2. etape af Trans Siberia Extreme er overstået, og allerede nu har det været rimeligt dramatisk for de danske deltagere! I dag starter 3. etape, og nu bliver det alvor med 693km der skal tilbagelægges. 

Af Uggi Kaldan | Foto Uggi Kaldan

Peter Sandholt kørte hjem i front

Der blev kørt voldsomt hurtigt på første etape, næsten 40 km/t på de 400 kilometer, 2. etape blev kørt mere “rimeligt” hvor de forreste kom i mål med godt 34 km/t. Godt nok har de to etaper være stort set uden sving, men med over 3000 højdemeter pr. etape har de altså ikke været helt flade.

Samtidig har begge etaper været kørt på store motorveje, noget der helt sikkert har givet flere deltagere stress, særligt dem der ikke har ligget i større grupper må havde følt presset. Det kostede i hvert fald allerede i går for den ene af de to piger. Forholdvist kort inde på etapen måtte Thursday Dubina udgå pga. “vej stress”. Hun er dog med igen i dag, vi prøver at finde ud af hvad reglerne præcis er for deltagere der udgår af en etape… for man må åbenbart godt fortsætte?

Peter Sandholt har kørt super stabilt på begge etaper og er kommer hjem i front på dem begge, men hvor det var 5 ryttere (Inklusive alle 3 danskere) der kom i mål på første etape, så var der udskilning på 2.etape, hvor både Aske og Michael måtte strække gevær i forhold til de forreste.

Peter kom i mål sammen med Alexey Shchebelin og Pierre Bischoff, i tiden 10 timer 58 min og 36 sec.

Pressede danskere på 2. etape 

Vi fik fat på alle 3 danskere i går efter etapen, og det var vidt forskellige oplevelser de havde på 2.etape, hvor der allerede opstod udfordringer.

Peter Sandholt havde gode ben, men trods han ikke følte sig presset for alvor, så nævnte han dog at han synes der blev kørt hurtigt og han godt kunne være lidt bekymret for om der blev kørt “for hurtigt”. Når Peter siger sådan, så bliver der kørt stærkt.

Michael Knudsen sad med i front men måtte til sidste rulle benene af med en begyndende krampe. En større udfordring for ham er dog en begyndende fodskade. En helt ny og lidt for smal sko fik presset hans ene fod da han kørte sit Danmark Rundt projekt – og det har vist sig at han ikke helt er kommet sig over den belastning. Se Michael selv fortælle om etapen herunder.

I dag har Michael forsøgt sig med at skære et lille hul i skoen på det udsatte sted, for at lette presset på det pågældende område, vi håber det virker for ham!

Aske udfordret af maven

Aske røg af fronten med næsten 100km igen, han havde svært ved at tage føde til sig, og holde det inde… Den slags koster naturligvis når man skal cykle 400km. Aske bed dog tænderne sammen (og drak næsten 8 liter cola!!) – hvilket fik ham igennem til mål… desværre med et tidstab på næsten 50 minutter.

Løbet er dog langt endnu – og vigtigst af alt så skrev Aske lige her til morgen at natten havde været god, og han har kunne spise og drikke normalt her til morgen. Han er nok alligevel sat lidt tilbage i dag, men indtil videre ligner det han sidder hvor han skal!

De elendige trackere løbet bruger viser i hvert fald nogenlunde samling i front indtil videre. Når rytterne kommer i mål i morgen forsøger vi selvfølgelig igen at få  kommentarer fra deltagerne, men som Peter skriver på sit opslag herunder, så er tidsplanen presset når de kommer i mål.

Jo længere vi kommer ind i løbet, jo mere fokuserede bliver rytterne også, og jo sværere bliver det naturligvis at få info – men vi gør hvad vi kan!

Vil du vide lidt mere om de 3 danske deltagere så kan du læse vores lille optakt til løbet her: Tre danskere stiller op i verdens længste etape cykelløb!

Du kan selv følge med – bemærk trackeren sidder i følgebilerne, og er afhængig af mobilnet, så derfor er rytternes placering mildest talt upræcis! 

Du kan finde live trackeren ved at downloade APPen – Red Bull – Trans Siberia Extreme til din iPhone eller Android.

Følg også de danske rytteres facebooksider!

Peter Sandholt – Ultra Cycling
Michael Knudsen – Level up Life
Aske Søby – Ultra Cycling