Det blev en weekend med løb i defensiven. Ikke noget jeg normalt gør mig særligt meget i, men weekendens løb hørte ikke helt til normalen. Løbene udgjorde nemlig de to sidste afdelinger i Øresundscuppen, hvor jeg havde en førertrøje, som skulle forsvares. Derudover havde sygdom indtrængt kroppen i dagene optil, og det var faktisk lige før, at jeg måtte opgive at stille til start. Afsted kom jeg dog, og kampen blev taget op. En kamp, der ikke kun skulle vindes med benene, men også med hovedet og lidt matematik.

Af Mathias Matz | Foto: Jesper Skovbølle og Carsten Machholdt

Slaget vid Lund (15 omgange, 144 km, 1012 højdemeter)
– Mavekramper for alle pengene men med helbreddet i bedring

Jeg vil gerne skåne jer for nogen nærmere detaljer, men jeg var i dagene optil blevet ramt af et maveonde, som resulterede i at jeg måtte tilbringe adskillige timer på toilettet hen over natten før løbet. Det ville derfor være syndt at sige, at jeg var veloplagt til at køre væddeløb, da jeg stod op lørdag morgen. Sygdomsramt og i søvnmangel. Der ventede en hård dag…

Det eneste jeg tænkte på, da jeg valgte at tage af sted, var at jeg skulle over og forsvare min samlede stilling i Øresundscuppen. Heldigvis var startlisten ikke den mest stjerneprægede af slagsen (håber ikke jeg fornærmer nogen her). Kun 17 ryttere var tilmeldt og deriblandt ingen kontinentalryttere. Vi havde i øvrigt samkørsel med B-klassen.

For lige at tage reglementet og pointsystem i Øresundscuppen, så bestod den af i alt 7 afdelinger, hvor man skulle deltage i mindst 5, for at indgå i cuppens samlede stilling. Point blev uddelt således at placering udgjorde det antal point man fik. Med andre ord gav en 1. plads 1 point, en 2. plads 2 point osv. Det gjaldt altså om at have færrest point ud af sine 5 bedste resultater.

Inden weekendens 2 sidste løb, havde jeg deltaget i 4 afdelinger, hvor jeg havde kørt i top 10 i alle 4 løb. Jeg manglede derfor kun en enkelt god placering for at have 5 hæderlige resultater, og det var det jeg håbede på, at jeg ville få ved at tage til Sverige og blot gennemføre løbet.

Jeg ankom i Lund sammen med farmand, som i dagens anledning var sat på lagningsposten, og derudover havde vi holdkammerat Sander med i bilen. Hele vejen derover havde de to snakket om, hvordan Sander og jeg var de stærkeste, og at vi skulle ud og animere løbet. De var begge godt klar over min sygdom, men det lagde de tydeligvis ikke så meget i. Alt imens sad jeg bare tavs og tænkte på, hvordan jeg dog skulle overleve dagen.

På vej op til indskrivningen kunne jeg, på trods af min store vinterjakke, godt mærke at der var vind på i dag. Ruten kendte jeg ikke, men der virkede ret åbent, og så så der ud til at være en relativ hård bakke op mod mål. Det tegnede ikke helt til at blive det lette løb, som jeg ellers havde siddet og håbet på…

Med løbet skudt i gang var det et roligt felt, der trillede ud på ruten. Lige bortset fra min holdkammerat Lucas Gude (ABC, B-klasse), som i vanlig ”Lucas Gude stil” rykkede direkte ud af startboksen. Roen i feltet varede dog heller ikke længe. Allerede efter første sving kørte vi ud på en hovedvej i ren sidevind, og der blev lukket op for gashåndtaget. Jeg selv sad alt for langt tilbage og med en krop, der bare sagde nej, så var der allerede krise.
Jeg led som et svin så snart mine watt gik over 400, og jeg prøvede bare at gøre mig så aerodynamisk som muligt for at holde kontakt med gruppen. Jeg ved faktisk ikke hvordan det lykkedes mig, men jeg nåede lige med som sidste mand og overlevede det første hårde moment. Nu manglede der så kun lige 14,5 omgange…

I den resterende del af første omgang var der ryk i højre og venstre. Jeg prøvede at gå med i en smule. Mest for at hjælpe Sander lidt, så han ikke skulle køre efter alt, men også så jeg ikke viste svaghedstegn over for Team WasteApp, som var det størst repræsenterede hold og mine konkurrenter til den samlede stilling i Øresundscuppen.
Det endte dog netop med, at en WasteApp rytter, Kasper Thomsen, fik revet sig løs sammen med Alexander Bojsen (Team Integra Advokater) og 3 B-ryttere. Ikke nogen specielt god situation for Sander og mig, men ærlig talt var jeg mest bare glad for, at der kom lidt mere ro på. Jeg havde desuden et relativt stort forspring i cupstillingen, så jeg kunne godt tåle at tabe lidt placeringer til Kasper.

I de efterfølgende omgange kom der mere og mere gang i feltet, der jagtede de førende. Jeg bød ikke selv ind med meget og sad nærmest rent på hjul. Flere inklusivt Sander prøvede at få mig med rundt, men jeg sad bare med on and off mavekramper, der flere gange betød, at jeg måtte slippe trådet helt. Jeg syntes godt nok, at der var langt hjem.

Jeg begyndte dog også at notere mig, at feltet blev mindre og mindre, hver gang vi kørte over målbakken, hvor der desuden også var sidevind. Jeg havde det godt nok også selv ret hårdt, men jeg begyndte at tænke, at alle måske sad og led lidt på denne del af ruten. Måske var jeg ikke så dårligt kørende alligevel?

Denne tanke blev et vendepunkt for mig i løbet, og det er nogle gange vildt, hvor meget det betyder at have hovedet med. Mine mavekramper blev mildere og mildere, og jeg begyndte endda at have overskud til at tage føringer. Ikke nok med det, kom vi også tættere og tættere på udbruddet.

Alle andre lider jo også! (Foto: Carsten Machholdt)

Vi fik hentet dem med omkring 4,5 omgang igen og ikke lang tid efter stak Sander afsted solo. Det var nok ikke den smarteste beslutning, for han blev totalt kontrolleret. Ikke blot af WasteApp, men der var desværre bred enighed i hele feltet, og han fik lov at ligge derude og stege i 1,5 omgang.
Med ca. 3 omgange igen var Sander kørt ind.

Han skulle selvfølgelig lige have pusten, men jeg prøvede at signalere, at jeg var kommet ovenpå ved at foreslå, at vi trykkede den af opad målbakken inden sidste omgang.
Og det var netop, hvad vi gjorde. Fuld hammer fik den, og da jeg krydsede måstregen på vej ud på sidste omgang kunne jeg notere mig, at vi kun var 4 mand tilbage: Frederik Irgens (WasteApp), Christoffer Wall (Halmstad CK), samt Sander og mig selv.

På dette tidspunkt dummede vi os nok en smule. I stedet for at holde kæden stram, prøvede vi at rykke på skift. Frederik Irgens skulle jo ingen sted med holdkammerater bagved, og Christoffer Wall virkede heller ikke til at ville hjælpe til. Vi gad ikke rigtigt have to mand med på slæb.
Det var dog nok den løsning vi skulle have valgt, for Frederik Irgens var stærk nok til at lukke os gang på gang, og det tog farten ud af gruppen. Det resulterede desværre i, at de andre kom tilbage, så de nu igen var 3 fra WasteApp.

På den sidste del besluttede jeg mig for at tage spurten op. Jeg viste, at både Frederik Irgens og Martin Mollerup (WasteApp) er hurtige i en spurt. I hvert fald sammenlignet med mig selv, der ikke er kendt for mine spurtevner. Jeg tænkte, at det dog kunne være noget andet, når nu der var en stigning på op mod mål, og med en krop der stadigvæk ikke var 100% på toppen, så havde jeg ikke rigtigt motivation for at skulle ud og lide på et soloridt.

Jeg fik placeret mig i en god position bag WasteApp gutterne Kasper Thomsen og Martin Mollerup og åbnede en tidlig spurt. Jeg tænkte, at det var min chance.
Jeg gav den alt hvad den kunne trække og troede længe, at jeg ville holde stand. På de sidste meter kom en stærk kørende Frederik Irgens dog uden om og tog sejren. Han havde ellers tabt kontakt til forreste gruppe sammen med Sander i de sidste kilometers taktiske spil, så det var noget af et comeback. Emil Andersson (Giro Cycling Team) og Martin Mollerup fik også lige presset sig forbi, og jeg endte altså på den ubarmhjertige 4. plads…

Top 10 – Lund:

Jeg var en smule skuffet, fordi jeg rent faktisk missede podiet på en kørefejl. Jeg fik ikke lukket ordentligt af på indersiden, hvor der var læ fra sidevinden, og det var nok den eneste grund til at Martin Mollerup lige gik forbi mig. Jeg kunne dog ikke rigtigt tillade mig at være skuffet over en 4. plads, med det helbred jeg stillede til start med. Placerigen betød også, at jeg stod godt i den samlede stilling og at førertrøjen blev forsvaret.

 

ACR Øresundscup finalen (10 omgange, 140 km, 153 højdemeter)
– Mere taktik og matematik end cykelløb

Det viste sig at være endnu mere irriterende, at Martin Mollerup lige fik klemt sig forbi mig i Lund. Han var nemlig nu, forud for dagens løb og finalen i cuppen, den eneste der kunne tage trøjen fra mig. Det kunne han gøre, hvis han kørte i top 7 og slog mig med 2 placeringer.
Det virkede faktisk rimelig sandsynligt med hans hurtighed, for i dagens løb på Amager, var der dømt fladbaneræs.
Det kunne dog hjælpe mig, at feltet var noget stærkere end den foregående dag. Det talte endda en World Tour rytter i form af Matti Breschel (EF Education First Drapac p/b Cannondale), og derudover var kontinentalholdene ColoQuick og BHS-Almeborg Bornholm begge repræsenteret med 3 mand, mens Riwal Ceramicspeed stillede med 2.

Det blev en hurtig start, hvor alle var ivrige efter at komme afsted. Jeg mærkede hurtigt at kroppen havde det meget bedre end den foregående dag, og jeg var derfor også meget aktiv.
Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg havde en skygge plantet på mig. Martin Mollerup sad konstant i mit baghjul og selvom vi havde slået hullet i en gruppe, så gik det i stå, fordi han ikke ville gå frem, når jeg slog ud med albuen.
Jeg forstod det faktisk ikke helt, for det var jo ham og ikke mig, der skulle lave en placering, hvis han ville vinde den samlede cup. Så burde det ligesom ikke være omvendt? Mig der sad og overvågede ham?

Jeg prøvede at følge den tankegang, men det bundede kun ud i, at jeg sad og kiggede på Mollerup, mens at han og WasteApp sad og kiggede på mig. Samtidig sejlede grupper væk oppe foran, hvilket resulterede i at feltet endte med at blive splittet i 2 grupper, hvor vi sad i den bagerste. Det irriterede mig faktisk lidt. Jeg var ikke kun kommet til Amager for at forsvare min trøje, men også for at køre med om topplaceringerne i løbet. Især nu hvor der også var en World Tour rytter med. Ham ville man da gerne prøve at måle sig mod.
Af den grund hjalp jeg også til med føringsarbejdet, selvom jeg jo rent faktisk ville vinde cuppen med målgang som det så ud nu. 130km var bare langt at sidde og lalle rundt i anden gruppe, og desuden var Sander også fanget hernede.

Det blev lidt vores held, at Matti Breschel fik defekt oppe foran. For på den måde kom han ned i vores gruppe, og det skabte gejst. Han fik sat fart i gruppen og folk fik troen på, at vi kunne komme tilbage.
Efter omkring 1 omgangs jagt fik vi også fanget den forreste gruppe. Dog havde 3 mand skilt sig ud. Det var Emil Vinjebo (ColoQuick), Morten Hulgaard (BHS-Almeborg) og Stefan Djurhuus (Riwal).

I en længere periode blev de 3 mand jagtet af feltet, der især blev ført an af Amagers DCU hold: Team Integra Advokater – Giant. Jagten ophørte dog med 4-5 omgange igen, hvor der igen blev åbnet op for et ukontrolleret indianerløb. Det var en bedre situation for mig med henblik på den samlede cup. Vi skulle jo helst ikke samlet hjem til en spurt i denne gruppe.

Igen følte jeg mig dog konstant overvåget af WasteApp, og jeg forstod overhovedet ikke deres taktik. Jeg var i starten af løbet begyndt at tvivle på, at de overhovedet kørte efter cuppen. Den tvivl havde jeg dog fået vasket væk, da jeg overhørte Kasper Thomsen sige: ”Nej, vi kører kun for at slå ham der i dag” (pegende mod mig), da han blev spurgt om WasteApp ikke ville deltage i føringsarbejdet.

Jeg begyndte at blive ret irriteret over, at jeg ikke kunne få lov at køre cykelløb, og jeg valgte derfor med lidt mere end 3 omgange igen at gå udelukkende efter den samlede sejr i cuppen. Hvis WasteApp udelukkende ville sidde og lukke mig ned, så kunne de da få lov til det. Så ville de i hvert fald ikke vinde sammenlagt. Desuden var vi begyndt at komme tæt på mål, og jeg var lidt bange for, at hele gruppen ville komme samlet hjem til en spurt.

Jeg satte mig ned på Martin Mollerups hjul og overvågede kun ham. Det endte med, at jeg sad tilbage med stort set udelukkende hele WasteApp holdet, som nu endelig satte sig frem. Jeg tænkte, at de måske havde luret faren nu, men så var det godt nok også sent. Vi fik fanget en gruppe med blandt andre Casper Folsach (ColoQuick) og Christoffer Lisson (BHS-Almeborg), der dog begge havde to holdkammerater foran. De skulle altså ingen steder, og det skulle WasteApp åbenbart heller ikke. Jeg kunne derfor få lov at rulle de sidste 2 omgange hjem til en samlet sejr i Øresundscuppen og kunne desuden også spille på, at jeg også havde en holdkammerat i form af Sander ude foran.

Spurten om 13. pladsen åbnede jeg alt for tidligt, men jeg blev lidt tirret af at Marc Hester (Sorø) åbnede uden at nogen reagerede på det. Jeg blev overhalet af 4 ud af 6 andre i gruppen, men tænkte at det jo også var ligegyldigt om jeg blev nr. 13 eller 17. Det var dog kun indtil jeg så Martin Mollerup række armene i vejret… Okay, hvad sker der lige? Hvis ikke jeg var blevet en smule usikker på mine beregninger pga. WasteApp’s underlige taktiske kørsel, så blev jeg det i hvert fald nu.

Jeg fik fanget ham efter målstregen og spurgte ham, hvad han havde gang i. Han var overbevist om, at han havde vundet Øresundscuppen og udtrykte endda, at han havde lavet adskillige regneark på det.
Hurtigt fik jeg fat i en telefon, så jeg kunne tjekke det op. Efter at jeg havde gjort dette, var jeg dog rimelig sikker i min sag igen.

Det viste sig, at WasteApp troede, at Mollerup blot skulle slå mig med 2 placeringer. Men de havde lige overset, at han også skulle i top 7. Matematikken havde de altså ikke helt på plads hos WasteApp, men selvom de muligvis var en smule skuffede og pinligt berørte over episoden, så erkendte de min sejr og kunne også selv lave lidt sjov med det. En lille bemærkning fra Kasper Thomsen var, at det jo til forskel for mig var længe siden, at nogen af dem var blevet studenter😉

Så jeg kom altså øverst på podiet og vandt en samlet cup i A-klassen. Øresundscuppen har ikke været den mest prestigefyldte cup, da der ikke er særligt mange, som har kørt nok afdelinger til at kunne deltage.
Det er dog stadig en sejr og den er jeg glad for. Især når man tænker på, hvordan jeg indledte weekenden. Jeg regnede i hvert fald ikke med, at jeg skulle stå øverst på skamlen som samlet vinder af Øresundscuppen, da jeg var på vej til Lund lørdag morgen.

Samlet sejr i Øresundscuppen! (Foto: Jesper Skovbølle)

I selve Amagers løb endte jeg jo ikke med at opleve, hvad der skete fremme i finalen. Men de 3 mand, der stak afsted tidligt skulle køre om sejren og fra disse kørte Emil Vinjebo solo hjem til en ny sejr. Den mand kører bare pisse stærkt, og jeg kan ikke være mere enig i, at hans udtagelse til elite VM er velfortjent.

Sander endte i øvrigt på en stærk 6. plads, og det betød også, at han blev samlet vinder af Øresundscuppen i B-klassen. Sander startede sæsonen i B, og har efter oprykning til A-klassen kørt så gode placeringer ind, at han stadig havde færre point end den rytter der havde færrest point i B-klassen. På den måde vandt han cuppen i den klasse han startede i, og det blev dobbelt op ABC sejr!

Sander og jeg vinder Øresundscuppen i A og B klassen #ABCdominans (Foto: Jan Andersen)

Top 10 – Amager: