Ingen motionscykelløb at se frem til, ligeså lidt arbejde, og daglig stress over hvad der mon skulle ske med ens levebrød, for mit vedkomende cykelløb og fotografi, ofte eventfotografi, sådan kan min ret angstprovokerende vinter godt beskrives. Hvis det ikke er opskriften på en god omgang stress, så er der intet der er, og helt ærligt, jeg har været pænt ramt, siden jeg sidste år pakkede årets sidste motionscykelløbsskilte ned på lageret, og pandemien igen lagde vores samfund i et jerngreb.

Følelsen sidder stadig delvist i kroppen, dog med lysere tider i sigte. Jeg har 2 cykelløb jeg plejer at afholde i April, tilladelserne er i hus, vi kører Ronde van Borum i den kommende weeekend, min hyldest til et af verdens fedeste cykelløb, Flandern Rundt, og så følger Dirty Jutland, den fantastiske naturoplevelse på vestkysten. Nyhedssektionerne nærstuderes, sikkert alt for ofte. Forsamlingsloftet, er det på vej op, eller ned?

Sociale og almindelige medier, fyldt med eksperter, oftest helt ude på fløjene. En mindre gruppe af benægtere får uretmæssigt meget taletid, en større gruppe af dommedagsprædikanter, endnu mere. Overraskende mange mennesker føler det magtpåliggende, at fortælle os andre om pandemiens fremtidige udvikling, alene ud fra viden de har erhvervet gennem at læse gratisaviser og facebookopslag. Alt for mange “kloge hoveder”, alt for lidt reel viden.

Jeg blev træt af det, og havde seriøst brug for noget andet at give mig til, en ny hobby! Eller delvist en ny hobby, foto har jo i årevis været min levevej, men også min hobby, dog har jeg aldrig fotograferet fugle, så det gik jeg igang med. Til at starte med bare ude i min have, og ved den lokale sø, men kunne man ikke have kameraet med i tasken, når man skulle på cykeltur, to hobbyer med et smæk?

Spol tiden tilbage til december, endnu var ingen vacciner godkendt, og de første mutationer havde “meldt sig på banen”, bl.a. den britiske variant. Hvis man ikke var frustreret allerede, så kunne en mutation, der satte spørgsmålstegn ved muligheden for at vaccinerne skulle blive vores redning, seriøst sætte ens temperament på prøve.

I et forsøg på at få hjernen ind på andre baner, begyndte jeg at fotografere de fugle der kiggede forbi vores lille forstadshave, og inden jeg vidste af det havde jeg pludselig fundet den gamle fuglebog frem, og lært hvad forskellen var på en Musvit og en Blåmejse. Ohh yes, jeg var totalt begynder på fuglefronten.

Det tog nu ikke mange dage, før der ikke var flere fugle tilbage i haven at fotografere, i hvert fald ikke nye fugle, og selvom Blåmejsen faktisk er en utroligt fin fugl, så måtte jeg udvide jagtmarkerne, og så var det jeg fik idéen, hvorfor ikke tage kameraet med på cyklen. Jeg havde faktisk manglet lidt motivation til at komme afsted, men nu var den der. Kameraet i tasken og så afsted.

Hvad er pointen, egentlig?

Hvorfor er det sjovt at fotografere fugle, tænker du måske. Fair spørgsmål. Ligesom med cykling er der flere aspekter. Nogle cykler fordi de gerne vil komme i så god form, som overhovedet muligt, andre for at komme ud og få noget frisk luft og få nogle flotte oplevelser. For de fleste er det nok en kombination af de to. Sådan er det også med fuglefotografi for mig.

For det første er der naturligvis den fotografiske udfordring, at lave et flot billede. Så er der sporten i at “spotte” en masse forskellige fuglearter, over 100 er det faktisk lykkedes mig at få et billede af, på nogle få måneder. Til sidst, men ikke mindst, er der naturligvis naturoplevelsen. For mig tilføjer det faktisk noget til cykelturen, at man pludselig er opmærksom på dyrene omkring sig. Hvad var nu det for en fugl der fløj der?

Nogle af de ovenstående glæder ved fuglefotografi, og naturfotografi generelt, er både noget cyklingen understøtter, men der er også nogle modsætninger. F.eks. fåes nogle af de absolut bedste naturbilleder, gennem tålmodighed. De bedste billeder, af de flotteste / mest sjældne fugle, har ofte taget mange timer at få i kassen. Fotografen har ganske enkelt fundet et spot, og venter så, f.eks. i skjul, på at dyret dukker op. Nogle gange i dagevis.

Omvendt så dækker man en masse naturområder på cykel, i et tempo hvor man både kan se og høre hvad der sker omkring én, så man møder faktisk fugle, som det ellers kan tage noget tid at finde, og det er også lykkedes mig at at tage OK billeder af dem, f.eks. af den smukke Røde Glente herunder, som er fotograferet, mens jeg stadig har den ene fod klikket i pedalen.

Ud til fugletårnet, og hjem igen

Det er overraskende tilfredsstillende lige at stoppe på cyklen, og skyde et billede af en fugl, man lige tilfældigvis møder. Men man kan jo også cykle hen til kendte fugle “hot spots”. Jeg er f.eks. både cyklet ud på Mols, der har et fantastisk varieret dyreliv, også fugle, samt til diverse søer, der typisk ligger mellem 30 og 50 kilometer væk.

Så får man en god tur ud, på 60 – 100km. En pause, hvor man sidder og kigger på lidt smuk natur halvvejs, og spejder efter en fugl, og så kan man cykle hjem igen. F.eks. tog jeg et smut til Stubbe Sø for nylig, der ligger omkring 40 kilometer væk, her fangede jeg en flot skarv. En fin tur på 80 kilometer på cyklen, og et tilfredsstillende billede med hjem.

Sjov med ungerne

En lille sjov sidebeskæftigelse ved fuglefotografi, er at finde ud af hvilke fugle man har haft i søgeren. Det har vist sig at mine to piger på 4 og 9 år, synes det er mega sjovt, at forsøge at identificere en fugl i fuglebogen, ud fra et billede jeg har taget. En helt ny verden har åbnet sig, også på gravelcyklen. Jeg anede f.eks. ikke der fandtes en fin lille fugl, kaldet en træløber, men nu ser jeg den pludselig, når jeg kører i skoven.

Fuglekigning byder på en masse glæder, det er jo sjovt at lære noget nyt, ikke mindst om den natur, der er omkring os, og som man i den grad nyder på cyklen, med eller uden kamera. Jeg er fan, og er du blevet tændt på ideen, så kan du jo hoppe med på vognen. Den billigste måde at starte på er med en kikkert og en fuglebog.

God forårstræning derude – med solen og vaccinerne, kommer håbet! Nu gider vi ikke mere pandemi.

Til de nysgerrige. Jeg har et Canon R6 kamerahus med en RF 600mm F11 optik med i tasken, det er et rimeligt let, og ikke ALT for dyrt set up, som jeg godt tør cykle rundt med.