– kært barn har mange navne. I anledning Marselisløbet, i Aarhus om godt 3 uger, har AltomCykling.dk valgt at tage en snak med de 3 mest markante motionshold i byen. Team MASHTeam Boardman–Briançon, og Team Frederikshøj. Hvad motiverer dem, hvilken filosofi ligger bag, hvad er ambitionerne, og ikke mindst, hvorfor vinder netop de Marselisløbet!? Først præsenterer vi “de gamle”, det ældste hold, pionererne, Team MASH. 

Basen er Alfa Omega, vi mødte Niels Chr. Jung på hjemmebanen, restaurant MASH i Aarhus – også bare kaldet klubhuset.

Redaktøren er mødt op i god tid inden interviewet, AltomCykling.dk er en ny blog, og jeg er “ny” i cykling, min fødselsattest siger 1977, nok ca. det år manden jeg skal interviewe, om netop cykling, Niels Christian Jung, eller som han selv siger, N.C., begyndte at træde hårdt i pedalerne. Minder mig selv om at det nok ikke er i dag, jeg skal spille alt for klog.

N.C. er journalist på DR, har fulgt cykelsporten i en menneskealder, møder til tiden, og bemærker med tilfredshed, at jeg har fået serveret kaffe, af de i øvrigt yderst venlige tjenere på MASH i Aarhus, der er service på, selv udenfor åbningstid, jeg er lidt imponeret! Jeg bliver mere imponeret da N.C. tilbyder mig at vælge frit på menukortet, og i øvrigt byder mig pænt velkommen i “klubhuset”. Et profhold ville være misundelige på dette klubhus, hvis ellers deres DS (Directeur sportif / Sportsdirektør Red.) ville tillade dem at vælge andet end salat fra kortet.

Team MASH er heldigvis ikke proffer, men ambitiøse motionister, både ambitiøse omkring cykling, men også ambitiøse omkring alt det der omgiver cyklingen. De store historier, de klassiske rejsemål, den gode mad, et godt glas vin (eller to). Alle på holdet er tidligere konkurrencemennesker, enkelte konkurrerer stadig på højt plan, med kontinentalrytteren Martin Mortensen som mest markante i den henseende. Martin beskrev team MASH meget godt, da jeg mødte ham til start på sidste etape af Post Danmark Rundt i Roskilde i år. “Det handler om at give noget igen”.

Det mantra skinner tydeligt igennem, da jeg møder N.C. til en uformel snak, en tirsdag eftermiddag, på restaurant MASH i Aarhus. Det her er ikke kun for sjov, selvom det handler om at have det sjovt, MASH er, mener N.C., stadig det mest markante motionscykelhold i Danmark, selvom sejrene ikke har stået i kø i år. Team Boardman–Briançon har med deres ungdommelige tråd, hævet niveauet i de jyske motionsløb. En udfordring som MASH har besluttet sig for at tage op. Sidste år vandt MASH Marselisløbet, det har de tænkt sig at gøre igen i år. Taktikken ville N.C. ikke ud med, men han ville dog godt afsløre, at selvom Martin Mortensen kører med, så kører han ikke med om sejren, en rytter af hans kaliber er med for show.

Det mest markante hold, fordi MASH er pionererne og fordi de andre stadig ikke har bevist holdbarheden.

Man er markant, hvis man har holdninger, og det har Niels Christian Jung. Det er tydeligt at N.C. er stolt af Team MASH, af ambitionerne og ikke mindst udførelsen. Holdet har en længere historie bag sig, og flere af medlemmerne har tidligere været med til at stifte andre klassiske motionscykelhold, f.eks. Team Principia og Team Trek, men særligt med MASH, er det hele gået op i en højere enhed. Wilier cyklerne fra Bikebuster, tøjet fra Castelli, den dedikerede MASH ejer og navnesponsor, Martin Lemvig, der trods en umenneskelig arbejdsuge, er gået all in, både med holdet, og med sin egen cykling.

Han overvandt sig selv, og nedkæmpede La Marmotte, i en glimrende førstegangstid, med Martin Mortensen som indpisker og luksus hjælperytter, ret godt gået, og fed historie. En kontinentalrytter hjælper en ambitiøs amatør, op over flere af de største tinder i cykelsporten. Giv noget igen, det holder.

På Team MASH er der samlet mennesker, der er interesserede i at give, og lægge et stykke arbejde, særligt indenfor cyklingen, men man får bestemt også en opfattelse af, at her netværkes, når cyklingen er forbi, og der tænkes i helheden omkring cyklingen. Niels Christian Jung har sammen med Reimer Bo Christensen skrevet en bog, der på bedste vis illustrerer filosofien bag MASH, “På Mestrenes Asfalt – den store cykelbog”

Jeg vil ikke kalde bogen en bibel, for den er ikke omnipotent, det er en opskriftsbog, som man glæder sig til at læse fortsættelsen af, en tour de Europa, med cyklen på bagsmækken, som man kan bladre rundt i og lade sig inspirere af, eller bruge til at finde en undskyldning til  kæresten / konen, om hvorfor årets ferie, netop bør gå til f.eks. Baskerlandet… det er noget, med noget Jazz.

I den store cykelbog er kulinariske oplevelser, kunst og smuk natur, kædet sammen med muligheden for en oplevelse ud over det sædvanlige på cyklen og heldigvis, med et fokus og en barre der er sat lidt højere, end den billigste rejse til Mallorca, light-øl, tarvelige hoteller med 6 mands værelser osv. Redaktøren kan egentlig godt li den slags simple måder at rejse på, også (light øl kommer jeg dog aldrig til at drikke, i træningens navn) – men jeg kan godt li’ at MASH definitivt ikke rejser sådan.

Som N.C. siger : “MASH går aldrig ned på udstyr, vin, tøj eller ophold!

Livsstil i sadlen er brændende hot, netop nu!

Når snakken falder på de andre hold, som AltomCykling.dk har sat sig for at snakke med denne uge, kan man mærke at N.C. både er lidt stolt og lidt ærekær, MASH ér holdet, og så er der de andre.

Bagerdrengene er de unge, de nye, men der er helt klart respekt for at de har fart i cyklerne, og respekt for at en flok “knægte”, de fleste omkring de 30, har samlet et hold, der kører i ens tøj, på ens cykler, kører godt sammen, og samtidig i den grad promoverer livsstilen, der også er forbundet med cykling. Masser af god kaffe, det gode bagerbrød og champagne efter løbene. De har fat i det rigtige.

Frederikshøj er konkurrenterne, den “anden” restaurant, men også her fornemmer man at N.C. har respekt, han mener helt tydeligt, at de to andre hold ikke helt har den kant, MASH har, men samtidig er de den naturlige konsekvens af team MASH´s eksistens. Hold med fokus på cykling og livsstil, ja AltomCykling.dk´s payoff er vel direkte inspireret af den filosofi, som team MASH selfølgelig ikke har patent på, men som de alligevel er de mest markante til at promovere i Danmark pt. “Livsstil i sadlen“, som der har stået på kraven af bloggens teamtøj, siden vi startede i 2012, det er det, det hele handler om.

Alene det, at Aarhus kan mønstre (mindst) 3 seriøse motionshold, der alle tre har basen i orden, et udgangspunkt i god mad, et godt glas vin, et “klubhus”, der tilfældigvis også er et af byens bedre etablissementer, men som alligevel meget forskellige. Det er lidt af en præstation, lad os håbe den udvikling fortsætter, for vi mener bestemt det er underholdende at møde de seje “café hold” ude til diverse motionsløb, en inspiration for alle.

Det bliver spændende til Marselis!