Altomcykling.dk har i år lavet et samarbejde med Nils Bradtberg fra Team ABC elite om at skrive hjem fra Indien, hvor han deltager i Tour of Nilgiris. Der er lidt løbselement, men naturligvis er det mest for oplevelsens skyld, at man drager til Indien som dansk licensrytter, med cyklen under armen. Nils har kørt de 2 første etaper, læs hans beretning fra dem herunder, eller læs hans optakt HER.

Af: Nils Bradtberg

16/12 2014 190 kilometer – så er vi i gang!

Dagens etape fra Bangalore til Mysore er hurtig én af slagsen (850 hm på 190 km). Forude venter en varm og vindstille dag. Der skal derfor disponeres med energi og væske, også selvom det ’bare’ er et indisk motionsløb. Efter en storladen præsentation med borgmestre, sportsfolk og pressefolk, bliver løbet skudt i gang (TfN er et specielt event ud fra indiske standarder, og opnår herigennem relativ let adgang til pressen). En intens spænding i feltet spores – mange er ivrige efter at komme i gang, og for især inderne, er TfN noget de træner op til over mange måneder, hvis ikke år. Det er et aktivt valg om en sund livsstil, og et valg om at bryde med de gængse samfundsnormer. Det er også en pengetung sport, og TfN er for de indere, der har økonomisk overskud til at holde fri og realisere en drøm. Det er en styrkeprøve og udgør en milepæl i deres sportskarriere.

Jeg kaster et hurtigt blik over feltet. For størsteparten, er det gennemførelsen af den samlede distance på 950 kilometer, med 10500 højdemeter i supplement, som bliver det primære fokus. Efter fælles eskorte ud af Bangalore, opstår mindre grupperinger. Selv sidder jeg i en mindre førergruppe, bestående af 4 hollændere, 4 indere og undertegnede. Modsat danske licens- og motionsløb med positionskampe og en indædt kamp for at komme af sted, er styrkeforholdene her så markante, at rytterne selv indfinder i en passende gruppe.

Folk og børn kigger måbende på os, cykelløb er ikke er hverdagsting i Indien.

Der gives plads og der tages hensyn. Konstellationen af førergruppen etableres, og uden en nævneværdig kommunikation, skrues tempoet op (omend en håndfuld ryttere havde TT efter 107 km i baghovedet, og pænt holdt igen med føringerne). I gruppen opstår et flow, og føringer blev taget efter styrkeforhold og pludselig indskudt overskud (en typisk inder ting). Det virker på en måde lidt uvirkeligt, at vi passerer små landsbyer, rismarker, hellige køer og bede templer på cykel. Folk kigger måbende på os, og børn vinker og vil røre os (lidt ligesom tilskuerne i de store pro tour løb).

Efter 107 kilometer står vi foran TT. Ankommende til det markerede startpunkt, sendes vi afsted med ét minuts mellemrum. Forude venter en 16 kilometers relativ flad enkeltstart. Det er disse indlagte enkeltstarter, der afgør hvem der har den blå førertrøje (M/K/Master). Inderne kender hinanden forude for denne første styrkeprøve, men ellers er især de 4 hollændere ukendte. Hollænderne tæller – brødrene Dijkshoorn, der for alt i verden ikke vil tabe den interne familie dyst, en nær licens cykelven, og så en badebillet. Brødrene sendes af sted med ét minuts mellemrum. De forsvinder hurtigt i disen. Jeg kender ikke deres styrke, men ved, at den ene engang var en dygtig junior rytter, mens den anden er en tidligere roer, der nu har kastet sig over cyklingen.

Vi er nogle hurtige ryttere og så en badebillet, han gør det nu ok.

En langsom nervøsitet breder sig blandt de 4 indere. De vil meget gerne starte sidst efter at have set det europæiske spændingsniveau. Disse indere tæller Vivek – manden bag ’Team Specialized’ – et af de største indiske cykelhold. Kihran – en af holdets ryttere, Venky – etableret rytter i et spirende cykelmiljø, samt triatleten Deepankar. Badebilletten bliver sendt af sted som den sidste hollænder, lige inden mig. Han er ikke tryg ved situationen. Omvendt har jeg let selvtillid forude. Jeg begynder dog skidt, da jeg ikke klikker i pedalen. Forhastet accelerer op mod 50-55 km/t, og må derefter gå lidt ned i fart. Det var absolut ikke planen. Jeg indfinder dog efter noget tid i et passende flow, hvor puls og tråd er konstant og hvor jeg presser mere og mere til. Jeg passerer badebilletten, og kan skue brødrene på en lige snor forude. Urytmisk på vej op ad en lille stigning. Jeg når den ene, og får placeret det første aftryk.

Styrkeforholdende er overordnet synlige, men konkurrencen intakt. Jeg kører en fin tid med 44,5 km/t i snit, og har 1.50 minut ned til Geert Dijkshoorn, men top 10 er ganske tæt. Den indisk triathlet følger blot 10 sekunder herefter, og brormand, Wouter Dijkshoorn, yderligere 15 sekunder. Under aftensmaden er stemningen god. Alle flokkes omkring resultatlisten, da den bliver offentliggjort. Samtaler stivner. Pludselig snakkes, og nye fortællinger om dagens etape etableres.

Hos kvinderne er løbet afgjort efter 1. etape ligner det.

Trætte ansigter får en make-over, og en fornyet gejst ovenpå de 5.30 – 9 timer i sadlen opstår. Kvindernes dyst er nærmest afgjort på førstedagen. Blandt de 9 kvinder har det irske ikon, Vicky Nicholson, har smadret alt modstand fra de 8 indiske kvinder, og fører med knap 8 minutter. Vicky gennemfører TT med godt 36 km/t. I masterkategorien har specialized manden, Vivek, et 10 sekunders forspring. Han disponerer fornuftigt og kommer rundt med knap 40 km/t. De tre førertrøjer uddeles om aftenen, og den første respekt indgydes.

Nils Tour of Nilgiris 2014 © Photo: Nils Bradtberg // AltomCykling.dk

Der bliver ventet på inden bjergenkeltstarten. © Photo: Nils Bradtberg // AltomCykling.dk

17/12 2014 Kalhatti – stigningen der får Alpe D Huez til at blegne

Der er flag off kl. 07.00. Herfra følger 47 kilometers flad kørsel og 12 kilometers TT. Herefter ledes feltet gennem en naturpark, inden Kalhatti skal bestiges. Herfra fortsættes 15 kilometers let stigning mod dagens hotel. I alt 139 kilometer og knap 2500 højdemeter.

Vi triller i et passende pace, hvor hovedet gøres klart. På vej ud af Mysore ser vi skolebørn på vej til skole, lokale indere på vej mod arbejde og drenge der spiller cricket. Indien er meget ’right in your face’, så man kommer meget tæt på deres hverdag, og det hele sanses utroligt intenst, når sker på cykel. Der er stilhed i den etablerede førergruppe. Vores motorcykel marschall leder os frem mod første depot og den indlagte TT. 12 kilometer, med to længere 2-3% stigninger. Igen starter hollænderne foran mig.

Jeg gentager opskriften fra dagen inden. Finder en passende spænding frem i kroppen og indstiller fokus. Pulsen er høj, men jeg træder cyklen godt rundt, holder et godt pace på stigningerne. Vinterformen er bedre end sidste år jeg var hernede. Ved kilometermærket skruer jeg farten op, og kan mærke en prikkende syre. Det er fint, jeg kan holde den ét minut, uden jeg mister moment. 200 meter før mål kommer en tuc-tuc i spil. Vigepligt er ikke gældende i Indien. Jeg minder mig selv om sikkerhedsaspektet, og de mange uforudsigelige hændelser, der opstår i trafikken hernede. 3,30 lyder forspringet nu til Geert Dijkshorn, men de sekundære placeringer er stadig i spil. Sammenlignes med sidste år, har jeg gjort forbedringer – det hæfter jeg mig ved. Det er mit eget lille kick.

Jeg mener det virkelig, Alpe d Huez er ikke hård i sammenligning.

Kalhatti venter forude – den stejleste stigning i Sydindien, og såvel mytisk, som berygtet blandt indere. Vi har kørt 100 kilometer, og rytterne ankommer i samlet folk til foden af Kalhatti Folk strækker ud, indtager energi, og prøver at fjerne fokus fra den mur, der skal bestiges. Jeg er ikke sen til at belære hollænderne om, at de skal huske at gemme noget til sidst (erfaring fra sidste år) – noget jeg omtrent et kvarter seere selv havde glemt alt om. Året forinden havde jeg en håbløs gearing, og ramte limit allerede efter 2 kilometer ud af 11,6 km.

Mens de første 7 kilometer lyder på omtrent 9 % i snit, tager stigningen til, og lyder derefter på 13 %, inden man de sidste 500 meter kysser de magiske 20 %. Det er rå power og overlevelse. Den slår alt jeg har prøvet. Det er intet ’sweet spot’, hvor overskud kan etableres. Igen i år har jeg for tung en gearing – 39/28, og det erfarer jeg hurtigt. Man rammer Kalhatti med høj fart efter en kort nedkørsel, og derfra står den på 13 % fra start. Den mentale udfordring består i, ikke at give op, ikke at stå af cyklen, men bare fokusere 100 meter frem, eller til næste hårnålesving.

For der er passager, hvor cyklen trædes rundt med 7 km/t (hvis vi runder lidt op), og passager, hvor trådet er så langsomt og tungt, at jeg kun kunne fokusere på ikke at give slip. Det er her og nu. Når det hele synes allerværst, er der alligevel få passager, hvor det slørede blik bliver clearet. Små succesoplevelser, hvor tempoet skrues op og distancen mindskes. Steder, hvor jeg pressede mig selv over overlevelsen og gør en forskel. For man kommer ud af kontrol, og det må man acceptere på Kalhatti. Det er en præmis. Kampen er lige dele psykologisk og fysiologisk – og lad mig slå det fast; en stigning vi alle kender, Alpe D’Huez er vand ved siden af dette.

Helt færdig på toppen, men forbedrede min tid med 6 minutter fra sidste år!

På toppen slår jeg ud. Ligger mig i fosterstilling ved et bedetempel og tidstagerne kommer løbende. Jeg hører ikke hvad de siger, alt flimrer. Vi befinder os i 2300 meters højde, og fra 35 grader er vi nu omkring de 10. Et kvarter efter er jeg på højkant. Den værste smerte er væk. Jeg har ondt i kæberne. Der opstår en ny fortælling. Min egen fortælling om lidelsen på Kalhatti. Fortællingen om min smerte, og alle de indre overvindelser. Om alle de passager, hvor jeg passerede ryttere, der gik eller zig-zaggede opad. Ligeså vel har alle de resterende 79 ryttere en fortælling – hvad enten de gik, blev kørt op, eller klarede den i ét hug. For Kalhatti husker man!

Tidsmæssigt har jeg forbedret mig 6 minutter fra sidste år og erobrede årets ’King Of Kalhatti’. En særskilt kategori. Jeg lavede KOM på Kalhatti og havde 7.52 minutter ned til Wouter Dijkshorn på anden pladsen. Han har fået fornyet selvtillid i brødredysten.

 Venkateswara fotograferer Nils bagfra © Photo: AltomCykling.dk // Tour of Nilgiris 2014

Bagholdsangreb – Nils fotograferet  i AoC bibs til starten på 3. Etape © Photo: AltomCykling.dk // Tour of Nilgiris 2014