De sidste 2 løb er kørt, og landevejssæsonen er slut for i år. Det er en smule vemodigt, da jeg har følt mig aldeles velkørende her til slut på sæsonen, og da lysten til at køre løb ikke helt er sluppet op endnu. Jeg fik dog sluttet sæsonen godt af med pointgivende resultater i begge løb. I Tønder kom resultatet lidt som en overraskelse for mig, efter at jeg var kørt over stregen. For ærligt talt, så var jeg ofte sat så meget tilbage, at jeg ikke havde en anelse om, hvad der skete i fronten af løbet. Selvom resultatlisten ikke viser den store forskel, var det dog en helt anden sag i Sønderborg. Jeg var vågen, oven på pedalerne og med til at animere løbet. Derfor var det også med en god følelse, at jeg havde kørt årets sidste løb.

Af Mathias Matz | Foto: Claus Ljungdahl & licenscykling.dk

Tønder (5 omgange, 142,5 km, 295 højdemeter)
– I en vinkel fra bagenden

I et stærkt felt, der stort set talte fuldt hold fra alle 4 kontinentalhold og i alt næsten 90 mand, så vidste jeg godt, at der skulle gode ben og en god bunke held til at lave et resultat ved dagens løb i Tønder. En hård vind fra vest betød direkte sidevind på det berygtede åbne dige, og i det store felt ventede en kæmpe positionskamp, hvor man normalt har det svært som mindre klubrytter.
Udover diget byder ruten i Tønder også på et brostensstykke ved gennemkørsel af Møgeltønder. Efter at have kørt Tønderløbet i A-klassen sidste år, var jeg dog ikke så nervøs for dette. Medmindre der sker uheld, er brostensstykket ikke svært og langt nok til at kunne skabe splittelser. Den afgørende faktor ville derimod blive vinden. Ikke kun på diget, men der var også flere andre steder på ruten med sidevind!

Jeg frygtede lidt, at de store teams ville organisere sig og lave deres vifter. For hvis det skulle blive tilfældet, ville man nok ikke have den store chance uden et hold, da det bare er en umulig kamp at ligge nede bagved i vinden hele vejen. Jeg håbede bare på, at det ville blive så kaotisk, at de ikke kunne udnytte deres overtal.
Og så var vi i øvrigt også 3 ryttere fra ABC: Sander Andersen, Christian Axelsen og mig selv. Måske kunne vi gøre brug af hinanden?

Klar til start, lidt for tidligt…

Jeg stod klar i startboksen, som en af de første, med mere end 10 minutter til start. Jeg ville gerne starte langt fremme, da jeg var opsat på, at komme ind på diget i en god position, og diget ville vi jo ramme efter blot 9 kilometer. I startboksen stod jeg dog også og blev rimelig kold. Det var kun omkring 12 grader, og det var nok ikke så smart, at jeg havde smidt overtrækstrøjen inden jeg kørte op til start.

Det betød også, at jeg fik en rimelig koldstart, da løbet blev sat i gang. Den smule opvarmning, jeg havde fået lavet, var nok rimelig ligegyldig efter at have stået klar ved start så længe, og i et felt der bare bragede afsted, så tabte jeg hurtigt mange placeringer. Efter den første kilometer, da vi drejede ud i piv modvind, kunne jeg også konstatere, at jeg næsten sad bagerst…

I modvinden med lav fart var det rimelig svært at komme frem, da feltet var meget samlet og kompakt. Der kom dog heldigvis nogle enkelte angreb i front, som fik strukket feltet en smule ud. I takt med at en mindre gruppe fik hul, fandt jeg min åbning til at køre frem i venstre side af vejen. Jeg fik placeret mig helt fremme i anden række, og der var nu kun små 3 kilometer til diget. Det var perfekt, tænkte jeg…

På den sidste lille del frem mod det højresving, der skulle lede os ud på diget, måtte jeg dog sande, at jeg ikke havde fået placeret mig selv i så god en position, som jeg lige troede. Jeg sad godt nok langt fremme, men til gengæld sad jeg også centreret og indelukket. Rigtigt mange kom frem på ydersiden på de sidste meter, og jeg sad bare fanget og tabte placeringer uden at kunne gøre noget ved det. Panikken raslede op i kroppen, og jeg prøvede desperat at finde en vej ud. Desværre var det en umulig opgave, og jeg ramte diget alt for langt tilbage. Det var ikke lige en del af planen det her, men nu gik det altså løs.

Momentet alle havde ventet på

Der blev accelereret hårdt direkte ud af højresvinget, og der gik ikke længe før de første huller opstod. Det var tydeligt, at de større hold kiggede efter hinanden, men det var altså ikke let at finde sammen her. Der var panik på.
Aura holdet havde dog formået at holde godt sammen på tropperne inden diget. Godt nok sad de langt tilbage, men de kunne nu lave deres egen vifte, og på den måde komme igennem det ca. 6 kilometer lange sidevindsstykke uden at bruge for mange kræfter. Jeg fandt en plads bag på deres vifte, og sad faktisk, så jeg var i læ fra vinden. Jeg var dog ikke den eneste der ønskede den plads, og kampen om den tabte jeg desværre, da der var en gut der lige fik puffet til mit styr, så jeg lige måtte en tur ud i rabatten…

Nå, sådan er gamet desværre nogengange, og på trods af at jeg tabte kontakt til Aura gruppen, så var det ikke helt slut endnu. Jeg fandt ind i et samarbejde, i det der efter diget endte med at være tredje gruppe. I gruppen sad min holdkammerat Sander også, men han fik dummet sig gevaldigt, da han i slutningen af diget prøvede at tage springet fra tredje til anden gruppe. Det lykkedes nemlig ikke for ham og kostede nok alt for mange kræfter. For da jeg gjorde status over gruppen efter brostenene første gang, var han væk…

Samarbejdet i gruppen fungerede dog godt, og vi havde rutinerede Christian Moberg (ColoQuick) med i styringens rolle. Vi kørte diget for anden gang sammen i gruppen, hvorefter vi ikke havde langt op til de forreste. Jeg kunne se, at det stadig var splittet i 2 grupper foran. Der var dog ikke langt imellem dem, og de havde vist også været samlet inden diget.

Første gang på brostenene. Samling på i gruppen som forventet, denne gang… (Foto: Claus Ljungdahl)

Brostenene skaber krise

På brostenene for anden gang, da vi var meget tæt på at få lukket hullet til fronten, skete der det, som ikke måtte ske. Okay, det kunne have været meget værre, men jeg formår på mystisk vis at klikke ud af pedalen lige da vi kører ind på brostenene. Med en cykel der hoppede og dansede, var det ikke nemt at få klikket i igen, og jeg tabte hurtigt mange meter til mine følgesvende. Det lykkedes dog endelig efter et hav af forsøg, men nu var der altså et godt hul som skulle lukkes.
Det kostede også godt med kræfter. Det var jo ikke lige fordi de andre ventede på mig, men de blev selvfølgelig ved med at samarbejde i gruppen. De havde nok oven i købet sat farten lidt op, da de ikke var langt fra at lukke op til fronten.

Jeg kom op til gruppen igen lige inden opløbstrækningen, hvor der også var godt med sidevind. Og selvfølgelig var der nogen som skulle slippe lige som jeg var kommet tilbage… Der var rimelig udsolgt efter min opkørsel, og da jeg gik uden om de ryttere, som havde sluppet, var der ikke kræfter til at lukke hullet. Det endte derfor med, at jeg sad nede ved kortegen, da jeg kørte over målstregen for anden gang.

Sat af og i krise. Der kæmpes for at komme tilbage… (Foto: licenscykling.dk)

Jeg troede på dette tidspunkt, at det var slut. Jeg fik dog en lille hjælp fra både ColoQuick og WasteApp bilen, og det blev min redning. Jeg kom tilbage lige inden modvinden, hvor feltet gik helt i stå, og jeg kunne endelig få en puster. Det havde jeg brug for.
Vi var omkring 40-50 mand tilbage, og nu skulle jeg bare blive klar til diget for tredje gang, hvor løbet nok ville blive åbnet op igen.

Deja vu – Løbet startes på ny

Ganske rigtigt gik det løs på diget igen, men ligesom på første omgang havde jeg timet min fremkørsel i feltet dårligt, og jeg kom ind til højresvinget i en position langt tilbage. På diget splittede det rimelig hurtig op i 2, hvor jeg desværre sad i anden gruppe, men det var heldigvis sammen med stort set hele Aura holdet, så jeg var rimelig fortrøstningsfuld og tænkte at vi nok skulle komme tilbage. Vi kørte fint rundt, og det gjorde faktisk også, at jeg kom igennem diget uden at bruge alt for mange kræfter.

Vi fik dog ikke lukket op til første gruppe før diget for fjerde gang. Der blev igen samarbejdet fint og givet god plads til hinanden, men pludselig ca. halvvejs igennem diget blev farten skruet i vejret. Her dummede jeg mig grumt, da jeg lige havde fået placeret mig bagerst uden for viften, og da der opstod huller, havde jeg ikke poweren til at lukke.

Jeg fandt dog ind i en mindre gruppe på 7-8 mand efter diget, og vi holdte farten høj. Der var en rytter fra Herning, der tog nogle ordentlige herreføringer. Faktisk så hårde, at vi andre blev sure over, at han kørte for stærkt. Jeg ved ikke helt hvem det var, men nok enten Silas Clemmesen eller Mads Rahbek, da det kun var dem, der gennemførte fra det hold.

Back in the game – igen igen

Vores lille gruppe kom tilbage kort efter vi var kørt ud på sidste omgang. Ved tilbagekomsten var det tydeligt, at en gruppe var kørt afsted. Det var 5 mand: Julius Johansen og Rasmus Bøgh Wallin (ColoQuick), Morten Hulgaard (Bornholm), Andreas Stokbro (Riwal) og Frederik Muff (Aura). På daværende tidspunkt anede jeg dog intet om hvem eller hvor mange de sad. Jeg fornemmede kun, at det ikke var en super situation for Riwal, for det var i hvert fald dem alle kiggede på.

Det undrer mig egentlig lidt, for Stokbro var vel et rimelig stærkt kort at få sendt afsted til at køre finale. Men det var vel nok fordi de sad hele holdet tilbage til forskel for alle andre.

Der var i hvert fald dømt alle mod Riwal, da vi kørte ud på diget for sidste gang. Riwal kørte først ind og lavede deres vifte, men lige bag dem blev der lavet en ny vifte, hvor alle andre kunne køre rundt. Jeg havde fået placeret mig på Riwals vifte, hvor jeg egentlig sad i læ fra vinden uden at køre med rundt. Jeg kunne dog godt mærke, at jeg havde valgt ”the dark side”, og der blev råbt af mig fra ColoQuick, Bornholm og de andre allierede hold. Det endte så også med, at jeg kørte over og deltog på den anden vifte, selvom jeg jo egentlig ikke hjalp Riwal på nogen måde.

Det efterfølgende stykke frem mod brostenene, der enten var i medvind eller sidevind, blev kørt med godt knald på. Jeg fik til forskel for resten af løbet placeret mig godt fremme, og endte også med at sidde med feltet hjem. Vi var kun ca. 15 mand tilbage i feltet til slut, og vi skulle altså køre om 6. pladsen, hvilket jeg dog ikke havde nogen anelse om, da jeg sad i løbet.

På de sidste 3 kilometer efter brostenene prøvede jeg at følge AoC medblogger Jeppe Tolbølls hjul. Det mistede jeg dog desværre, da jeg var lidt for meget en kylling, da han kørte frem på indersiden af feltet. Min tøven betød også, at jeg aldrig rigtigt nåede at køre mig frem, da farten blev skruet voldsomt, da vi kørte ind på den sidste kilometer i sidevind. Det blev derfor ikke til en særlig optimal spurt. Jeg kom langt bagfra og kørte en lang spurt ude i vinden, men ikke desto mindre blev det stadig til en hæderlig 13. plads.

Det var ikke en særlig tilfreds Mathias, der krydsede målstregen. Jeg følte, jeg havde kørt hele løbet på bagkant, hvilket jeg vel egentlig også havde. Jeg troede faktisk også, at der var flere ryttere foran feltet. Derfor blev det også en lille trøst, da jeg fandt ud af, at min præstation både gav point og præmie. Men jeg må dog sige, at det godt nok føltes underligt at blive nr. 13 efter at have været sat så mange gange i løbet.
Nå, men jeg var nok ikke den eneste der havde det på den måde, og det er vel nu engang bare sådan et klassisk sidevindsrace i Tønder forløber sig.

Resultatet (top 13) blev som følgende med sejr til Julius Johansen (ColoQuick):

 

Sønderborg (15 omgange, 129 km, 675 højdemeter)
– Good legs no result

Efter en hyggelig aften i selskab med ABC-klubben og en udmærket nattesøvn (man foretrækker jo altid sin egen seng), stod jeg klar til årets aller sidste løb i Sønderborg. Igen med fuldt optrådte kontiteams i et felt på små 90 mand, og igen noget der lignede en svær opgave.
Modet havde jeg dog med mig, og jeg var opsat på at gå efter et godt resultat. Det var sidste løb. Sidste chance. Den skulle bare ha’ fuld smadder!

Angreb ud af boksen

Efter gårsdagens lærestreg med lidt af en koldstart, valgte jeg i dag at prioritere noget mere opvarmning, og så beholdte jeg overtrækstrøjen på helt frem til 30 sekunder før start. Om det var smart, det ved jeg ikke helt. For et af løbets helt afgørende momenter kom allerede inden løbet overhovedet var sat igang. Der blev nemlig angrebet fra forreste række direkte ud af startboksen imens nedtællingen var igang. Uden om førerbilen og afsted var de.

Der blev kørt cykelløb den første halve omgang, hvorefter feltet gik helt i stå. 5 ryttere udgjorde et meget lovende morgenudbrud, som primært bestod af de ryttere, der var kørt helt fra start. De 5 var: Morten Hulgaard (Bornholm), Rasmus Bøgh Wallin (ColoQuick), Mathias Norsgaard (Riwal), Aske Vorre (Aura) og en rytter fra Herning.

Alle kontihold pånær Waoo var altså repræsenteret og samtidig var de 2 nok største DCU teams også med. Af den grund troede jeg, at det var game over, da de sejlede væk. I feltet var der nemlig dømt rulletempo, og det lignede at årets sidste løb ville blive til et social ride arrangement. Folk var vel allerede gået på off-season, tænkte jeg…

Løbet genopstartes – Med knald på!

Efter ca. 2 omgange begyndte der dog igen at komme fart i feltet. De store hold begyndte at rykke på hinanden, og jeg kunne endelig bevæge mig frem, hvilket tidligere havde været helt umuligt i et felt med bred front på rutens smalle veje.
Det blev til en lang periode på omkring 4 omgange, hvor man virkelig skulle være vågen. Der var kontra angreb på kontra angreb, og jeg sad virkelig og talte kontiryttere ved hvert ryk og overvejede om de var værd at køre med i, eller om de alligevel ville blive lukket ned. Jeg følte mig ovenpå, og på trods af at jeg mere eller mindre selv skulle sidde og dække alle angreb af, så følte jeg mig aldrig virkelig presset. Jeg havde overblik over situationen, fik spillet mine kort rigtigt og omkring en tredjedel inde i løbet sad jeg pludselig i en gruppe på ca. 20 mand.

I 20 mands gruppen kom der hurtigt et samarbejde. Jesper Schulz og Andreas Hyldgaard fra Waoo tog ansvar, da de ikke havde nogen med i front, men egentlig var det også kun ColoQuick, som kunne være tilfredse med at udbruddet i front ville holde hjem. Rasmus Bøgh Wallin måtte nemlig anses som værende langt den hurtigste i frontgruppen, hvis ikke i hele det startende felt.
De andre kontihold agerede også efter den tankegang, og rytterne fra Waoo fik hjælp fra både Riwal og Bornholm, der sad med hhv. 5 og 3 mand i 20 mands gruppen.
Alt imens sad jeg bare nede bagerst i gruppen og lod de andre tage slæbet. Jeg var for det første holdmæssigt alene, og samtidig også bare en “lille” rytter fra ABC. Det var ikke mit ansvar.

Sådan gik det fremad i en del omgange, og det var en perfekt situation for mig. Jeg kunne sidde rent på hjul uden at nogen brokkede sig og bare spare så meget på kræfterne som muligt. Der var godt nok en del vind på ruten, som gjorde det hårdt at sidde bagerst i perioder. Specielt var der en passage, hvor man ramte en bakke med ren sidevind i lav fart. Der blev man altså nødt til at træde lidt watt i pedalerne for at sidde med. Jeg måtte dog trods alt spare flere kræfter end de ryttere, der tog del i føringsarbejdet.

Let’s play a game called cycling

Med omkring 4 omgange igen (små 40 km) kunne vi se de førende ryttere, og det tegnede til, at vi ville få hentet dem ind. Da vi næsten kunne spytte derop brød samarbejdet i gruppen dog sammen, og det betød at frontgruppen igen fik udbygget deres føring. Det nedbrudte samarbejde betød også, at jeg igen skulle være vågen. Nu startede det taktiske spil for alvor, og jeg skulle igen sidde og være omhyggelig med hvilke ryk, som jeg skulle gå med i. Var alle kontihold repræsenteret i et angreb skulle jeg ikke tøve et sekund og køre med, men hvis et af holdene havde misset angrebet, kunne jeg istedet lukrere på dem og lade dem lukke.

Jeg syntes faktisk det var et ret fedt taktisk spil. Det var cykelløb, når det er bedst, og noget af det der er så fedt ved sporten. Det handler ikke kun om at have benene, men man skal også bruge hovedet. Gode ben hjælper dog på det, og det var nok også en af grundene til, at jeg havde det fedt.

For gode ben, det havde jeg sgu, og jeg måtte tage mig selv i at være initiativtageren til flere angreb. Det var jo egentlig ikke nødvendigt, og jeg burde måske bare have spillet på kontiholdenes rivalisering. Jeg kunne bare ikke lade vær!

Angreb over målstregen med 3 omgange igen! (Foto: Claus Ljungdahl)

De mange angreb betød, at vi igen kom tættere på de førende, og samtidig var der også udskilning bagfra. Alle angreb blev dog lukket ned og med 2 omgange igen var der stadig samling i “20 mands gruppen”, lige med undtagelse af et angreb fra en stærkt kørende Casper Folsach (ColoQuick), der formåede at komme væk og lukke solo op til fronten.

Håbet om en topplacering lever!

På den hårde sidevindsbakke med 1,5 omgang igen kom det afgørende hul i “20 mands gruppen”, da gruppen splittede op på toppen af bakken. Jeg kom faktisk ikke med i første omgang, da jeg sad for langt tilbage, men jeg havde heldigvis benene til at køre udenom og lukke hullet. Vi var dermed kommet afsted 7 mand:

Andreas Stokbro (Riwal)
Andreas Hyldgaard (Waoo)
Jannik Hyldtoft (Bornholm)
Anders Hardahl (ColoQuick)
Silas Clemmesen (Herning)
August Mors Poulsen (Aura)
og sidst men ikke mindst Mathias Matz (Abc) :-)

Vi fik lidt senere selskab af Aske Vorre (Aura) fra frontgruppen, så vi nu var 8. Desuden var Herning rytteren, der var med i fronten fra start, heller ikke en del af de førende ryttere længere. Jeg havde dog ikke lige lagt mærke til, at vi havde hentet ham, men det betød altså, at vi jagtede 4 mand i front (efter at Folsach var kørt op): 2 fra ColoQuick og 1 fra både Riwal og Bornholm.

At de hold var repræsenteret i front blev der virkelig lukreret på i min gruppe, hvilket jeg fandt rimelig ærgerligt. Hardahl ville selvfølgelig ikke hjælpe til med 2 holdkammerater foran, men både Stokbro og Hyldtoft brugte også deres ryttere i front som et alibi for ikke at føre helhjertet. Det gjorde det derfor også svært for os andre, da vi jo ikke bare ville sidde og føre for fulde gardiner med dem på hjul.

Vi kom heller ikke rigtigt tættere på de forreste, og det lignede derfor at vi skulle køre om 5. pladsen. På sidevindsbakken for sidste gang viste Andreas Stokbro dog sin styrke, og han rykkede med en vanvittig fart væk og lukkede hullet op til de forreste. Jeg tror ikke der var nogen i gruppen som overhovedet overvejede at prøve at følge ham…

Kampen om det sekundære

Herfra blev det klart, at jeg og mine nu 6 følgesvende ikke ville komme op. Der gik taktik i den, og da mine spurtevner ikke har været de bedste på de seneste, så havde jeg en klar intention om jeg skulle væk fra de andre. Med 3-4 km til mål var tiden dog ved at løbe fra mig. Jeg prøvede med et huk på en lille nedkørsel før rutens hovedvej, og derefter også med et kontra ryk på August Mors Poulsen (Aura) på selve hovedvejen. Begge gange havde jeg dog hele gruppen med på hjul, da jeg kiggede tilbage, og da vi kørte ind på opløbsstrækningen, var vi stadig samlet.

På opløbsstrækningen gik det endnu en gang helt i stå, og jeg valgte derfor at prøve en sidste gang. Det var dog hurtigt tydeligt for mig, at jeg ikke fik hullet, men da opløbstrækningen gik lidt opad bakke i sidevind, valgte jeg bare at trække den helt ind i siden og trykke den med alt hvad jeg havde til stregen. Så kunne jeg jo håbe på, at jeg kunne køre dem ud af hjulet…

Det var og blev dog bare et håb, og det var vel også en rimelig optimistisk tanke. De kom alle 6 uden om mig til sidst, og det blev derfor til en 12. plads ved årets sidste løb. Igen manglede jeg lige det sidste i finalen, men jeg var egentlig godt tilfreds med løbet. Jeg havde været med i angriberens rolle, hvor det er rigtig sjovt at køre cykelløb. En god måde at slutte af på.

Vinderen blev Casper Folsach (ColoQuick) foran holdkammerat Rasmus Bøgh Wallin og Andreas Stokbro (Riwal). Så begge de ryttere, der lige lukkede solo op til frontgruppen, gik altså på podiet. Rimelig stærkt må jeg sige.
Resultatet (top 12) blev som følger:

 

Et kig tilbage og et kig fremad #takforiår

Jeg er lidt ærgerlig over, at det “allerede” er slut for i år. Jeg kunne godt bruge et par løb mere, for formen har sgu været god her på det sidste. Jeg ville rigtigt gerne lige have været oppe på podiet i et løb, men jeg har bare lige manglet evnen til at køre de høje watt i finalen (og lidt held måske) i flere løb. Nu ved jeg dog, hvad det er, som jeg skal arbejde på frem mod næste sæson.

Alt i alt har det da også været en fantastisk sæson. 54 indkørte point og en samlet sejr i Øresundscuppen i A-klassen er meget mere end jeg forventede ved sæsonstart. Det er trods alt stadig kun min 3. sæson som licensrytter, og jeg lærer stadig hele tiden.
Nu venter en periode, hvor der kommer mere ro på træningsmæssigt og mindre ro på på dansegulvet i nattetimerne :-). Off-season er sat igang, og i denne periode er vi cykelryttere kendt for at gå rimelig meget til den efter så mange måneder i seriøsitetens tegn.

Seriøst bliver det dog igen. Måske bliver der lidt banecykling over vinteren, men ellers sætter jeg bare fuld fokus mod landevejssæsonen 2019. Det er i hvert fald helt sikkert, at jeg skal stå kniv skarpt, når sæsonen går igang igen til foråret!