Hele weekenden skriver jeg fra Dolomitterne i Italien. Jeg deltager for første gang i et etapeløb. Dette løb foregår med udgangspunkt i byen Predazzo. Organisationen Haute Route er arrangør, og jeg vil give Jer mine beretninger fra det italienske i dagene op til og i løbet af weekendens etaper.

Af Søren Kuipers | Foto Haute Route

SMÆK FOR SKILLINGEN

Lad mig sige det med det samme. I dag har været en rutsjetur – i bogstavelig forstand – som jeg sjældent har oplevet lignende på (og af) en cykel før. Men jeg fik til gengæld Haute Route’s serviceniveau at mærke på egen krop. Mere om det senere.

Nuvel: Kl. 7.30 afgang fra et køligt Predazzo. Jeg har taget min regnjakke i baglommen og starter med løse ærmer (det er jeg glad for her bagefter). Fredag kørte jeg klassisk dansk. Kun kort-kort og ingen beklædning med i lommerne. Men vejrudsigten så som nævnt i gårsdagens rapport, noget mere broget ud for i dag!

Starten går, og Passo Valles begynder allerede efter 400-500meter. Jeg holder mig til, og jeg kan mærke at benene er rigtig gode. Det er optur. Der sker en udskilning; første gruppe kommer afsted med en 6-8 mand, og der dannes en gruppe 2 på cirka samme størrelse. Jeg selv sidder efter de første 6km i gruppe 3. Men jeg kan se gruppe 2 – der hænger en tre stykker lige bagved, og jeg fornemmer, at hvis man skal ha’ et lift, så er det nu. Så jeg smækker den på den stor klinge, da procenterne er omkring en 4-5 stykker og lukker hullet. Jeg slipper som den sidste fra gruppe 3 med op til gruppe 2. Det var vel nok min største taktiske bedrift på dagen.

Passo Valles er godt 20km. Efter de første 8km kommer der et falsk fladt stykke, som kræver at man sidder i en stærk gruppe. Jeg hænger på, og mine tre følgesvende trækker voldsomt for at komme op. Jeg spiller spillet og kører taktisk. Jeg ved, at de er placeret bedre end mig i klassementet, så jeg skal ingen steder. Vi får kontakt, og jeg når lige at se et par danskere, som virkelig er godt kørende, så er de væk igen.Jeg slipper nemlig gruppen, da det stejle stykke (4km fra toppen) begynder, og jeg finder min rytme med en nordmand. Vi samarbejder fint.

Jeg når toppen og har ydet 317watt på godt en time. På toppen er tiden stoppet, da nedkørslen er lang, teknisk og kan være våd (dette sker angiveligt oftere og oftere i motionsløb i udlandet – primært for at få tilladelse af myndighederne). Jeg aftaler med de to danskere og fire andre ryttere at vi følges nedad, og vi kører afsted – nu iført løse ærmer og regnjakke.

Haute Route viser sin organisatoriske styrke!

Fredag punkterede jeg i den neutrale zone. Det foregik ganske roligt og uden panik eller unødig sved på panden. Det gjorde det IKKE i dag.

Mit forhjul punkterer rundt i en kurve, og jeg kan ikke få bremset ned, og så ligger jeg der. Slam! Jeg er styrtet med 50-55km i timen, og jeg har slået mig ad h…til. Michael (den ene dansker) kører bag mig – som de fædre vi er – kører vi faktisk bagerst og ikke på nogen måde forceret. Han hjælper mig på benene og venter til der er kommet officiel hjælp. Det er i orden. Michael kører klassement, og ligger på daværende tidspunkt på en 8. plads. Jeg skylder ham en stor tak.

Og nu skal jeg hilse og sige, at jeg får smæk for skillingen.

  • En official er efter højst 2-3 minutter ved mig
  • Der går yderligere 2 minutter så er lægen tilkaldt og ankommet
  • 1 minut senere kommer den gule Mavic-vogn (igen) – og samme chauffør som i går
  • Jeg bliver forbundet på knæ, albue og hofte, som er de eneste fysiske skader jeg har fået
  • Mit forhjul og dæk er færdig for denne gang, så den gule Mavic-mand skifter forhjul, retter styr op, tjekker gear mm., mens doktoren har fat i mig

Wauw – der findes mange løb jeg har deltaget i hvor der organistionen har været tæt på at kunne måle sig med Haute Route, på forplejning, “hygge”, organisation osv., men ingen andre løb jeg har deltaget i har været så professionelle omkring et styrt, som jeg oplevede her – her følte man sig faktisk rigtigt for alvor som en prof.

90KM solo

Jeg står nu på en nedkørsel, som falder med 12%, klikker i den ene pedal igen. Jeg tjekker lige cyklen; den har fået masser af kærlig asfalteksem – over det hele. Det er irriterende. Men jeg kan mærke, at jeg er nogenlunde okay. Og jeg tænker på min kone og mine børn. Uden at lyde for sentimental, så glædes jeg uendeligt over det ikke gik værre. Allerede der. Et sidste suk over de materielle skader, og så er der ellers 15-20km nedkørsel forude. Heldigvis ikke timet. Det bliver mit held.

Hurtigt går det op for mig, at det jo nok har taget en 20-25 minutter hele seancen. Og jeg kan se, at uanset hvem jeg kommer op til, så kører de et noget lavere tempo end jeg. Det kræver lidt af psyken at acceptere, at der nu er mere end 90km til mål – tre pas og mere end 3000 højdemeter – tilbage, og de formentlig skal foregå mutters alene.

Det skal være løgn

Som jeg kommer i ned i dalen beslutter jeg mig for, at jeg vil forsøge at køre den hjem så godt jeg overhovedet kan. Kroppen har det egentlig ok; albuen bryder sig ikke om små bump eller revner i vejen, der sender for mange rystelser op. Bandagen fra knæet er faldet af (sådan går det, når man ikke barberer ben), men blødningen er stoppet.

Jeg vågnede med diameter i benene, så nu må det briste eller bære. Jeg kører de næste to stigninger (Forcella Aurine + Passo di Cereda), som begge ligger i 1.300-1.400 meters højde (og de er på hver deres måde ikke så giftige). Jeg har det overraskende godt, og jeg forestiller mig (barnlig som jeg er), at jeg er prof. cykelrytter, som kører på viljen efter et styrt og nu skal hente frontgruppen. Jeg når byen Tonadico i godt 700 meters højde. Forude venter 22km stigning – Passo Rolle – som har top i 1.984 meter.

Jeg kører stadig på, men det begynder at blive lidt meget firkantet, og halvvejs oppe vælger jeg at gå i pit. Jeg får lidt pizza, cola, banan og chokolade, får tanket vand på og hopper på cyklen igen. Det var mit andet taktiske gode træk: jeg kommer virkelig godt af sted og de første 200 højdemeter forsvinder bare bag mig.

Special Delivery

Som jeg når toppen overvejer jeg at tage mine iturevne ærmer på eller min endnu mere krasseperede regnjakke for at tage vinden. Og nej, der kom ikke en dråbe regn. Der er 20km nedkørsel forude – kun med 7-8km lettere fladt undervejs.

En marshall kører forbi og gestikulerer, at han skal nedad nu – jeg kører efter ham. Jeg får ikke pace, men jeg funderer over om de har luret at ham med startnummer 158 fra Dinamarca, ham skal de lige få sikkert ned. I hvertfald kører jeg de 20km med en motocykel cirka 100-200 meter forude hele vejen. Kun til mig. Jeg kan se hvert et sving, hver en kurve, og han eskorterer mig nærmest ned.

Jeg kommer i mål, og i skrivende stund ved jeg ikke præcist hvordan placeringen lyder, men angiveligt har jeg formået at fastholde min top-20-placering på en dag, hvor jeg virkelig røg på røv og albuer. (Søren blev nr. 14 og ligger nr. 15 sammenlagt… flot kørt Søren, og godt der ikke skete mere!! Red.)

Forplejning, Forplejning, Forplejning

Udover de super gode feedstations ude på ruterne – og lidt lækkert under aftenens race briefings, er der bare så meget styr på det. Siden jeg kom i mål, har jeg:

  • fået rettet mit forhjul op
  • påsat nyt dæk og slange
  • udskiftet gearkabler
  • dobbelttjekket styrfittings
  • fået massage
  • fået lækker mad
  • blevet tilset af doktor (måske doktor Fuentes – jeg er lidt i tvivl) og fået nye fordbindinger på

Kort sagt: Skal du styrte i et udenlandsk motionsløb – så vil jeg anbefalde dig at styrte i Haute Route; det vil du ikke fortryde.

Nu sidder jeg med is på hele højre side af kroppen, glæder mig til at komme hjem til familie og samtidig gruer jeg lidt for dagen i morgen. Bjergenkeltstart forude.

Sidste etape, bjergenkeltstart… i morgen, med lidt øm krop, tror jeg!!

Hvordan reagerer kroppen på to løbsdage i træk+ Hvordan reagerer kroppen ovenpå mit styrt? Jeg har aldrig – end ikke i Danmark – kørt to motionsløb i træk. Og så gør jeg det for første gang i Dolomitterne?! Og søndag skal jeg så igen prøve noget ukendt: bjergenkeltstart med to bjergetaper i banken.

Alpe di Pampeago er udfordringen. I år var stigningen på menuen, da Tour of the Alps blev kørt i foråret. Jeg husker at se Miguel Ángel Lopez vinde på en stigning, der vil stille store krav til enhver rytter. Jeg vidste – allerede da jeg tog hjemmefra – at min 36/32 gearudveksling er lige tung nok til de sidste 4km på enkeltstarten. De stiger med 12% i gennemsnit.

Starten går igen ud af Predazzo – dog uden tiden er startet – og først idet man drejer nordpå i den hyggelige by Tesero, da starter tiden. Lidt mere end 8km til top. Den første halvdel er spiselig. Der er ramper på 12-16%, men også fladere stykker. De sidste 4km stiller som sagt voldsomme krav til køllerne, når man akkumulerer de foregående dages ridt. Dagens etape er om noget ikke skræddersyet til sådan én som mig. Det sidste man har brug for er en dieselmotor med lang levetid. Vi må se. Det bliver en udfordring.

Når enkeltstarten slutter, drøner jeg hurtigt tilbage til mit hotel, klæder om og pakker alt grej ned, og så direkte videre med bil, fly, fly, bus, taxa osv…så den sidste race rapport lader nok vente lidt på sig.

Allez, Piano!