Italiens eneste tilbageværende mandskab på absolut topniveau vidner om, hvordan cykelsporten i den gamle stormagt efterhånden er blevet en inferiør sportsgren, man skal meget langt om i Gazetta dello Sport for at finde. 

Det fuchsiafarvede hold er da heller ikke nogen skræmmende enhed i denne sæson, selv om man har lettet lønbudgettet for den efterhånden kronisk underpræsterende Filippo Pozzato.

Mest iøjnefaldende tilgang står sydafrikanske Louis Meintjes for. I betragtning af sin unge alder var det ret imponerende at se ham køre en 10. plads hjem i Vueltaen efter at være udgået af Tour de France inden 18. etape. Den 24-årige klatrer vandt Settimana Coppi e Bartali i foråret 2015 og blev også 11er i Liége-Bastogne-Liége, så det bliver spændende at se, om potentialet foldes yderligere ud i år, hvor han vil have Diego Ulissi ved sin side, hvis ellers den italienske kollega ikke igen får fejllæst (hosthost) doseringen på sin astmamedicin.

Lampre kan også fremvise eks-verdensmester Rui Costa, der notorisk har høj klasse, men alligevel ikke rigtigt synes at kunne bestemme sig for, om han er etapeløbskanon eller klassikermand.

De hurtige folk er også repræsenteret som det er blevet kotume i moderne cykling. Sacha Modolo, Davide Cimolai og Roberto Ferrari skyder farten uden at give anledning til søvnløse nætter i Kittel- og Cavendish-lejren.

IND: Louis Meintjes (MTN-Qhubeka), Yukiya Arashiro (Europcar), Marko Kump (Adria), Matej Mohoric (Cannondale-Garmin), Simone Petilli (Unieuro), Federico Zurlo (UnitedHealthcare)

UD: Niccolo Bonifazio (Trek-Segafredo), Filippo Pozzato (Southeast), Ruben Plaza (Orica-GreenEDGE), Nelson Oliveira (Movistar), Max Richeze (Etixx-Quickstep), Rafael Valls (Lotto-Soudal), José Serpa.