Lørdag i Harzen skulle vise sig at blive en prøvelse – regnen stod ned i stænger fra morgenstunden, og det lignede heldagsregn. Dog skulle det ifølge cykelrytternes yndlingsvejrtjeneste yr.no klare lidt op omkring middagstid, så afgang klokken 10, blev skudt til klokken 12. Opholdsvejr blev det dog ikke, men det regnede da lidt mindre da vi endelig kom afsted. MTBere bliver dog ikke slået ud af regnvejr, som det ses herunder, så var folk i højt humør efter dagens tur… særligt redaktøren haha. 

Tekst og Foto: Uggi Kaldan 

Hold 4 holdt humøret højt på dag 2

001-harzen-uggi-kaldan

Vi var en ordelig flok afsted til Harzen på WeBikes tur, mere end 50 mennesker faktisk, det var dog ingen udfordring for arrangøren MTB Harzen v. Martin Nørris, der har styr på sit kram. Hele 5 hold blev vi delt op i, sådan nogenlunde efter niveau, men man kunne naturligvis selv vælge fra dag til dag. På første dag fulgtes jeg noget af vejen med hold ét, og da jeg kørte på LEVO (El-cykel fra Specialized red.) – så kunne jeg sagtens følge med opad, nedad gik det dog knap så hurtigt.

Anyway – da jeg havde kørt med hold ét den 1. dag så var det naturligt at hoppe på et andet hold på 2. dagen, jeg ville jo gerne nå at tage billeder af så mange så muligt på turen, valget faldt på gruppe 4, og vi havde en fest, det var dog noget udfordrende at holde humøret højt og ikke mindst skyde nogle billeder, for det regnede stort set uafbrudt hele dagen!

Turen gik til MTB park Hahnenklee – og jeg lærte lidt om det at køre på el!

003-harzen-uggi-kaldan

Efter ca. 20 kilometer med i rigtigt fint terræn og masser af regn ankom vi til Hahnenklee, hvor der er nogle rigtig fine downhill spor, med udfordringer for de fleste, vi kørte det hurtige flow trail og det var mega fedt at køre nedad med god fart, noget som jeg ikke havde fået gjort så meget dagen inden, simpelthen fordi teknikken bare ikke er så god. Som det ses var humøret stadig utroligt højt trods alt regnen! Respekt.

Det skulle dog også vise sig at der udover det gode humør også var store fordele ved at køre på hold 4, der altså kørte knapt så hurtigt som hold 1 og 2, og var noget bedre til at vente når man var kørt både op og ned (det var i øvrigt ingen kritik af hvordan der blev kørt på hold 1 og 2, de SKAL jo køre lidt hurtigere, når det nu er de hurtige hold, det var bare bedre for mig at køre lidt langsommere, så jeg kunne lære cyklen at kende).

Første gang på en elcykel? – Sluk den!

Efter lidt kilometer hvor vi ikke kørte så hurtigt og min puls derfor var tilsvarende lav, begyndte jeg at sidde og eksperimentere lidt, bl.a. med den droppost som Levoen er født med, og som er totalt smart at bruge når man kører nedad eller når det går virkelig stejlt opad (men det ved de fleste der kører MTB jo allerede!) – men jeg eksperimenterede også med at slukke cyklen. Levoen vejer 26 kilo, så når den er slukket, så er den rimeligt tung at holde i gang! Lige ud er det dog overraskende let at holde tempo og på små bakker under 4% går det også lige… selvom der VIRKELIG skal trædes for at følge med.

Den store fordel ved at slukke for strømmen er dog at man faktisk kan mærke hvad det er man kører rundt på. Pludselig forstår man hvorfor styret ikke “bare lige” letter når man trækker i det, for at forcere en mindre rod, og særligt når man træder i pedalerne oplever man hvordan den reagerer på grus, sten og andre overflader. Det viste sig at være en fordel, ikke bare nedad, men også opad, efter en god håndfuld kilometer med cyklen slukket, følte jeg mig meget mere sikker på den, så det kan jeg anbefale, hvis man altså har benene til at holde cyklen igang.

Er det overhovedet fedt med en elcykel? Får man overhovedet trænet?

Ja, og ja! Flere spurgte mig da vi var ude og køre – “hvorfor er du forpustet?” – jamen man kører jo stadig med det man har, man kører bare lidt hurtigere end hvis man ikke havde fået hjælp. Selvfølgelig kan man godt køre med cyklen på max styrke og køre med 90 i puls på en tur med knap 900 højdemeter som vi gjorde Lørdag, så holder cyklen bare ikke strøm så længe. Jeg kørte knap 45 km lørdag, med ca.900 højdemeter, og cyklen havde brugt 30% strøm da vi kom hjem.

Uggi Kaldan Harzen 2016

Den store forskel var dog at efter vi var kørt op på toppen af bakken i Hahnenklee bikepark 2 gange, hvor jeg godt nok forpustet, men stadig var helt klar på at køre op 2 – 3 gange mere, der var de andre var klar til at tage hjem. Det kan dog også skyldes vejret, der ikke ligefrem var super, som det ses på billedet herover.

At tage en Levo med i en bikepark, svarer lidt til at medbringe din egen lift, måske betyder det ikke meget i flade Danmark, men når stigningerne nærmer sig de 200 højdemeter, så kan det hurtigt betyde at man når 5 – 6 af de sjove nedkørsler, i stedet for kun 2.

Jeg ser to helt store fordele ved en el MTB som Levoen. Er du sådan én der er god til at køre nedad og ofte bevæger dig til afsides steder uden lifte, og synes du når for få nedkørsler, så vil du helt sikkert nå flere ved at køre på f.eks. en Levo.  Er du ham / hende der sagtens kan følge med dine venner nedad, men ofte bliver sat opad, og derfor er den de andre må vente på (på toppen) – så kunne en elcykel være svaret på at få en sjovere tur med de gode venner, og igen – jeg vil gerne lige understrege – man skal nok stadig få brugt stængerne!

I sidste ende er det selvfølgelig et temperaments spørgsmål, men for mange vil der være rigtigt meget underholdning gemt i at sluge stoltheden og prøve en cykel med elmotor.

Selve parken, vi kørte ikke de svære spor, men flow sporet det var altså sjovt!

Uggi Kaldan Harzen 2016

Som det ses byder Hahnenklee på flere spor, og Flowsporet er bestemt ikke det sværeste eller mest tekniske, til gengæld kan man som begynder få god fart på, og det handler jo altså ikke kun om at det skal være meget svært, det må jo faktisk også godt bare være sjovt – og det var det! Det begyndte dog at regne helt åndsvagt lige herefter billedet overfor er taget, så jeg har ingen billeder fra nedkørslerne i parken, det var simpelthen for vådt.

Frokost og så hjem og få et varmt bad!

Efter vi havde kørt lidt i parken, havde Martin sørget for frokost i bunden af sporet på en hyggelig café / restaurant. Der var lidt delte meninger om det var fedt med et “rigtigt” måltid midt på cykelturen, en problematik der også blev vendt da jeg var i Nice for nylig, hvor der også var sørget for hyggelig lokal frokost. Det er vildt hyggeligt at sidde på café og spise en portion spaghetti, en omelet eller en kyllingesalat, men det ligger selvfølgelig i maven bagefter.

Igen vil jeg sige – det er et temperamentsspørgsmål hvad man er til. De hurtige drenge, dem der kører i gruppe ét og hellere vil nærmere de 100 km på MTBen end de 50 (som vi kørte) – de skal måske overveje at vælge frokosten fra. For mig og hold 4 var det bare hyggeligt, også selvom det var lidt hårdt at komme tilbage på cyklen igen, med 500 gram pasta og kødsovs i maven, herunder et par af de hurtige drenge, det ligner nu at de nyder omeletten.

Uggi Kaldan Harzen 2016

Turen hjem foregik i hyggeligt tempo og uden de vilde spor og nedkørsler. Alligevel må man bare sige, at selv når man bare kører lige ud, så er der altså utroligt flot, når man kører rundt i Harzen, også selvom det regner og der er helt tåget. Landskabet er præget af mange års forskellige tiltag for at udnytte højderne og vandet til at skabe energi. Hvilket har resulteret i at man ofte køre på små dæmninger a la den på billedet herunder, det er virkeligt flot.

I morgen kan du læse sidste beretning fra Søndagen i Harzen der bød på turens bedste vejr, dog ikke helt solskin som YR havde lovet, til gengæld en stejl bakke og badetur!

006-harzen-uggi-kaldan