I en alder af 36 er det de færreste ting man bliver udsat for, hvor man føler sig totalt som begynder…

– eller de fleste undgår dem nok egentlig, og så er vi nogen der ikke rigtigt kan lade være med at opsøge dem!?

– Redaktøren er vist en af de sidste. I min jagt på at blive en hæderlig cykelrytter har jeg efterhånden været vidt omkring. Min “cykelkarriere” startede for ca. 2 år siden. Jeg var faretruende tæt på de 100 kilo, ryger, drak hver weekend, og skulle til at være far… så meldte jeg mig til cykelløbet Aarhus – København, købte en cykel, og begav mig så ud og kørte en håndfuld motionsløb. Dengang i 2012, kørte jeg de korte 60 kilometers distancer, kom som regel i top 20 og dem jeg trænede med synes jeg gjorde det godt og havde en god udvikling. Jeg synes faktisk også selv det gik RET godt.

Men de gode drenge jeg trænede med, de kørte jo ikke 60 kilometer, de kørte 120 – 140 kilometer, og de kørte meget hurtigere end vi gjorde på 60, så jeg kunne godt se at det var den distance jeg skulle ud på, hvis jeg skulle kunne kalde mig en rigtig cykelrytter. Med lidt træning skulle top 20 nok være indenfor rækkevidde, jeg var jo ret god ik´. Jeg kan godt afsløre nu, at det ikke blev til mange top 20 placeringer, på den distance sidste år, et par enkelte fik jeg dog hevet hjem.

Træning vs. Gear, kost og vægt… med andre ord, genveje.

Når man står i den situtation at man ikke er hurtig nok til motionsløbene, så er der to veje man kan gå som motionist . Man kan enten begynde at træne mere struktureret, og lidt hårdere (altså der hvor det gør ondt) – hvilket uden tvivl er den mest sikre vej til at opnå succes, men også den hvor man altså er så træt når man kommer hjem fra træning, at man mest af alt bare har lyst til at gå i seng. Det kan være svært med familie, job osv. at finde motivation og forståelse for at disponere sådan.

Man kan også (som jeg) begynde at kigge sig om efter genveje. Højprofilhjul og gear kan optimeres, men når man så bliver overhalet til CK Aarhus Rundt Elite 2013 af et gut på stålramme, så bliver man alligevel lidt i tvivl om hvor stor en effekt alt det dyre gear har. Man kan også begynde kigge på kosten og vægten, måske tabe sig 10 kilo? – ifølge Eddy Mercx skulle være den optimale “klassiker vægt” være ens højde, minus 10 kilo… Men når man så bliver overhalet til DKs højeste på Ejer, af en motionist med en dunk på størrelse med en af de der FATBOY puder, så bliver man alligevel i tvivl, om vægten nu også betyder SÅ meget… i hvert fald i flade Danmark.

Med andre ord, jeg er nået frem til at selvom man, når det hele lægges sammen, kan nå op på næsten 50%s ekstra ydelse, alene ved genveje (Ovale ringe 10%, Rødbedesaft 10%, Bagepulver 5%, Honning 5%, Højprofil 5%… hvis du holder over 40 i snit, Keramiske lejer på hele cyklen 5%… osv…) – så er det altså træning der giver bedst – så nu prøver jeg det, for jeg har faktisk brugt ret meget tid på det andet… uden ret stor effekt.

Sidste gang jeg var i rigtig, rigtig god form…

Der var jeg 15 år gammel, havde gået til Judo et år, som uden sammenligning var det mest strukturerede træning jeg nogensinde har prøvet. De første måneder blev jeg konstant rettet af træneren, og det gav faktisk mening. Judo består kun af kast, og det kræver super præcision og dermed disciplin i træningen at opnå præcisionen der skal til. Samtidig er god form naturligvis nødvendig, præcisionen ryger ligeså hurtigt som du bliver træt. Jeg endte med at blive ret god, dog aldrig ud over junior tiden, da damer, cigaretter og bajere i weekenden sjældent øger det sportslige niveau, på et tidspunkt må man vælge.

Nå men jeg havde det faktisk som da jeg startede til Judo, i går aftes, min første dag på banen, med Michael Berling som træner, og CK Aarhus´ Florian Schneider som indpisker. Florian har kørt på banen mere end de fleste, og småfejl bliver prompte påpeget – og det er ret fedt faktisk!

Ligesom på landevejen så bliver fejl straffet ret hårdt i cykling, det gør herre nas at styrte, så det vil de fleste gerne undgå. Kender man, og følger reglerne på banen, og ikke mindst, holder koncentrationen, så sker der heldigvis ikke så mange styrt, til gengæld får man også tur hvis man kører upræcist, og det gjorde jeg naturligvis, flere gange, sådan er det at være begynder til noget.

Pisse god træning, både mentalt og fysisk.

Man bliver træt og så glemmer man at køre op i banen, når andre ligger og kører intervaller. Man ender “under” rytteren der skal køre ud, i parløbet. Man holder op med at træde i spurten, når man rammer målstregen… av lår, og godt der ikke lå nogen på hjul (men jeg blev dog på cyklen) og så videre… men skide sjovt, det var det faktisk!

Modsat landevejstræning, hvor man ofte har en del transporttid fra A – B – eller måske kun det, så er det de færreste der synes det er super sjovt at ligge og trille rundt i en velodrome i 2 timer uden lidt kreative indspark i form af forskellige former for lege… så det ender banetræningen helt naturligt med, leg på cyklen. Parløb, Udskilningsløb, 250 meters spurt, par spurt og så videre – leg og konkurrence, og pisse hårdt – fantastisk træning!

Men virker det så?

Ja, det er et godt spørgsmål, det er jeg ret sikker på det gør, men nu har jeg jo kun været afsted én gang, så hvis jeg ellers kommer afsted hver onsdag her sommeren over, så kommer jeg med en update lidt senere på året, og fortæller hvordan det er gået. Uanset hvad var det super sjovt, 2 timer intensiv træning, der er helt anderledes end landevejstræning. Landevejstræning kan naturligvis også være meget struktureret, men det er alligevel noget andet at sidde på den “rene” banecykel, uden bremser, og hvor trådet går “direkte” i banen, og hvor små fejl bliver irettesat med det samme, det giver en anden dynamik, og hvis man som jeg er til det strukturerede, og gerne vil flytte sig et niveau med sin cykling, så tror jeg på at banetræning en gang om ugen vil være et godt skridt på vejen!

Nu lyder det måske som om det hele er ren DDR træning, men slet ikke, for Michael Berling formår at formidle struktur og regler med et pædagogisk smil og  masser af overskud, så ALLE føler sig velkomne, både begynderne og garvede, det kan man kun tage hatten af for.

CK Aarhus tilbyder gratis banetræning året ud, til alle der har lyst til at prøve lidt banecykling. Om ikke så længe åbner der en cykelbane i Odense, det kommer forhåbentlig til at give banecykling ikke bare på Fyn, men bestemt også i Jylland hvor man pludselig for en bane man kan køre til på ret kort tid. Det giver et godt alternativ til kold vintertræning! Kom ud og prøv kræfter med banen, det kan jeg kun anbefale.

Hvor: Aarhus Cyklebane.

Hvornår: Onsdag klokken 18

Træner: Michael Berling.