Efteråret står for døren, for mange betyder det et utal af statiske timer på hjemmetræneren og til spinning.

Jamen har man så brug for et bikefit? Ja, det kan faktisk være en rigtig god idé, da netop den statiske stilling på hjemmetræneren kan være medvirkende til skader, hvis du ikke sidder ordenligt.

For mit vedkommende var det også en god lejlighed til at få justeret stillingen,  jeg var til fit i foråret, og synes jeg har forbedret mig en del hen over sæsonen, den er kommet mere fart på cyklen, jeg kan køre hurtigere på intervallerne, og i det hele taget føler jeg at jeg sidder bedre på cyklen.

Det kunne jo godt være at alt det betyder at der kunne justeres lidt, og det kunne der faktisk!

Bodygeometry, Retul, eller bare BikeFit, der findes mange systemer derude… er det ene bedre end det andet?

Min subjektive holdning til det spørgsmål er… nej, intet system er bedre end den person der udfører det. Et godt bikefit kræver at den person der udfører det, har godt styr på fysik og anatomi, og samtidig har talent for at kommunikere og lytte. Hvis kommunikationen ikke fungerer, er chancen for et godt fit ikke ret gode.

Thomas Bundgaard er udover at være certificeret indenfor Body Geometry (der er et system udviklet af Specialized) også uddannet fysioterapeut, og så er min oplevelse at han er rigtig god til både at forklare hvad det er han laver, samt lytte til de spørgsmål man har. Han tog sig god tid til mit fit, og det er også det jeg har hørt fra andre, der er blevet fittede hos ham (har jo forhørt mig lidt, rundt omkring).

Selve fittet

Først spørger Thomas ind til ens forudsætninger, hvor meget har man cyklet og trænet, har man haft nogen problemer og hvad er ens eventuelle målsætning – der er en verden til forskel på mulighederne for et fit, alt efter om målsætningen er hygge motion hver søndag med drengene, i hygge tempo, og hvor man bare gerne vil sidde komfortabelt (og undgå smerter) – eller om man (som redaktøren) gerne vil køre / sidde så hurtigt som ens krop nu ellers tillader det, fordi man skal køre noget licens næste år.

Thomas gav sig god tid til det hele, og noterede grundigt ned, herefter gik gennemgik jeg en grundig fysisk test, hvor min smidighed blev vurderet (gammel fodboldspiller… stiv som et bræt) – benlængde, ryggen, hoften, bredde på sædeknuder og stabilitet i højre og venstre ben, og så videre.

Herefter var det op på cyklen og rulle hvor Thomas så tjekkede min position, det første han bemærkede var at jeg sad lidt skævt på sadlen – og at det sikkert skyldtes at sadlen var lidt for small. Faktisk har jeg hele tiden vidst at den saddel jeg havde på min cykel ikke var skide god til mig… men hvad gør man når det er den eneste der fåes i præcis samme farve skema som cyklen?

Saddel Selle Concor Team Fluo // AltomCykling.dk

Well – jeg gjorde det som enhver anden cykelrytter med lidt ære i behold ville gøre – købte sadlen der matchede, og bed smerten i mig… man kan vænne sig til meget. (ja ja, jeg ved godt der er nogen der har fundet på et sæt regler, hvor der står at ens saddel skal være sort… men jeg ved sgu ikke om det er de samme der har fundet på at man skal købe sin bil i Sølvgrå, for så er den let at sælge igen, måske sandt nok, men eddermame en kedelig tilgang til livet).

Nu har jeg fået en testsaddel der er 143 mm bred, og som det ses længere nede i artiklen, så har den faktisk gjort lidt for min ryg position. Det føler jeg på cyklen, hvor min lænd har været mindre øm, noget jeg ellers har døjet lidt med på lange ture over 100 kilometer.

Alt blev filmet, noteret og arkiveret – det er fedt bagefter!

Man får en rigtig god udførlig beskrivelse af sit fit med hjem, og så lavede Thomas også en lille fin video i dagens anledning, som man kan se her ovenfor, tror ikke det er standard, men er sikker på at man godt kan få han til at lave en lille film af ens position på cyklen, som man så kan kigge på når man kommer hjem, det kan måske være meget brugbart.

Jeg cykler stadig rundt på testsadlen, som er en Specialized Romin, jeg er dog ikke helt tilfreds med hullet i midten, så jeg kigger efter en saddel med ca. samme dimensioner (altså 143 bred) – men uden udskæring, skriver på bloggen når jeg finder “vinderen”.

Det hele værd!

Jeg er top tilfreds med resultatet af dette fit, og følte mig virkelig i kompetente hænder, 2.000 kroner er mange penge, og som jeg har sagt tidligere, så er det måske ikke det allerførste man skal investere i når man lige har købt en ny cykel, her vil de fleste cykelhandlere også kunne hjælpe med en basal fitting.

Oplever man derimod lændesmerter, problemer med knæene, som er mere end det man kan forvente at opleve ved almindelig udvikling (de første par måneder VIL lænden være øm… når du øger træningsmængden kan du meget let få små overbelastninger i knæene osv.) – men hvis disse skavanker er konstante, så vil vi bestemt anbefale at man kigger i retning af et Bikefit.

Pre Fit Post Fit AltomCykling Velofit v. Thomas Bundgaard Body Geometry

Afslutningsvis et billed af redaktøren pre fit og post fit – som de ses har den nye saddel hjulpet gevaldigt på redaktørens stilling på cyklen, jeg ligger væsentlig mere ned over cyklen nu, den mindre bue på ryggen skulle i teorien give mindre belastning på lænden, og det er også hvad jeg oplever på landevejen! I øvrigt giver den nye klampe stilling og de nye indlæg en bedre følelse i trådet, som føles mere “rundt”… jeg får simpelthen trukket bedre / lidt mere jævnt.

Om der er watt at hente ved jeg ikke, da jeg ikke har nogen Wattmåler, men der er helt bestemt komfort, hvilket giver på noget på udholdenheds kontoen, og så ser min nye stilling også lidt mere Aero ud, hvilket jo altid er godt :) (vinklerne på billedet er dog ikke helt ens, hvilket snyder lidt).

Velofit.dk v. Thomas Bundgaard er helt sikkert et sted vi vil anbefale, det er ikke billigt, men det er det jo ikke at cykle, til gengæld kan fittet helt sikkert hjælpe én til at komme til “næste skridt” – hvis man sidder lidt fast i smerter og derfor har svært ved at øge træningsmængde eller intensitet, eller hvis man bare gerne vil være lidt mere komfortabel, på det niveau hvor man nu er.

Læs meget mere her: Velofit.dk