Det er efterhånden alt for lang tid siden, at jeg sidst har fået skrevet noget. Det skyldes jo primært aflysningen af alle licensløb, pga COVID-19, og da licensløb er det store omdrejningspunkt i mine blog-indlæg, så har det været svært at finde på noget jeg følte var spændende. Lige indtil nu! :)

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: VIGGO HJORT KOHBERG

Sæsonen der blev væk

Mit sidste indlæg var d. 9. april. Det omhandlede mest om min nye cykel. Før det, var det sidste nye fra 20. marts, hvor man endnu troede på, at vi måske skulle vente til maj eller juni med at kunne køre cykelløb. Dengang hvor man ikke helt kunne forudse hvor stor indvirkning COVID-19 ville få på hele samfundet. Motivationen var stadigvæk på toppen, og man frygtede ikke at det blev så slemt. Vi var sikkert klar til at få sæsondebut omkring Pinse Cuppen.

Der tog vi fejl. Og faktisk kom første lussing der for mig. Jeg mistede alt motivation, og havde en uges tid hvor jeg fik trænet meget lidt, og det hele nærmest var pligt-træning. Der var intet at sætte sig op til. Jeg gav mig selv lov til at have den uge, hvor jeg var sur og træt af det hele. Det hele var naturligvis set ud fra mit eget perspektiv, som en der elsker at køre cykelløb, men jeg er naturligvis klar over at det måtte være sådan, set ud fra alles interesse.

Jeg fik samlet mig selv op, og begyndte igen, at se fremad. Det gik fint et par uger. Rygterne sagde nu, at vi kunne håbe på cykelløb op mod DM i Give, og at DCU ville arbejde på at tage meget af august i brug og også hele oktober måned. BAM! Statsministeren gik på scenen, og efter et døgns tid var DCU klar med en ny – nedslående – besked. Ingen cykelløb før tidligst til september. Igen røg jeg ned i et mentalt hul, og tog lige “fri” i hovedet en uges tid.

Da jeg fik samlet mig selv lidt op igen besluttede jeg mig for, at lave helt nye forventninger. Jeg tog min kalender, og fjernede ALLE kommende cykelløb. I stedet for at gå og håbe forventningsfuldt på de løb i alle glædede os til, og så få nederlag, så besluttede jeg mig for at afskrive sæsonen, og når der kommer officielle meldinger om cykelløb der vil blive gennemført, så kan man starte på at planlægge.

Jeg fik startet en træningsgruppe op, som hver tirsdag kører “Tirsdagsintervaller” hvor vi i starten kun var 10 mand, i forhold til det tilladte forsamlingsforbud, og sidenhen har givet frit, hvilket gør at vi er 10-15 mand, der hver tirsdag mødes og træner forskellige intervaller, og kører lidt cykelløb, og bare har det sjovt.

I og med at licenssæsonen blev væk, forsvandt Give CK’s arrangement af DM også. Eller det blev skubbet til 2021, rettere sagt. Det er jeg personligt glad for. Ikke fordi, at jeg overhovedet har ambitioner om at deltage, men fordi jeg havde rigtig ondt af de B-ryttere fra Give, som egentlig så ud til at misse en masse løb, og derved chancen for at rykke op inden DM på hjemmebanen. Min rolle bliver i B, at hjælpe dem op i A, selvom jeg da ikke selv er uden ambitioner om sejre. I stedet bliver DM i år afholdt på Fyen.

Løkke Fonden 2020

Vi fik også grønt lys fra Løkke Fonden om at vi kunne starte op, først i 2 grupper, så vi overholdte maks 10 personer i hver gruppe, og sidenhen kører vi samlet. Det har også løftet min lyst og motivation, at se de unge drenges glæde over at sidde på en cykel. Og efter få 6 uger er deres udviklet gået vanvittig stærkt. Fra at køre første tur med 21 km/t og nogle af dem var pænt trætte, så kørte vi i sidste uge hele 28 km/t, og mange af dem havde endda overskud da vi kom hjem. En ret vild og eksplosiv udvikling.

Løkke Fonden arrangere hvert år en tur for unge drenge, der på en eller anden måde kommet lidt i klemme i systemet, og ikke rigtig føler at de passer ind. Turen er normalt en 5-dages tur tværs gennem Danmark, hvor de ca. 100 drenge skal tilbagelægge ca. 100 kilometer hver dag, og derved overvinde, hvad mange af dem i starten troede var umuligt. Samtidig læres drengene forskellige karaktertræk, som skal hjælpe dem på cyklen, men i høj grad også af cyklen, når deres challenge er færdig.

I år er turen blevet skæret ned til 3 dage – igen pga. COVID-19 – på den store tur, mens Løkke Fondens Kolding- og Haderslev-afdeling tager på en “mini-challenge” hvor vi kører fra Kolding til Esbjerg om lørdagen og hjem dagen efter.

Se mere på: https://loekkefonden.dk/challenge/

Zwift er blevet “the shiiiiit”

Manglen på konkurrence udendørs har også trukket flere og flere ind på Zwift.

Det er lidt sjovt, at folk der for 2 år siden mente at Zwift var noget pjat, og at den eneste måde man kunne blive rigtig cykelrytter på, var at træne udendørs selvom der var 2-3 grader og regn eller sne. At indendørstræning kun var aktuelt hvis der var så meget sne, at cyklen ikke kunne drives frem, eller isen for glat. Sat på spidsen naturligvis ;)

Fast forward til i år, hvor konkurrencen på Zwift er eksploderet, og mine drømme om at på et tidspunkt at sikre mig et Zwift DM er væk. Jeg har en sølv og bronze fra de sidste 2 år, men de danske ryttere – specielt rytterne fra BHS-PL Beton Bornholm – har fået øjnene op, og deres tidligere rytter Nicklas Pedersen er pt. Danmarks bedste Zwifter. Deres hold PO Auto, har virkelig sat FUSION ECT på plads for en stund, da de alle rykkede indendørs, mens FUSION ECT-drengende rykkede udendørs.

Niveauet i bl.a. UNO X-cuppen, som er arrangeret af DCU i samarbejdet med Feltet og UNO X, har taget Zwift til et helt nyt level. Jeg ville personligt blive glad hvis jeg kunne køre en top 10’er hjem i de løb, hvor jeg for 1-2 år siden ville mene jeg kunne køre med om sejren. Det er selvfølgelig fedt, for det afløser lidt den manglende konkurrence udendørs.

Personligt kører jeg ikke så meget Zwift om sommeren, og gør det kun når tiden er presset. I mit rum på loftet, bliver det nemt 25 grader når solen bager, og jeg kan ganske enkelt ikke styre pulsen. I det ene UNO X-løb blev jeg sat fra feltet på flad vej, mens der stadig var +50 ryttere tilbage. Og når jeg ikke kan være med, så er motivationen ikke til at køre race, ganske enkelt.

Det er dog en underlig tendens, at folk om vinteren har nægtet at bruge Zwift som en del af deres træning, men nu sidder derinde 1-2 gange om ugen og kører race, på trods af at vejret viser +20 grader :) Jeg håber at de igen kommer til vinter. Det er jo sjovere at køre mod folk man kender i virkeligheden, synes jeg.

Årets første “cykelløb”

I onsdags blev der kørt hvad der for mig føltes som årets første cykelløb. Det blev i hvert fald behandlet således, da det var det nærmeste jeg i år er kommet udendørs konkurrence. Det var i den lokale cykelklub, Haderslev Starup CK’s, Stjerneløb. Konceptet kendes fra Roskildes Stjerneløb, hvor man har 4 ruter og ét midtpunkt. Man får så et rutekort, der fortæller hvilke ruter man skal tage, i tilfældig rækkefølge. Man starter så en flok folk sammen, men når man så rammer midtpunktet, så skal man jo forskellige veje. Hvert år jeg har kørt, har det nærmest været en enkeltstart, da jeg enten er blevet sat (det er mange år siden, haha ;) ) eller sætter folk fra starten.

Ruten er 31,2 kilometer alt i alt.

I 2018 ramte jeg 390w og en tid der sagde 45:37min – 41,3 km/t.

I år var jeg besluttet på at slå den rekord, og målet var at komme under 45 minutter. Forholdene var rimelig ens med 20 grader for 2 år siden, og 25 grader i år, og begge dage med tørvejr. Det var nærmest den perfekte test.

Løbet blev skudt i gang, og allerede efter 1 kilometer var jeg alene. Det blev igen en enkeltstart for mig. Målet var rimelig enkelt. Jeg har havde en nogenlunde pacing-strategi på plads. Hold 390-410w på de flade stykker. 350-360w ned af, og 410-440w når det gik op af. Jeg havde ingen videnskabelig tilgang til det ud over det, udover at det lød som en fornuftig pacing-strategi inde i mit hoved.

“Løbet” blev sat i gang, og selvom jeg egentlig startede i en fornuftig gruppe, så var farten ikke høj nok til hvad jeg forventede, så jeg gik frem, satte tempo, og derefter var jeg alene – efter blot 1 kilometer cirka. Det skulle blive én lang enkeltstart.

Jeg holdt godt flow i cyklen, og holdt mig faktisk til den strategi jeg havde planlagt. Pulsen røg aldrig helt ud af kontrol, og hurtigt var den første rute, som samtidig var det længste, overstået. Efter må 10 kilometer kiggede jeg på tiden. Jeg husker ikke hvad tiden præcist viste, men jeg fik i hvert fald regnet mig frem til, at jeg pt. lå til en tid på under de 45 minutter som målet var.

På jagt efter ny PR. Foto: Viggo Hjort Kohberg

Efter 16 kilometer kiggede jeg igen ned. Jeg kom frem til at hvis ruten var 32 kilometer i stedet for 31,2 kilometer, så ville jeg lande på præcist 45 rent. Det gav en ret god selvtillid, og jeg fortsatte uden at gå over de watt jeg havde planlagt. Dog tog jeg det nu lidt nemmere på de små nedkørsler. Jeg kunne godt mærke at krisen stille og roligt begyndte at bide. De sidste 4-5 kilometer kunne jeg ikke tænke rigtig klart og jeg kunne pludselig ikke finde ud af om jeg var foran eller bagud på tiden, men jeg brugte heller ikke kræfter at regne det ud. Det kunne jo være lige meget. Først da jeg ramte den sidste kilometer, kunne jeg se, at jeg var pænt under de 45 minutter, og jeg kunne køre ind i en officiel tid på 43:44 minutter, mens min egen tid sagde 43:49 minutter.

På rå data kørte jeg 5w mindre end for 2 år siden, men havde i år langt mere fokus på aerodynamik og min position på cyklen. Og så var det også min Factor ONE, frem for min Scott Foil, samt måske 3-5 kilos forskel. Så jeg skar omkring 1:53 minut af 2018-tiden, hvilket jo er en markant forbedring.

Link til aktivteten: https://www.strava.com/activities/3630287621

Så formen er der, nu mangler vi blot løbene.

Cykelløb i august?

Det lader til at Randers Bike Week vil blive afholdt fra d. 6 til d. 9. august. Og pga de retningslinjer omkring forsamlingsforbud på over 50, så får B-klassen måske lov til at få eget felt. I så fald så vil jeg køre RBW, men hvis der bliver samkørsel med A-klassen, så tror jeg at min sæsonstart må udskydes til et andet race. :)