Dækkenes enhjørning, det perfekte dæk. Det er let. Det ruller godt. Det holder for evigt, og det punkterer aldrig. Desværre er det beskrevne dæk, ligesom enhjørningen, et fabeldyr, der ikke findes. Der er en række faktorer, der gør sig gældende, når man skal vælge dæk, og det er umuligt at undgå nogle kompromisser i processen. Det “perfekte” dækvalg vil derfor altid blive til et spørgsmål om definition, og personlige præferencer.
Foto & tekst Uggi Kaldan
Find ud af hvad dine præferencer er.
For at du kan vælge et dæk der passer til dig, er det vigtigt du har gjort det klart, hvad dine præferencer er. Lad være med at lade dig diktere af, hvad andre synes. Det der er perfekt for én cyklist, er ikke nødvendigvis det bedste valg for alle andre.
Du kan bruge min liste herunder som inspiration, til at nå frem til netop det bedste dæk, til dig. Jeg forventer ikke at alle har samme prioriteter som mig, det ville faktisk være ret overraskende. Det handler i sidste ende om at være tryg og tilfreds med sit valg, når man skal ud og cykle.
Redaktørens “vinterdæks præferenceliste, i rangorden”.
1: Punktereresistens: Det vigtigste for mig er at punktere så lidt så muligt. En længere planlagt vintertur, kan hurtigt blive spoleret, af bare én punktering. Simpelthen fordi man hurtigt bliver kold, mens man står stille og skifter slange. Dækket skal derfor være så holdbart at det ikke punkterer “ofte”. Jeg kan dog godt leve med en punktering, en gang i mellem. Jeg har i øvrigt til dato, aldrig oplevet et dæk, der ikke punkterede, og jeg har prøvet mange. Nogle dæk punkterer dog helt klart mere end andre.
2: Montering: Det næstevigtigste for mig er, at det er let at få dækket af og på fælgen. Her spiller fælgstørrelse og dækstørrelse ind. Det handler altså om at finde et godt match, så man ikke ender med at stå med iskolde fingre, 2 knækkede dækjern, og en krop der er på grænsen til hypotermi, eller måske endda blive nødt til at ringe efter en ven.
Nogle fælgmærker er kendt for at være til den store side. Nogle dæk er meget stive / lidt små i omkredsen. I kombination kan det skabe store frustrationer, når man står med kolde fingre, på en øde landevej. Prøv dig frem er mit bedste råd. Hvis du ikke let rimeligt let kan få dækket på fælgen hjemme i stuen, så forvent ikke at det pludselig ved et mirakel, er lettere ude på landevejen.
3: Rulleegenskaber: Lad dig ikke narre af placeringen på 3. pladsen. Det er vigtigt for mig, at dækket ruller godt. Jeg tillægger mine vinterture stor værdi. Der findes ikke noget som en smuk tur, på en frostklar dag. Men cyklen behøver ikke føles som en sæk kartofler, bare fordi det er vinter.
4: Holdbarhed: Dæk er dyre, så selfølgelig er det dejligt, hvis de holder længe. Jeg cykler som regel ca. 8000km. pr. sæson. 6000km. om sommeren og 2000km. om vinteren. Nogle gange holder et sæt dæk hele sommersæsonen, andre gange ender jeg med at køre to sæt igennem. Om vinteren kører jeg normalt én sæson, på mine dæk. Hvis mine dæk holder til det, så er holdbarheden tilfredsstillende. Andre stiller større krav til holdbarhed, end mig.
OK, så Cinturato er ikke perfekt, men er det godt?
Ja! – det synes jeg faktisk det er, indtil videre i hvert fald. Jeg har cykler 400km på dækket, og det har performet virkelig godt.
Punktereresistens:
Det hjælper gevaldigt, på min positive indstilling overfor dækket, at det indtil videre ikke er punkteret, én eneste gang. Det skyldes helt sikkert en god portion held, særligt sidste testtur, på 80km, i silende regn, inklusive 10km grusvej, satte dækkene på prøve.
Herover ses de 4 sten jeg fandt i bagdækket, efter turen. Jeg sluppet for de helt lange flintesten, men stenene har stadig en størrelse, hvor de uden tvivl kunne forventes, at føre til punktering. Havde jeg ladet dem sidde, havde de nok filet sig gennem dækket. Husker man at gå sit dæk igennem for småsten, særligt efter cykelture i regnvejr, så mindskes risikoen for punktering betragteligt. Det kan anbefales.
Den væsenligste beskyttelse i dette dæk, er en indlagt fiberring af “Aramid”. Det fungerer som en skudsikker vest, der modvirker at skarpe genstande kan skære sig ind i luftkammeret. Det er samtidig smidigt, så dækket bevarer mange af sine rulleegenskaber.
Efter de første 400km, har dækket absolut levet op, til mine personlige forventninger, angående punktereresistens.
BEMÆRK: Dækkene er sat op som tubeless. Det er ikke min opfattelse at stenene har skåret igennem dækket og hullet er blevet lappet af det flydende seal indefra. Jeg kan dog ikke 100% udelukke, at seal har hjulpet på performance, og jeg dermed har undgået en punktering (eller flere) pga. TL set-up.
Jeg har efterfølgende pumpet begge dæk til 120PSI, uden at der sivede luft ud. Det giver en indikation på at dækkene ikke er forseglede indefra, da forsejlingen som regel ikke klarer over 100+psi. Nu er det nævnt.
Montering:
Dækkene er i en lækker smidig gummikvalitet, der gør dem behagelige at montere. På de fælge jeg har testet dem på (DT Swiss PR 1600 23), har de været lette at sætte på. Derhjemme kan jeg sætte dem på uden dækjern, men vil dog alligevel ikke kalde det direkte let. Med kolde fingre ville jeg nok vælge at bruge dækjern med det samme, simpelthen for at undgå at fedte rundt med det. Med dækjern er dækket meget let at montere.
Jeg har sat dækkene op til tubeless. Kombinationen af de her dæk, og de her hjul er rigtig god i den henseende. Det er faktisk lykkedes mig at montere dækkene med tubeless, med min håndpumpe. Så når der først er fyldt seal på, og de er krænget på fælgen, så lukker de tæt, uden behov for stort pumpetryk. Det er jeg imponeret over.
Jeg har tidligere kæmpet gevaldigt med tubeless systemer til landevejen. Faktisk så meget, at jeg for et par år siden opgav at køre tubeless. Men der er altså sket en forbedring på den front, lader det til.
Dækkene lever op til mine krav om at være lette at montere, også med kolde fingre.
Rulleegenskaber:
tDen helt store faktor her, er naturligvis, at Pirelli har valgt en forholdsvis smidig gummi / silica blanding, og ikke for meget af den, samt et fiberbælte, der er forholdvis tyndt, men derfor også smidigt. Begge dele er med til at give gode rulleegenskaber.
Det føles ikke direkte som et sommerdæk, men det føles bestemt heller ikke som et gumpetungt vinterdæk. Der er overraskende god fart i dækket. Det er ret komfortabelt, og så har det glimrende et vejgreb, både i vådt og tørt føre.
26mm udgaven er et komfortabelt dæk, med meget behagelige egenskaber i sving og på nedkørsler. Det hjælper også på oplevelsen at vægten er holdt nede på fornuftige 290 gram. Man kan dog godt mærke at der er noget gods i dækket. Pas især på med at pumpe det for hårdt (+6 bar), det gør ikke noget godt for køreoplevelsen.
28mm udgaven er endnu bedre, komfortmæssigt, og føles identisk mht. køreegenskaber. Udfordringen med 28mm udgaven, er at den tager et gevaldigt spring i størrelse. Dækket minder nærmere om et 30 – 32mm dæk. Det kunne simpelthen ikke være i min (lidt ældre) Cervelo ramme, med fælgbremser.
En nyere cykel med skivebremser burde dog sagtens kunne æde 28mm udgaven, og den version ville jeg vælge, hvis jeg kunne, til vintertræning. 28mm vejer endda kun 30 gram mere, nemlig 320gram.
Sammenholdt med punkteresistens, og monteringsvenlighed, er det her et af de bedst rullende dæk, jeg har nogensinde har prøvet.
Holdbarhed:
Jeg synes jeg har cyklet for lidt for få kilometer på dækket, til for alvor at kunne udtale mig om dækkets holdbarhed. På billeder herover kan du selv vurdere slid efter 400km. Det ser meget lidt slidt ud, synes jeg. Der er dog nogle cuts i bagdækket, efter flintesten, som det kan ses på billederne under punkteringsafsnittet.
Umiddelbart ser dækket solidt ud, og det ser også ud til at holde formen. Det er slidt jævnt på både kanter og slidbane efter 400km, så det ligner ikke, at det er på vej til at blive “firkantet”, som man godt kan opleve, med andre dæk.
Ud fra billedet og min vurdering, har dækket mange flere kilometer i sig, endnu. Det kommer uden tvivl til at holde til de omkring 2000km udendørs, som jeg nok ender med at udsætte dem for. Jeg vil opdatere artiklen og komme med en note på vores FB, hvis udviklingen pludselig stikker af, i en uheldig retning.
AoCs vurdering.
Cinturato er et fornuftigt vinterdæk, som vil levere mange behagelige ture.
Du får god punkteresistens, forholdsvis let montering, og rigtig gode rulleegenskaber. Vores bagdæk har fået nogle små “cuts” allerede. Indtil videre har de lukket sig fint, men det kan på sigt vise sig at koste lidt på levetiden af dækket, at den forholdsvist bløde gummiblanding, får disse små flænger.
Dækket er udviklet til tubeless, og det var overraskende let at sætte op. Der kommer en artikel om tubeless til landevej inden længe, men helt kort. Det ligner teknologien efterhånden er nået dertil, hvor vi faktisk godt kan anbefale det, selv til ikke nørdede cyklister. Særligt om vinteren, hvor man for alt vi verden ikke gider stå og skifte slange, kan det være en “life saver”.
AoC anbefaler helt klart Pirelli Cinturato.
Vejledende udsalgspris: 399,- kroner (26 & 28 mm) og 449,- kroner (32mm & 35mm)
Læs mere om technologien i dækket HER
(DISCLAIMER: Dækket er sendt til AoC fra Pirelli i Italien. Vi har ikke modtaget betaling for at teste dækket.)