NÅ!
Af: Uggi Kaldan
Endnu engang er Rasmussen i vælten, denne gang fordi Anti Doping Danmark har slettet nogle passager i hans vidneudsagn der vedrører at Nicky Sørensen har taget doping i sin karriere… er du overrasket? Det er jeg altså ikke.
Jeg er MÅSKE lidt overrasket over at ADD lidt ligner nogle amatører… men så alligevel ikke rigtigt, vel? Jeg er overhovedet ikke overrasket over at det viser sig at Nicky Sørensen har taget doping og at han indrømmer, det havde jeg faktisk forventet.
Nu kommer rapporten i morgen, og måske fremgår Nicky Sørensens tilståelse alligevel af rapporten et eller andet sted, måske ikke. Hvis den gør vil folk nok spekulere i at om det er blevet tilføjet efter Ekstra Bladets afsløring, det finder vi nok aldrig ud af med sikkerhed.
Er der nogen der forventer andet end at Bjarne Riis bliver hængt til tørre i egen Maillot Jaune i ADDs rapport i morgen? Er det ikke i virkeligheden det vi regner med? Jeg bliver i hvert fald ikke overrasket hvis det er tilfældet, tværtimod bliver jeg ret overrasket hvis Riis klarer frisag. Det ville være en historie.
– Og hvad så, the end?
Bliver det afslutningen? Nej, folk vil spekulere videre omkring hvorvidt denne nye rapport er fyldestgørende. Jeg tror godt at jeg uden at risikere for meget kan afsløre… det skal man nok ikke regne med at den er, heller ikke selvom Riis bliver hængt til tørre, og det endegyldigt bliver vedtaget at Riis var mørkets fyrste (sammen med Armstrong… og Johan, og lidt Vino, og sådan set også Fuentes, selvom det jo faktisk var lovligt at bloddope sig i Spanien, da han opererede, und so weiter).
Jeg glædes over at endnu en dopingsynder bekender – men mon ikke der stadig er en del der doper, og mon vi overhovedet nogensinde fanger dem alle sammen? Næppe.
Det virkeligt deprimerende er at enhver snak, om ethvert cykelløb, ALTID lige skal omkring emnet doping: “er de mon rene?” – “Kørte Astana ikke lige lovligt hurtigt i årets Giro?” – eller var det mon Contador der kørte Langsomt? Kører de mon på Ozon eller EPO eller har højdetræningen virket særligt godt? Jeg falder selv i den snak, igen og igen, men nu må det stoppe.
Sagens kerne: Det er altså ved at være lidt kedeligt at snakke om doping.
Jeg elsker at se cykling, og jeg er efterhånden nået til den erkendelse – at jeg elsker både at cykle og se på cykling, uanset om de tager doping eller ej. Forstå mig ret, jeg håber de tests der skal fange snyderne konstant bliver bedre, og at sporten bliver renere, men en ren sport?
Nej, det går jeg faktisk ikke og forventer. Jeg vælger at elske cykling på trods. På trods af at jeg ved der er folk der forsøger at snyde, og på trods af at der sansynligvis er mange der slipper afsted med det. Cykling er stadig fascinerende, og man kan altså godt elske nogen / eller noget, selvom det er ikke er perfekt.
Så det gør jeg – jeg elsker cykling.
Redaktøren.