2022-sæsonen – sidste dans i A-klassen

Last updated:

Efter en lang pause uden skriv fra min side, har jeg fundet tiden til, at sætte mig foran tastaturet. Jeg vil nu fortælle lidt om mine mange overvejelser omkring hvilken licensklasse jeg skulle vælge, hvordan min forberedelser har været, og ellers komme med alt det obligatoriske brok og dårlige undskyldninger!

 

AF JEPPE TOLBØLL

Hvorfor A-klassen, når man er næsten 39 år?

Det er et spørgsmål jeg tit har fået, og også tit har spurgt mig selv om. For når man er 20 år ældre end de yngste ryttere i feltet, burde det så ikke være et vink med vognstang om, at tiden har indhentet en, og man måske skulle videre? Jo, det kunne det måske, men sådan ser jeg ikke på det.

Jeg elsker at træne, og bruge den tid jeg bruger på cyklingen – og jeg elsker at køre cykelløb. Derfor ville jeg ikke kunne stoppe med at køre licensløb, og selvom jeg da tænkte meget på, om jeg ikke bare skulle starte i B-klassen igen, så blev det hurtigt klart, at med den træning jeg kører og den rutine jeg har for at køre cykelløb, så ville jeg nok hurtigt ryge tilbage i A-klassen i løbet af sæsonen. Og hvis jeg skulle køre B ville jeg nok sætte en dæmper på mig selv over vinteren, hvor jeg ikke ville yde de sidste 5-10 % når træningen skulle passes fordi jeg hele tiden blot ville tænke “Jeg er jo B-rytter, jeg behøver ikke træne mere!” og så ville jeg mangle de procenter, når jeg engang ville sikre mig oprykningen.

Og så sidst, men ikke mindst; Jeg har lyst. Jeg synes det er sjovt. Jeg fik i flere momenter – sidste sæson – vist, at jeg godt kan være med på niveauet når alt spiller. Mine watt-tal viser også, at jeg ikke er blevet dårligere, snarere tværtimod. Og så har det også hjulpet meget, at Team Give Elementer igen rykker et skridt op, og vi i år har fået teamcykler. Mere om det senere.

Dog bliver det også min sidste sæson i A-klassen. Det ligger 100 % fast. Fra 2023 kan jeg blive Master rytter, og helt ærligt, så føler jeg heller ikke en stor lyst til at køre A som 40-årig. Så laver jeg andre mål, og det har jeg det helt fint med. Jeg stopper ikke med at køre race, overhovedet ikke, men det bliver bare på et mere humant niveau. :)

Vinterforberedelserne

Jeg påbegyndte min træning frem mod 2022-sæsonen i midten af november, og det hele gik rigtig godt efter planen. Samtidig fik jeg implementeret styrketræningen i min træning, og alt gik fremragende.

Gennem december forløb alt også planmæssigt, og kunne se at min power lige så stille blev øget, vægten i styrketræningen blev tungere og samtidig faldt min vægt også ganske fornuftigt.

Mellem jul og nytår havde jeg en god samtale med min kone, Michelle, som fortalte mig, at da det var min sidste sæson i A, så skulle jeg satse alt. Det betød kort sagt, at hun uden brok ville give mig frie tøjler til at træne ALT det jeg ville, uden brok, uden spørgsmål. Hun ville endda tage sig, af alle de huslige pligter, så jeg næsten bare kunne leve som professionel, hvis det da ikke lige var fordi jeg skulle på 24-timers vagt hver 5. dag. Jeg kunne i hvert fald ikke brokke mig over manglende opbakning. Vi aftalte samtidig, at jeg skulle tage på en trænngslejr i Calpe starten af februar. Så ville jeg få 2 ture derned, da der allerede var planlagt en tur med holdet (og klubben i Give) i starten af Marts.

Turen til Calpe blev dog hurtigt annulleret, da vi modtog 2 opsigelser, hvor begge kollegaer skulle stoppe 1. februar, og vi ville således kun være 3 mand til at dække 5 mands vagter, hvis der ikke blev fundet afløsere hurtigt, hvilket er svært i handicaphjælper-branchen. Det ændrerede dog ikke på min motivation, og jeg var så flittig, og da janaur var omme havde jeg kørt min bedste måned på cykel, hvis man kigger på timer. Aldrig havde jeg trænet så mange timer. Ikke engang de bedste sommermåneder kunne være med.

Faktisk formåede jeg, at sætte min 3. bedste 20 minutterstest i 4. uge af træningsblokken. I et Zwift-race slap jeg væk med 17 kilometer til mål, og formåede at holde en gruppe bag mig hele vejen. Da jeg kom i mål kunne jeg se, at jeg havde holdt 451w i 20 minutter, og jeg troede faktisk min hometrainer havde fejlet. Men da jeg også optager mine watt ved siden af, på min Wahoo Elemnt Bolt2 kunne jeg se, at der kun var 3w forskel, så den var god nok. Faktisk havde jeg holdt 449w i 23. minutter, så jeg kunne nok godt have presset mere end 451w ud, havde jeg vidst, at jeg lå så højt oppe!

Da vi ramte februar begyndte det hele dog at falde fra hinanden. De 2 faste kollegaer var væk, én ny var fundet, og derfor var vi blot 4 personer til at dække 5 vagter. Og så ramte den forbandede corona. I løbet af hele februar fik mine kollegaer alle corona på skift, hvilket krævede at vi andre konstant skulle dække deres vagter, ud over den ekstra vagt vi alle skulle dække, og derfor blev jeg tit brændslukkeren. Det gjorde det rigtig svært at få passet træningen, og jeg måtte afbryde en del træningspas, eller korte dem ned, før jeg startede på grund af manglende overskud.

Februar blev trods det, en fornuftig måned, men slet ikke prangende. Der var dog ingen panik. Om lidt skulle vi til Calpe, og marts kunne stadig blive god!

Katastrofale Calpe!

Det regner meget sjældent i Calpe. Og vejret er altid ret varmt. Specielt marts hvor Calpe i snit har omkring 25mm regn – for hele måneden!

Og de første 4 dage havde vi vel i snit 15-20mm regn… HVER DAG!

Vi ankom fredag, og de fleste af os fik kørt 3 timer. Det var okay, der var overskyet, og semi-koldt, men tørt.

Lørdag lovede de regn, så jeg tog ud en time før de fleste, og den sidste time af træningen var i slagregn, hvor det blev så sindssygt koldt.

Både søndag og mandag havde himlen åbnet sig, og det stod ned hele dagen. Søndag valgte jeg, at køre ud og køre intervaller op og ned af La Fustera-stigningen (også kaldt Benissa-stigningen), og kørte hjem da jeg ikke kunne holde varmen mere. Det gav små 2 timer.
Mandag kørte vi 8 ryttere ud sammen, da der var 1,5 times ophold i vejret, men også her kom regnen igen, og vi blev lynhurtigt kolde. Det blev til endnu lidt interval inden jeg vendte snyden hjem igen efter 2 timer.

Men om tirsdagen vendte vejret. Det blev ikke rigtig varmt, men for engang skyld lignede det tørvejr. Jeg tog derfor ud allerede 7.30 og endte med en solid tur på 6 timer, og humøret begyndte at vende.

Onsdag stod den på Col de Rates, som jeg havde et lille opgør med. Jeg ville gerne sætte PR på den, og endte da også med at rive 30 sekunder af min tidligere tid, og holdt 445w op af den i 17.05 minutter. Samlet fik jeg 5,5 time på cyklen den dag.

Torsdag, sidste dag, blev det til 5 timer på rammen, og her sluttede vi lige af med Cumbre Del Sol. Jeg vil ikke sige, at jeg gik efter det, men jeg hakkede også her 25 sekunder af min tidligere PR, efter 4,5 time på rammen, på 7. dagen. Det var vidst godkendt.

Formen var mere end godkendt, og nu skulle der bare bygges videre når vi kom til Danmark. Det var min plan, men her valgte livet så lige at tage en af de drejninger hvor man intet kan gøre. Efter hjemkomst fredag, tog jeg cyklen lørdag og følte mig faktisk frisk, men lørdag aften begyndte jeg, at føle mig sløj. Og siden lørdag og til skrivende stund (torsdag d. 17), har jeg lagt i sofaen med hoste, feber og hovedpine. Hvornår sygdommen slipper, tør jeg ikke spå om. Det er ikke corona – den har jeg stadig styret udenom – men “bare” en anden forkølelse, med forhøjet infektionstal. Så det er ikke den bedste forberedelse mod sæsonstarten om blot små 2 uger.

Teamcykel!

I år har holdet været så velsignet, med at finde en cykelsponsor, og det blev amerikanske Felt. Vi får en Felt AR Aero med Ultegra DI2. Det er en rigtig, rigtig fin cykel, og jeg er virkelig glad for den. Den skal lige stå sin prøve i et rigtig cykelløb, men umiddelbart virker den hurtig.

Jeg er blevet spurgt om hvordan den er kontra min Factor One (som jeg stadig har beholdt), og dertil er svaret; anderledes. Det er 2 forskellige cykler. Factor’en er meget mere bygget til at køre rigtig stærkt på de flade stykker, og er måske også lidt mere ukomfortabel, mens Felt AR Aero er mere en all-around cykel og jeg synes den mest af alt minder om Canyon Aeroad.

Felt har i mange år lavet nogle af verdens bedste cykler på tri-scenen, så jeg er overbevist om at de også kan lave noget godt kram til landevejen.

Jeg var naturligvis forbi Mads Christensen, The Bikefit Studio, for at få trimmet positionen, så jeg ingen undskyldninger har her! :)

 

Støt Team Give Elementer

Sidst, men ikke mindst…

Cykling er en dyr hobby for alle os der ikke tjener penge på det. Vi har nogle gode sponsorer på Team Give Elementer, men derfor skal rytterne på holdet stadig stå for rigtig meget egenbetaling for at få lov til at køre cykelløb.

Det er fx ikke alle løb holdet kan betale startgebyr til, så derfor betaler vi ryttere selv. Når holdet skal afsted og køre UCI-løb i udlandet, så kræver det også at rytterne ligger lidt økonomi i det.

Så hvis I har lidt mønter i overskud, som I ikke lige ved hvad I skal gøre med, så har I mulighed for at støtte en flok unge ryttere (nej, jeg tæller ikke mig selv med her, haha) ved at donere lidt. Om det er 20 kr. eller 200 kr… Alt bliver modtaget med den største kærlighed!

https://www.gofundme.com/f/hjlp-team-give-elementer-i-ssonen-2022

 

Vi ses på landevejen, og med en optakt til Rødekro i næste uge!