Vækkeuret ringede klokken 0615. Shit, det var tidligt. Men jeg var nødt til at stå op, for dagens løb var i Nyborg, og Jeppe Tolbøll kom kl. 0715, så der var en times tid til at gøre sig klar. På termometeret stod der 0,2 grader. Postkassen havde stadig lidt is på sig, da jeg hentede morgenavisen. Derudover var der kun en lille sjat mælk tilbage i køleskabet, så det var nogle lidt tørre havregryn, jeg fik til morgenmad. Tasken blev pakket, mens cyklen var gjort klar dagen inden. Jeppe Tolbøll kom, sammen med sin kone, Michelle, og hendes veninde, og så gik turen ellers mod Nyborg!

Af: Kasper “Raket” Sørensen // Foto: CykelFoto

Da vi nåede til Kolding begyndte det at SNE! Faktisk så meget at sneplovene blev sendt ud for at rydde motorvejen. Der var lidt bekymrede miner i bilen, for det var godt nok noget træls vejr at køre cykelløb i. Dog viste det sig heldigvis, at som vi kørte hen over Fyn, blev mængden af sne mindre, og da vi endelig nåede frem til Ørbæk, hvor der var start og mål, var der overhovedet ingen sne, og vejene var tilmed tørre. Dog var det hunde koldt, men alt i alt var det okay vejr.

IMG_2445

Jeg overvejede lidt hvilket tøj jeg skulle køre i. Da det var en ”DCU-paracup”, måtte jeg køre i min DM-trøje, hvilket jeg naturligvis skulle. Kulden gjorde dog, at jeg tog en skiundertrøje inden under. En kort opvarmning blev det til på ca. 15 min. og så var det ellers af sted, ud på de 76,5 km, som skulle tilbagelægges i D-feltet, fordelt på 3 omgange. 44 mand var til start.

Jeg har dårlige ben

– har du hørt det? de er vildt tunge, og vildt dårlige…

Da løbet først kom i gang, føltes det faktisk ikke så koldt. Jeg havde dog også både GripGrab’s vinterskoovertræk på, halsedisse samt vinterhandsker. Efter de første par kilometer sagde mine ben til mig: ”Kasper, det her bliver sgu hårdt”. Jeg havde simpelthen så tunge ben. Jeg placerede mig lidt tilbage i feltet, mens kamphanerne oppe foran rykkede på skift. Der var lidt flere ryk, end hvad jeg syntes var fedt, men der var ikke så meget at gøre ved det. Det var bare at hænge i, dog havde jeg en fordel på bakkerne.

Af en eller anden grund syntes jeg, ikke der blev kørt særligt hård på bakkerne (der var vist 4 bakker på ruten). Da vi kørte op ad bakken 600 meter før mål første gang tænke jeg: ”Her kan jeg da godt køre en fin spurt”. Men benene var stadig tunge, hvilket jeg tror jeg fik fortalt næsten halvdelen af feltet, inkl. mine tre holdkammerater fra Haderslev (Jon, Christian og Carsten). Et eller andet skulle man jo snakke om…

Christian Wilkens (Haderslev) kørte rigtig godt, og han prøvede mange gange at komme af sted i udbrud, men der var ikke nogen der rigtig fik lov at køre af sted. Det havde ellers været fedt med en Haderslevmand i udbrud. Jeg forholdt mig passivt i feltet og spiste min energibar, der smagte ligesom en chokoladebar, ren slik. Jeg kørte og tænke lidt på, hvilken placering jeg ville få. Jeg besluttede mig for at være tilfreds med et enkelt point og skulle bare holde feltet.

Michelle (Jeppe Tolbølls kone Red.) var ude på ruten for at tage billeder, og da vi kørte forbi hende på 2. omgang (vi skulle køre 3), råbte jeg: ”Jeg har sgu dårlige ben i dag…”. Ja hun skulle OGSÅ lige have det at vide. Hun havde lovet at komme ind til målstregen for at tage billeder, hvis jeg ”lå godt”. Det valgte hun ikke at gøre… til stor ærgrelse for Raketten.

IMG_2454

Når dårlige ben bliver til udbrud

– Hallo Heino, jeg er sgu i udbrud! 

Da vi kom ud på sidste omgang (hver omgang var 25 km) tog jeg mig lige en gel, og proppede papiret i lommen, så det ikke ligger og sviner. Rasmus Kolmos (Sønderborg) syntes ikke det gik hurtigt nok, så vi lagde os op foran for at give lidt gas, men feltet var lige bag os hele tiden. Nu var benene var åbenbart blevet lidt bedre og så kunne jeg pludselig se en førerbil bagved, samtidig med at vores felt var gået i stå. Skulle man prøve, selvom benene var dårlige?

Ja, selvfølgelig! Jeg lagde mig op foran og kørte lige så stille væk uden at angribe (det var en sniger). Der var ca. 15 km tilbage, og der var en enlig D-rytter, der var 25 sek. foran. Jeg blev overhaltet af H50-førerbilen og to H50-ryttere kom op på siden af mig. Den ene sagde: ”Lad dig falde tilbage”. Hvorfor fanden skulle jeg dog det? Jeg svarede ham: ”Jeg er sgu da i udbrud, Heino”, hvorefter jeg gav den lidt gas, kørte fra dem og så ikke mere til dem.

Jeg overhalede H50-førerbilen og kom på til Asger Pedersen (Aarhus). Jeg kiggede på min wattmåler. Jeg har fået nye wattpedaler. Bepro, det er sgu noget, der virker. Mine Watt lå konstant over 300, men jeg kørte videre. Der var ikke så meget krudt i Asger, der også havde ligget selv meget af tiden. Vi delte føringerne ca. 95% /5%, med mig som trækdyr. Jeg lå bare og tonsede. Feltet var et stykke bagud, måske 40 sek, jeg aner det ikke præcist. På nogle tidspunkter kunne jeg se dem, på andre ikke. På en bakke 6 km fra mål kom de lidt tæt på, men på toppen trak jeg fra igen. Nu var det ved at gå op for mig. Jeg lå til sejr.

Asger ville bare med hjem

– så mine dårlige ben lignede pludselig en sejr!??

Asger var godt træt og lå mest på hjul. Han sagde, at jeg fik sejren, hvis han bare måtte komme med hjem. Intet problem for mig, han lå på hjul, og jeg tonsede videre. Da vi ramte bakken 600 meter før mål var feltet et stykke væk. DEN VAR HJEMME! Vi kom ind i opløbssvinget, og jeg gik forbi Asger, og havde kurs mod målstregen. Af frygt for at miste sejren kørte jeg bare ”normalt” over stregen med en hård knyttet samtidig med, at jeg råbte ”TEAM RAKET”.

Sejren var i hus. Feltet kom ind 12 sek. efter, så de var lige i hælene. Carsten fra Haderslev blev nr. 7, mens Christian blev nr. 6. Fantastisk dag for Haderslev. Jon (Haderslev) havde ligget og bakket af i front sammen med nogle fra Aarhus, fik jeg efterfølgende at vide, så jeg skylder selvfølgelig ham en stor tak, ligesom resten af Haderslev-teamet i D-klassen også skal have en tak. Nu var Raketten en glad raket, der fik både blomster til lillemor og en 200 kr.-seddel.

IMG_2453

Nu skulle jeg bare finde Jeppe og Michelle. De var overhovedet ikke at se. Jeppe var ikke kommet med B-feltet ind, så noget var gået galt, så meget var han ikke sat. Efter en times tid kom de. Jeppes pedalarm var ødelagt, så humøret var ikke så godt… Humøret hos Raketten var til gengæld tårnhøjt, og det gik hjemad mod Haderslev med 8 point mere på kontoen. Fantastisk med en sejr, nu må der bare trænes videre!