VM i Cykelbud. Måske vidste du ikke, at det fandtes. Men det gør det, og modsat for fodboldlandsholdet er Danmark faktisk verdensmestre. I slutningen af august fandt cykelbude fra det Københavnske budfirma By-Expressen nemlig vej til hele fire podiepladser – to af dem på toppen af skamlen.

Af Lasse Kofoed | Foto Privat

Det´ ren kærlighed

Jeg skriver sgu til Ritzau – ja, det gør jeg sgu!” siger Jimmi ‘Jumbo’ Bargisen. Men den idé drukner hurtigt i fest og druk. Vi står på en bar i Riga, Letlands hovedstad. For få minutter siden blev Jumbo kåret som verdens hurtigste cykelbud i både ladcykel og på “almindelig” cykel. Og efter kåringen skal skulle sejren naturligvis fejres.

Konkurrencen foregik søndag i en park ved Rigas Tekniske Universitet. Her skulle cykelbudene udsættes for en hårdt presset simuleret arbejdsdag, hvor sedler, eller “manifester” på cykelbudssprog, skulle stemples fra i alt 12 checkpoints. De havde 3 timer og jo flere manifester de kunne udfylde, jo flere point blev der indsamlet. Jumbo nåede at færdiggøre alle fem manifester først og kunne knap tro det, da der ikke var flere manifester at få, og han stod som første mand på målstregen.

Jeg har jagtet det her i 14 år! Måske er det på tide at trække sig tilbage?” skriger han i mikrofonen, da en kommentator spørger, hvordan han har det.

Kort efter kommer et bud fra Stockholm ind i målområdet, hurtigt efterfulgt af et andet københavnsk cykelbud, Johannes ‘Jojo’ Killisperger, som dermed når tredjepladsen. De to foregående år var det Jojo, der kom på førstepladsen. Men der er intet nag. Kun kærlighed og kram til overs for sejrherren.

Hestearm med stærke ben?… i ladcykelløb

Dagen for inden havde der været finale for ladcykler. Ladcykelløbet foregik efter samme princip. Her skulle deltagerne dog køre med store umulige genstande mellem de 12 checkpoints. Der var både bildæk, helpaller, store sandsække og, mest irriterende af alt, end murerspand med 16 liter vand.

Sådan én skvulper usansynligt meget når den står på ladet af en cykel. Og her kunne man godt tillade sig at græde over spildt vand. For hver liter der røg ud, fik man et point mindre. Det gjorde det ikke lettere, at starten var forsinket tre timer og solen var gået ned.

Men modsat løbet for almindelige cykler var det ikke let at regne ud, hvem der vandt, da løbet var overstået. Der skulle først tælles point op. Afgørelsen faldt sent søndag aften.

Først blev navn og nummer på et bud fra Riga råbt op. Han fik tredjepladsen.
“Satans” tænkte Lasse ‘Hestearm’ Kofod. Verdensmesterskabet i Riga er hans første, og en tredjeplads ville have været rigtig fedt. Egentlig havde han blot håbet på at være i top ti ud af feltet på i alt 23 mandlige deltagere.

Igen lyder speakerens stemme. “Second place, rider twohundred eleven, Lasse Kofod!”
Kæben faldt til jorden. “Det er jo mig!”, skyndte mig ned til podiet da førstepladsen bliver råbt op. Igen lyder Jumbo’s navn i mikrofonen. Som ved et hvert andet mesterskab bliver der sprøjtet champagne og givet krammere. Og så druknede planen om Ritzau i støjen, kærligheden og øllene.

Mandag morgen, efter et par timers søvn, er det hjem igen til København. Til gaderne, vi kender så godt. Men denne gang med verdensmesterben.