Sæsonen er blot 1,5 uge væk, og derfor er tiden kommet, til at komme med mine forventninger forud for 2019-sæsonen. En sæson der i år bliver kørt i A-klassen, og det er med en meget underlig følelse, at jeg går ind til sæsonstarten. Har man trænet nok, er man godt nok forberedt, og hvilken sæson venter der mig i 2019? For uanset hvor godt forberedt man er, så bør man nok vende sig til tanken om røvfuld ret ofte, når man som 35-årig prøver at byde de unge drenge op til dans!

AF JEPPE TOLBØLL

Optakten:

Min vintertræning har mere eller mindre været spot on, i det omfang, som jeg nu selv føler jeg kan være med på. I januar blev det til knap 66 timer (1952 kilometer), og februar, der var 3 dage kortere, gav 61 timer (1687 kilometer). Talene har været tætte på ny personlige rekorder, men ingen er blevet bedre i år, men omvendt er vægten i år (igen) et sted hvor jeg har forbedret mig. Jeg var sidste år nede og vende på 91 kilo, men kunne ikke fastholde den, og i løbet af sæsonen skred den stille og roligt op på omkring de 95 kilo igen. Stadig 5 kilo i forhold til 2017-sæsonen. I år har jeg igen fået cuttet ca. 4-5 kilo af. Jeg svinger mellem 90-91 kilo, men har fastholdt den på det her stadie i næsten 2,5 måned nu.

Kigger jeg på det her billede fra Calpe, kan jeg selv godt se, at der er sket noget på vægten!

I marts tog jeg afsted til Calpe med min nye klub, Give CK, og det blev en ret god uge. Måske endda for “god.”

På 6 træningsdage blev det til 28,5 timer og 1394 TSS. Og en af turene var altså en rulletur på 1,5 time, med nul pres i pedalerne. Derfor kørte jeg mig også lidt ind i noget sygdom, hvilket var komplet idiotisk og ganske enkelt for urutineret. Jeg blev ikke rigtig syg, men næsten og halsen fik sig en omgang, så uge efter blev det kun til 2,5 timers træning, da flytning af lejlighed, samt en 48 timers vagt tog alt min tid.

Det hele er dog ved at være i orden nu, og selvom det lidt var en streg i regningen, så er jeg ved godt mod.

 

Har jeg trænet nok!?

Det er altid det spørgsmål jeg stiller mig selv forud for hver sæson. Skulle jeg køre B i år, så var svaret et rungende JA! Det viser resultaterne jo fra sidste sæson, hvor jeg ikke klokkede så mange timer, som jeg har gjort i år.

Men det er en lidt anden liga i år. I A-klassen kunne jeg sikker have kørt 10 % mere, end hvad jeg har i år, og stadig være lidt på bagkant. Man kan jo ikke lade være med at Strava-stalke konkurrenterne, og nogle har virkelig lagt mange timer i det, og har allerede 20-30 timer mere end mig. Jeg ved godt, at jeg ikke skal sammenligne mig med de stærkeste konti-ryttere, men man kan alligevel ikke lade være. For det er jo præcis dem, som kommer og kører mig i sænk i sæsonen.

Har jeg trænet hårdt nok? Ja, det tror jeg faktisk, at jeg har. Jeg har kørt mange Zwift-løb, og jeg kan sagtens køre 400w i 40 minutter, med en del ryk. Jeg bruger min power2max indendørs, så de data jeg får på Zwift, er de samme data, som jeg kører på landevejen. Uden at de data dog overhovedet siger noget i sig selv. Men jeg har kørt en masse i zonerne fra zone 3 til zone 5. Jeg er begyndt, ugen før Calpe, at køre lidt antrit, da det vist er der jeg efterhånden har det sværest.

Så der hvor jeg tror jeg får mine største udfordringer er måske sidst i løbene. Jeg føler i hvert fald, at jeg har haltet lidt på volumen, føler jeg, selvom jeg har en små 10 ture på over 130 kilometer siden november. Men er det nok? Jeg er virkelig bange for at det ikke er.

Forventninger?

De er ikke kæmpe store. De sidste mange år har jeg, før hver sæson, talt om sejre som værende et mål. Og hvis ikke sejre, så i hvert fald være tæt på.

Det kommer nok ikke til at se ske i år, medmindre at jeg er så heldig at ramme et udbrud, hvor 3 mand styrter, 2 kører forkert, en punkterer på sidste kilometer, og den sidste har en spurt der er så ringe, at man skulle tro det var løgn! ;)

Så hvad taler vi om? Efter sidste års point i Tønder, med en 11. plads, fik jeg en lille fornemmelse, at at jeg faktisk godt kan være med på det knap så udfordrerne ruter. Forhåbentlig betyder de 4-5 kilo mindre, at jeg får det en smule nemmere selv om der bakker.

Målet kan være at ramme nogle gange i præmierækken, men jeg tænker selv hvor mange gange det måske er muligt? Er 5 gange for lidt? Er 10 for højt? Kan man ramme podiet i de løb hvor der fx ikke er hele konti-hold med, hvis de er i udlandet, eller er det helt urealistisk? Jeg ved det ganske enkelt ikke.

Mest af alt, hvis jeg bare gerne køre gode løb. En top 15 i et “ligegyldigt” licensløb betyder selvfølgelig mere for mig, end for en konti-rytter, der har kørt det meste af dagen for at hjælpe sit hold, eller har resultater i Denim-cuppen (tidligere Post Cup), i sigte.

Jeg sætter bare lidt højt, og tænker at jeg gerne vil snige mig i præmierækken 7-8 gange. Det er måske helt på månen, men det er min mavefornemmelse, at det kan lade sig gøre.

Problemet er egentlig mest, at jeg kun har Mads Mondrup som klubkammerat i A-klassen (indtil der måske kommer folk op fra B), og det er nok yderst begrænset hvad vi kan gøre for at hjælpe hinanden ret meget, mod hele konti- og DCU-teams, der typisk har mellem 8 og 12 ryttere til start. Det betyder, at man kan sidde med de bedste ben, men stadigvæk ende med at få nul ud af det, hvis man misser udbruddet og resten af feltet beslutter sig for at lade dem køre. Her skal jeg i hvert fald arbejde lidt med min egen mentalitet, og ikke blive alt for frustreret når det er, og lidt acceptere tingenes tilstand.

Uanset hvad, så glæder jeg mig helt vildt til 31. marts, når sæsonen åbner for mit vedkommende i Rødekro. Også selvom det er en lidt skidt rute for mig. :)