Brandenburger Tor og andre seværdigheder venter fra i morgen formiddag hvor AoC drager til Berlin for at deltage i mega eventet Velothon. 13.000 ryttere var til start sidste år, og over 100.000 tilskuere, det bliver ret stort, vi glæder os!  

Af Uggi Kaldan | Foto Uggi Kaldan

Tysk kvalitet, motiodunke og Garmin killer!

Som sædvanlig har vi lidt nyt gear med vi tester, nu hvor vi drager til det store udland. Den mest spændende dims (og i hvert fald den dyreste) vi har fået med er den tyske fartmaskine fra Canyon, Ultimate CF SLX di2.

16 kilometer har vi prøvekørt den, og så når vi nok en lille rulletur, efter ankomst og check in i Berlin senere i eftermiddag. Herefter står den på ilddåb i morgen. 180 kilometer på lukket i rute i centrum af Berlin, det burde give en god fornemmelse af cyklen.

Aner intet om startgruppe eller andet, men er blevet inviteret til løbet og har søreme også fået adgang til VIP området, uden at det dog er nærmere forklaret hvad det går ud på. Vi satser på god mad og gratis sodavand, mindst! 

Skulle det ende med en hurtig gruppe og mulighed for at komme hurtigt rundt, så er cyklen pakket med motiodunke på 800ml fra danske GripGrab. De er ikke pæne, men de er funktionelle, og for at toppe det hele op har vi også Wahoo´s Elemnt BOLT på cyklen, der er blevet klemt ned i et modificeret Garmin mount. 

Wahoo Elemnt AltomCykling 2017

Elemnt er vi igang med at teste over en længere periode, og indtil videre kan vi godt løfte lidt af sløret for oplevelsen. Det er den første GPS vi har prøvet, der for alvor napper Garmin i hælene.

7 timer i bil og check ind – optakt senere! 

Nu er bilen pakket og klar til at drøne mod den tyske hovedstad. Det bliver spændende at opleve afviklingen af så stort et arrangement. 

Der er noget særligt over små danske “uprætentiøse” motionscykelløb, der ikke koster en formue, og hvor overskuddet ofte går til at støtte den lokale cykelklub eller en god sag.

Omvendt bliver det spændende at opleve det helt store cirkus, som Velothon Berlin givetvis er. De professionelle artister er bare erstattet af småfede glade amatører. Med det in mente er det egentlig imponerende at eventet formår at tiltrække så mange tilskuere, og meget interessant hvordan man oplever det som deltager. 

Der ud over er det sindsygt fedt at få lov at låne en helt ny, mega fed cykel til at opleve det hele på! Rock on. 

Canyon CF SLX 2017 Blue