Horsens Amatør Cykleklub og Cycling Horsens arrangerer i fællesskab med GP Horsens Posten, og der er i 2018 lagt op til en kæmpe cykelfest. Løbet er selvudnævnt til Danmarks hårdeste motionsløb og køres søndag den 17. juni. Vi er med.
 
Af: Søren Kuipers

Motionsruter for enhver smag

De sidste uger er der på diverse sites blevet diskuteret lystigt – og heftigt – om hvorvidt motionscykelløb er ansvarlige; om rytterne kører for vildt; eller om alle (!!) der har hang til fart skal køre licens. Den debat vil jeg ikke gå ind i her, men jeg kan se, at arrangørerne ligger op til en fest for enhver cyklist. Der bliver motionsruter på 22 km, 65 km, 100 km samt 135 km. Alle vil blive udfordret uanset niveau. Sidst men ikke mindst er der UCI løb, med et spændende elitefelt, for de interesserede.

Horsens er nu UCI 1.1, og har derfor bl.a. Trek til start

Motionisternes ruter er en del den rute, som de professionelle i UCI-feltet også kører. Horsens er udgangspunktet og herfra bevæger ruterne sig primært nordpå, glæd dig til Ejer Bavnehøj, Smedbakken og Lyngvej (selvfølgelig afhængig af rutevalg).

UCI-løbet er opgraderet til UCI 1.1 og det betyder et betydeligt stærkere felt i år. WorldTour-holdet, Trek-Segafredo, stiller til start med både Mads Pedersen og Niklas Eg. Mads P. (dansk mester), har tidligere vundet GP Horsens Posten, og det glæder derfor løbsansvarlig, Søren Vig, at han sammen med holdkammeraterne står på startlisten.

Således kan du som motionist både nyde godt af en krævende rute, smukke omgivelser og et UCI-felt komme i mål, mens du nyder en pølse, øl, sodavand eller hvad din trang nu engang er. Det bliver en fest!

I målområdet vil det desuden være muligt at følge UCI-løbet på storskærm og når rytterne slutter af med ikke mindre end 5 gange op af den berygtede Carolinelundsvej i centrum af Horsens, der har været brugt til cykelløb siden 1982.

Tidsplan for dagen

Motion

08.15 135 km motionsløb starter
08.40 100 km motionsløb starter
08.50  65 km motionsløb starter
10.30  22 km motionsløb starter
13.45 TIDTAGNINGEN FOR MOTIONSLØBET STOPPER

Pro
10.00 UCI løbet starter
10.25 Vandværksbakken i Egebjerg passeres
10.45 Phønix bakkespurt på Lyngbakken
11.30 Phønix bakkespurt på Tønningvej i Brædstrup
12.25 Phønix bakkespurt på Lyngbakken
13.05 Phønix bakkespurt på Tønningvej i Brædstrup
13.50 UCI feltet passerer målstregen for første gang og starter på de 5 små omgange i Horsens
14.30 Vinderen af GP Horsens Posten kører over målstregen