3T Strada – den bedste cykel til Danmark?

Vi har prøvet 3Ts nye Strada med 1X setup fra SRAM og kompromisløs rammegeometri. Er det nu det nye – eller er det ren marketingshype? Det vil der være delte meninger om, ligesom meningerne er delte om de skivebremser, som cyklen også er udstyret med.  Det her er ikke en test. Undertegnede har været ude og prøve cyklen i 90 minutter og dette er min umiddelbare oplevelse. Trods den meget begrænsede tid, synes jeg alligevel jeg fik et godt indtryk af cyklen, men en decideret test ville naturligvis kræve noget mere tid. 

Af Uggi Kaldan | Foto uggi Kaldan

Jeg var inviteret til CeramicSpeed HQ i Holstebro af 3Ts nordiske rep. Jens Wolsgaard. Han havde taget en demoudgave af 3Ts nye Strada med, så vi kunne cykle en tur på den. De høje fælge var ikke en udpræget fordel på et meget vindfuld dag i nordvestjylland, men til gengæld var de underholdende. 

Da vi kun havde tid til 90 minutter på rammen, tænkte jeg at det ville give artiklen noget bund, og ringe til Lasse Norman for at høre hans mening om cyklen. Han jo lige taget en sejr på den, så det er var da oplagt. Den var han heldigvis helt med på, da jeg fangede ham på telefonen i Girona, hvor han netop havde overstået dagens træningspas… i 5 grader!? 

1X – er der nok gear?

Svaret er nej, for nogen, og ja for andre. Democyklen var sat op med 44 og 11 – 36 og det vil de fleste nok mene er en meget let gearing? Lidt udregning viser dog at 44 / 11 nok alligevel kan give syre i benene på de fleste. “Ruller” du med 90 rpm i 44 / 11, så skyder du en fart omkring 45 km/t. Det må vel siges at være nok til at vurdere en cykel ud fra. I løb og i felt vil det naturligvis være en anden snak, men solo i februar er det altså alt rigeligt. 

Det leder dog frem til en vigtig pointe omkring 1X. Det giver sjovt nok ikke ligeså mange muligheder som f.eks. 52 / 36 byder på. I stedet vil der skulle justeres / eksperimenteres med kassettevalg og klinger, alt efter hvad dine præferencer er. Da Lasse Normann vandt 1. etape af Herald Sun Tour var det med en 54 klinge foran og en 11 / 36 kassette bag på. 

Hvis nogen undrer sig over at Lasse ikke kørte med en 53er foran, som er normalt v. 2 klinger, skyldes det at 1X kører med et “wide / narrow” princip, der gør at kæden ikke så let tabes. For at det fungerer optimalt skal der være et lige antal tænder på klingen. En 53er vil med andre ord have større chance for at tabe kæden, og Lasse vurderer altså at en 52er vil blive for lille, så hellere 54. 

Min umiddelbare oplevelse var at 1X kørte meget “rent”, og umiddelbart føltes kraftoverførslen også god. På vores tur manglede jeg ikke nogen gear, men en træningstur er jo ikke det samme som et løb, så meget svært at vurdere på så kort tid. 

Lasse hvad synes du om at køre 1X?

– Jeg synes det er lækkert. Det er bare mere simpelt kun at køre med én klinge. Nogle gange kan man dog godt mangle et gear eller et mellemgear. F.eks. synes jeg at ved 40 km/t, som er sådan en klassisk “marchhastighed”, der mangler jeg et mellemgear i mit nuværende set-up. Der er jeg mere komfortabel ved 35km/t eller 45 km/t, så det er ikke helt perfekt. Vi har heldigvis mange kassetter og klinger, så det er noget vi hele tiden arbejder med og optimerer på.

Du tog også en sejr, skyldes det 1X eller rammen fra 3T?

– Ingen af delene var i hvert fald en ulempe, men jeg tilskriver mere min sejr at jeg har fået lov til at bygge på mit niveau hos Aqua Blue Sport i 2017. Det kræver starter i de store løb at rykke et niveau op, og jeg fik lov til at starte i mange store løb i 2017. Så det er jeg glad for, og selvfølgelig også ekstra glad for at tage min første sejr siden 2015. Jeg synes jeg er inde i en god udvikling. 

Hvordan føles rammen?

Det første man bemærker er naturligvis den uortodokse ramme. Nogle vil helt sikkert synes den er flot, men mindst lige så mange vil ikke bryde sig om den. Særligt saddelrørets form og saddelpinden der nærmest stikker direkte ud af baghjulet ser radikalt, eller i hvert fald anderledes ud. Det ord der beskriver cyklens udformning bedst er nok kompromisløs. Den ser sådan ud, fordi designeren Gerard Vroomen (tidligere Cervelo red.) har ment / regnet ud, at denne form er den mest effektive. 

Cyklen har et kort set back, så man sidder meget lige over kranken. Det burde give god kraftoverførsel, til gengæld kan det også gøre at cyklen føles lidt kort. Jeg følte i hvert fald den standard 100mm frempind jeg havde på (og som jeg normalt cykler med) virkede meget kort. 

Rammen virkede til gengæld god og tillidsvækkende i sving, trods man lige skulle vænne sig til de 30mm dæk fra Continental testudgaven var monteret med, det er altså nogle ordenlige balloner, der opfører sig ret livligt i sving. Jeg synes også rammen virkede forholdvist stiv vertikalt, hvilket var hårdt ved min lænd, det kan dog også skyldes dækkene var pumpet lidt for hårdt, uden jeg ved hvilket tryk de faktisk havde, det burde jeg nok have tjekket.  

– men hvad mon Lasse synes? 

Hvad synes du om rammen Lasse?

– Altså det har været lidt vildt at skifte til den her cykel. De har ligesom skilt en cykel fuldstændig ad, og er startet helt forfra. Der er mange ting der er anderledes ved den her cykel, hvilket gør at der har været mange justeringer. Den slags tager bare noget tid. 

Det er en lidt kort ramme, så mange af os på holdet har måtte sætte ret lange frempinde på for at få opnå den rette position, men så er det jo heldigt at 3T er en af de få producenterm, der netop tilbyder rigtigt lange frempinde. 

Jeg synes rammen virker lidt “stiv” vertikalt, hvad synes du?

– Det synes jeg faktisk ikke, jeg synes rammen er meget komfortabel. Det er rigtigt at saddelpinden er meget vertikal, – til gengæld så arbejder Vroomen med meget tynde bagstag, hvilket er med til at at gøre cyklen komfortabel. For en stor kraftfuld rytter som mig, så er det dog ikke den stiveste cykel i overdelen, det kan jeg godt mærke når jeg virkelig rykker i den. Til gengæld er kranken godt konstrueret, så her er kraftoverførslen god. 

Helt overordnet hvad synes du så om cyklen?

– Hvis jeg skulle sige noget til danske læsere, så skulle det være at jeg synes det her er noget nær den perfekte cykel til Danmark. Rammen er komfortabel og samtidig lynende hurtig, og man har meget sjældent brug for lille klinge, så 1X er super til DK. 

Således sluttede vores korte snak med Lasse, der altså føler han har fået bygget et niveau på formen, og i det hele taget lyder som en cykelrytter der er rigtig glad for at være hvor han er lige nu. Vi håber han får en kanon sæson! 

Strada fåes i flere farver og kan ses hos bl.a. Børkop Cykler.

Der sælges kun 1 version som samlet cykel, og det er en blå PRO udgave med hvide stafferinger. Den er udstyret SRAM 1X og står i 37.000,- kroner, godt være det ikke er toprammen, men den er godt nok flot (synes jeg!). 

Vil du have en af de andre farver, så er det 3Ts topramme “TEAM” og priserne på rammekit kan ses herunder. 

Strada Team Rød: 28.000,- kroner.
Strada Team Stealth: 29.800,- kroner.
Strada Team Aqua Blue Sport edition: 30.000,- kroner.

Vi ses på landevejen!