Shannon Galpin er kvinden med drømmen om Afghansk deltagelse i OL i 2020, i kvindecykling!

Noa Noa er den danske tøjbutik der hørte om drømmen, og var solgt på stedet.

Jeg havde ikke hørt om projektet før i går, da jeg tilfældigvis sad og bladrede i Børsen på en café og faldt over en lille notits om “Share your Strength“, som er navnet på det projekt, hvor Noa Noa de sidste 3 dage har stillet motionscykler op foran deres butikker, rundt om i landet, og hvor forbipasserende har kunne cykle. For hver kilometer folk kom forbi og cyklede ville  Noa Noa  donere 20 kroner til Shannon Galpins projekt i Afghanistan.  

Af: Uggi Kaldan

Jeg besluttede med det samme, at jeg i dag ville hoppe på cyklen og cykle til Silkeborg fra Aarhus, og deltage med at cykle nogle kilometer for at støtte en god sag! – Naturligvis med et kamera i tasken, så jeg også lige kunne få en snak og et billede Rolf Sørensen, der har valgt at støtte projektet, og naturligvis også kvinden og ildsjælen bag det hele, Shannon Galpin. Det blev til en spændende time i Silkeborg, hvor jeg godt nok ikke fik lov at cykle penge ind, men det gjorde nu ikke så meget.

Shannon Galpin, der står bag projektet – “Strenght in Numbers“, forklarede at idéen med OL ikke bare handler om at det Afghanske kvindelandshold skal ud og cykle og blive gode nok til OL. Shannon har også netop medvirket til at skaffe ti gadecykler til kvinderne i Kabul. De skal gøre det muligt for piger at cykle i skole, jordmødre at cykle på arbejde og til at hjælpe med at reducere vold mod kvinder, ved at give dem selvstændig mobilitet.

Projektet er altså mere end bare et cykelhold, det er en drøm om øget frihed for alle kvinder, med udgangspunkt i cykling.

Shannon Galpin og Rolf Sørensen Silkeborg Noa Noa 2014 Share your Strenght © Photo: Uggi Kaldan // AltomCykling.dk

Shannon Galpin og Rolf Sørensen i Silkeborg, foran Noa Noa butikken © Photo: Uggi Kaldan // AltomCykling.dk

 

Rolf Sørensen sympatiserer med drømmen om frihed.

Jeg fik en snak med Rolf Sørensen i dag, i Silkeborg, hvor han var, fordi han har sagt ja til at hjælpe med at promovere Noa Noas projekt.

Målet for pigerne er ultimativt OL i 2020, kan de klare det?

Rolf: – “Der er meget langt til det mål, her fra jorden og til månen, ca. –  heldigvis er der er også lang tid til 2020, men det flotte ved det her projekt er jo, at det modsat andre sportslige projekter, ikke kun handler om et sportsligt mål. Det er ligeså meget et menneskeligt mål”. 

Prøv at uddyb det?

Rolf: – “Det her er ikke bare ét hold kvinder der skal ud og kvalificere sig OL, det handler om kvinderettigheder. Ja faktisk menneskerettigheder, i et helt land, og friheden til at gøre det man har lyst til. Det mindste problem for de her piger, er jo at komme i god form, for dem er bare det at få lov at træne uhindret, en stor udfordring.

Er det derfor du er med? 

Noget af det jeg altid har elsket ved mit liv på landevejen var friheden, og det der tændte mig på det her projekt, var at den frihed har de kvinder her ikke, et projekt der vil lave om på det, vil jeg gerne støtte“.

Afghanistan Shannon Galpin Mountain2Mountain © Photo:  Mountain2Mountain PR

Sådan så det ud inden der kom cykler og uniform, nu mangler der en bus! Små skridt! © Photo: Mountain2Mountain PR

Noa Noa startede med at ville donere en pose penge, nu er målet blevet en bus!

Da Noa Noa hørte om Shannons projekt var de straks klar over at det ville de gerne hjælpe, Rolf Sørensen blev spurgt om han ville være med og idéen om at man kunne “cykle penge ind” til “Strength in Numbers” under en kampagne ved navnet “Share your Strength” var født. Rolf var klar, og så kørte showet.

Efterhånden som Noa Noa blev mere involveret i projektet, stod det dog hurtigt klart at pigerne havde et overskyggende behov, som ikke ville kunne dækkes med de penge, der bliver samlet ind i denne uge. Lige nu kører pigerne ud for at træne i gamle biler, hvor de nye flotte cykler de har fået fra Giant, bogstaveligt talt bliver smidt op på taget, når man skal ud til de veje, hvor der kan trænes.

Holdet har base i Kabul, men træning inde i Kabul by er umuligt. For det første er risikoen for stor for chikane… og her taler vi lidt anderledes (- og farlig) form for chikane end den vi kender herhjemme mellem cyklister og bilister. For det andet er trafikken i Kabul temmeligt kaotisk, og præget af et land, hvor det at tage et kørekort, ikke kræver undervisning, men som regel bare en håndfuld sedler under bordet.

Pigerne skal altså ud af byen for at træne, og til det har de brug for en bus! Det er blevet næste mål, og det vil AltomCykling.dk gerne hjælpe med at nå, så forvent at læse meget mere om det her projekt i 2015.

Silkeborg Cykel Klub © Photo: Uggi Kaldan // AltomCykling.dk 2014

De unge talenter i Silkeborg støttede op om projektet, god stil der! © Photo: Uggi Kaldan // AltomCykling.dk 2014

Unge talenter fra Silkeborg Cykelklub forviste redaktøren til pladsen som tilskuer!

Jeg havde jo egentlig planlagt at jeg også skulle cykle en håndfuld kilometer, men der var ikke plads, for en håndfuld talenter fra den lokale klub havde taget opstilling og var klar til at give den gas! Det var sgu i orden, fedt at se at den lokale klub stillede op og gav den gas i 1,5 time, for at køre så mange kilometer ind til projektet så muligt.

Jeg mangler i skrivende stund det samlede resultatet fra kampagnen, og så er det også lidt spændende hvor i landet der er blevet cykler flest kilometer, update følger.