Det hele startede helt skønt og fordrageligt i Lomborg, lidt vest for startbyen Struer. Min søde kæreste (og datter) havde kørt mig til vores overnatningssted på byens gymnastik og idrætsefterkole, det var varmt, solen skinnede og vejrudsigten fortalte os at i dag skulle det først begynde at regne klokken 16… 

Af: Uggi Kaldan 

Vejrudsigten blev på en måde min redning, for vi var knapt nået til start i Struer klokken 09:30 inden det begyndte at regne… men hey, vejrudsigten sagde jo at det først ville begynde langt senere, så faktisk sad jeg de første 2 timer (i silende regn) og forventede at, nu må det da snart holde op, det er jo kun en byge. En fem en halv times byge skulle det vise sig.

Dagens étape – lidt kedelig, men heldigvis i godt selskab.

Dagens étape var på papiret overkommelig, den var 180 for profferne og 163 for os motionister, der jo ikke kører de små runder inde i målbyerne. Vi lagde ud med at rulle på cyklerne ind til Struer (små 25 kilometer fra vores overnatningssted) så min Garmin endte på 190 flade kilometer.

Selve etapen var en smule småkedelig med få sving, store lige veje, og stort set ingen bakker – men det bliver der så lavet om på i morgen, hvor vi kører fra Ringkøbing til Aarhus og på vejen lige snupper en god håndfuld af de lede bakker i og omkring Aarhus… fik jeg sagt at etapen derudover er 215 kilometer, det bliver hårdt!

Heldigvis er det nogle super dejlige cykelentusiastiske mennesker der har meldt sig til Post Danmark Rundt motion, her er alle typer, dem der har trænet meget, og dem der har trænet… liiiiiiiige så de kan komme med rundt, men alle har godt humør og det smitter, særligt på en dag som i dag, hvor det eller kunne være let at forfalde til lidt surhed, det er altså bare ikke ligeså sjovt at cykle i regnvejr, men folk var virkelig gode til at holde humøret højt, det var sgu i orden, og hyggeligt!

Cykelvask © Foto: Uggi Kaldan

Det var lidt svært (læs umuligt) at tage billeder i regnvejret på cyklen, men her et et skud fra den efterfølgende cykelvask.. ca. sådan føltes det at cykle i dag, sprøjtende vådt! © Foto: Uggi Kaldan

Arrangementet indtil videre – det er en 12er.

Der er ikke en eneste ting at sætte fingeren på, alting spiller indtil videre – følgebiler der hjælper når man punkterer, kompetente vejkaptajner, sandwich og sodavand til frokost og ditto i mål (gode sandwiches!) – super hjælp fra frivillige til at at pakke cykler i biler og i det hele taget være overbærende over for trætte cykelryttere der måske lige skal have fortalt tingene en, to og tre gange :)

Forplejningen (aftensmad og morgenmad) var formidabel i Lomborg, og indtil videre har det også være super her på Håndværkerskolen i Ringkøbing, samtidig har forstanderne på de to steder virkelig været imødekommende og fået os til at føle os velkomne. det er faktisk bare 110% i orden.

Det bliver mega hårdt i morgen, og jeg tør slet ikke tænke på kongeetapen, men jeg er sikker på at jeg (vi) nok skal komme igennem, rammerne er i hvert fald sat på fineste facon, således at man kan koncentrere sig om at lade op mellem etaperne, og samtidig også få en god portion hyggeligt samvær med nye mennesker ud af det…

Apropos hygge, nu vil jeg over og konsumere noget aftenkaffe og kage, jeg har fortjent det :)

Vi ses måske i Aarhus i morgen?