Orica-GreenEDGE har siden deres entré i cykelsporten markeret sig med en kollektivt baseret holdånd og sammenhængskraft, hvor man henter det maksimale ud af en trup, som på papiret ikke er hverken stjernespækket eller skræmmende. 

Af Lars B. Jørgensen

Med 28 sejre i 2015, det samme antal som Tinkoff, mangler der heller ikke noget på den konto. Selv om ledelsen på danskerholdet formentlig gør klogt i at lade Simon Gerrans og Michael Matthews styre fri af hinanden efter et VM, hvor sidstnævnte beskyldte sin landsmand for at have kørt sin egen chance og måske kostet guldet.

Det er da også folk som Gerrans og Matthews, der er udset til at levere i år. Det samme er de engelske tvillinger Simon og Adam Yates og hvis ellers de undgår styrt, skader og sygdom, har aussie-holdet pludselig rigtig meget spidskompetence at byde ind med til både etapeløb og klassikerprogrammet.

Rigtig spændende bliver det også at følge udviklingen hos den colombianske tyngdelovsbetvinger Esteban Chaves, som med to etapesejre og en samlet femteplads i Vuelta España fik sit helt store gennembrud.

På sprintersiden kan holdet fremvise fænomenet Caleb Ewan, der i U23 rækkerne vandt nærmest efter behag, men som skal spidse albuerne på sin diminutive skikkelse, når det bliver alvor blandt de voksne.

Magnus Cort og Christopher Juul-Jensen leverer danskerprofil til holdet (udover pressechef Brian Nygaard, red.), men det store spørgsmål er, hvor meget de får mulighed for at sætte sig i scene. De foreløbige bulletiner peger på, at Chris Juul skal forberede sig på at være hjælperytter i Tour de France, men med de kvaliteter og den hurtighed, Magnus Cort besidder, ville det være dumt ikke at udnytte den blonde bornholmers åbenlyse talent.

Orica-GreenEDGE har kun 25 ryttere i truppen og på kanten af marts måned har man allerede sagt ”på gensyn” til veteranen Mathew Hayman efter et styrt og en brækket albue. Den relativt spinkle trup kan blive dyr i en lang og hård sæson.

IND: Christopher Juul-Jensen (Tinkoff-Saxo), Luka Mezgec (Giant-Alpecin), Ruben Plaza (Lampre), Amets Txurruka (Caja Rural), Jack Haig, Alexander Edmondson, Robert Power.

UD: Simon Clarke (Cannondale), Leigh Howard (IAM), Pieter Weening (Roompot), Adam Blythe (Tinkoff), Jens Mouris (Drapac), Brett Lancaster (karrierestop), Cameron Meyer (Dimension Data), Ivan Santaromita (SkyDive Dubai)