Lille overkrop, store lår… man ser aldrig Jeppe, kun i spurten, hvor han smadrer dig (- eller sin cykel, hvis han punkterer).

Jeppe Udby er gammel B rytter, men han er nu ikke gammel. I forhold til redaktøren er han nærmest en årsunge. Det har dog ikke forhindret Jeppe i være foran med 2 børn (han har 3, jeg har et) – og alligevel får Jeppe trænet mere end mig. Samtidig er han stadig populær på hjemmefronten, hvor han åbenbart deltager aktivt i de huslige pligter!??

Af den grund har jeg flere gange overvejet af smide Jeppe af holdet, han sætter jo os andre i et utroligt dårligt lys. Det er redaktørens plan at smide så mange administrative opgaver over på Jeppe, at hans harmoniske ydre knækker inden sæsonen er ovre.

Jeppe vejer ca. 10 kilo mindre end mig, men han træder ca. det samme antal watt. Da han samtidig også er en væsentligt bedre taktiker, vurderer jeg mine chancer for nogensinde at slå ham i et cykelløb, til at være lig nul. If you can´t beat them…

Velkommen på Team AoC Jeppe. 

Navn: Jeppe ”Tordenlår” Udby

Cykler: En 8 år gammel Orbea!! – målet er ti sæsoner, før den skal nyde sit otium. Den har efterhånden kostet under 50 øre pr. kørt km. I gamle dage hed den ”sværdet”, men nu om stunder kalder de fleste den bare ”foldekniven”. Desuden en ny Cross-cykel fra Cannondale. En nyerhvervelse til vintersæsonen 2014/15. Plads til skærme, stabile skivebremser, solid, robust, lidt tung, men ruller suverænt. En genial vinterløsning, hvis jeg selv skal sige det.

Gad godt at eje? En pæn racer med en af de der hemmelige el-motorer, der snakkes så meget om. Jeg har ikke set en endnu en, men jeg vil tro, at det bliver kærlighed ved første blik.

Træning – helst alene, eller sammen med andre?  Helst sammen med andre, så jeg slipper for at sidde og snakke med mig selv.

Løb – full gas eller rigtigt cykelrytter der sidder og gemmer sig? Der er en ting på cykel, som jeg er rigtig god til – det er at sidde på hjul… og man skal gøre det, man er god til.

Værste oplevelse på cyklen. Som udgangspunkt er alle oplevelser i sadlen gode. Nogle gange skal de bare lidt på afstand, før man opdager det. Punkteringer kan være ret trælse, men så skal man bare tænke på de fattige børn i Afrika. Skal jeg fremhæve én slem oplevelse, må det være et landevejsløb omkring Slagelse, hvor vi var tre mand tilbage i finalen med kort til mål. Jeg havde kongeben, som for en gang skyld også var nybarberede, brune og olierede. Bang! Luften forsvandt fra baghjulet og temperamentet tog over. Jeg lavede en Riis og sendte cyklen i en aggressiv men flot bue ud over en sjællandsk mark… Siden er jeg blevet ældre og klogere, bliver ikke helt så sur over punkteringer, der jo langt hen af vejen skyldes tilfældigheder, jeg alligevel ikke er herre over… Nu om stunder nøjes jeg med at kaste med vandflasken. Den kan bedre holde til det.

Bedste oplevelse på cyklen?  Jeg har jo cyklet i nogen år efterhånden og har mange gode oplevelser med på bagagebæreren. Jeg cyklede for nogen år siden en tur over alperne med min far, hvor vi startede i München og sluttede ved Gardasøen i Italien. Super oplevelse og en fed måde at rejse på. Vi har givet håndslag på, at vi skal på en tur mere i samme stil. Skal jeg fremhæve en løbsoplevelse, må det være, da jeg til et motionsløb omkring Aarhus var endt i samme gruppe som Laurent Jalabert. På vej op af Oddervej ind mod Aarhus hørte jeg pludselig Jaja brokke sig bag, mens han slog på sine lår – Merde, merde, merde! Han havde fået krampe og måtte slippe gruppen. Jeg havde lige været med til at sætte Jalabert! Det skal nævnes, at jeg egentlig igen bare sad på hjul i gruppen, hvor tempoet på det tidspunkt blev sat af Aarhus legenden, Eskil Vammen. Stor, stor oplevelse. Tak Laurent, og tak Eskil

Hvad skal du køre i 2015? Til bageren – og fra Redaktøren.