Da vinteren var over Danmark, planlagde jeg, som så mange andre cykelryttere, min kommende løbssæson. Sæsonen for mit vedkommende er primært bestående af #XCO DCU løb (1,5 times cykelløb) og nogle enkelte #XCM DCU løb (U19 = 2,5-3 timer). Det skal dog siges, at der er nogle enkelte afstikkere, hvor af Rold 24 Race var en af dem.

Af Nicklas Lindby, Aarhus MTB (og Erik Aagard, Pronghorn Racing)

Fuld smæk på i Rold, i 24 timer!

Rold 24 er et MTB løb i Rold Skov, som varer 24 timer. Man kan stille op i distancerne; solo, duo (9+6 timer), 4-mands og 8 mands. Min trofaste træningsmakker Erik Aagaard og jeg, besluttede os at tilmelde os i klassen Herre/mix duo 9+6 timer, hvilket betyder, at vi første dag skal køre 9 timer, så ”sove” 9 timer og så igen køre 6 timer. Man skal groft sagt køre så mange omgange, man kan nå på 15 timer.

Man kører på en kupperet rundstrækning på cirka 13 km, som for de hurtigste ryttere (med friske stænger) cirka varer 35 minutter. Ruten er bestående af alt fra lange flade grusstier til stejle stigninger og fede nedkørsler, samt sving med rødder, drops – med andre ord, ruten har en rigtig god variation.

Først i mål

Erik og jeg var blevet enige om, at han skulle tage første omgang. Jeg slap derfor for den hektiske start (Tak for det!) og heppede istedet Erik ud på den første af mange omgange. Taktikken var klar – vi skulle køre fuld gas fra start for at skabe et hul til vores konkurrenter. Vi var derfor også enige om, at vi kørte én omgang hver, så vi kunne holde gashåndtaget i bund på hver omgang. Der går ikke mange minutter, før første rytter (8-mands hold) er i mål og Erik kommer kort efter som første rytter i vores klasse. Jeg kører næste omgang, og der går ikke mere end 3-4 timer, før vi har et lille hul på 7 minutter til nærmeste konkurrenter. Jeg sender en besked videre til Erik om, at vi skal prøve at finde et stabilt tempo, som vi kan holde uden at brænde ud.

Med et hul på 7 minutter, føler jeg mig ikke presset da jeg kører ud på min 3 omgang, jeg er så småt begyndt at kende rutens mange sving, og er ved at få fart i cyklen og stængerne. Der er kommet ro på, i og med at vi har et godt hul ned til 2. pladsen, men der går ikke mere end 5 km, før at roen erstattes med stress og usikkerhed.

Pffft… punktering… satans, men vi holder på!

Midt på min 3 omgang hører jeg den velkendte sivelyd fra bagdækket, og da jeg kigger tilbage er saddelrøret smurt ind i tubeless-snask – PIS! Jeg hopper af cyklen i en fart og prøver at få væsken til at lappe hullet, ved at skyde en Co2-patron i – men uden held. Jeg skynder mig at smide en slange i, får skiftet den tomme patron ud med en ny og så ellers godt med luft på. Jeg springer på cyklen igen og giver den alt, hvad jeg har til mål for at minimere tidstab.

2. Pladsen var pludselig meget tæt på, og planen om at gå i seng i aften med et hul til konkurrenterne, virker pludselig meget ambitiøst. Ideen om at finde et mere roligt tempo bliver derfor også smidt væk, og det hedder nu igen fuld gas, og hver en lille bakke får kniven på de efterfølgende omgange. Dette resulterer i, at vi kl. 21 kan holde fyraften med et hul på cirka 7 minutter til nærmeste konkurrent. Vi pakker cyklerne, går til vandrehjemmet og vækkeuret bliver sat 04:40 – starten går igen 06:00 næste morgen.

Efter lidt over 5 timers søvn bliver vi vækket af vækkeuret og (desværre) lyden af regn, der slår hårdt på vinduet, det er ikke ligefrem super motiverende, men man lader sig jo ikke slå ud af lidt regn. Vi pakker bilen, og 1 time og 20 minutter efter kører Erik ud på sin første omgang, der 6 timer igen!

Styrt… og knæ der skal syes, det strammer til…

Ruten virkede overraskende tør, da Erik kører ud på sin første omgang, og alle sving kunne køres på det yderste af dækkets knopper, lige indtil et enkelt vådt sving ved 9 km.-mærket – alt for meget fart og for lidt greb… konsekvensen blev et styrt. Et styrt som egentlig ikke koster os bemærkelsesværdigt tid, men da Erik kommer i mål opdager han, at det ikke kun er skrammer på højre knæ, men en ret dyb flænge, som omgående skal syes af løbslægen.

Samtidig med alt dette, kører jeg uvidende ud på min første omgang, og det går egentlig fint, på trods af at pulsen slet ikke kan presses op pga. træthed, 5 timers søvn er åbenbart lidt i underkanten. Da jeg kommer til skiftezonen efter omgangen, står Erik ikke klar til at køre, men derimod får jeg stukket en dunk i hånden af Erik’s far sammen med kommentaren, – ”Erik er styrtet, kan du køre en omgang til?”

Uden at svare eller spørge yderligere klikker jeg forvirret i pedalen og kører ud på endnu en omgang, hvad mon der var sket med Erik? Kunne han fortsætte eller, var det dét? Jeg begynder at reflektere over, om jeg kan køre de næste 5 timer solo og stadig holde et hul til konkurrenterne, det hele virker pludseligt meget uoverskueligt. De bange anelser bliver heldigvis gjort til skamme, Erik er blevet syet med seks sting i højre knæ og står klar på stregen med forbinding på ben og håndled, da jeg kommer hjem efter min anden 2. omgang.

Sejr!

Om det var vilje eller adrenalin, ved jeg ikke, men Erik’s efterfølgende omgange bliver kørt fænomenalt hurtigt, og hullet til konkurrenterne forøges kun herfra, med to omgange igen, begynder jeg at kunne se enden på det lange døgn, men da Erik kort før næstsidste omgang opdager en knækket eger, stiger adrenalinen endnu en gang. Klarer han den hjem, eller krøller han baghjulet på en rod?, da jeg ser hans navn på mellemtiden nær mål, bliver jeg lykkelig, den er hjemme nu, kom så!

Med 9 minutter ned til konkurrenterne, kan jeg køre ud på sidste omgang af 24 timer i Rold (24’ende omgang). Jeg nyder, for en sidste gang, det lækre flow uden at stresse (nok for første gang), fordi det var 99% sikkert, at sejren var i hus, og ganske rigtigt, kort efter kører vi i mål – En sejr og en oplevelse rigere end for præcis et døgn siden. Stemningen er høj og der fejres med champagne og McDonald’s på vej hjem.

Det er sgu lidt dumt at køre løb i 24 timer… og mega fedt!

24 timers dødsintervaller, for nogle kan konceptet lyde fuldstændig absurd og småtosset, og det er det jo egentlig også – 24 timer på en 13 km lang rundstrækning, det er lidt skørt. Det var også pisse hård og engang imellem fangede jeg også mig selv i at være i tvivl om, hvorfor jeg egentlig betalte penge for sådan en omgang tortur. Men når jeg sidder her, stadig med småtrætte ben og krop en uge efter løbet, må det siges at have været et unikt døgn på mange måder. 24 timer med både op- og nedture, psykisk og fysisk – dog uden tvivl med flest opture.

Tak for et fedt løb og godt arrangement!

Resultater kan ses HER!