Søndag og kl. er 6.00, det betyder endnu en dag med nye udfordringer for motionisten – altså undertegnet. Hvorfor skal motionsløb egentlig starte så tidligt en søndag morgen?

Af: Henrik V. Nielsen

De sidste mange løb jeg har deltaget i, har været med gode højdemeter. #Stjernetour, #Grejsdalen, DK Højeste og VestjyskBank Bakkeløb – så i dag ville blive noget helt andet. Ruten er flad som en pandekage, og den værste modspiller vil blive vinden i det åbne landskab som området omkring vadehavet har masser af.

Er som sædvane ankommet i go tid for at mærke stemningen, og jeg skal da lige love for at der var stemning. Gnags kørte for fuld hammer over højtalerne med Lav sol over Århus, selvom vi altså befandt os i Esbjerg. ;) Imens der var høj musik, var folk i gang med at rigge deres cykler til, og andre var ved at indtage den sidste kop kaffe før dagens ridt.

Kl. nærmer sig 9.00 hvor starten på de 139 km skal starte. Vi er ca. 60-70 mand til start. Jeg stiller mig helt op i front, for at være sikker på at komme med ud af byen med fronten. Har haft et par dårlige starter tidligere, så den dumhed skulle ikke gerne ske i dag. For jeg følte mig egentlig klar til race!

Det går efter planen de første 8-10 km, hvor vi er ca. 30 mand som ligger i fronten. Og jeg har endda overskud til at være med til at tage føringer. Vi nærmer os Sneum Sluse, hvor man skal helt ned i fart på for at køre langs diget – på noget der minder om 1 ½ cykelsti – så pladsen vil blive trang.

Vadehavsløbet – nu med slamsugerforcering!?

Men hvad f…. er nu det! Da vi skal dreje ind forbi slusen, holder der en lastbil som er ved at suge slam og spærre hele stien. Alle mand må af cyklerne, og så skal jeg love for at der herskede kaos. Nogen tager cyklen på nakken, og hopper over slanger og en mildest talt forskrækket slamsuger står fuldstændig målløs, og ser folk presse sig forbi hans lastbil. Personligt tager jeg cyklen på nakken i bedste cross stil, for at løbe op af nogen trapper som går op af diget og forbi slusen, og så igen ned af trapper på den anden side. Dette skulle vise sig at være en dum idé.

Da jeg igen er nede af diget, er de første 30 mand kommet forbi. Så nu går den vilde skattejagt, men med heftig sidevind er det ikke helt nemt. Jeg henter et par stykker, og vi får i samarbejde henter yderlige 2-3 stykker. Bagfra er der også kommet folk til, så vi er vel ca. 7 mand som de næste 10-15 km kæmper det bedste vi har lært – og der er ingen der springer over i føringerne, så er der altså noget ved at køre cykelløb. Vi har på det her tidspunkt bevæget os væk fra diget, og er kommet ud på normal landevej igen. Vi har hele tiden øjenkontakt med en gruppe foran os på ca. 15 mand, og da vi igen nærmer os diget har vi næsten hentet dem. Vi gir den lige en ekstra tand, og det lykkedes os at komme op til gruppen. Det var en hård omgang, men mine ben mærkes egentlig ok. Jeg tager mig lige en lille slapper i feltet de næste par kilometer.

Nu ligger vi en gruppe med ca. 20-25 mand. Jeg er igen ved at være klar til køre med rundt i fronten, og sådan forsætter vi vel nærmest de næste 60 km. Vi er vel 10 mand som er gode til at holde et anstændigt tempo, og nogen er ved at være brugte. Vinden er hård ved os, og jeg er altså ikke lige typen som kan tonse af sted i vinden – så jeg vil hermed gerne undskylde ham som lå bag mig i rulleskiftene, der var ikke meget læ at finde. Jeg sidder stadig med overskud, og er egentlig lidt overrasket over mine ben på dagen!

Henriks gode ben

Henriks gode ben… med hår på!

Hvis der er modvind ud, så er der vel medvind hjem, ikke??

Vi nærmer os vendepunktet, hvor vi af arrangøren er blevet lovet medvind. Den holder ikke helt vand! De første 25 km efter vendepunktet er der ok go medvind/sidevind, men de sidste 30 km er ligefrem modbydelige efter at ha været med til at sætte tempo. Folk er trætte, og flere begynder at springe over i fronten. På et tidspunkt er vi faktisk kun 3 mand som skiftes til at ta føringer, og så er det jeg bliver sådan lidt “ kom nu for fanden” vi skal hjem. Det ender faktisk med at vi 3 som har taget føringerne de sidste par kilometer springer gruppen. Der kommer en op så vi er 4, og vi bliver ved med at øge afstanden til vores gruppe.

Vi har ca. 30 km tilbage, og vinden er virkelig hård ved os alle sammen – hvilket også kan ses på farten. På et tidspunkt må vi ha mistet ham som var kommet op til os 3, for han er der lige pludselig ikke mere. Måske han har haft defekt? Da vi mangler omkring 20-25 km får vi følgeskab af Henrik Dalgas fra Team Parkvej Cykelsport, som har haft en punktering fra førergruppen. Ærgerligt for ham, men en kæmpe gevinst for os 3 som er tilbage, udover undertegnet er det Brian Jessing fra Tjæreborg Cycling og Christian Bødker – tror jeg.

Henrik Dalgas er absolut den med mest power tilbage i benene, og han tager lange føringer, hvorimod vi andre nærmest bare ruller med rundt. 1000 tak for liftet Henrik.

Christian må på et tidspunkt gi slip. Jeg ser det desværre ikke, da jeg sidder i front på det tidspunkt – og Henrik er vendt om for at få ham med tilbage. Så nu er det kun mig og Brian tilbage, og vi er begge godt brugte. Brian må slippe mit hjul, og jeg kører nu i ensom majestæt mod mål, som de sidste 10 km er mærket op for hver kilometer – 10, 9. 8.…. Og så bliver jeg hentet igen af Henrik og Brian. Henrik er kørt fra Christian igen, og Brian har hæget sig på – jeg gør det samme.

Brian må desværre gi fortabt, og jeg følges ad med Henrik Dalgas til mål. Jeg vil egentlig gerne ha haft at Henrik kørte først over stregen, men han siger at hans løb er overstået for i dag. Kan godt forstå han er bitter over en punktering så “tæt” på mål. Vi ruller sammen over stregen, og et par minutter efter kommer Brian.

Tak for et super godt løb

Henrik vinder endnu et gavekort!??

Henrik vinder endnu et gavekort!??

Jeg vil gerne sige tak for et super godt løb, om end det var lidt for spændene med den slamsluger på cykelstien. Forplejningen efter løbet var lidt anderledes end det man er vant til – en durum med pulled pork! Det spillede altså max, og med en kølig pilsner til kunne det vist ikke blive meget bedre, og så gør det jo heller ikke noget, at man var så heldig at vinde et gavekort til et weekendophold på Ribe Byferie Resort. (Hvad sker der lige for dig og de lodtrækningspræmier Henrik??? – du køber mit startnummer næste gang!… hilsen redaktøren).

Dagens anstrengelser rakte til en 13 plads i tiden 3:54:38 for de 139 km. (fandme flot kørt! Red.)

Hilsen Valde – #TeamAoC