De sidste to uger af min USA-rejse gik heldigvis meget bedre end de første to. I stedet for at måtte blive inden døre og passe på mit helbred, var der overskud til lange ture på cyklen, to UCI løb og lidt alternativ træning.

Af: Joachim Parbo

Ogden, Utah

Der sker ikke så meget i Ogden. Området er meget kristent; folk har travlt med at passe deres store familier og gå i kirke om søndagen. De fleste er mormoner – og det betyder at alkohol, the og kaffe ikke er de mest populære drikke i byen. Det lyder måske ikke så spændende, men folk opfører sig pænt og der er styr på tingene.

Skulle man alligevel blive lidt rastløs, så er der heldigvis masser af muligheder for at cykle, vandre, løbe på ski i bjergene, ja stort set alle “outdoor” aktiviteter er mulige. Byen ligger i 1200 meters højde lige op ad nogle store bjerge, med skisportsområder lige oppe på den anden side. Vejret er relativt tørt og der er mange solskinstimer hen over året. På grund af de lave huspriser og de gode muligheder for udendørs aktiviteter, finder man her nordamerikanske hovedkvarterer for en del firmaer fra outdoorindustrien. Her ligger bl.a Salomon, Scott, Rossignol og Atomic – men der er også en del firmaer fra cykelindustrien. Firmaer som TRP Brakes, Rotor, Volagi og Enve Composites har slået rødder her. I alt arbejder op mod 700 personer på producent/distributør-siden af cykelindustrien netop Ogden.

Det er 3 år siden jeg sidst besøgte Ogden, og endelig fik jeg nu tid til at besøge Enve Composites’ hovedkvarter. Her laves bl.a. firmaets fælge, bag yderst vellukkede døre med “foto forbudt” skilte udenpå. Jeg fik lejlighed til at tale med en del af de ansatte, der alle bor i byen og i øvrigt næsten alle kører cyklecross i UTCX-serien. Mange firmaer i cykelbranchen er så pressede, at de ansatte knap har tid til at cykle – og ofte får man fornemmelsen af at de måske også lidt har glemt, hvor fedt det er at cykle.

ENVE Orders 2016

Næste måneds ENVE ordrer © Foto: Joachim Parbo

Det er helt anderledes med Enve. Her er der tale om en flok relativt unge mennesker, som alle kører på cykel. Det er tydeligt, at de lever cykling. De kender deres produkter og ved hvordan de performer. Det giver en anden fokus på vejledning og indsigt i produkternes egenskaber, når man snakker med dem. På den måde er det yderst inspirerende at kunne reflektere sin egen cykelglæde i et brands bagmænd. Ud af glæde og oprigtig passion, kommer de bedste produkter, det er ENVE et levende bevis på.

De ansatte tager naturligvis på “lunchride” så ofte som muligt. Formen skal jo holdes ved lige – og de lange amerikanske arbejdsdage giver ikke plads til at køre i dagslys udenfor arbejdstiden. ENVE-folkene tog ud på landevejsture, mens jeg tog med folk fra TRP og Rotor på CXeren i den lokale park, hvor der blev givet gas i sne og mudder.

Lunchride in Ogden with TRP © Foto: Joachim Parbo

Lunchride in Ogden with TRP © Foto: Joachim Parbo

UCI-løb i Broken Arrow

Efter Ogden gik turen videre til Oklahoma hvor tiden endelig var kommet til en dobbelt weekend med UCI-løb. Staten Oklahoma havde budt ind på deres første cyklecross-løb på den internationale kalender. Stedet var en forpint park ved Broken Arrow, lige udenfor byen Tulsa.

UCI-dag #1. Lige ved og næsten

Efter at have kørt cykelløb i koldt vejr, var det skønt at kunne se termometret stå på 12 grader. Ruten var en spændende teknisk sag med en del skrånendene græstykker, lidt sand, lidt mudder og rødder.

Der blev skudt med skarpt lige fra starten. Jeg kom godt med og lå top fem efter første omgang. Ude på anden omgang var det som pulsen ikke ville lægge sig efter den vilde rodeo-start. Jeg troede egentlig, at 10 dage i 1200 meters højde i Utah ville være en fordel, men det var som om kroppen var helt forvirret og ikke kun tilpasse sig den iltholdige luft. Jeg følte mig som en guldfisk i en bowle med gammelt vand. Jeg var dog ikke den eneste, som måtte lade sig falde tilbage. Den stærke Jeremy Durrin fra Neon Velo kørte fuldstændigt baglæns efter at have ført første omgang. Jeg prøvede, at holde lidt igen og få pusten og lå på en 13. plads efter 3 omgange.

Efter at have taget to omgange på 90% kunne jeg igen øge tempoet – og jeg kørte mig hurtigt op på 7. pladsen med 4 mand på hjul. Ruten var meget snørklet og gav ikke meget plads til afslapning. Med to omgange tilbage satte en af rytterne tempo hen mod rutens sandstykke. Jeg tog hans hjul for ikke at ende i eventuelle styrt. Desværre måtte jeg selv trække nitten. I et noget sløret øjeblik fangede mit forhjul noget dybt sand og katastrofen var uundgåelig. Jeg røg rundt og tog en rulletur i sandet.

Joachim Parbo Down in the sand © Foto: Christina Luera

Parbo må bide i sandet © Foto: Christina Luera

Mens jeg var til tælling passerede resten af gruppen mig. Jeg prøvede at komme hurtigt op på cyklen, men min kæde havde sat sig fast både ved forskifteren og bagskifteren og der var en hel sandkasse i mit højre skiftegreb. Inden jeg fik kæden viklet ud blev jeg passeret af flere ryttere – og da jeg igen kom i gang var jeg tilbage på 13. pladsen. Efter et cykelskifte gik den vilde jagt. Jeg hentede 2 ryttere, men kunne ikke gøre det bedre og måtte tage til takke med 11. pladsen – lige uden for verdensrangliste-pointene. Det var lidt af en skuffelse.

UCI-dag #2. Seks blev til otte.

Jeg vågnede op med en god følelse og var opsat på at revanchere gårsdagens skuffelse. Ruten skulle køres modsat og der var lavet enkelte ændringer – men hvilken forskel. Der var masser af flow – de tekniske og hårde passager blev passende afløst af lige rullestykker, hvor man kunne få lidt luft til næste spadestik i pulsen.

Parbo klar til start i Ogden © Foto: Christina LueraParbo klar til start i Ogden © Foto: Christina Luera

Jeg besluttede at køre mere passivt fra starten – og det viste sig også at være mindre hæsblæsende på andendagen. Da tempoet blev øget på anden omgang havde jeg overskud på pulskontoen til at rykke med. Jeg tog en enkelt placering og sad komfortabelt på 6. pladsen efter 4 omgange. Rytteren foran mig, Jacob Lasley (SPCX) var kun 20 sekunder fremme, men ellers kom jeg til at sidde alene. På sidste omgang var der efterhånden ved at være udsolgt. To ryttere kom op mod mig bagfra og selvom jeg prøvede at presse citronen, kunne jeg ikke holde dem på afstand. De passerede mig og jeg kunne ikke holde hjul. Hen mod afslutningen fik jeg lidt luft og kom tættere på – men løbet var kørt.

Igen var jeg skuffet, men her en uges tid efter, er jeg glad for min 8. plads, især fordi det var på andendagen, det lover godt for resten af sæsonen synes jeg.

Det blev således til en enkelt UCI top-10 placering i USA. Jeg havde jo ligesom sat næsen op efter mere, men med en styg interkontinental sygdom i kroppen, var der ikke så meget at stille op.

Rocky Mountain High

Jeg elsker bjergene, så efter mine crossløb og inden jeg skulle hjem, så skulle jeg ud og opleve noget andet end cykling. Før min cykling for alvor stak af i starten af 00’erne, havde brugte jeg en del tid på randonneeskiløb og bjergløb i alperne og i Grønland. Det er ikke blevet til så meget de senere år, men nu var chancen der, så jeg forlod Broken Arrow og smuttede til Boulder, i staten Colorado. En dag væk fra cyklen og op i bjergene med en god ven for at vandre og småklatre. Time to get high.

Parbo visits the Colorado mountains © Foto:  Barb Howe

Parbo i bjergene © Foto: Barb Howe

Planen var at vi skulle op i 3000 meters højde. Boulder ligger i 1600 meters højde og allerede ved 2000 meter kan de fleste mærke højden. I 3000 begynder det at nive lidt i lungerne. Vi skulle ud hvor der ikke var skilte, hvor der ikke var reb og rækværk.

Belønningen er altid størst på toppen, men den gradvise bevægelse mod toppen, forandringen i vegetationen er for mig en ligeså vigtig del af oplevelsen. Der er en stor udfordring i at finde den hurtigste rute – og samtidigt den rute der giver den største visuelle belønning undervejs. Der var ingen skuffelser på turen i Rocky Mountains. Det føltes ekstra godt at komme i nærkontakt med klipperne.

Det er noget helt særligt, at mærke suset i kroppen, når man klatrer på opdagelse på eksponerede klippesider i jagten på toppen. Jeg kunne også godt mærke, jeg var lidt rusten – og jeg skulle derfor tage mig ekstra tid under klatringen for ikke at falde ned. I bjergene gælder nemlig én regel, som man aldrig må glemme: “Husk du også skal ned, men helst ikke falde ned”!.

Undervejs fandt jeg den gamle rytme og fortroligheden kom tilbage. Vi besteg to små toppe, som gemte nogle helt magiske klippeformationer på toppen, det var genialt. Den der følelse, når hårene rejser sig og kroppen sitrer, er svært motiverende. Det virker lige godt hver gang.

Parbo mentally recharged in the Rockys © Foto: Barb howe

Parbo mentalt opladet i Rocky Mountains © Foto: Barb Howe

Jeg fik ikke helt de resultater med fra USA som håbet – men jeg mentalt top tunet, og klar til resten af sæsonen!

Joachim Parbo