Det var næsten dejavú fra DM i Januar – bare endnu hårdere og endnu mere mudret. Sorø bød endnu engang på et uhyre mudret løb. Det værste jeg har set i denne sæson. Ruten skiller fårene fra bukkene, og selv hvis du er en buk kan det sagtens ende med en kastrering i form af et knækket derailleur drop. At have to cykler (eller singlespeed) skulle vise sig at være den bedste lykkesmed på dagen.

Af: Simon Zdrenka

Sorø ligger som bekendt centralt på Sjælland og løbet er bl.a. arrangeret af Alan Lange, som er sjællands repræsentant for DCU Cyklecross. I min anmeldelse fra Herlev skrev jeg om hvor ringe markedsføringen var disse to løb, så det springer jeg let og elegant hen over. Jeg har vidst host den galde op jeg havde siddende. Faktum er at Sorø har holdt en hel del crossløb og generelt godt ved hvad det handler om på alle andre fronter end markedsføring.

Jeg kom tidligt til Sorø takket være et lift af Adam Aisen fra Feltet.dk, som kører og brillierer i motionsklassen. Dagen startede tør og ruten så ud som om den ikke ville blive nær så mudret som sidste år. En hel del tørrere end i Januar og derfor også en del hurtigere. Man havde tilføjet et par nye krøller inde i et skovstykke og på det bagerste stykke af ruten, men tilsvarende fjernet et lille run-up, som man vidst ikke havde fået tilladelse til at bruge igen. Generelt en rigtig fin rute. Sving med åbent linjevalg, et par op og nedkørsler, lidt let offcamber, en lille gangbro og lidt skiftende underlag. Det smager sgu af cross!

Lækker og tilskuervenlig rute, men ikke helt uden skavanker

Ruten så hurtig ud da motionisterne kørte rundt på arealet og jeg kunne holde øje med store dele af ruten fra den centrale høj på stedet som rytterne også skulle op ad. Mange af rytterne kunne på grund af grebet tidligt på dagen, lige akkurat køre den stejle stigning. Det er noget af det fede ved Sorø ruten, meget tilskuervenlig! Under anden start var jeg ved at klæde om og gøre mig klar. Ud af vinduet kan jeg se at det begynder at regne. Der røg den ”hurtige” rute.

At skulle dukke sig for grene er noget rutearrangører helst skal undgå © Photo: Morten Tilquist // AltomCykling.dk

At skulle dukke sig for grene er noget rutearrangører helst skal undgå © Photo: Morten Tilquist // AltomCykling.dk

Et par melkugler var dog at finde i dejen. Det lille stykke inde i skoven havde haft besøg af et par BMX ryttere som havde forsøgt at grave ud til et par hop. Sidst på dagen blev der kørt et fast spor igennem den meget løse jord, men jeg synes måske man kunne have hjulpet rytterne lidt på vej. Det ødelagde nemlig ”flowet” en del på et stykke der ellers var rigtig fedt lavet og ruten havde mange andre og bedre udfordringer at fokusere på. Man havde dog revet blade væk fra hele sporets bredde. Det var noget jeg skrev manglede til Kronborg løbet, så fedt at se det udført! Det virker bare!

En anden ting var at man desværre havde gentaget det meget lavthængende minestrimmel fra DM. På en rute, hvor greb selv på lige stykker var en mangelvare, vil rytterne altid forsøge at finde det friske græs. Til sidst er man nød til at kører helt op af minestrimlen og når den hænger i højde med kranksættet kan det kun ende på en måde. Jeg er med på at man ofte gør det fordi vinden er begrænset tættere på jorden, men løfter man det til høftehøjde er der mindre chance for at det sidder fast i rytterne. Det ultimative er naturligvis ”kartoffelnet” som vi bruger til Grote Prijs, men det er også en lidt mere tidsbetonet opgave. Det giver dog sig selv 100 gange igen!

Folk og rutemarshals var gode til at fikse ruten når minestrimlen gav op, men på et tidspunkt kan strimlen ikke strækkes mere og så er problemet permanent. På ruten havde man også brugt buskadset som naturlig afgrænsning. Det er som sådan ok i det fleste tilfælde, man skal bare ikke gøre det i apex af et sving. Det er ikke meningen at en rytter skal dukke sig og blive pisket af grene for at kører den naturligt bedste linje. Lav lidt afgrænsning inderst i svinget så man kommer lidt væk fra grene og andet, eller klip buskadset ind. Det er god rute-latin.

Hvad ruten manglede i små detaljer, opvejede Sorø med logistikken!

Sorø BC leverede dog stærkt på logistikken! TO velfungerende højtryksrensere lige ved siden af pitten holdte fædre og pithjælpere beskæftiget når rytterne afleverede en mudret cykel i pitten som vejede dobbelt op. Sorøhallen, som ligger lige op ad ruten stod for gode og lækre omklædningforhold med bad samt cafe, hvor der var et rigtig stort udvalg og et sted at få varmen på den kolde dag. Luksus på dansk cross niveau. Desværre var pit og målstregen hvor der var speak og musik så adskilt at det også separerede arrangementet en smule, men ellers kan jeg kun give rigtig høje karakterer på den front. Måske en højtaler i pitten og lidt mere gas på speaken næste år?

Sorø sidder på en rute som kan gå begge veje. Nogle dage med tørvejr kunne se ruten ændre sig drastisk og blive rigtig hurtig, men i dag var den mudret som aldrig før. Sorøhallens faciliteter og den resterende logistik gør eventet rigtig fedt skruet sammen. Der mangler sgu bare nogen mennesker… Jeg skal prøve at lade være med at vade i det, men noget seriøs marketing og promovering kunne virkelig løfte dette event. Mennesker giver stemning og indtjening så sørg nu for de ved i er der. Der skal ikke meget til, men uanset kommer jeg nok igen for den mudrede oplevelse.

Haardt felt i Soro og masser af mudder © Photo: Morten Tillquist // AltomCykling.dk

Haardt felt i Soro og masser af mudder © Photo: Morten Tillquist // AltomCykling.dk

Første dag med sorte rygnumre

I dag skulle være min første dag med sorte numre. Dagen før i Herlev vandt jeg i B klassen og scorede dermed nok point til at gøre mig fortjent til at køre med i A-klassen. Ud fra startlisten kunne jeg udmærket godt se at det skulle vel nede i den bagerste del det felt jeg skulle komme til at befinde mig. En masse hurtige mountainbikere foruden de helt hurtige navne som Moberg, Fini og Simon Andreassen som havde kørt en flot 8. plads hjem i Koksijde dagen før. Flere med to cykler og pithjælper. Der var jeg mere blottet med singlespeed og et ekstra clincher forhjul.

Da den anden start på dagen havde kørt færdig var ruten MARKANT ændret fra tidligere på dagen. Allerede inden vi startede var den fuldstændig kørt op og meget glat stort set over det hele. 20 PSI i dækkene føltes rigeligt og det var stadig som at kører på en knivsæg i de fleste sving. Ruten var tung. Meget tung! Man havde power på stort set hele tiden og man måtte forblive siddende for at holde vægt på baghjulet. Et stykke var enda så kørt op at det bedre kunne svare sig for mig at løbe det selvom det var fladt. En sjældenhed ved danske løb.

Jeg havde en god battle i starten af løbet med et par andre ryttere. Allerede efter første omgang vejede min cykel flere kilo mere end da vi startede. Mudderet var tilpas klistret til at sætte sig på cyklerne og græsstråene gjorde at det samlede sig i store plamager. Folk med flere cykler skiftede så ofte de kunne, men mange endte med at få problemer med skiftere eller kæde. Bl.a. et par af dem jeg kørte med. En skam for ikke særligt langt inde i løbet, endte jeg med at køre alene.

Halvvejs igennem løbet ramte jeg en sten som fik mit forhjul til at ekse en centimeter eller deromkring. Havde jeg kørt fælgbremser havde det blokeret mine bremser og sendt mig på løbeben. På dæk med 20psi mærker man det ikke rigtig så jeg kørte videre, men med muligheden for at pitte hvis det blev værre. Det gjorde det heldigvis ikke og hjulet lever endnu, med en lille opretning. 32h FTW!

Man lærer så længe man lever – køllerne er åbenbart ikke helt til 42/20 i tungt mudder, endnu!

Jeg må erkende at jeg var for overmodig hvad angik mit valg af gearing. Jeg valgte 42-20 da jeg hellere ville have lidt for tungt et gear end lidt for lavt. Et lidt højere gear fungerer bedre som en slags naturlig traction control når det er glat. Man har bedre føling med grebet lidt på samme måde som bilkørsel om vinteren. 42-20 skulle dog et par runder inde vise sig at være for højt. Det blev simpelthen for tungt at træde. Lesson learned.

På næstsidste runde kan jeg se en Neon-gul hjelm dukke op et par hundrede meter bag mig og vedkommende kommer tættere på. Først tænker jeg, fuck skal jeg sætte flere pladser til? Jeg genkender så kittet og kan se at det Sebastian Fini, som er ved at tage mig med en runde. Imponerende på en runde der tager under 7 minutter for ham (knap 8 min for mig). Man må jo bare tage hatten af. Værd at bemærke er også at den hurtigste motionist kørte runden hurtigere end Fini, hvilket siger noget om hvor meget den ændrede sig på dagen.

Jeg lader Fini hente mig så jeg kan trække stikket en runde tidligere. Den næste rytter er 30 sek. foran mig så der var ikke så meget pointe i at fortsætte da det i forvejen havde været en hård weekend. Jeg kommer ind som nr. 9 (sidste mand i A) og finder ud af at tre andre A ryttere er udgået med mekaniske problemer (4 ryttere i B). Tidsmæssigt ville jeg have vundet B så jeg kan ikke være utilfreds med præstationen, men der er stadig et godt stykke op til der hvor jeg bør ligge i forhold til en Top 10 placering ved DM. Har jeg slået for stort et brød op? Måske. Jeg kommer i hvert fald til at gøre så meget jeg kan for at indhente på de andre.