Da jeg var arbejdsramt søndag, hvor der var licensløb i Kolding, måtte jeg tage en ordentlig gang træning lørdag. Men da de fleste af mine træningsmakkere var optaget, valgte jeg at tage med en håndfuld af dem til motionsløbet, Tour Re Tour, som blev kørt ved Munkebo på Fyn. Det skulle vise sig, at blive en aldeles positiv oplevelse, også selvom der kom lidt malurt i bægeret til sidst! Og, og, og – det vigtigste; Den nye AltomCykling-trikot, fra Trimtex, fik debut! Den er fed.

Af: Jeppe Tolbøll // Foto: Bike Foto by O. J.

Jeg var blevet overtalt af mine to kammerater Carsten Hjort og Michael Vestergaard, om at deltage i motionsløbet, Tour Re Tour. Begge havde kørt Tour de Kerteminde, og mente at området var godt “derovre på Fyn.” Tour Re Tour er faktisk en udvikling fra Tour de Kerteminde (Tour de Kerteminde køres dog stadig til september), fortalte med-arranger Pelle Clemmensen mig efter løbet. Efter et vellykket Tour de Kerteminde slog Kerteminde Cykelklub sig sammen med en bred gruppe af cykelinteresserede grupper/personer om at skabe Tour Re Tour. Ud fra ruteprofilen ville der være et par små bakker, og en lidt længere til sidst i løbet, men intet voldsomt!

Velankommet til Munkebo, fik vi pillet cyklerne af bilen og ellers afhentet numre. Ved udlevering af numre kunne man så tage et par bananer, lidt energibarer eller frugtstang. Der var ingen der kunne brokke sig over at komme til at mangle energi!

Vi fik alle klædt om, og så ellers lige ud og rulle en smule. Vi forventede lidt at der ville tempo på fra starten, da Team Alé stillede til start. Jeg kendte personlig kun til Emil Lang Skovbølling, som jeg har kørt lidt løb med i B-klassen, men vi havde fået at vide at resten også sagtens kunne træde. Kort før start fik jeg også et andet navn i posen, nemlig Thomas Hald, også fra Team Alé

Da starten gik var det med 3 kilometers master og der forløb egentlig ganske fredligt. Men desværre var masteren lige frisk nok, og inden vi så os om kørte han langt over 40 km/t, og med sig trak han en gruppe på 3-4 mand. Feltet gik dog ikke i panik over det, og alle tog det ret afslappet. Løbet blev givet frit, og farten steg stille og roligt. Rytterne ude foran blev stille og roligt hevet ind, og der var ikke de store ryk, da vinden var ret led. Selv sad jeg og hyggede mig, og prøvede at guide Carsten Hjort til at ligge rigtigt, da han ikke har den store felt erfaring.

Efter 15 kilometer kom der en Team Alé-rytter afsted, som ikke var Emil Skovbølling. Jeg kunne ikke huske Halds nummer, og anede ikke hvordan han så ud. Dog var min tanke, at hvis de kørte lidt som team, så ville de måske bakke af, så jeg tænkte, at hvis jeg kørte med nu, så var jeg da lidt på forkant – ud til venstre og i et ryk forbi feltet lukkede jeg op til Team Alé-rytteren, som senere viste sig at være Hald.

Vi øgede stille og roligt fra feltet, uden egentlig at gå særlig dybt. Jeg kiggede bagud efter 2-3 minutter og så en gul rytter på vej op til os. Det var Emil Skovbølling. Jeg begyndte kort at tænke lidt som licensrytter, og hvordan jeg aldrig ville samarbejde med to ryttere fra samme klub/hold/team hvis jeg sad alene med dem i et udbrud. Specielt ikke hvis det endda var de stærkeste konkurrenter, men hvad fanden, det her var ikke et licensløb. Det gjalt om at få mest mulig træning ud af det. Så vi gav den gas. Der gik ikke mange minutter før jeg var klar over, at vi aldrig ville se feltet igen – hvilket vi dog gjorde, men det forklarer jeg senere!

Nå, men selve racet er der ikke det store i, da vi alle kørte rundt, og kørte stærkt. Det var ellers bare at nyde de lækre områder langs vandet, som en stor del af løbet blev kørt ved.

077

Emil Skovbølling forrest, Jeppe i midten, og Thomas Hald bagerst.

Fra kilometer 90 og til 110 skulle man køre på en vej, ud til et vendepunkt, rundt om en kegle og tilbage igen. Det var noget jeg var liiidt uroligt ved, da vi så ville køre direkte imod vores eget felt, og hvis nogle folk kørte med hovedet under armen kunne der ske ulykker. Min bekymring var dog helt og aldeles ubegrundet, for da vi nåede derud var vejene ganske fine, og vi mødte også vores felt, hilste pænt, og fortsatte ellers bare med at knokle på. Thomas Hald måtte dog sidde over et par gange med begyndende kramper.

Med cirka 20 kilometer igen begyndte jeg stille og roligt at tænke finale. Cirka 8 kilometer til målstregen ville der komme en led bakke, i hvert fald ud fra højdeprofilen. Jeg kendte ikke ruten, så jeg vidste intet om hvor slem den var. Min taktik var, at prøve at lave et par ryk, der kunne få smidt Thomas Hald, så jeg kun skulle koncentrere mig om Emil.

Med 17 kilometer til mål kom jeg med første hug på flad vej, hvor der var lidt sidevind, men Hald var hurtig og fik råbt Emil op. Hullet blev slået, men Emil og Hald var hurtig til at finde ind i samarbejde, og jeg kunne se at de langsomt åd sig ind på mig igen, og derfor stoppede jeg og lod mig hente. Der gik lidt stilstand i den, men vi kom dog ind i et rulleskift igen. Nu blev føringerne bare pludselig meget kortere! Jeg ventede lidt på mit moment igen.

Næste angreb kom jeg med med 9 kilometer igen. Denne gang fik jeg Emil med på hjul, mens Hald faldt af. Jeg besluttede mig for at give den gas, så jeg endegyldigt kunne få Hald smidt af, men da mine kræfter slap op, gik Emil (naturligvis) ikke frem og hjalp, så Hald kom stille og roligt tilbage. Lige da han fik kontakt, kørte Emil da det begyndte at stige og han fik hurtigt et hul. Jeg måtte arbejde, selvom benene var brugte. Jeg kom ikke nærmere på ham op ad, men efter toppen gik det ret meget ned af, og jeg fik ham kørt ind på nedkørslen – dog med Thomas Hald på hjul. Jeg besluttede mig at vente til spurten.

Da vi ramte de sidste 4 kilometer faldt farten kraftigt, og vi kørte vel kun 30-32 km/t, det meste af tiden. Ingen ville tage det hårde læs mere, så vi kørte rundt, men vi var alle på mærkerne. Efter en føring, med 3 kilometer til mål, var det meningen af Hald skulle gå frem, og derefter Emil. Men Emil gjorde pludselig plads til mig bagved Hald. Jeg tog den, for gjorde jeg ikke, ville Hald få hul, som jeg alligevel skulle lukke. Men jeg besluttede mig her, for at min sidste føring var taget. Jeg syntes ikke det var superfedt, at have Emil bagved mig, da han var den stærkeste af de 2, men sådan måtte det blive.
Løbets sidste bakke var rigtig nem, for ingen turde ligge pres på her, så vi kom nemt over den. Sidste kilometer! Jeg følte at jeg sad med gode kort på hånden, da spurten gik ned af. Den skulle bare ikke åbnes for sent!

Emil åbnede med 350 meter igen – perfekt med en lang spurt for mig. Selvom han fik hullet, så lå jeg hele tiden 2-3 meter efter ham, og kunne mærke at jeg stille og roligt kom tættere og tættere på. Med 30 meter til stregen nåede jeg op på siden af ham og han resignerede! Yes, mand! Sikker sejr, tænkte jeg mens jeg rev den ene lap i vejret for at fejre!

Man skal fejre når man vinder... men kun NÅR man vinder, Jeppe!

Man skal fejre når man vinder… men kun NÅR man vinder, Jeppe!

Men jeg vandt ikke! Jeg havde nemlig slet ikke set at Hald var SÅ tæt på. Som man kan se på billedet, fik Hald kørt de sidste ud af benene, og på stregen kom han på siden af mig. Faktisk var jeg ved at styrte, da jeg som sagt ikke så Hald, og derfor kom jeg til at trække en smule over mod ham, mens han sneg sig forbi. Efter stregen stødte vi sammen – hans bagskifter mod mit forhjul – og hvordan jeg reddede den, det fatter jeg ikke! Der røg 2 eger og hjulet blev slået så skævt, at cyklen nødbremsede af sig selv. Og så fik fælgen nogle trælse ridser! (kæft de får tæv de black inc. hjul Jeppe! :D)

13490773_891443244312206_4266810728878784507_o

Efter stregen, var jeg rasende. Jeg var ikke helt sikker på hvorfor jeg var rasende. Jeg tror mest det var pga. chokket, og den adrenalin der susede rundt i kroppen. Først troede jeg, at jeg var sur på Hald, fordi jeg syntes, at det var hans skyld, men som pulsen kom ned, kunne jeg godt se, at det bare var et race incident, som heldigvis ikke kostede brækkede lemmer. Det er første gang, at en chokreaktion udmønter sig i vrede hos mig! :) Men der var ingen hard feelings for vi stod bagefter og gav hinanden hånd imens vi ventede på resultatet. Ingen kunne bedømme hvem af os der vandt.

Til sidst kom måldommeren med et stykke papir. “Det er den tætteste sejr, jeg nogensinde har set – 0,04 sekunder adskiller jer!” sagde han, og viste os papiret…. med Thomas Hald som vinder! Vi slog alle ud i latter. Selvfølgelig er det torskedumt, at fejre sejren når den så slet ikke er sikker, men det var heldigvis kun et motionsløb. Havde det været et licensløb, havde tonen i det her blogindlæg været en helt anden, det kan I bande på! Selvfølgelig ville jeg gerne have vundet, men sådan skulle det ikke være. Jeg var mest af alt glad for at være sluppet uden skrammer!

Lidt tid efter kom en mindre gruppe ind, og kort efter kom Michael Vestergaard ind som nummer 14. Præcis 10 minutter efter kom Carsten Hjort ind, da han de sidste 50 kilometer havde kørt singlespeed i 53/15, da hans DI2 stod af!

MIN BEDØMMELSE AF LØBET:

Jeg har kørt en del gode motionsløb, men Tour Re Tour er oppe i den liga, som værende et af de bedste.

Positive:
– Bar og frugt før start.
– Fornem rute.
– Dygtige race marshalls
– Mange folk på ruten til at vise vej.
– Gratis lækker sandwich efter løbet, samt en lokal juice og en flaske vand!

Negative:
– En lidt for ivrig masterstart.
– En bom placeret midt på vejen med 400 meter igen, for at undgå trafik i opløbet. Den var lige ved at koste et styrt, da den var svær at se. Den bør fjernes eller markeres op med en “skarp” farve.

Kommer løbet ikke til at påvirke mit licensprogram næste år, så kommer jeg 100 % tilbage igen. Løbet kan klart anbefales.

Mere info om løbet, klik her.
Resultater, klik her.

13498039_891435460979651_6423068198657612096_o