Sæson 2018 står for døren, og som altid er det med en kæmpe portion spænding at man afventer første cykelløb. Dog er der samtidig den nagende tvivl, om hvorvidt ens vinterforberedelser har været tilstrækkelige til at matche konkurrenterne. En ting er sikkert, jeg er 100% motiveret, ikke mindst fordi jeg har lavet en aftale med Canyon om at cykle på deres Aeroad i år. Efter min mening en af de flotteste rammer på markedet. 

AF JEPPE TOLBØLL

Off-season:

Off-season har i år ikke rigtig eksisteret for mig. Jeg brugte en lille uges tid af cyklen efter Bov, men kom ellers ret hurtigt tilbage på den. Sæsonen havde været alt for kort for mig, og jeg følte en kæmpe lyst til at fortsætte med at træne, men fik alligevel tøjlet mig nogenlunde og ramte 26 timer på cyklen, og 10 timers styrketræning hjemme i stuen, i oktober. Fitnesscenter opgav jeg allerede i 2016, da jeg vidste at jeg ikke ville kunne holde motivationen nok til at vedligeholde det. Det er heller ikke blevet til meget styrketræning siden oktober for at være ærlig. 

Der var dog noget som havde ændret sig ret voldsomt i mit hoved. Mine tanker kredsede hele tiden omkring både løb som Esbjerg og Tønder. Ud over Herning var det jo de løb jeg havde sat næsen op efter. Herning endte egentlig okay, set i lyset af det svære taktiske spil i Pinsecuppen, mens jeg i Esbjerg valgte at smide cyklen i asfalten, i sidste sving før opløbet, og kunne se en potentiel podieplads forsvinde (1. og 2. plads var væk), mens jeg i Tønder punkterede efter 1. omgang.

Hvad skulle jeg gøre? Min vægt gjorde, at det var de flade løb jeg skulle satse på, mens jeg konstant skulle trylle et eller andet i bakkede løb for at få noget ud af det, som bl.a. i Horsens, hvor jeg mirakuløst blev 6’er. Det var ved at blive et frustrerende udgangspunkt, at jeg konstant skulle have så få løb, hvor jeg kunne sige, at hvis der ikke opstod nogle dumme uheld, så ville jeg nok kunne gøre mig gældende i dem!

Med mindre 2018 skulle blive på samme måde, så var der kun én ting at gøre. Jeg måtte komme ned i vægt. Og derfor gik jeg benhård ind i det projekt!

Det har tidligere været svært for mig, men her i vintersæsonen var det pludselig ikke så svært, man skal ikke undervurdere ægtemotivation. Jeg rørte ikke noget som helst usundt i oktober og i det meste af november, mens jeg vejede alt mit mad, og førte logning af det. På den helt hardcore-måde, hvor selv den mindste gulerod blev vejet. Da jeg steg på vægten i slutningen af november, kunne jeg med stor glæde se at de første 4 kilo var væk. Det gav blod på tanden til mere, og da vi ramte december var der røget yderligere 2 kilo. I skrivende stund vejer jeg 8 kilo mindre end da jeg stod på startstregen i Bov.

I november ramte jeg 44 timer, mens jeg i december ramte 49,5 timer.

FORÅR

Da vi ramte januar var motivationen stadigvæk høj. Så faktisk endte jeg med køre hele 62,5 timer, hvilket næsten var en tangering af min bedste træningensmåned nogensinde! En FTP-test gav mig da også en forbedring på 1 sølle watt mere, end min hidtil bedste FTP-test, sat i august, sidste år, hvor jeg ramte 446w i 20 minutter. Dog var min vægt efterhånden så langt nede, at det på w/kg mundede ud i en ret markant forbedring.

På tur med Alexander Salby, Team coloQuick, Jeppe Klein, BHS-Almeborg Bornholm, Christian Wilkens, HS6100, og Andreas Petz, Team Novo Nordisk

I februar blev det ikke helt til så mange timer, da arbejde (24-timers vagter) tog 2 dage ud, hvor der var planlagt lange træningspas, og dagene efter endte med rigtig dårligt vejr, hvor jeg tyede til indendørstræning. Dog endte jeg den 17. Februar med en lille bette hjerneblødning. Planen var at køre 5 timer, men på grund af virkelig gode ben, valgte jeg at udvide passet til 6 timer. Og da der efter 6 timer kun manglede omkring 20 kilometer fra at ramme de magiske 200 kilometer, så fortsatte jeg, og endte på 203 kilometer. Det blev gjort på en dag med let våde veje og 2 grader. Og jeg var ikke engang sønderknust bagefter. Jeg endte på 54 timer, men havde nok ramt 10 timer mere, hvis ikke sneen var faldet og gjort mange af de sønderjyske veje ufarbare. I hvert fald til mit temperament.

I skrivende stund d. 10. marts er jeg kommet noget bagud i forhold til planlagte timer. Dels har vejene ikke været supergode, med endnu et snefald, mens også lidt sygdom har spillet ind, som har kostet 3 dage af cyklen. Dog var det ikke helt skidt, for da jeg igen hoppede på hometraineren for at prøve formen af, endte jeg med at sætte min 2. bedste 5. minutters watt-test nogensinde. Så intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget. Dog er jeg kun på 8 timer i marts, hvilket stadigvæk er utilfredsstillende.

ZWIFT

Som nogle måske ved, så bruger jeg en del af min træningstid indendørs på Zwift. Det har jeg også gjort henover vinteren og i foråret. Der er egentlig flere grunde til det.

1) Jeg synes det er ganske sjovt, og faktisk mindst lige så motiverende (ja, faktisk mere) end at køre rundt i regnvejr eller snevejr når vejret er tæt på frysepunktet eller derunder.
2) Jeg kan nemt sidde 2+ timer på Zwift, og flere gange har jeg siddet op til 4 timer i streg.
3) Jeg rammer de samme watt, som jeg gør udendørs, via min Power2max, og får samme TSS i hus som planlagt.

Faktisk er næsten 50 % af alt min træning i hele off-season og foråret været indendørs.

DISCLAMER: Her tales der om Zwift-løb og ikke så meget om træning. Hvis du ikke til Zwift kan du roligt springe ned til næste emne!

Den 24. Februar var der de officielle nationale mesterskaber i Zwift. På forhånd var mine forventninger måske en Top 5. Jeg forudså i hvert fald Søren Bay, Alexander Bojsen (A-rytter), Jacob Hansen og Yukio Bergholdt som værende stærkere end mig. Specielt de første to regnede jeg for sikre kort til at skulle køre om sejren.

Det eneste der faktisk talte til min fordel var at løbet var noget længere end de typiske Zwift-races. De normale løb er på 30-40 kilometer, mens de nationale løb var på en 66 kilometer lang-rute. At køre løb på Zwift kan ikke rigtig sammenlignes med virkeligheden, så et godt resultat i Zwift kan ikke bruges til så meget i virkeligheden.  

Nu kendte jeg kun Bojsen fra virkeligheden, selvom vi aldrig har kørt imod hinanden (af hvad jeg husker?), men han var taget på træningslejr, så han var hurtigt ud af billedet. Bergholdt var bedre end mig på bakkerne, mens Jacob Hansen ville nappe mig i spurten. Søren Bay var bedre end mig i det hele…! Så jeg måtte se hvad jeg kunne drive det til.

Løbet startede og alle kørte afventende indtil vi ramte Volcano Climb, som var rutens eneste bakke, 3,8 kilometer med 3,2 % i snit, men hvor den ville ramme 10 % hvor den var værst. Her blev feltet hurtigt splittet op, og da vi havde overstået bakken var vi en 7 ryttere tilbage. Bay, Hansen, Bergholdt, Jesper Olsen, Dion Madsen og Morten Tillquist. Herfra gik det egentlig relativt nemt, og ingen åbnede rigtigt op. Måske var folk lidt bange for distancen? Da vi ramte bakken igen røg Tillquist, men ellers var der ikke de store forceringer. Mit overskud var rimelig stort alle andre steder end på bakken, så 2-3 kilometer før vi ramte bakken for sidste gang prøvede jeg med et angreb. Og pludselig fik jeg hul, og ingen reagerede. Måske var det den ekstra distance der kom mig til gode der, for både Bergholdt og Hansen ville normalt godt kunne lukke mig ned på de kortere distancer? Eller måske ville de overlade arbejdet til favoritten Bay? Jeg kendte simpelthen ikke deres forcer godt nok til at vurdere det.

Der var ikke andet for at dukke hovedet og give den et skud. Pludselig kunne jeg se at Bay var alene på vej op til mig, og jeg besluttede mig for at holde igen, og efter 30 sekunder kom han op, og vi fandt ind i et godt samarbejde inden bakken.

På bakken overlod jeg alt initiativ til Bay, da han var storfavoritten, og jeg var faktisk flere gange ret meget på limit, så jeg ventede blot på at han åbnede op og plantede mig! Min eneste tanke var at holde hans hjul så lang tid jeg kunne, for at få så stort forspring til forfølgerne. Til mit store held åbnede han dog aldrig op, og pludselig var vi på vej ned fra Volcano Climb igen. Jeg begyndte igen at prøve med at tage føringer, men var godt stegt. Jeg var egentlig tilfreds med 2. pladsen, men jeg ville prøve at se om jeg kunne snyde Bay på en eller anden måde. Med 4 kilometer igen lod jeg mærke til at han i et moment røg mere end 5 meter bagved mig (5 meter er Zwifts algoritme for at få læ af en anden rytter), og jeg stak. Bay var dog for stærk, og kørte mig hurtigt ind igen, og nu var der kun spurten tilbage at satse på. Han måtte trække mig til stregen herfra, da vi havde over 1 minut til forfølgerne.

Her vandt rutinen klart. Søren fik mig til at åbne en lang spurt, og slog mig ret nemt og kunne nu kalde sig nationalmester i Zwift, hvilket var helt fortjent da han klart var den stærkeste. En sejr til mig havde været tyveri, selvom jeg da selvfølgelig havde taget den, hvis benene havde været der!

Efter de nationale mesterskaber blev jeg kontaktet af et af de store hold på Zwift, Team Vision Cycling, som ville give mig en plads på deres hold. Vi talte lidt om deres forventninger til mig, da jeg jo trækker cyklen udendørs primært de næste mange måneder, men det var de helt okay med, og jeg tog imod tilbuddet. Jeg når nok ikke rigtig at få kørt noget løb hvor vi kører som hold, men det bliver da sjovt nok til efteråret igen, når licenssæsonen slutter!

Nye team-farver på Zwift

SÆSONFORVENTNINGER

Forventninger til 2018 er lidt blandede faktisk. Selvom jeg har lavet et rigtig godt vægttab, som jeg faktisk er rigtig stolt over, så ved jeg jo også godt, at jeg ikke ligefrem er bakkerytter. Og jeg er rigtig meget i tvivl om hvor stor indflydelse det vil have. Kan jeg nu spare kræfter på bakkerne, som kan bruges til angreb senere i løbet, eller betyder det måske slet ikke så meget om man vejer omkring 90, frem for 100 kilo?

Set ud fra watt er min 20 minutters test stort set den samme, men jeg har sat nye PR i hele kurven fra 5 minutter til 20 minutter over vinteren.

Jeg har en virkelig god fornemmelse omkring formen, som jeg også kan bakke op fra mine watt-data, men man ved bare aldrig hvordan konkurrenterne er forberedt. Og bliver man offer for hold-kørsel igen i år? CK Aarhus pt. 4 ryttere med licens i B. Odense har 3, hvoraf den ene er tidligere A- og kontinental-rytter Kasper Linde. Samtidig har de flere tidligere B-ryttere der gør comeback i C, men nok hurtigt ender i B. Odder har deres DCU-team, hvor en del nyoprykkede U19-ryttere starter i B, og specielt en af dem tror jeg blæser i A hurtigt. Vejle har og 4 ryttere. Jeg tror kun at vi bliver 2 fra Haderslev i B i år. Sidste år blev der dog ikke kørt så meget holdkørsel. Det “værste” eksempel jeg husker, var i Middelfart da jeg endte med 3 CK Aarhus-ryttere de sidste 30 kilometer. Løbsrapporten kan læses HER! Og de gjorde det helt rigtige, det er ikke noget jeg skal lyde bitter over eller noget. Jeg havde gjort præcis det samme, hvis jeg havde siddet med 2 andre fra Haderslev, mod en enlig rytter.

Jeg har besluttet at jeg ikke vil udpege nogle løb jeg satser på som sådan, da den plan bliver for frustrerende hvis de mislykkedes. Jeg vil gerne køre 2-3 podiepladser ind, og helst gerne en sejr, men vigtigt for mig er det, at kunne præge løbene i stort set hvert løb. Jeg skal prøve at lade være med at lade mig frustrere når løbene ikke går som jeg gerne vil. Og så skal jeg turde tage chancen når den byder sig.

2018 – bring it! 

Jeg glæder mig til første løb! Som nævnt har jeg skiftet min Scott Foil ud med en Canyon Aeroad CF SLX 8.0 DI2 som Canyon har været så venlige at stille tid rådighed for mig, fantastisk! Den glæder jeg mig helt vildt til at prøve udendørs! Pt. har jeg ikke kunne få mig selv til at bruge den derude på de saltede veje, så håber snart på bedre forhold. D.22. marts skal jeg bikefittes hos Cyclo Position, ved Mads Christensen, tidligere professionel cykelrytter, hvilket også bliver spændende!

Jeg synes jeg kommer ind i sæsonen med de absolut bedste forudsætninger for at gøre det godt. Ny fed cykel. Har fået smidt en god portion kilo, der alt andet end lige bør hjælpe mig i løbene. Træningen er forløbet planmæssigt og kroppen føles fit. Jeg er klar! 

LØBPROGRAM (licens).

Ikke alle løb er 100 %, men det er som udgangspunkt de løb jeg regner med at køre.
MARTS:
25. Rødekro
31. Hjørring

APRIL:
1. Thy
2. Aalborg
7. Holstebro
8. Greve CC
14. Køge
15. Varde
22. Ry eller Næstved

MAJ:
5. Randers
6. Djurs
10. Politiet IF
13. ABC’s løb
19. Silkeborg
20. Herning
21. Hammel
27. Give

JUNI:
3. Nyborg
17. Tissø eller Fredericia Master DM (såfremt de åbner for andre klasser).
26.-29. Randers Bike Week

AUGUST:
12. Rundt om Vandtårnet
17. Bogense Gadeløb
18. Lyngby
19. DCR eller Aarhus
26. Vejle

SEPTEMBER:
1. Hedensted
2. Brædstrup
8. Vejen
9. Kolding
15. Odder
16. Hobro
22. Horsens
23. Haderslev
29. Tønder
30. Sønderborg