbage af løbet stak jeg solo fra gruppen, hvori jeg lå, og sluttede 9’er – vi fik aldrig kontakt til frontgruppen igen. Dog var det med oprejst pande, at jeg gjorde mig klar til Veteran DM ugen efter. Formen var virkelig på vej i den rigtige retning.

Styrtet…

Ved H30-DM havde jeg egentlig sat næsen op efter et godt resultat – både på enkeltstarten og linjeløbet. Selvom ruterne ikke var skræddersyet til min type, så var formen kommet det sidste nyk op, og jeg følte mig ganske velkørende.

Normalt kører jeg ikke med watt-måler på min enkeltstartscykel, men jeg havde i dagens anledning lånt min kammerat, Nicolai Jørgensens (Odder CK) Garmin Vector pedaler. Desværre lavede jeg den kæmpe fejl, som man bare ikke må, da jeg ikke tjekkede om de var stramme nok omkring klampen. Den fejl skulle ende med at være nærmest katastrofal.

Efter en enkeltstart, hvor jeg havde pacet mig selv forkert, havde jeg ret meget overskud til sidst. Så med 50 meter til stregen ville jeg rejse mig op, og vride det sidste ud af kroppen, som jeg ikke havde presset nok under enkeltstarten, men desværre var det eneste der blev vredet ud, min fod, af højre pedal, og jeg mistede balancen og røg ned. Jeg husker at jeg nåede at tænkte, at den redder jeg sgu nok lige, og havde det været på min almindelige racer, havde jeg muligvis også. Men nej.

Styrtet endte med at sende mig på hospitalet i Randers, og min lille drøm om at hente en medalje til linjeløbet røg også der. Et løb som min ven Morten Lambert, fra Frederikshøj vandt, hvilket var fedt, når jeg nu ikke selv kunne tage den ;)

Desværre betød skaden, at jeg måtte træne 2-3 uger på meget lavt blus, og derved også en form der blev ødelagt. Derfor blev min juli brugt på at arbejde benhårdt på at komme tilbage i form, frem for at forbedre den.

Asfalt-tjek i Randers. Og ja, den var solid nok!

Asfalt-tjek i Randers. Og ja, den var solid nok!

Selvom kroppen er frisk igen, er det ikke altid hovedet er med. 

Efter en benhård træning i juni, med flere TV2 på Tour-løb, var jeg klar til at køre gadeløb i Agerskov, der plejer at være et godt pejlemærke om hvordan formen ser ud før licensløbene startede igen. Her kørte jeg et godt løb, men vandt dog ikke. Det blev til en 3. plads efter Silas Toftemark (U19-rytter, Team Mascot Workwear-Campus Vejle) og Mikkel Møller (B-rytter, Odense U23) der begge kørte noget flottere end mig i opløbssvinget.

Men efter løbet var jeg virkelig optimist. Havde ramt nogle fede watttal på min NP og peakwatt, og nu stod den på en 6 dages arbejde i Berlin uden cykel fra onsdag til mandag. Perfekt med lidt restitution, jeg var klar til sæsonen!

Men da jeg kom hjem fra Berlin blev jeg desværre ramt af et maveonde, og måtte tage 2 dage før jeg fik sat mig på cyklen igen. Så det blev til en kort torsdags trænings, før jeg arbejdede fredag (24 timer) og deltog i familiefødselsdag hele lørdag, uden mulighed for at cykle.

Da vi så ramte Vejen var det ikke med de bedste ben, men jeg var virkelig optimist, formen havde jo været skide god, og jeg kunne da godt klare at det ikke var gået optimalt siden Berlin, ikke? Faktisk endte jeg da også med at ramme udbruddet, men om det var sygdom eller bare dårlig form ved jeg ikke. Benene gad i hvert fald bare ikke, og jeg måtte se mig blive sat på flad vej, og det endte med at jeg stod af. Det var virkelig skuffende, for hovedet var et helt andet sted. Det var ude foran i udbruddet, og var med til at køre om sejren. Benene derimod var så elendige, at da jeg blev opslugt af feltet strøg jeg mere eller mindre lige igennem.

I Sønderborg fandt jeg dog benene, men missede stort set alle udbrud på en rute som var overraskende hård og endte her også med at stå af. Jeg følte mig ret uheldig, for det var ikke på grund af dårlige ben at jeg måtte udgå. Det var simpelthen fordi hovedet ikke gad mere, da der ikke var flere point at køre om. På grund af bitterhed over det manglende held, valgte jeg at tage til Sorø, sammen med Jacob Kruse Jensen (Herning CK U23), dagen efter.

Her var mit mål egentlig bare at gennemføre for at få 140 gode træningskilometer. Det endte dog med, at jeg fandt noget af formen igen, selvom jeg missede udbruddet. Med godt 6 kilometer igen stak jeg fra feltet, og holdt hjem, men blev dog overhalet af 2 andre få meter fra stregen. Men igen kom der point på kontoen og fornyet optimisme.

Sidste del af sæsonen…

Næste mål var VM, hvor jeg jeg dog slet ikke kunne noget som helst på en modbydelig rute, og efter 70-80 kilometer, cirka halvvejs, blev jeg smidt, og måtte kæmpe for at få en 63. plads. Det var lidt et anti-klimaks at benene ikke kunne leve helt op til den op afgående formkurve, selvom det næppe have betydet det store resultatmæssigt. For selv efter jeg var blevet sat, var der flere modbydelige passager på ruten, som nok havde knækket mig, selv i god form.

Vandt spurten i den gruppe jeg kom i mål sammen med. "Vandt" en 63. plads.

Vandt spurten i den gruppe jeg kom i mål sammen med. “Vandt” en 63. plads.

I Odder endte jeg med at køre et aggressivt løb, og faktisk køre i udbrud hele dagen. Desværre døde jeg i finalen, og blev derfor 6’er, som var et ganske tilfredsstillende resultat for mig på sådan en rute. Jeg havde ikke haft nogen kriser på flad vej, men bakkerne endte med at gøre mig mør.

Derfor var det med god optimisme, der skulle køres sæsonens sidste løb i Tønder og Bov. Begge løb er pivflade, og jeg følte mig overbevist om at jeg ville nappe én sejr i et af løbene.

I Tønder havde jeg åndsvagt gode ben, måske de bedste hele sæsonen, men i en freak-ulykke ødelagde jeg mit hjul på brostenene (de gik nærmest bare spontant i stykker), og måtte slukøret tage hjem. Jeg var så overdrevet skuffet at jeg overvejede at lukke sæsonen ned og droppe Bov. I vinden havde jeg været tæt på at rive feltet over ene mand (blev jeg fortalt bagefter), og efter brostenene havde jeg kørt væk fra feltet uden problemer, og lukket et ret stort hul op til to mand i udbrud.

Jeg endte dog med at tage afsted til Bov, efter pres fra kone og venner, og hvor er jeg glad for at jeg gjorde det. Jeg fik kørt løbet i total kontrol, og følte mig hele vejen igennem overbevist om at jeg kunne vinde. Vi ramte opløbet var vi stadig samlet, selvom der havde været en del angreb, og det mindede på mange måder om det i Aalborg, bare hvor der blev kørt til venstre, frem for højre. Jeg satsede alt, og slog derved et ret stort hul med små 200 meter igen, og derfra var jeg aldrig i tvivl om sejren. Den var den fedeste måde at lukke sæsonen ned på. Mange frustrationer kom ud da jeg trillede over stregen.

06

En sikker spurtsejr, sikke en afslutning! Ja tak.

“Desværre” peakede formen for alvor først i den sidste licensweekend. Det betød samtidig, at jeg ugen efter kunne vinde den 80 kilometer korte udgave af Gran Fondo Munkebjerg, hvor jeg kørte solo efter 20 kilometer, og aldrig så feltet igen. Det var et rimelig godt resultat for mig, at vinde et løb hvor Munkebjerg indgår, når man vejer omkring de 100 kilo!

Torsdagen efter, kørte jeg “Årets Sidste Kriterium” på Værløse Flyveplads. Det var en våd og regnfuld tur, som endte i et anti-klimaks. Jeg endte med at køre et 2-mands udbrud op alene, og havde ganske fornuftig overskud, men med 15 minutter igen, blev jeg taget ud af en punktering. Det var ret øv, da jeg nok med stor sandssynlighed havde kunne slå de to jeg var i udbrud med i en ren spurt.

07

Michael Reihs trækker feltet an © Martin Paldan // GripGrab

Men alt i alt blev det klart min bedste sæson nogensinde på trods af styrt, og 8 (!!!!) punkteringer i løbssammenhæng. Så lige nu står den på stille og rolig genopbygning af formen, så 2016 kan blive endnu vildere. :)