Vi har nok alle sammen overvejet det… hvad kunne man egentlig opnå på et år, hvis man tog fri og cyklede fuld tid. Charlotte Longhi gjorde det, og sikke en oplevelse hun har fået ud af det.  Vi mødtes i Rådhusparken i Aarhus, til fotos og en snak om året det er gået. 

Af Uggi Kaldan | Foto AltomCykling.dk 

“Du har kørt MTB hele sæsonen, hvorfor har du din landevejscykel med til fotos!?”

Den er fed ikke? Jeg har jo også kørt lidt landevej i år, og nu har jeg faktisk lige købt den her nye S-Works Venge, den er virkelig fed synes jeg. Jeg er jo lidt en #liregirl, så det er altså den jeg har taget med i dag.

 

“Hvordan fik du ideen til at tage et år fri og køre på cykel”

Det var faktisk min chef der allerede tidligt spurgte indtil om jeg havde lysten til at gøre noget mere ved cykling, men jeg skød tanken lidt væk og fokuserede på at arbejde og træne når det var muligt! Men da jeg så efter første sæson rykkede op fra Dame B til Dame Elite, så kunne jeg mærke der skulle ydes en ekstra indsats og øges markant i trænings mængden. Der besluttede jeg mig for at tage et år ud af kalenderen og træne målrettet og få en masse oplevelser på cyklen.

 

“Hvordan planlagde du dit år”

Jeg planlagde egentlig kun 3 måneder frem og så har jeg taget de muligheder og oplevelser der har budt sig hen ad vejen.
Jeg vidste at jeg ville tage til Spanien i januar og retur til Danmark efter Andalucia Bike race som lå i April.
DM, EM og VM var selvfølgelig skrevet i kalenderen men alle løb og etapeløb udover kom hen ad vejen.

 

“Hvad var din målsætning”

Min målsætning var at gøre lige præcis hvad jeg havde lyst til i et år.
Jeg valgte så at det skulle bruges på cykling, da jeg ville se hvor god jeg kunne blive på et års tid. Jeg var udemærket klar over at Rom ikke blev bygget på en dag, og at det selvfølgelig ville kræve mere end et år, hvis man virkelig ville satse på en cykelkarriere. Men jeg ville realisere mig selv og sørge for at tage de chancer der bød sig og det må man sige jeg har gjort.

I starten af året blev jeg kontaktet af Simon Nielsen som netop havde oprettet et nyopstartede hold med en række sponsorer i ryggen. Ambitionen med holdet var at der skulle kvalificeres til VM i MTB Marathon og det gjorde vi alle på holdet ret tidligt på sæsonen. Det har været en stor hjælp og fordel at være en del af sådan et godt team med Emuge franken og Fusion som hovedsponsorer.

 

“Hvad har været den bedste / sjoveste oplevelse”

Det er virkelig svært at udvælge én af de mange oplevelser til den absolute bedste, for alle de oplevelser dette år har bragt har været uundværlige og yderst begivenhedsrige. Jeg har mødt så mange herlige mennesker på min vej og jeg har oplevet så mange fantastiske steder rundt omkring i Europa.

Men især mine friske erindringer fra VM i Schweiz står selvfølgelig som kæmpe oplevelse og virkeligt smukt. Atmosfæren og kulisserne til sådan et arrangement er helt uforglemmelig. Uanset niveau eller baggrund var folk bare flinke og behagelige! Det var præcis som jeg håbede det ville være, bare endnu bedre.

 

 

Jeg er vild med den stemning både ryttere og publikum er med til at lave ved sådan et event. Jeg har nogle gange kørt landevejscykling og her oplever jeg slet ikke samme stemning fra hverken publikum eller deltagere.

Måske har jeg bare været uheldig til de få landevejsløb jeg har deltaget i, men jeg mener at mountainbike kan noget helt særligt. Jeg kommer fra surf / snowboard verdenen og der vil jeg sige den loose stemning og hyggelige atmosfære er at genkende i netop mountainbike verdenen.

En af de sjovere oplevelser var da jeg stillede op til et etapeløb og blev hooked op af arrangørerne med en lidt ældre canadisk kvinde (verdensmester i Master for anden gang). Første gang vi mødes, dagen før vi skal starte vores duo etapeløb, spurgte om jeg sov i ilttelt op til dette løb, det måtte jeg jo indrømme at min lejlighed godt nok ligger på 3 sal men at jeg ikke havde hørt om ilttelt.

Der tænkte jeg at nu ville jeg nok blive kørt midt over og ville gå en utrolig hård uge i møde. Jeg blev faktisk så nervøs, at jeg ringede hjem med tvivl om jeg kunne køre med hende! Det endte heldigvis med at min skulder kunne bruges allerede første dag opad.

Herefter snakkede hun ikke så meget om det der ilttelt men hun havde stadig masser af gode råd om min kost og vægt, hun var læge og ved nok en del om ting jeg bør spise! Meeeeeen slik og søde sager er jeg stærkt tilhænger af, og så længe det går hånd i hånd med træning, så indgår det altså i min kostplan, basta!

 

“Hvad har været den mest irriterende oplevelse”

Den mest irriterende oplevelse må helt klart være da jeg væltede på min hviledag kun 3 uger før Andalucia Bike Race. En rulletur der kostede 9 sting i underhuden og 12 sting i huden.

Jeg havde troen på at jeg ville være tilbage på cyklen et par dage senere, men desværre gik der betændelse i såret og jeg kunne ikke andet end at ligge med benet oppe, da det ikke måtte springe op i det inderste lag hud. Jeg kørte dog andalucia Bike race 3 uger senere og jeg gennemførte hvilket jeg var ret tilfreds med i sig selv.

 

“VM, hvordan var det?”

Som nævnt tidligere, det var en helt igennem fantastisk oplevelse! Når man har cyklet flere store løb rundt om i Europa, så kender man jo også pludselig rigtig mange deltagere, og det var nok næsten på højde med selve oplevelsen af at køre løbet, at man pludselig følte sig som en del af en “familie”. Det var virkelig fedt at opleve.

Vi ankom tirsdag og havde god tid til at prøve ruten af flere omgange. Det var en meget hård og teknisk rute med lidt af det hele. 70 km og 3500 hm, jeg kørte mit eget tempo hele vejen og disponerede mine kræfter rigtig godt. Jeg udnyttede hver en feedzone og fik fyldt på med væske da det var en varm dag.

 

På de sidste 15 kilometer ramte vi en “mur” den var hvertfald stejl og vi måtte trække op i ca 15 minutter vil jeg tro. Da jeg nåede toppen og satte mig på cyklen krampede mit højre lår og det var godt nok en speciel følelse, en underlig smerte jeg ikke har prøvet før, men jeg måtte fokusere på at komme i mål og brugte venstre ben når det gik op ad. Det varede heldigvis ikke længe før vi skulle køre ned ad og ud af lige singletrack og her gik det godt :)

Jeg kom i mål som nr 50 af 78 og det er jeg fint tilfreds med. Selvfølgelig ville det have været fedt at rykke 10-15 placeringer op hvilket havde været realistisk men for at kunne blande sig længere oppe kræver det vidst en stram diet og livsstil.

Jeg vejer lige 6-8 kilo for meget og det er jeg klar over, men hvis de skal smides så er jeg ikke sikker på jeg synes det er sjovt i hverdagen og det er super vigtig for mig at lave noget jeg godt kan lide og at min hobby ikke bliver en sur pligt!

 

“Hvad skal der ske nu”

Jeg har ingen planer for hvad der skal ske nu, udover jeg skal til Italien og køre løb i weekenden. Faktisk har jeg endda fået et tilbud om kontrakt med et Italiensk hold, dog ulønnet, men med alt betalt… skulle man lige tage et år mere? haha.

Ej, min opsparing tillod at holde fri et års tid, så jeg begynder nok at arbejde fuldtid igen til januar, men derfor slutter mine cykeleventyr bestemt ikke, jeg har fortsat mod på at deltage i løb ude i europa, særligt etapeløb er jeg blevet lidt bidt af!