En cykeltur fra Odense til Aarhus giver anledning til fundamentale spørgsmål om hvorvidt og hvorfor, at cykelsporten og dens ekstreme væsen nyder popularitet blandt den danske befolkning. Mange svar syntes at kunne findes hertil, men især interessant er det at fundere over konflikten mellem samfundet og menneskets rationale; hvor aktive aktører søger at diktere udviklingen og tendenser modstridende med vores menneskelige motivation. Et konkret eksempel er foreningslivets faldende medlemstal der tilskrives at være resultatet af en stilstående institution, der ikke tilgodeser moderne tendenser. Enhver med interesse i denne tendens skal overveje spørgsmålet om hvorvidt samfundet skaber borgeren eller borgeren skaber samfundet?

Af Rasmus Skriver | Foto Privat

Selvstændighed, individualitet og faldende medlemstal i foreningerne. Alle tendenser og elementer i et moderne demokrati i dagens Danmark, der arbejder mod et langt mere ”ensomt” samfund – skal man tro eksperterne og pop-kulturen. På videnskabelige studier (bl.a.) undervises der i teorier om rationaler: Den menneskelige art søger konstant at øge sin nytte – vores rationale er nyttemaksimerende.

Dette set i lyset af at vi i de senere år har oplevet en stigende enighed om, at vi alle besidder stenalderen-hjernens kognitive tankegang, hvor vi i pressede situationer ikke gøre meget andet end at flygte eller angribe, kan man antage, at hvis man skal opleve den sande virkelighed omkring det menneske det danske samfund omfavner, må man opleve mennesket der, hvor mennesket er mest presset.

Det skal bedømmes der, hvor folk er på pumperne. Hvor lyst driver værket. Cykelsporten er et pejlemærke for samfundets (s)tilstand, for cykelsporten besidder flere nedture end opture. Det er kampen i modvind, regn, sne, punktering og uanede mængde af såkaldte “træningskilometer”. Det er den slags sport, hvor det er populært at sige, at “man skal lære at elske smerten”.

Stenalder-mennesket på en cykel

At sidde på en cykel i 7 timer giver anledning til at opleve en mental udfordring, hvor man koger sine valgmuligheder ned til maksimalt to scenarier: 1) Du kan stoppe eller 2) du kan fortsætte.

Jeg tillader mig i den sammenhæng at skabe den præmis, der hedder, at vi i netop det scenarie oplever en form for overlevelsessituation, hvor stenalder-hjernens kognitive tankegange styrer mennesket. På egen krop oplever man, hvordan overflødigheder bliver skyllet væk og sociale sammenhænge ikke er nødvendige. Det er en frihed, hvor man er sig selv og den cykel, man sidder på. Hverken større eller mindre.

At cykle en lang tur giver en følelse af ultimativ skabelse, hvor man i nuet gør noget gyldigt – for sig selv. Ingen andre end en selv. Det er en individuel tankegang, hvor man søger at øge sin egen indtægt af glæde og energi. Alt andet og alle andre, ikke mindst, er ligegyldige. Dette er værdien af den kamp mange mennesker, professionelle og amatører, verden over og landet over hver evigt eneste dag udsætter sig selv for. Og der kommer flere af dem. Der kommer flere egocentriske motionister, der ikke skænker andre mennesker en tanke i det mest betydningsfulde øjeblik, hvor man er på spidsen af sig selv og sin egen kapacitet. Og hvilken frihed, det er!

Cykelsporten bringer folk helt ud, hvor nuet og øjeblikket er det meste betydningsfulde. Derud hvor mange skal høre sandheden fra fulde mennesker, børn og i dette tilfælde også cykelryttere, som alle har en puls langt over det gennemsnitlige. Heri findes en sandhed, der fortæller en historie om, hvorfor populariteten af en sport af denne karakter er stigende til trods for samfundets værdier og “rigtige” tankegang. Selv har jeg ikke svaret på, hvorfor det er sådan, men jeg vil våge den påstand, at vi kan lære meget af dem, som formår at presse sig selv til det maksimale. Jeg er selv en fortaler for sammenhold, foreningsliv og sammenskabelse. Og derfor håber jeg, at man kan overføre netop den værdi, der er i en sport som cykelsporten til den traditionelle idrætsforening. For at cykle er sku at leve.