Med Alejandro Valverde som en tilsyneladende utrættelig præstationsbærer har Spaniens eneste tilbageværende hold på World Tour-niveau masser at byde ind med. 

32 sejre blev det til i 2015 og Valverde var tæt på en Ardenner-trippel, da han blev slået af Kwiatkowski i Amstel Gold Race, men revancherede sig efterfølgende i Fleche Wallonne og Liége-Bastogne-Liége.

Billedet af den gamle bloddoper som stilfuld galionsfigur kommer formentlig til at gentage sig også i indeværende sæson. Mest spændende bliver det, om Nairo Quintana i år vil kunne tage kampen op med Chris Froome i Tour de France. Og om Movistar taktisk vil turde agere efter andet end team-manager Eusebio Unzues velkendte blokpolitik, der daterer sig tilbage til tristesse-årene med Miguel Indurain som en urokkelig kolos i feltet.

Den store lottokupon repræsenterer tilgangen af Carlos Betancur. Den 26-årige colombianer kan fremvise en femteplads i Giroen i 2013 og en samlet sejr i Paris-Nice året efter, men skeptikerne hvisker omvendt også om suspekte forsvindingsnumre i hjemlandet og om nogen repræsenterer Betancur i hvert fald præstationssving fra før det biologiske pas blev implementeret. Så har vi (måske) ikke sagt for meget.

Movistar har også en del talent at byde ind med. Tour de l’Avenir 2015 vinder Marc Soler og 2013 forgængeren Ruben Fernandez bliver sammen med Quintanas to år yngre lillebror, Dayer, spændende at følge. Og så er brødrene Ion og Gorka Izaguirre heller ikke uefne størrelser på et hold, hvor tempokørere som den tidligere timerekordholder Alex Dowsett, Adriano Malori og Jonatan Castroviejo i skadesfri tilstand kan fyre masser af kvalmefremkaldende kraftudfoldelse af.

IND: Daniel Moreno (Katusha), Carlos Betancur (Ag2r), Nelson Oliveira (Lampre), Antonio Pedrero (Inteja), Jorge Arcas.

UD: Benat Intxausti (Sky), Eros Capecchi (Astana), Igor Anton (Dimension Data), Pablo Lastras (karrierestop), Enrique Sainz (Southeast), John Gadret.